En æres sag \\Tristan og Oliver\\

Det store fine gamle hus i Werclare, har været vidne til mange begivenheder, og på den stille eftermiddag skal den være vidne til endnu et, man kan næsten føle det gennem hele sin krop, dette bliver noget af et bekendskab som snart bliver gjort, for på denne dag, er det ikke kun personer der mødes, det er hele samfund og kulture der mødes nu på denne stille eftermiddag, man kan godt føle det på stilheden.
Man siger det første møde er det mest betydningsfulde, i så fald er dette en stor dag
indenværndig er huset et smukt syn, væggene var nye og moderne, men billederne på væggene var fra tiderne mellem romertiden og moderne kunst, hvis væggene kunne tale, ville de aldrig stoppe med at snakke om alle de ting som de havde været vidne til, og det kunne man godt mærke på den rolige og betryggen stemning der lå som en slange på gulvet, og var limet til loftet som malingen.
Rafael havde gjort alt klart, hans tjenere havde dækket bordet, med svine mørbrad, engelsk bøf, en helt tægt patte gris, det største udvalg af salat, og frugter fra fjerne lande. Rafael havde bedt dem om at sidde tre stole ved bordet, og havde bedt sin kone om at holde sig oven på, da han ikke ville fornærme herre Tristan ved andre dæmoners selskab andet end ham selv som aftalt, og tjenerene som Rafael havde beskrevet ville være til middagen, Rafael forventede ikke at herren Oliver ville have samme mistillid til hans race, så det var nok kun for tristans velbehag.
Rafael havde som lovet sent en bil efter Oliver på hans adresse, mens tristan ville komme på egen hånd, men det ændre ikke på at Rafael havde sent en bil for at hente Tristan alligevel, så måtte han selv vælge.
Rafael hørte en bil komme kørerne, eller var det 2?, han gik langsomt ud mod døre, han ville gerne selv tage imod dem, han håbet dette gik godt, og at de for deres racers skyld, ikke fik gammelt fjendskab til at tage nye liv.

//Mig og Tristan blev enige om - under hårde diskutioner - at jeg starter ;)//

Oliver havde knap nok åbnet døren ud til gaden før en stor sort bil var kørt ham imøde. *Lige på slaget* Tænkte han og kiggede på sit ur. Denne Rafael måtte være en nøje planlæggende herre. Uden yderligere tøven gik han hen imod bilen og satte sig ind. Han hilste høfligt på chaufføren, men sagde ellers ikke mere.
Iført et par lyseblå jeans, en hvis skjorte og en champain farvet fin jakke udover. Ikek for formelt og ikke for slooby til lejligheden. Han spejdede lidt halv nervøst ud af ruden på bilen da de så ud til at nærme sig deres destination. Imens havde han allerede kalkuleret alle tænkelige måder at undgå fjendtlighed. Han var et fredeligt væsen som resten af sin race og ønskede for det meste det bedste for alle.
Bilen stoppede i noget der lignede en forgår og han trådte langsomt ud og takkede chaufføren. Så kiggede han sig omkring. Det var et stort smukt hus og det så meget velplejet ud. Han var åbenbart kommer i fint selvskab.

//Lol Oliver *griner*//

Tristan sukkede for tredje gang på 2 minutter da en af de ældre rettede på hans skjorte - igen. Den måtte da for fanden snart side? Ud over det havde han nok fået 5 formaninger fra samtlige andre ældre dusørjægere om hvordan man opførte sig til et sådan selvskab. Det var jo ikke fordi han ikke vidste det. Han var vokset op med at få sådanne ting at vide.
Endelig blev klokken mange nok til at han kunne træde udenfor hovedkvarteret og ud imod sin motorcykel. Han havde takket nej til at få sendt en bil, ikke af ond mening, men det faldt ham bare bedst selv at køre.
Til lejligheden havde han valgt at bære et par sorte jeans, en hvid t-shirt og en jakke der havde hørt til et jakkesæt. For hans standard var det fint tøj, og de ville nok aldrig få ham klemt ned i et jakkesæt for real.
Han satte sig op på sin motorcykel og snart var han afsted imod Werclare. Han kiggede et smut bag sig og smilede da han kiggede frem igen. Omkring tre andre af hans bedste dusørjægere var på vej lige efter ham. Han havde allerede snakket med dem og bedt dem blive udenfor grunden og holde sig væk fra mødet med mindre de blev tilkaldt ved hjælp af en lille bibber han havde med. Det blev nok ikke nødvendigt, men det var foranstaltninger han blev nød til at tage.
Med en brummene lød stoppede han motorcykel ved den adresse han havde fået tilsendt. Uden at sige et ord kiggede han op imod det store hus foran ham. Det var meget fint og skinnede nærmest af velstand. Åh, hvor det dog minede ham om det barndomshjem han prøvede at fortrænge. Et blik bagud for at sikre at de andre havde holdt sig uden for grunden. Perfekt.
Han hoppede af cyklen og kiggede sig omkring, ville nogen tage imod ham , eller skulle han selv gå ind?

