Lets play on the playground (Privato)

Et let vindpust løb hen over legepladsens efterladte område. Gyngerne skreg efter olie, på legehuset var den blå og røde maling ved at skalle af, og klatrestativet så ikke helt så sikkert ud som det havde gjort i sine unge dage. Ja, det var en gammel og brugt legeplads Jasper valgte som sted at tænke sine filosofiske tanker. Han var iklædt det de fleste mennesker ville kalde vinter tøj. En varm frakke, hvor hænderne var dybt begravet i, og et par vinterstøvler med snørebånd. Han havde flere gange forsøgt at få håret til at sidde bag øret, men det var ikke noget det havde ønsket, men havde der imod valgt at springe frem, og lege foran hans øjne der skulede med jævne mellemrum til det, mens han overvejede om man ikke kunne sætte et spænde i, men så snart tanken var tænkt færdig skubbede han den irriteret væk.
Da han kom ind, satte han sig på en af gyngerne, og lage hoved let tilbage, så han kunne betragte den blå kolde oktober himmel der var helt klar, og ren at se på, men var den nu også det? Under dette blå lag lå jo en verden med mere end de fleste troede. Han pressede let læberne sammen, og lage hoved let på skrå da han så en fugl flyve ind i hans synsfelt og fulgte den til den fløj over ville haverne, og forsvandt ud i horisonten.
Dagen ville sikkert give lidt mere - det gjorde de ofte, men det kunne også være en af de kedelige dage, hvor man mødte en forvirret hybrid, snakkede lidt, gik på cafe, og sagde så farvel, eller det kunne blive ens sidste dag på jorden. Ligemeget hvad ville det blive spændene at se hvad det blev til i længden. Han kiggede kort på sit ur - halv to, dagen var stadig ung.

Atter engang havde Domina taget sin daglige tur rundt i byen for at finde forstyrrede dæmoner, da de skabte problemer for hendes mand og hende selv, hun ville ikke til at bruge det meste af dagen på at høre sin mand skændes med endten menneskets leder, eller en af de andre racers leder, det skulle ikke undre hende hvis en dæmon en dag gik så meget amok at han eller hun skabte så store problemer, at det ville ende med krig, skønt, Dejlige tanker, et suk gled over hendes læber imens hun stille og yndefuldt gik ind på den gamle legeplads, hvad lavede hun da også her?, hun rystede på hovedet, hun havde jo bare fulgt sine sanser igen, og var endt de mest besynderlige steder, Hun var iført en lang sort kjole der sad tæt ind til hendes krop, da hun sjældent aldrig gik i andet end kjoler og nederdel, hun var stadig en del gammeldags, og så det som en slags synd at en kvinde gik i bukser,
Dog kunne hun godt finde på at trække i et par gamle jeans når hun var alene hjemme og vidste at hendes mand ikke ville komme hjem før sent aften, hun rystede kort på hovedet og lod bare sit blik glide hen over legepladsen, sikke en skam man lod sådan noget gå i stykker med årende, men nu var det det, mennesket havde aldrig været gode til at passe på deres ting, hun smilede svagt ved tanken om hvor skrøbelige de enligt var, men stadig viste hun mennesket respekt ligesom alle de andre væsner hun kendte til, Lugten af engel slog hende hårdt i næsen, og fik hende med det samme til at rette blikket hen imod den dreng der sad på gyngen, et smil gled over hendes læber, måske ville der ske lidt sjovt i dag, hvem vidste. nej... hun skulle forstille et forbillede, hun måtte snart lære at tage sig selv i nakken, hun sukkede blot og gik hen imod ham og lod sig bare glide ned på den gynge ved hans side, imens hun gav sig til at gynge stille frem og tilbage, dog sagde hun intet da der intet var at sige..

