Med tiden bliver alt bedre..ikke? ¤Kasper¤

Vinden lod sig langsomt tage mere og mere til. Ruskede i træerne omkring legepladsen og førte visne blade omkring sig. Af og til blev der dannet en kort hvirvel eller også var det blot et spil blikket gjorde sig. Det var i hvert fald svært for Autumn at sige. Hun forstillede sig jo alle mulige ting der ikke var virkelige. Og nu sad hun her. På denne gynge. Nummer to fra højre og nummer tre fra venstre. Men kunne vel være lige meget. Det var nok kun hende der kunne tænke på den måde. At se sådan noget som vigtig viden. Hun var jo bare en lille dæmon med en stor nysgerrighed. For næsten alt omkring sig.
Hendes fine hænder havde fæstnet sig blidt omkring de kolde kæder der holdt selve træbrættet der udgjorde gyngen oppe over jorden. Hendes bare fødder rørte den kun lige akkurat på grund af højden. Hendes sko lå ikke langt fra hende. Sikker smidt fra der hun var endnu. Den sædvanlige ternede kjole sad fint på hendes okay slanke krop men selvom at armene ikke var dækket så hun ikke ud til at fryse. Stemningen om hende var dejlig afslappende men stadig stille. Et smil blev lidt efter dannet på hendes bløde læber idet et kraftigt vindstød fik hendes lange mørkebrune hår til at falgre livligt omkring hendes kønne ansigt. Øjnene var lukket i mens at hun svingede sig selv roligt frem og tilbage. Det var dejlig fredeligt. Og det var nemt at se på hende at det var det hun følte.

Legepladen var det sted der kunne være mest dystert når solen først var gået ned, men det var jo også kun de tidspunkter han kom ud jo. Sjovt nok, han skulle ikke nyde noget at brænde væk. Hans øjne var ildrøde, han sad i en busk og havde øjne på en pedel som lige havde forladt et skur, lige det han vender sig om, tjekker Kasper om der var nogen, som kunne opdage dette, fuck det han var sulten. Et sekund efter stod han foran den gamle pedel og kastede ham ind i skuret. Der kom larm og råben fra manden, men det var hurtigt over da Kasper nåede at bide hans strube over, så han ikke tiltragte mere opmærksomhed til sig. I fred satte han sig til at drikke. Det eneste lyd der kom frem, var lyden af det skvulpene blod som han sugede sig til sig.

De pludselige skrig ramte hende hårdt som et slag i hovedet. Chokket jog gennem hendes lille krop og som en refleks greb hun hårdere fast i kæderne mens at hendes balance svigtede hende. Vægten blev lagt mere bag ud og der gik ikke længe inden at hun følte den hårde jord mod sin ryg. Det var først der hun slap gyngen. Benene lå endnu på gyngen flade side men stadig raslede det afslørende. Hendes øjne var blevet klemt lidt sammen og hun valgte at bare blive liggende lidt endnu. Det føltes som om at et stød havde lammet hendes overkrop og det gjorde endnu lidt ondt. Men det var sikkert bare slaget. Hun havde prøvet det før og der havde der intet sket med hende.
Autumn åbnede så sine øjne lidt efter igen og den blå farve kom til syne efter at have ømmet sig nok. Hun fik først sine fødder ned fra gyngen inden at hun så sætte sig op. Så sig fortumlet omkring. Der var så stille nu. Som om der ingen skrig havde været. Men det rungede endnu i hendes hoved så hun var sikker på at det havde været til stede. Langsomt og forsigtigt rejste hun sig op på sine let rystende ben. hun stivnede med det samme. Hun genkendte med det samme lugten som vinden bar mod hende. Blod? Ingen tvivl. Og det var helt sikkert her i nærheden. Det var ikke lige frem noget hun have set frem. Blod var jo en ting der gerne skulle blive inde i ens krop. Hun sank en klump der havde generet hende længe nok og fik så endelig en mulighed for at få ord du gennem sin mund. "Hallo!?" Nok kunne var være dumt men et eller andet sted ville hun ikke kunne løbe væk uden at vide hvad der var. Hun fik taget et lille skridt mod der hvor hun mente lugten kom fra. Men det var så forvirrende da blæsten hele tiden skiftede retning. Så kunne aldrig rigtigt finde en vej hun var sikker på.