Rafael kigget en sidste gang ned af sit tøj, han havde længe brugt flere timer på at vælge sit tøj, ikke fordi han ikke kunne beslutte sig, men fordi hans elskede kone Domina, bare ikke kunne lade være med at kritiserer vert eneste jakkesæt han havde overvejet at tage på, han lod ingen dominere over ham, men hans kones mening var noget der betød meget, og hvis hun ikke kunne lide det, gen overvejet han det, og da han var født som en hård kritiker selv, så havde han næsten aldrig godkendt noget når han tog kritiker synet frem. men var tøjet valgt og det endte med et hvidt hånd syet jakkesæt, med en sort skjorte og rødt slips, aæt for fint efter hans mening, altså han elsket orden og fine fornemmelser, men de pæne ny puseet jakkesæt sko, var bare lidt for meget is i bæret, han kunne faktisk godt bruge en skole klasse fest i hans hus lige nu, han var ved at blive kvalt, godt nok så her altid sådan ud, men det var den yndige lady, og ikke hans valg, hvis han kunne vælge skulle der være en indendørs grilbar, men han forstod godt hende argumenter, han var bare ikke sikker på om han fortod dem på grund af hun var hans kone, eller på grund af de var gode.
Rafael åbent døren, da han hørte en bil også en motorcykel komme indenfor det samme minut, han gik langsomt ned af de tre små trin, og ud i gården.

Oliver kiggede tilbage da noget der lød som en motorcykel kunne høres. Hans blå øjne slog sig fast på en herre der lige var hoppet af den. Han skilede sig meget ud, men måske var det på grund af det orange strithår.
han blinkede et par gange og tog et par skridt hen imod den anden fyr. Han havde fået et nøs m at denne middag ikke kun blev imellem ham og dæmonernes leder, men også dusørjægernes. Oliver havde allerede hørt om ham og genkendt ham, så derfor var der ingen tvivl om at den nyankomne var fra dusørjægerne. Det beroligede ham lidt at de var tre, så ville fokuset ikke ligge på ham selv hele tiden og han ville have tid til at kalkulere og udregne sine svar til det perfekte.
"Hey, tillad mig at præsentere mig selv. Jeg er englenes leder Oliver Winther Wayslide, og de er?" Fik han sagt da han nåede over til fyren. At dømme efter hans påklædning som var nogenlunde lige så formelt som sin egen så lignede han ikke en der var meget formelt anlagt og han havde derfor præsenteret sig selv normalt.
Synet af motorcykel bag ham fik ham næsten til at fortryde at han ikke også tog sin, men det havde været høfligst at acceptere en afhentning.

Tristan børstede let sit tøj af og begyndte at gå imod husets indgang. Han blev mødt på vejen af en fyr på nok omtrent samme alder og med meget blå øjne. Ah ja, Oliver der også skulle deltage. Til Tristans lettelse var han heller ikke vildt formelt klædt på.
"Tristan Cambell Wonder, jeg er leder for dusørjægerne." Svarede han og sendte fyren et lille smil. Ganske vidst var han et væsen og han var ikke vild med at blive set med ham, men nu var han en engel og de gik lige an, dem havde han personligt intet imod. "Du Oliver, fortæl mig, tror du dette bliver meget formelt?" Spurgte han lavmælt og håbede det ikke. Det blev bare nød til at være en kende formelt når de var her på vejene af deres racer. Imens de fortsatte sammen imod døren rettede Tristan en smule på sit ene ærme. Han havde et fast og beslutsomt udtryk i øjnene hele tiden, men det var ikke på nogen måde truende.

