Home, sweet home - Walter

Tid: Omkring de 18-19 stykker, solen er på vej ned.
Sted: Ved havnen.
Vejr: Tåget, og koldt.
Omgivelser: Levende lys i lanterne omkring på bådende. Oppyntning til halloween er allerede startet lidt.

Den friske luft ramte Mathias hårdt, den friske duft af land. Hjem, kære hjem. Silhouetten af en velformet mand sprang ned fra et af de oplyste skibe, ned på havnen. Han viste et blændende smil. Det var kun alt for godt at være tilbage. Det havde varet for længe. Men han havde været nødt til at komme væk. Han lod en hånd køre igennem det mørkeblonde hår, og tog en dyb, unødvendig, indånding. Han vendte sig om imod båden og råbte noget på et uforståeligt sprog. En enkelt vinkende gestus, og båden var allerede på vej væk. Mathias kunne synge, det var lang tid siden at han sidst havde været så lykkelig... Men nogle ting havde nok ændret sig. Dem ville han blive nødt til at se på.

Victor gik ned i havnen da han ikke havde så meget andet og lave for det var ikke tid for jage i nu og derfor toghan sig bare en lidt lang gå tur mens solen stadig var oppe eller så længe som den nu var der for han var ikke den der gik ud om dagen, han havde en sort jakke på og det samme var hans t-shirt og busker og hår mens hans hud var svag menneske farve da han var sulten og den ville snart gå tilbage til sin naturlig grå.
Han trak hans jakke tæt ind til hans krop mens han kiggede sig kort om før han gik videre og han opdaget hurtige han ikke var alene men at der os var en anden end ham selv, han kiggede på manden mens han gik med en langsom fart for han kun let løb der fra hvis der skulle ske et eller anden. "godaften" sagde han med erolig stemme selv om han ikke var helt sikker på om det var en særlig god ide og begynde en samtal sådan bare uden videre mens han gjord det stadig, han kiggede på manden med et kort blik mens han ventede hans svar og han fangede duften af en dæmon men han var ikke sikker på hvad for en dæmon race bare en af dem..

Det var efterhånden længe siden at så mange følelser havde været hos ham på en gang, han kunne le og græde på samme tid. Et tilfredst suk lød fra ham, og en kort latter, inden han brat stoppede ved lyden af fodspor. En ung mand kom over imod ham, og Mathias havde vendt sig om for at kunne se denne person an. Det lalleglade smil der før havde været malet på hans læber, var pist forsvundet, som havde en regn skyllet det væk. Der kom noget bittert over hans udtryk, hvem mon forstyrrede hans glædelige gensyn? Han hørte stemmen, en smule lettet gik det op for ham at han ikke kendte personen. "Godaften," svarede han og målte personen, han nu kunne se igennem tågen. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte han og hævede et enkelt øjenbryn. Han stak hænderne i bukselommerne. Det var en dæmon, så kunne det forhåbentlig ikke være alt for slemt. Han måtte bare håbe på det bedste, at det ikke var en af de forpulede skyggedæmoner.