Kasper krammede om manden for at presse blodet til sig. Han rettede hovedet hurtigt op da han hørte en kalde. Lige meget, han var jo inde i skuret så personen skulle først finde ham. Han drak nærmest til sidste dråbe. Han skubbede liget fra sig og tog sig til hovedet imens han slikkede sig om munden. Han hadede at skulle gøre dette, men han elskede jo blodet, eller sådan var det jo blevet, men han kunne ikke lade være med at tænke over om pedellen havde familie eller måske var helt alene? Det burde være lige meget for ham. Han var jo vampyr, han skulle være kold i røven over for sådan nogle ting! Han rejste sig og så ned af sig selv, han havde spild lidt på sin t-shirt, men man kunne ikke helt se det nu hvor det var en mørkere t-shirt. Han rystede skyldfølelsen af sig og gik fra skuret og fik et lille chok da døren til skuret smækkede i af vinden. Han fik øje på en anden person og fik duften af et andet væsen fyldte hans næseborer.

Efter blot at have gået disse få skridt mod denne lugt at blod der blev kraftigere og kraftigere for hvert skridt hun tog. Tøvede faktisk men underligt nok ikke så meget som andre skræmte tøser. Og hun var vel ikke helt skræmt. Bare lidt bange og overrasket over hvad der var sket og hvad det kunne være. Lyden af en dør der smækkede fik hende til at dreje en kvart omgang om sig selv og der stod synderen. Hvorfor havde hun ikke opdaget ham før? Han havde jo stået lige der, ikke? Autumn stivnede ikke som sådan. Hendes krop så ret rolig ud og hendes skuldre let afslappede. Hendes smukke blå øjne med de lange sorte øjenvipper hvilede mod denne skikkelse. Denne dreng? Han så ikke direkte gammel ud. Men hvem gjorde også det her i denne by. Eller dette område. Næsten alle kunne man ikke finde en alder til bare ved at glo på dem.
Endnu en klump satte sig fast i hendes hals og gjorde det mere besværligt for hende at synke det spyt der dannede sig i dette sekund. Hun nød lidt stilheden og hvordan vinden igen legede med hendes lange hår samt hendes kjortes skørt.. Men hun så ikke væk fra drengen. Studerede ham. Hendes røde læber bevægede sig ikke. Eller hvad? En svag bevægelse i mundvigen var der skam til stede. Op ad? Hun førte langsomt sin ene hånd op mod sin brystkasse. Blidt knyttet blev den lagt midt op kravebenet for at støtte sig der. Berørte dog kun mens at hendes hoved blev lagt let på skrå. Hvad skulle hun gøre? Blodet der var til syne på hans tøj og lugten der omkredsede stedet gjorde hende jo ikke i tvivl om hvad der egentligt havde sket. "..Hej." lod hendes stemme så. Næsten engleblid og med en sød piget undertone. Muntert nærmest.

Kasper stod stille og stirrede lidt på hende. Hvad skulle han sige? Hun var ikke menneske så der var ikke så meget at skjule, men hvis hun ikke var menneske, eller vampyr? Hvad var hun så. Han var egentlig nysgerrige over at vide det, men det var også bare noget der sagde ham at han bare skulle skynde sig hjem. Hans øjne var ikke røde længere men de smukkeste blå øjne, smukke som et menneske. "Hej.." sagde han lavt og bed sig i læben imens han kløede sig i håret og vendte blikket ned i asfalten. Han begyndte roligt at gå over mod legepladsen, ved siden af hende.