Rafael stod i dør åbningen og så dem gøre deres bekendskaber. Tristan var ikke som han havde forventet, han havde mere forstilles sig at se en gammel selv fed rocker med øl mave, og et skæg der gik ned til navlen, men måske var det bare et fordrejet indtryk af dusør jægerne, men så var det godt han kunne møde den bedste af dem og få en bedre forståelse for dem, for han havde sikkert også nogen meninger om dæmoner, måske havde han forventet en stor sort borg som hjem, hvem ved?, men det virket ikke som om at denne Tristan var en dum person, faktisk det modsatte, hvilket var fint for Rafael, de var jo ikke modstandere, og så længe at Tristan kunne komme til forhandligs bordet, havde han ivertfald Rafaels respekt, for det var ikke en stor ting at holde sin mening, men at ændre den. men måske var det bare den kære Rafael som var for idealistik?.. han vidste det ikke helt, men indtil videre var han vegas casino penge på at skabe en fælles forståelse, så kunne han vel bare blive mere egoistisk, hvis det andet var umuligt. Rafael tådte det sidste skridt ned fra den lille tre trins trappe, og gik over mod lederne, han var glad for deres påklædning, hvem ved måske endte dette møde med en øl i hånden mens de så NFL, det mindet ham om at der var en kamp nu, han gav et lille suk, han vidste bare at han skulle have holdt mødes imorgen, men denne var den eneste dag han kunne få for sig selv, uden den lille sorte elver ting løbene rundt i huset. Rafael var ca 5 meter fra dem nu.

Oliver holdt et svagt grin tilbage. Formelt, andet ville være naivt at tro..
"Det tror jeg at du skal regne med ja" Svarede han kort efter. Et blødt smil lå om hans mund og han gjorde meget lige præcis idag for at holde den beroligende og trygge engle aura oppe. Han havde altid været god til at bruge den aura til sin fordel, men idag var den ekstra oppe.
Foran dem et sted kom en person som han formodede til at være Rafael til syne. Han bar et fornemt hvidt jakkesæt. Gad vide om han måske var rig? Men så igen, det var mænge væsner eftersom de havde haft mange år til at spare op.
De nåede frem til den sidste mand og Oliver rakte høfligt en hånd frem imod ham. "Det er mig en ære at træffe herrens bekendtskab. Jeg er , som de nok allerede vidste, Oliver Winther Wayslide, englenes repræsentant. " Han smilede stadig og viste ingen anden tegn på følelse end det smil.

Tristan sukkede og måtte give englen ret. Det blev nok way too fint for ham, men hey, han overlevede jo nok. I det samme englen kiggede op, gjorde han det samme og fik øje på en mand i et hvid jakkesæt. Det måtte være deres vært, denne 'Rafael'.
Rafael var præcis som Tristan havde forstillet sig. Som hans brev havde indikeret var han en mand af velstand og ynde. Ligeså som hans race indikerede så han stadig stærk, rå og beslutsom ud.
Tristan var ikke helt klar på hvad han selv synes om manden. Måske var det bare hans race der gik ham på, men han brød sig ikke om mandens blik. Dette var dog ikke noget han havde tænkt sig at vise på noget tidspunkt.
I stedet fulgte han trop og gjorde som Oliver der synes at have styr på det hele.
"Tak fordi de ville beære os med deres selvskab, du kender nok mig som Tristan Cambell Wonder, dusørjægernes leder" I modsætning til Oliver sagde han 'leder' istedet for 'repræsentant', mest for at understrege sin status.

Rafael stoppet da han kom hen til dem, han hørte hvad engel sagde, og da han kunne fornemme at Tristan ville præsenterer sig selv bagefter, da det var god gæste skik lod han vendte til Tristan havde talt færdigt, Rafael havde en venligt smil fremme, han var lidt ærvet over englen skulle forsætte den fine stil, det var nok Rafaels egen skyld, da han jo var den som satte stemningen så om sige, men derfor var det stadig ikke hans fortrukne still, men han havde været opvokset i en romersk familie, og han havde brugt sine første 300 år på at være høfligheden og fine fornemmelser at kende til punkt og prikke, han havde overvejet om han skulle præsentere sig med Flavius Aetius Dominatrix, da det var hans oprindelige navn, eller om han skulle kalde sig selv for Rafael Dominatrix, da han mente at kalde sig for sit gamle navn var mere at være oprigtig med den han var, så de ikke fandt ud af det sener og begyndte at tage det som en fornærmelse, men det virket bare så ligegyldigt at kalde sig det, så den enlige beslutning var faldet på det navn han havde brugt de sidste 2122 år. han hørte lige det sidste Tristan sagde, og svaret så med en høflig og venlig tone "Jeg selv Rafael Dominatrix, de er meget glamerøs at værdige herrer, det er jeg selv som er beæret over at behage dem, deres selskab bringer stor velbehag". Rafael trådte et skridt til siden, og rakte sin arm mod huset, og den anden bliv lagt om bag hans ryg, som man jo gjore for at vise respekt. "kan jeg bede om æren af at få tilladelse til at byde dem indenfor?" Rafael smilte venligt, og stod stadig med trægt arm, og det ville han gøre til de begge var gået forbi ham, ellers ville han jo bryde værts edikketen. hvis de gik på vej hen mod huset ville han følge efter.