Jasper rynkede bryne en smugle, og kiggede op, da lugten af dæmon sled sig ind i hans næse som sandpapir. Han kiggede op og betragtede dæmonen, en smuk ung kvinde iført en sort kjole. Han slog derefter blikket ned, og betragtede lidt sine fødder, til han hørte lyden, da kvinden satte sig på gyngen ved siden af ham. Han skævede hen mod hende et kort øjeblik og nikkede så kort som hilsen. Derefter fjernede han blikket, og lænede sig tilbage i gyngen, og betragtede atter himlen som om den var interessant. Det var den måske også, men ikke lige nu, og ikke ved siden af en muligvis sulten dæmon. Han kunne ikke huske hvad de spiste, men det betød vel ikke så meget, han plejede bare normalt at undgå diverse væsner, enten ville de det ene eller det andet, og han orkede ikke at dø igen. Det krævede nok at dø én gang, men at skulle gentage det, og så ende i himlen.
Han sukkede for sig selv, mens han tunge hurtig fugtede hans læber. Han havde fødderne solidt plantet i jorden, så gyngen ikke fik lov til at gynge, så han kunne mærke hvordan gyngen ved siden af ham vippede lidt frem og tilbage i et mageligt tempo. Til sidst rejste han sig op, og uden at kigge på dæmonen begyndte han at forlade legepladsen. Der var ingen grund til at forblive, især ikke med en dæmon. Man kunne ikke bruge ordet bange, det var ikke dét han var, men nærmere urolig? Men det havde man vel også god grund til at være. Man vidste aldrig hvornår de kastede sig over en. Dæmonerne.
Han tilbagelage hurtigt afstanden fra gyngerne hen mod udgangen, et hul i busken der indhegnede legepladsen, der ligesom selve legepladsen ikke var det mest velholdte.

Domina regerede med det samme i det fyren rejste sig op, og under et sek var hun henne ved hans side, og gik bare stille væk fra legepladsen sammen med ham, imens hendes øjne var rettet imod ham, det morede hende at han ikke tude sidde og snakke med hende, for hun ville ham intet ondt, hun havde et ansvar at tage holdning til, og hendes mand ville nok blive meget skuffet hvis han fik at vide at en engel var død på grund af hun havde lystil at lege lidt for vildt. skrøbelige væsner, de morede hende så ganske meget, et smil gled frem på hendes læber, og lod sin stemme bryde den stilhed den var imellem dem, "Viser man ikke respekt til andre væsner end sig selv? "Så stoppede hun op foran ham, og lod en hånd hvile imod hans brystkasse og gav sig til at lege lidt med hans følser så han ville være mere afslappet og tryg ved hendes selskab, hun vidste skam godt det ikke var i orden at lege med andres følser.
Men nogengang var det nødvendigt som nu, han havde jo med det samme vist uro ved hendes nærvær, derfor fangede han hendes opmærksomhed, et sted var det skønt at kunne fornemme folks følser, og lege med dem, det var så let at gøre en helt blød i knæende, og så totalt bange... et lille ondsindet smil gled over hendes læber, men hurtigt rystede hun på hovedet og trak sin hånd til sig, men lod den følse af tryghed blive hos ham da hun ikke ønskede at gøre ham ondt, og hvis hun jo gjorde havde hun jo allerede gjordt det,
"Navnet er domina"Sagde hun så med en sukkersød stemme, imens hendes øjne stadig var helt rolige og fattet, for hun holdte altid øje med hvad der skete omkring hende så det væreste ikke ville ske..

Han pressede letter irriteret læberne sammen og fortsatte videre, selvom dæmonen åbenbart havde tænkt sig at slå følge med ham. "Normalt ikke ..." brummede han irriteret, og gik videre, til han ikke havde mulighed for det længere. Han betragtede tavst hendes hånd der lå på hans brystkasse uden at sige et ord. Først havde han ikke bemærket noget, men da hendes smil gled over hendes læber, og han ikke reagerede efter hvad han helst ville gøre, begyndte han at blive letter urolig. Hvad fanden havde hun lavet? Han vendte blikket væk fra hende, og prøvede at få styr på sig selv, men det syntes ikke rigtig at virke. "Hvad vil du?" Mumlede han lidt efter, og betragtede hende intenst.
Han havde en stærk mistanke om at hun ikke blot ville lade dette ligge, at hun ville udnytte hvad hun så lige havde gjort ved ham. Berolige ham ved at smile som en kat. Han gøs let ved tanken, men uanset hvor meget han prøvede at få sig selv til at gøre noget der kunne minde om at flygte, hjalp det ikke ligefrem. Han pressede læberne sammen, og stoppede til sidst op, og kiggede på hende. "Jasper ..." Sagde han så ud i den blå luft, og betragtede hende med et roligt blik, der under ingen omstændigheder havde ville ligge på hende, hvis hun ikke havde haft en finger med i spillet.
Langsomt begyndte følelsen af afmagt at træde frem inden i ham, dog var det stadig umuligt at se på hans ydre, på hans krop, da han jo var under hendes påvirkning, under hendes magt, som de fleste vel ville kalde det.