Autumn kunne ikke andet end at betragte hvordan hans øjenfarve blev forandret. Fra glødende rød til smuk blå. Det fik hende næsten til at smile lidt. Forholdt sig først inden i sig selv men igen bevægede hende mundviger en smule op. Især ved hans bekræftende hej. Hun følte sig pludselig mere tilpas. Mørket havde ikke lagt sig som et stramt svøb om hende mere. Det var blevet løstnet. Men en spænding var endnu til stede. Hans opførsel mindede om en genert person. Eller flov? Eller bare usikker. Men stadig var der en bestemthed over ham som man kunne kunne komme over. Lå sig mest i hans stemme. Hun fulgte ham let med øjnene da han bevægede sig mod hende. Eller nok mere legepladsen. Hun var sikkert som luft for ham lige nu. Og det samme hvis hun havde løbet skrigende væk. Hun lod sin tungespids komme til syne i mellem hendes læber og fugtede dem blidt mens at hendes blik havde søgt mod skuret. Lukket dør og hun kunne intet se hvad der var der inde. Heldigvis. Hun ville ikke kunne klare synet som hun forstillede sig i hovedet.
Endelig tog hun sig så sammen igen og slog sit blik mod denne dreng. Og var ligeglad med om han ingen interesse havde i hende. Skilte sine læber ad og gjorde igen plads til sine ord. "..Er du okay??" spurgte hun. Det ville måske komme som en overraskelse. Det kom lidt bag på hende hvad hun havde sagt. Men det kunne jo ikke skade at spørge. Hendes næsten usynlige smil havde vokset sig synligt. Var endnu småt og forsigtigt. Men det var der da. Hun prøvede at glemme billederne i hendes hoved. Og han virkede heller ikke som en der ville gøre hende fortræd. Så hvorfor ikke give ham en chance?

Kasper fortsatte bare hen til legepladen og satte sig ned på en gynge. Han kunne ikke lade være med at lytte til hendes tanker, nøj hvor havde hun meget at sige, eller tænke rettere sagt. Hun virkede ikke så slem, men det bekymrede ham lidt at hun tænke så meget på skuret, hun skulle ikke nyde noget at gå derover, ellers ville han helt sikkert stoppe hende. Han så ned i jorden og gjorde tanker om Elodi, den specielle pige som engang var menneske, men var blevet et monster som ham selv. "Jeg har det nu fint" svarede han høfligt og så op på hende og sendte hende et lille smil. Det var ikke så stort, men det var da bedre end bare at se sur ud. Hun virkede til at være en pige med ben i næsen, og det kunne han godt li. "Du skal ikke gå ind i skuret" sagde han fast og bestemt. Det kunne godt afsløre at han kunne læse tanker, men det var nødvendigt at sige.

Han havde det fint? Dejligt. Hendes øjne der nu igen havde rettet sig mod ham lagde ikke så meget skjul på at hun var lettet og faktisk lettere glad. Han havde jo ikke ligefrem set ud til at have det for godt. Men hun stolede på hans svar. Og ville ikke rigtigt kommentere mere i det. Det var kom mest bag på hende nu var hans næste sætning. Skuret? Hvorfor ville hun overhoved gå der hen. Hun vidste jo selv hvad hun ville kunne finde. Noget der uden tvivl ville gøre hendes ansigt blegt og øjne foragtende. Så hun ville da i hvert fald følge hans anvisning. Holdt sig væk derfra. Hun slappede mere af i sin ene arm og lod sine hænder samle sig foran hende. Hun lignede egentligt lidt en sød lille dukke. Skrøbelig. Men det var så bare at hun var i en sand menneskelig form. Varm og blød form. En bevægelig form. Levende. Og hun havde følelser som en dukke aldrig kunne have. Så det var kun udseendet der gjorde dette.
Autumn kunne nu ikke lade være med at vise sit smil mere frem til ham. Lod det komme frem. stadig forsigtigt og sødt men det var i hvert fald tydeligt. "Okay. Men bare rolig. Havde ikke haft i tankerne at gå der ind. Mine tanker gik kun hen på hvad jeg ville finde der inde." Hun kendte tydeligvis til de forskellige evner og havde, ud fra hans hint, opdaget hans speciale. Interessant. Men man ville ikke have et privat liv hvis folk kendte til hvad der foregik i ens hoved. Hun lod sig taget et skridt men samlede så sine ben igen og stoppede op. Så stadig mod drengen. Inden hun så lidt ned i jorden og fik igen taget sig sammen til at gå videre. Gik roligt forbi ham og satte sig i en yndefuld bevægelse på gyngen ved siden af ham. Tog igen fat om kæderne og med de bare fødder mod jorden holdt hun sig let vuggende og balanceret.