Oliver sank en klump og følte sig meget stiv i kroppen. Det var tydeligt at fornemme at begge mænd ved siden af ham, havde hver deres styrke og beslutsomhed. Som engel kørte han ikke så meget på de ting. Mere intuition og overbærenhed. Nogle gang ville han bare ønske at han kunne udstråle samme sikkerhed.
"mange tak" Svarede han Rafael og regnede med at Tristan ville føre ind i huset. Han lukkede øjnene et kort sekund for at samle tankerne og åbnede dem igen. Nu måtte han tage sig sammen og ikke bare stå der som en idiot. Han trådte ind ad døren og med det samme slog en bølge af varme ham i møde. Det var en god afveksling fra kulden udenfor.
Da han var trådt ind trådte han til side og gav plads til Tristan også. På den måde kunne Rafael træde forbi og vise vejen.

Tristan nikkede til Rafael og fortsatte efter Oliver med et smil. Bare et lille et. Det var tydeligt at mærke at selve englens tilstedeværelse løsnede alt op. Selvom han virkede høflig og klog så gjorde hans engle aura stadig noget.
Han takkede sig selv for at sige god for at Oliver tog med til mødet også. Måske var det også lidt fordi at han næsten før han mødte dem bedre kunne lide Oliver for hans race. det var ingen hemmelighed at engle var en rolig race der brugte meget energi på mennesker imens dæmon, not so much.
Tristan trådte ind efter Oliver og mærkede ligeledes en væg af varme og imødekommenhed der strålede fra huset. Gad vide hvordan de to andre havde det med hinanden.. Engle og dæmoner havde vel aldrig været de bedste venner. Selvom det var svært at forstille sig engle uvenner med nogen. Han trådte ligeledes til side og lod Rafael gå forbi så han kunne vise dem hvor de skulle være.

Rafael tænkte mange tanker, mens de gik mod døren, han var rimelig glad for at Oliver var her, for det virket ikke til at Tristan kunne lide ham så meget, og det gik Rafael på, da det ikke var en god start på at lære hinneden at kende gennem antagelser, han forstod ham dog godt, han var jo jæger, og han ville jo beskytte menneskene, og det havde Rafael respekt for, men det var ærgeligt hvis Rafaels antagelse var rigtig, og Tristan havde taget en beslutning om ham. Oliver der imod, virket til at være flink nok, ikke at Tristan ikke var det, men Oliver virket bare mere imødegåene på tros af racernes forskelligder, men det var ikke i Rafaels sted at bedømme dårligt om nogen af dem, og det havde han skam heller ikke gjort endnu, de udviste jo generelt respekt for ham, og selvom de ikke gjore havde han lovet de skulle føle sig trygge og respektret i hans selskab, og det ville han ikke glemme. Rafael trådte indenfor i hans hjem, det var den dejlige og behage følese om ramte ham, han nikket respektfuldt til de 2 herre inden han ledte dem indtil spise stuen, han havde bedt både tjenere og andet hus personale at holde sig væk fra mødet, de eneste som var inde i rummet, eller gangen indtil de kom til rummet, var nogen få tjenere som skulle trække stolene ud, og give herrene og ham selv betjening ved middagsbordet. selv spise stuen var stor og prægtig, og var lige så fyldt med histoiske malerier, og andre objekter, som der var i forhallen, det var fordi Rafael var meget betaget af verden, og dens historie. bordet var dækket fint op, og selvom bordet normalt var relativt langt, var det skiftet ud med en 3-5 mands bord i træ, til dagens andledning. Rafael tog selv plads på en af de tre stole, da tjenerene trak den ud, og tjenerene gjore den samme gæstus til de andre herre.