"Du viser ikke en ældre dæmon respekt, og slet ikke dæmonernes leders kone, burde i engle ikke tage jer lidt sammen, eller vil i have vi skal æde jer?"Domina kunne ikke lade vær med at sende ham det sødeste smil for at vise hun mente det hun sagde, engle burde lære at vise mere respekt istedet for angst, eller for den sag urolighed, så gik hen hun bag ham og plantede en hånd på hans skulder igen, og hviskede ham i øret "Jeg kunne dræbe dig på stedet, uden at blinke" Imens hun hviskede det pillede hun atter ved hans følser, så han gik fra tryg til angst og så til radsel, hun elskede at påvirke andre væsner på denne måde hvilket også kunne ses på hende, men han havde jo fornærmet hende, og det var ikke iorden, for man skulle vise respekt til de modsatte væsner, hvis man da ikke ville ende... i en kamp man ikke ville kunne vinde, så gik hun hen foran ham imens hun lod sine fingre glide fra hans skulder og ned til hans brystkasse. hendes øjne skiftede med det samme farve fra den klare blå til sorte, så han kunne se, hun havde planer om at gøre noget ved ham, hvis han da ikke tog sig sammen og sagde undskyld,
"Jeg har enligt lovet min mand, ikke at drille jer, små væsner, men du viste ikke respekt og fornærmede mig, Så jeg syns det er mest fair syns du ikke?" Hun kunne ikke lade vær med at sende ham et sukkersødt smil, imens hun atter pillede ved hans følser, så han ville gå til enighed med hende, gud hvor var denne evne sjov! Hun kunne godt påvirke folk uden at røre dem, men det gav ikke den store effekt som den gjorde når hun rørte, luften skulle jo lige ændres når hun ville gøre det uden at røre folk, Et lille hånligt smil gled frem på hendes læber, engle de var så lette at knække, man skulle bare brække deres vinger af, og så stege dem, hun slikkede sig om munden, engel smagt godt, det havde hun engang levet mest af for mange år siden, den gang hun var mere dyrisk end hun var idag.

Han betragtede hende lidt, og brummede så. "Det er jo ikke ligefrem fordi at i plejer at respektere os andre." Gryntede han så, og betragtede hende, eller nærmere hendes smil på de fine velformet læber. Hvad ville hun nu? "Hvorfor dog bruge din tid på det?" Han rystede let på hoved. "Har du ikke andet at tage dig til end at løbe rundt og lege fin?" Han skar en grimasse da han igen kunne mærke der skete noget med ham, ligesom før tog det lidt tid før det fik forplantet sig inde i ham. Han skulle lige til at give hende et form for svar, da hun igen pillede ved ham, og han lod hende blive færdig. Hvad andet kunne han gøre? Til sidst droppede han helt at svare hende, og blot kiggede på hende mens han efter bedste evne prøvede at gemme den rædsel hun havde forplantet i ham væk, selvom det ikke ligefrem var nemt, og det sikkert ikke lykkes ham. Han betragtede hendes smil som syntes at være limet fast på hendes læber.
Alt i alt havde han mest lyst til bare at lette og flyve væk, men når alt kom til alt ville det sikkert bare gå mere glat end det allerede var i forvejen, så han blev hvor han var, selvom - hvis han da vel og mærket havde haft et hjerte der virkede, havde haft det oppe i halsen.
Han vendte hoved væk fra hende og kiggede ned af den øde gade. Var det bare ham, eller når man skulle have de farlige scener hvor den onde enten skulle dræbe den gode eller hvad planen nu skulle være, skulle de være mutters alene? Han sukkede kort, stadig uden at kigge på hende, men havde blikket rettet mod jorden et eller andet ubestemt sted.