Kasper følte næsten det var irriterende at hun skulle have så mange tanker, ja tak nu havde vi alle fattet det, ville nok det være det første han ville sige, men han havde allerede afsløret nok og burde ikke sige mere. "okay.." svarede han til at hun ikke ville gå ind i skuret. Det var også helt klart det bedste. "såå.. ved du hvad jeg er? .. og du?" spurgte han og så hen på hende efter hun havde sad sig på gyngen. Han kørte hånden igennem hans hår. Hun tænkte for meget og gjorde for lidt efter hans mening. "og.. hvad laver du egentlig her? Altså det er en legeplads... og solen er gået ned" tilføjede han til sin sætning før. Altså, der var jo fyldt med børn om dagen her, men hvorfor var man her når der var mørkt og så helt alene.

Autumn nikkede bekræftende. Ja hun vidste egentligt godt hvad han var. Hun var ikke dum. Og hans duft afslørede også en del. "Ehm.. Dæmon..?" svarede hun lidt forvirret over ham han faktisk spurgte om hendes race. Og kunne vel være ligegyldigt. Altid fair at han også kunne kende til hendes tilværelse. Hun drejede roligt sit hoved for at kunne se bedre på denne vampyr hun havde den ære at møde på en noget mærkværdig måde. Men what the hell. "Ej er solen gået ned? Dét vidste jeg ikke.." sagde hun drillende og ironien var tydelig i hendes stemme. Hun kunne dog ikke holde masken særlig længe inden at hendes smil igen kom frem i stedet for det fakede overraskende ansigts udtryk. Hun rystede lidt opgivende på hovedet inden at hun tog sig sammen til at svare ordentligt på hans spørgsmål. "Jeg kan lide og være her. Dagen kan hurtigt blive for stressende og for trængt. Og så er her altid så dejligt fredsfyldt lige her, på legepladsen, efter mørkes frembrud." Der kunne være mange grunde til at hun var her. På dette tidspunkt. Og klokken var egentligt ikke så mange. Så på det punkt var det jo ikke særlig underligt. Hendes hoved blev lagt let på skrå, så godt hun nu kunne.
Så pludselig fik hun på en eller anden måde svunget det ene ben hen over gyngen så hun havde et ben på hver sin side og mere eller mindre fronten til ham. "Jeg hedder forresten Autumn.." præsenterede hun sig og rakte muntert sin ene hånd frem mod ham.

Kasper rettede ryggen og vendte hovedet over mod hende. Han var overrasket. En dæmon? What the fuck. Han bed sig i læben og kiggede lidt ekstra på hende og så hurtigt væk igen. "..ehm.. okay" svarede han. Okay, så det er duften af en dæmon, skønt flere væsner som dræber, selvom hun virkede utrolig rolig af sig. Han trak på smile båndet da hun mere eller mindre fyrede en joke af. Han så jo kun natten og aldrig solen, så så sjovt var det nu heller ikke, altså hun skulle endelig ikke se ham som en dødbider og ingen sans for humor, men man bliver bare hurtigt træt af at skulle jage og ikke kunne se frem til at blive gammel og se tilbage på et skønt liv. Men ja, så andre elskede han livet så det var lidt op og ned. Han så hen på hende igen og så på hendes hånd og havde ikke rigtig hørt efter da hans egne tanker stod på skud. Han så igen på hånden og så gik det ligesom op for ham at det var en hilsen og skyndte at trykke hendes hånd, "..ehm.. sorry.. Kasper.. og jeg hørte ikke lige hvad du sagde?" sagde han forsigtigt og bed sige i læben og prøvede at smile lidt.