//Ikke kan lide mig, jeg forstod det som at du godt kunne lide mig Tristan? Eller var jeg vare naiv og dum? xD//

Oliver fulgte lydløst efter Rafael igennem huset imens han iagttog alt omkring sig. De fine malerier der strålede på væggene så ud til nogen af dem at være flere årtier gamle, hvilket jo bare gjorde dem mere interessante og antikke. Man følte sig indeed hjemme i dette hus. deres vært havde gjort et godt stykke arbejde hele vejen igennem og det eneste der fik Oliver til at føle sig lidt anspændt var vigtigheden af hvad der forgik. Nu var det ikke småbørnsleg mere. Det var den store verden.
De nåede ind i en spisestue og Oliver satte sig ned på en af de andre stole som en tjener trak ud. Han lænede sig lidt fremad og smilede til værten. "De har et smukt hjem, meget gennemført og spændende" Sagde han så og besluttede at prøve at bløde tingene lidt op. Han var virkelig betaget af husets stil. Måske fordi hans egen lejlighed nok var det komplet modsatte.

//Tror det er mig som formulerede mig dårligt. Jeg synes meget godt om dig, det gør karakteren også :D //

Tristan kiggede sig nysgerrigt omkring. I modsætning til hans lejlighed så var alt så rydeligt og pænt - og rent. Måske skulle han få anskaffet sig nogen til at gøre rent, et par tjenere ville ikke være dårligt. Også en der kunne lave mad også. Det havde været konge.
Imens de gik klappede han et par takter på lårene, men ikke højt nok til at nogen ville høre det, det skulle lige være Oliver som gik lige foran, men det var mest bare af vane. Han stoppede dog med at gøre det da de kom ind i et opdækket rum.
Tristan satte sig ligeledes på en stol og følte sig lidt hjælpeløs da der var en der ligefrem havde trukket stolen ud for ham. Det havde han nok godt kunne klare selv, men lidt luksus skulle der vel også til - måske hørte det til den leder post?
Englen ved siden af ham roste huset og han nikkede ved siden. Han kunne kun give ham ret. Det hele var meget udsøgt.

Rafael bliv glad da de roste huset, han ville gerne fortælle en masse historier fra sit lange liv, han vidste ikke hvor gammel engel var, men det betød heller ikke noget hvem der var ældst, Rafael ville gerne høre engels oplevelser fra hans liv, men valgte at holde mund, dette var vigtigt, det var seriøst, ver eneste ord de tre delte mellem hinanden kunne dræbe væsner og mennesker, hvis man ikke formuleret det rigtigt, og Rafael måtte med et inderligt suk, indse alvoren i dette, ikke at han havde et problem med alvor, faktisk elskede han følesen, men det var bare at de alle tre eller virkede som forståene folk, men det betød ikke at man skulle gå i børne leg, da dette var en leg for voksne, og selvom han var bekendt med at lege den med dæmoner og vampyre, og ikke dusør jægere og engle, burde dette behandles lige så avorligt, på tros af de venlige ansigter, og rosen af huset.
Rafael gik tilbage i den høflige og venlige tone, og svaret "Jeg selv er behaget over deres lykønskninger" Rafael holdt en pause og sagde så "jeg selv har som bekendt lavet denne middag for at lære dem at kende, og da jeg selv er et nysgerrigt væsen, vil jeg bede om tilladelse til at spørge ind til deres overbevisning om min race, min kære herre Tristan, de skal vide at deres ord ikke vil blive brugt imod dem, og at jeg selv ikke vil blive fornærmet over deres livs syn, jeg vil heller have hele sandheder end fordrejet"

Oliver nikkede bare som en gestus til Rafael om at han mente det hvad han havde sagt om huset. det var godt at se at de kunne løsne lidt op uden at det blev for ukoncentreret. De var vel vokse mennesker og kunne finde ud af at snakke sammen uden at de skulle være roboter. Han kiggede først hen på Tristan og gik ud fra at han var omkring de 18-19 år da han jo var menneske. Det var en meget ung alder at allerede have så meget magt.
Så kiggede han over på Rafael. Man kunne umuligt gennemskue hvor gammel han var. Selvfølgelig var hans krop ung, men hans sind virkede til at være meget modent.
Oliver spærrede øjnene op da værten spurgte ind til Tristans syn på hans race. han kiggede hurtigt på Tristan igen og bed sig i læben. Det ville være uhøfligt at bryde ind, men et sådan spørgsmål var en tikkende bombe hvis det ikke blev svaret og fortolket rigtigt.