"De bliver ved med at fornærme mig... Burde de ikke tage dem sammen? istedet for at vende kinden til dæmon, og så endda dæmonernes leders kone?"Hendes stem var mild, hun morede sig ganske meget over denne engle, der bare blev ved med at lave den ene bummert efter den anden, hun kunne jo bare dræbe ham hvis hun ville, og hvis han prøvede på at stikke af til luften kunne hun let fange ham der også, så lod hun sin hånd glide op til hans kæbe, kort kærtegnede hun hans kind, men satte så neglende i og tvang ham til at se hende i øjnende,
"Jeg hader engle, der ikke viser respekt, hvis de viser mig den respekt, jeg fortjener, viser jeg dem den respekt du fortjener, men efter det jeg kan se, har jeg en lovlig grund til at dræbe dem, eller bedre kidnappe dem og bruge dem som jeg vil,"Sagde hun så koldt, hun haede når folk ikke viste respekt, men igen det var opdragelsen der var gået galt ved dem, hvis hun skulle give denne engel et par spark i røven for at vise man viste respekt til alle især de andre racer, så måtte hun vel gøre det, nok havde hun en masse andet at tænke på, men når en fornærmede hende lod hun ikke personen slippe bare sådan, der skulle altid lige et par slog eller ord igennem før hun ville forlade personen,
Stille lod hun sin anden hånd glide op på hans brystkasse og uden tøven borede hun sine negle ind igennem hans trøje og hud, imens hun sukkede tilfreds da den velkendte engleblod mødte hende. engle smagte så godt.. hun bed sig i underlæben, nej hun måtte tage sig sammen, hun var et forbilede nu for en masse unge dæmoner, hun måtte ikke give sin sult hen for at smage en engel igen... men... en forbier skadede vel ikke? bare en lille saftig engel.. hun bed sig sår hårdt i læben at der gik huld, hun måtte virkelig tage sig sammen, hun skuppede alle tanker om at spise ham væk, for han ville skam slippe levende afsted efter dette måde, men han ville nok havde fået sig en skræk i livet..

Der løb en let kuldegysning op igennem ham da hun mærkede hendes hånd løb op mod hans kind, for at bliver erstattet af en irriterende overraskende smerte da hendes negle besluttede sig for at lege lås, og dermed tvinge ham til at kigge på hende. "Du hader vel gennemgående bare væsner der ikke viser dig respekt, men du elsker når andre frygter dig - det er sådan i alle har det." Han stønnede tørt, og prøvede stadig at bekæmpe den uro der voksede inde i ham. Han pressede tænderne hårdt sammen da hendes negle gled ned i hans brystkasse. Det var ikke så meget smerten der irriterede ham, det var nok mere det faktum at hun tydeligvis legede med ham. Det kunne man jo se på en million mils afstand, og man skulle der ud over være godt blind hvis man ikke kunne se det. Han kiggede lidt på hende, og lage hoved let på sned.
Mens hun stod og indsnusede hans duft, og begyndte at blive sulten stod han lidt og overvejede hvad han skulle gøre, bare smide mere efter hende til hun valgte enten at spise ham, dræbe ham, eller noget andet? Det kunne være yderst interessant at se hvor langt hun ville gå, det var bare lige dét at det jo gik ud over ham, og han havde ikke større lyst til at dø, det måtte han ærlig indrømme, men når det nu alligevel skulle være. Han sukkede kort, og kunne langsomt mærke hvordan hendes negle borde sig længere ind i hans brystkasse, så blodet langsomt begyndte at komme ud. Smukt! Nu holdt hun ham fast, både så han ikke kunne se andre steder hen, og at han ikke kunne bevæge sig andre steder hen, var det så her man sagde musefælden var klappet over en?