Han virkede ikke ligefrem som den mest glade person egentligt. Lidt fraværende. Lidt som om at han var ligegyldig med ting omkring ham men så igen kunne det jo ikke helt passe. Og det kunne hun føle på ham. Måske havde det været en dårlig idé sådan at have fulgt sin nysgerrighed? Nej! Det var det ikke. Selskab var altid dejligt. Med mindre han endte med at sætte tænderne i hende. Og så igen var det ikke noget hun troede han ville kunne finde på. Og han havde jo også lige spist. Så sulten var han sikkert ikke lige nu.
Autumn kunne ikke lade være med at grine lidt over hans ikketilværelse. Han havde tydeligt været langt inde i sine egne tanker. Holdt på afstand af andres. Det havde alle brug for en gang i mellem. Så hun bebrejdede ham ikke. Sendte blot endnu et imodkommende smil mod ham inden at hun efter deres håndtryk sin hånd til sig igen. Holdt om den ene kæde med begge hænder for at kunne holde balancen på selv gyngen. Skulle ikke nyde noget mere af at falde ned igen. "Det gør ikke noget." forsikrede hun ham og det var skam ingen løgn. "Men jeg præsenterede mig bare. Jeg er Autumn. Hvis det var du ikke hørte det." Om han så ville tro hende. Hendes navn var jo ikke ligefrem et navn man stødte på hele tiden. Og hvem ville også opkalde en person efter efteråret når man kunne blive opkaldt efter sommer? Ja nemlig. Hende. Og hun følte sig skam heldig at have fået tildelt det. Elskede selv sit navn. "Og hyggeligt at måde dig, Kasper." Han navn lå nemt og godt i munden så der var ingen problemer med at sige det. Som sådan.

Kasper slam hendes hånd og nikkede, "ja undskyld jeg ikke lige hørte efter, men der er så meget der lige smutter igennem mit hovedet" Så som hendes tanker der hele tiden distraherede ham og nåre ja, så også hans egne tanker, svarede han høfligt. Han bed sig i læben. Han var mæt og havde ikke lige tænkt sig at drikke foreløbig. Han følte sig en smule utilpas med hendes selvskab, han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Der var så meget oppe i hans hovedet som bare var ved at eksplodere. Nogen gange ville det være rart bare at kunne klikke sin evne fra, bare i 2 minutter og kun høre sine egne tanker. "Det er ikke min mening at være fraværende. Jeg føler mig bare en smule utilpas" sagde han roligt imens han stirrede ned på hans sko.

Det kom lidt overraskende det han sagde. Det var som om at der var nogen der rent faktisk slukkede for noget i hende. Hun blev helt stille og hendes ansigt var ikke decideret lyst op i hendes muntre smil. Hendes hoved var tomt. Nok til hans held. Hendes mund stod meget svagt åbent og hendes blå øjne så ud til at være en smule spærret op. Det var kommet bag på hende. Så hun gjorde ham utilpas? Det var jo ikke noget hun ønskede. Hun havde stoppet med at svinge let på gyngen. Hvad havde hun gjort galt?
Endelig kom der lidt mere liv i Autumn. Eller hun begyndte i hvert fald at bevæge ligt på sig igen. Hun rejste sig roligt op og fik igen svunget sit ene ben over gyngen for igen at sætte sig ned. Med begge ben på den samme side. Hænderne havde sluppet kæderne og hun havde bare lagt dem ned på sit skød. Rettede forsigtigt på kjortens skørt mens at hun lige som ham havde sit blik mod jorden. En skygge havde pludselig lagt sig over hendes øjne på grund af hendes pandehår. "Und...." Endelig sagde hun noget igen. Svagt men lige så man stadig kunne høre det. "Undskyld." Hun troede selvfølgelig det var hendes skyld. Hendes humør havde pludselig bare ændret sig. Og hun hadede virkelig når det skete. "Det var ikke for at få dig til at føle ubehag." Selvom at hun talte prøvede hun så vidt muligt at holde sit hoved tomt. Måske kunne han jo ikke kontrollere sin evne og hele tiden hørte hende? Hun havde det lidt på samme måde. Men hans var nok en grad værre end hende. Hun sad nu bare og nød hvordan vinden igen legede med hendes hår.