Tristan, der ellers ikke havde sagt noget længe, måtte kigge forbavset op ved spørgsmålet. Var det nu klogt af Rafael at bringe det på banen? Hans organisations holdning omkring væsner var jo ingen hemmelighed. Hvad der bekymrede ham var mere om dæmonen bevidst ville skabe splid. Nej det kunne ikke passe.
"Min overbevisning? jamen min og organisationens holdning er ingen hemmelighed. Jeg skal med glæde svare" Sagde han roligt og havde intet problem med det. Så var det bare om Rafael havde et problem med hans holdning.
"Din race har igennem hele menneskeligheden eksistens været en trudsel. Fortæret mennesker både fysisk og psykisk. De må forstå at vores syn på din race kunne være bedre. Det skal hellere ikke være skjult overfor min organisation i sin tid blev dannet. Den har intet andet formål end at beskytte menneskeligheden imod racer som blandt andet dæmoner." Begyndte han og forholdt sin tone neutral da han fortsatte.
"Og hvad gælder min egen holdning, så er den heller ikke så forskellig endda. jeg har set nok gode mænd dø for foden af en dæmon i mine leveår til ikke at se racen som... venlig, men det har måske noget med opdragelsen at gøre. Nu må de ikke misforstå mig. Dem selv har ikke givet mig grund til at misbillige dem, derfor skal de ikke tage det for personligt" Han afsluttede elegant og gennemtænkt.
Tristan havde aldrig været en person til at pakke tingene pænt ind. Der var ingen nytte i at lyve om hans overbevisning. Det ville alligevel give bagslag på et tidspunkt.

Rafaels blik og ansigt havde ikke føleser mens Tristan talte, men da Tristan havde talt færdigt kom der et lille smil frem på hans mundvig, han respektret hans holdning, han var ikke enig på nogen måde, men Tristans ærlighed, og frem møde til middagen var skam nok til at Rafael var glad ved hans ord, selv han var uenig, hans ansigt bliv igen venligt mod Tristan, og Rafael sagde "Tak, deres ærlighed, og mening har jeg dyb respekt for, der skal ikke være tvivl om jeg selv ikke er enig, og håber de vil tror mig, da jeg kan forstå din organisations begrundelse for jeres fortolkning af min race, og jeg håber den fælles forståelse som jeg har en forhåbning de vil være med til at skabe, kan medføre til en anden fortolkning om hinandens liv og synspunkter, og de må forstår jeg stilet spørgsmålet for at vi kunne få ting på bordet, så vi kan finde ud af den bedste løsning for alle væsner, og med alt respekt vil jeg ligge mennesker under ordet væsner, da alle racer vel er lige så sande som andre" Rafael holdt en pause og sagde så "Jeg håber vi kan forsætte vores middag på tros af min overbevisning om at sandheden er lige så sand, som den er gemt eller ej...og de skal ikke holde dem igen hvis de føler deres nysgerrig skal stilles til rette"

Oliver kiggede fra den ene til den anden. Som forudsagt var de begge fornuftige folk og ikke en mine hentydede noget ondt om den anden. Det hele var meget professionelt. På et punkt var han glad for at han ikke havde mange holdninger hvad angik de andre racer. Kun lidt med Vampyrene. Han havde aldrig kunne formulere sine holdninger så neutralt hvis han sad overfor en repræsentant fra vampyrene som de to lige havde gjort.
Noget Rafael sagde bed han dog mærke i. Havde han snakket snakket noget om en fælles løsning? Det var både alt for tidligt at tage denne sag og selve handlingen var jo stort set umulig.. En enighed ville være så langt fra alle parter at ingen ville være tilfredse.
"Undskyld hvis jeg afbryder kære vært, men du taler om en fælles løsning blandt racernes holdninger? Jeg vil mene at det på nuværende tidspunkt er tæt på umuligt. Hvis der skulle findes en løsning lige langt fra alles synspunkt ville det hive den for langt væk og ingen ville være tilfredse" Sagde han så og skyndte sig hurtigt at tilføje. "Men den diskution er alt for tidlig at tage, det undskylder jeg."