Kasper tog sine hænder til ansigtet. Det var jo ikke meningen at det skulle gå ud over hende, det var med garanti ikke hendes skyld, men så på en måde alligevel, uden hun selvfølgelig gjorde noget med vilje. Den eneste der skulle sidde med en skyld var nok ham selv, han skulle ikke ha' nævn det for hende, så havde hun stadig været glad og han havde sikkert stadig følt sig trykket, som nu. "Det.. nej.. Jeg.." han sukkede, han vidste ikke hvad han skulle sige og havde stadig sine hænder for øjne, imens hans albuer lænede på hans lår. "Det er virkelig ikke noget du skal tænke over.. du ... fordi.. ehh.. fuck" mumlede han igen og måtte lige tage det med ro ingen han valgte de rigtige ord, inden han åbnede munden. Han fjernede hænderne og rejste sig op og stilte sig foran hende. "Mit navn er Kasper, og du?" sagde han så og havde et smil på sine læber. Det var måske langt ude, men hellere starte forfra inden han begyndte at prable løs om noget hun sikkert ikke gad at lytte på.

Autumn følte med det samme den akavede stilhed der hang over dem nu. Hun var måske overegeret en smule. Hun skulle til at og slappe mere af. Og lade være med at gå på af noget som måske ikke var hendes skyld alligevel. Eller hvad? Hun havde endnu sine øjne rettet mod sine hænder der lå blidt i hendes skød da han begyndte at tale. Men hun så ikke ud til at reagere så meget. Hun lyttede skam til det men hun var ikke sikker på om hun skulle se op på ham. Så lod være. Hun blev mere nysgerrig over hvad han ville sige og spidsede ører men blev lidt 'øv' da han igen opgav at give en forklaring. Eller hvad han nu ønskede at sige.
Hun livede atter lidt op da hun hurtigt fik observeret at han rejste sig op. Hun rettede hurtigt sit hoved op og så igen på denne vampyr. Hun så ikke decideret trist ud mere men mere som et uskyldigt dårdyr der ikke vidste hvad hun skulle gøre. Hun følte lidt efter en varme stige op i sig og endelig kom hendes søde smil frem igen. En svag latter fremstillede sig kort. Hun havde ikke kunne lade være. Hun forstod jo ikke helt med det samme at han prøvede at starte forfra. Men det var så en ting der blev tydeligt for hende lidt efter. Hun lod så et roligt blik og et lidt forsigtigt smil blive sendt op mod ham. "Jeg er Autumn." fik hun så frem mens at hun atter tog fat i kæderne på hver sin side af sig og virkede igen mere afslappet. Hun var mere sikker på at hun nok ikke havde gjort noget galt. Håbede hun da.

Han fniste over hendes tanker. Han kunne godt forstå at det var så underligt for hende, da hun nok ikke var helt forberet på hvorfor han reagerede på den her måde. "Rart at møde dig, vil du gå en tur?" spurgte han og havde et sødt smil på sine læber. Det var på tide at stoppe med at være så fraværende. Det skræmte ham faktisk at hun var en såkaldt dæmon. Han havde aldrig hørt om dem og hun lød ret så harmløs så hvad var der at være bange for. Han så op på himlen, efter 88 år som vampyr var man jo begyndt at nyde de flotte aftner. Han rakte hånden til hende for at hun skulle tage hans hånd, så han kunne trætte hende væk fra gyngen så de kunne gå sig en tur. Hvorfor? Det vidste han ikke lige, men var sgu så stille at sidde der og vente på noget ville ske. Desuden var hun en smuk pige så hvorfor give et dårlig første hånds indtryk.

”Selvfølgelig.” Autumn tøvede ikke med at svare ham. Hans idé havde været perfekt. Det virkede allerede lidt akavet med dette sted. Og det ville være dejligt at bare gå lidt rundt. Så behøvede man ikke altid at sige noget. Eller stilheden ville ikke være så pinlig som hvis de blev siddende på gyngerne. Hun rakte roligt sin ene hånd frem og lukkede blidt sine fingre omkring hans hånd. Hun satte sine fødder mod jorden igen og rejste sig derefter op. Stod lidt og studerede ham inden hun tillod sig at slippe hans hånd igen. Hun kunne godt lide at holde i hånd men viste ikke ligefrem om det ville være den bedste ting at gøre. Og hun havde da heller ingen problem med at de bare gik side om side. ”Nogle gange taler man bedre med hinanden når de ikke er de samme omgivelser.” sagde hun med et muntert toneleje og hendes smil havde faktisk vokset. Hun fik sat den ene fod foran den anden og overvejede kort om hun skulle finde sine sko igen. Men synet af sien bare fødder mod jorden og den dejlige masserende undergrund tænkte hun blot put. Hun kunne godt lide at kunne mærke naturen direkte mod sin hud. Nok derfor hun ikke altid var pakket ind i en hel masse tøj. Og hun frøs jo heller ikke. Så der var flere pluser!
Hun drejede sit hoved efter at have gået lidt og lod de blå øjne se mod Kasper inden hun skilte sine røde læber for at få ord ud. ”Opholder du dig tit her ved legepladsen??” spurgte hun ham nysgerrigt. Hun var endnu ikke helt bekendt i disse kvarter efter som hun var blevet flyttet til en anden institution for unge. Ikke decideret et børnehjem. Her kom ingen og kunne adoptere folk. Det var mere bare et sted hvor at unge under 20 blev sendt hen når forældrene ikke kunne tage sig af dem. Hun ville egentligt gerne vide hvad det var han havde prøvet at sige til hende før. Men han ville nok sige det når han selv følte sig helt klar til det. Så hun lagde ikke så meget i det.

Kasper fik et smil frem på hans kolde læber. Det var godt at hun var frisk på at kome lidt væk, så kunne det måske være at han ville snakke om det han ville sige før, måske. Han så ned på hendes bare fødder, var hun også en skamning som var iskold? Nej det kunne da ikke være, hendes hænder var ikke iskolde som han altid var, måske han skulle spørge ind til hvad sådan dæmon var. "Fryser du ikke?" spurgte han og så ned på hendes kønne og lidt snavsede fødder. Han så på hende med et smil, måske var dæmoner ikke lige så anderledes som vampyre? Eller hvad. Han gik roligt ved hendes side. Han havde sluppet hendes hånd, for længe siden. "Jeg har det nu okay med at færtes rundt, ved dog ikke så meget om byen ved bare hvor jeg er" svarede han og smilte. Man behøvede ikke at vide noget om historien, så længe man kunne finde hjem igen. Det var da også mere praktisk.
"Fortæl mig lidt om det der.. Dæmon halløj" sagde han tøvende, han ville ikke virke for uviden.

Autumn kunne ikke lade være med at så lidt undrende mod Kasper ved hans spørgsmål. Men det var ikke fordi at hun så noget forkert i det. Han var nok bare nysgerrig. Ligesom hende. ”Nej ikke som sådan. Har det heller ikke varmt. Men lige tilpas.” svarede hun ham ærligt og hendes udtryk forandrede sig med det samme til et stolt men stadig sødt ét. Hun samlede sine hænder bag på ryggen og hendes brystkasse blev automatisk skudt en smule frem. Ikke noget hun selv lagde mærke til. Hendes skridt var ikke hurtige men de var skam heller ikke langsomme. De gik i et godt tempo. Et hyggeligt tempo eller hvad man kunne kalde det. Stemningen var dejlig fredelig på grund af der kun var lyde af vinden i træernes kroner og deres skridt hen over den let grusede jord og græs. ”Aaah. På den måde.”
Hun var næsten ved at stoppe helt op ved hans næste spørgsmål. Men fik taget sig sammen til at gå videre. Men der gik heller ikke lang tid inden at hun nærmest brød ud i denne hjertevarme latter. Hun kunne ikke lade være. Sådan var det med hende. ”Ej undskyld…” fik hun sagt gennem grinene mens hun prøvede at stoppe igen. Ville ikke give et dumt indblik i hende. Og endelig stoppede hun igen men det sad endnu på hendes rødmalede læber. ”Det må du undskylde men..” Hun så uskyldigt mod ham mens at hun så førte sin hånd op og kløede sig lidt i nakken mens at en ubevist rødmen kom frem på hendes æblekinder. Og ja vel også lidt over næseryggen? ”..Det mindede mig bare om at jeg faktisk ikke selv kender særlig meget til den slags.” forklarede hun ham og lod sine blå øjne se frem for sig mens hun forsatte deres gang. ”Men jeg ved da i det mindste at vi kan have magiger som andre væsner og jeg vil da mene vi kan skifte form.” Man kunne høre at hun var en lille smule flov over hendes uvidenhed. Men sådan var det med hende. Hun virkede faktisk mere menneskelig. Hvis det ikke var for hendes duft, evner og sådan noget.

// Shiiiiiiiiiit du skriver bare så fucking meget xD Sidder bare og tvinger sig selv til at svare XD

Kasper sagde ikke så meget men lyttede bare til hende, hun havde mange tanker og det var også lidt det som gjorde at han ikke sagde så meget. Hun var faktisk en pige med ben i næsten, altså ikke fra fisk vel, men det der med et godt omløb i hovedet og sans for andre mennesker og den slags. Han havde hørte flere steder om hvad det betød, men det var hvert fald meget positivt. Han slog øjne mere op da hun begyndte at grine, han vidste ikke rigtigt om han skulle grine med eller om han skulle ignorere det, men det ville da bare være uhøfligt. Han bed sig lidt i læben og smilte svagt til hendes rødmen, ja okay hvis hun ikke rigtigt selv vidste så meget om hendes egen race eller andre væsner, hvem skulle han så søge hen og spørge. Argh hvor var det forvirrende. Han trak bare på skuldrende, han vidste ikke hvad han skulle svare hende, hvis der var noget at svare. Men hun måtte endelig ikke stoppe med at tale, det var nu hyggeligt alligevel, selvom han gik og var lidt små forvirret.

//Sooooowwiiiiiiiiiiiiiiie!! >_< Vil prøve og gøre mine svar mindre//

Autumn gik lidt i stilhed igen. Hans tavshed virkede lidt som om at det ikke var det han ledte efter. Men det var da tydeligt at han gerne ville havde et tydeligere svar. Hun tog sig en dyb indånding og hendes skuldre faldt afslappet ned igen. ”Du kan altid kigge i de forskellige bøger. Vi dæmoner minder meget om eventyrene. Folk ser os nok som de der ’ååh så onde’ væsner fordi vi er det modsatte af engle.” Hun blev lidt overrasket over hvor meget hun nu pludselig vidste omkring sin egen race blot ved at have læst historier. Hendes rødmen var væk igen men hendes kinder havde stadig lidt farve på grund af den bidende vind. ”De fleste dæmoner er født som dæmon men nogle kan blive ’forbandet’ eller forvandlet efter døden. Tror jeg da.” Hendes hænder havde igen landet komme på ryggen og hendes blik steg mod himlen mens hun gik og nød hans selskab. Hun kunne godt lide at snakke især når andre lyttede. Men hun var også selv en god lytter. Følte hun i hvert fald selv hun var.