Tristan nikkede blot og svarede kort med.
"At de havde været enig i mine holdninger havde været urealistisk. Men jeg sætter pris på tanken" Han havde ikke forberedt sig fuldstændigt på en sådanne snak lige nu og ville ikke køre mere i sagen. En enighed imellem hans og dæmonernes syn havde aldrig været målet alligevel.
Han vendte hovedet da Oliver noget uventet besluttede at bryde ind. Først overraskede det ham, men det blev hurtig til en forundring over hvordan han havde fanget en så lille ting og vendt den så hurtigt. Han var skarp, meget, det ville måske kunne bruges i fremtiden. Han skulle ikke holde en hånd over at Oliver nok udregnede og konkludere 6 gange hurtigere end ham selv, og han kunne ellers også være skarp.
"Englen har fuldstændig ret. En fælles løsning lige nu ville være tæt på umulig" Gentog han med et smil og et anerkendene nik imod englen.
"Men de har også ret i at tiden er for ung til at tage det emne" Rundede han af og folede armene over brystet.

Rafael svaret ikke til at starte med, han ville gerne overveje hans ord, for han vidste ikke om man skulle lade den tid være den tid, men følte sig svag hvis han ikke svaret engel på en eller anden måde, han var dog lidt enig med Oliver, men ikke helt, han kigget kort på Tristan da han gentog det, det var ikke så fantastisk klogt at gentage en anden på den måde efter hans mening, så Rafael kigget på Oliver da han svaret. "Jeg vil give dem ret i at tiden ikke er inde for det emne, da det er noget som komme til at blive drejet sener, er jeg ret overbevist om. men da jeg vil gerne bede om at forklare mit synspunkt så du måske mere forstår min holdning" Rafael holdt en pause og sagde så "Jeg er en idealist, jeg mener at alle væsner er unike på deres egen måde, og de har nogen bestemte behov, menneskene har et behov for at føle sig tilpas med dem selv, og deres omgivelser, og hvis andre væsner misbruger dem, vil organisationer som den kære Tristans komme frem, og de vil forsvare deres race, da de ikke føler deres behov for respekt er opfyldt, og lige som menneskene har nogen behov, og en måde at reager på hvis deres behov ikke bliver opfyldt, har de andre væsner det også, og jeg selv tror på at vi kan dække alle vores racers behov, så vi ikke behøver at udvise respektløshed mod hinanden., men istedet lære at forstår at de andre væsner har behov, og at man bliver nød til at gå ind på aftaler om at få andres behov opfyldt for at kunne få sine egne behov opfyldt" Rafael vidste ikke om det var klogt at sige, men han ville ikke holde sin mening inde, selvom den var lidt ufotårelig for mange.

Oliver rømmede sig lidt i sin stol. Han kunne godt se ideen, men efter hans synspunkt var det bare for naivt..
"Jeg kan se hvad de mener. Men nu er jeg selv ateist og jeg mener ikke at problemet kan blive løst kun ved at respektere hinanden." Svarede han roligt og follede hænderne under sin hage. "Hvis vi skal tilfredstille alle behov bliver der en syndebuk. Som et eksempel kan vi tage os engle. Vores første prioritet ville være at stoppe vampyrene i at gå efter som mad. Selvom de så accepterede det så ville de jo bare gå hen og dræbe flere mennesker for at stille deres behov. Så ville menneskene og dusørjægerne ende som synderbuk"
Oliver prøvede så vidt muligt at virke overbevisende og det lykkedes sådan nogenlunde.
"Men alt dette vil der komme en tid til. Vi er her i aften for at lære hinanden at kende. Ikke at diskutere" Et tilfredst smil.
"Så for at bryde isen vil jeg begynde med at spørge hvad der interessere jer?" Nu hvor de var her kunne de vel lære hinanden lidt at kende.

Tristan ville ikke blande sig mere i den snak. Han kunne ikke se hvorfor denne samtale skulle tages nu og blev derfor lidt lettet da Oliver skiftede emne.
Han tænkte lidt over hvad han kunne svare. At sige kampsport ville være for åbenlyst, det kunne de vel regne ud.
"Jeg er musiker , blandt andet" Svarede han blot og sendte englen et skævt smil. Det var ikke ofte at han behandlede et væsen godt eller med respekt, men i denne sammenhæng var der intet at gøre. Selvom det nu ikke var så slemt at være flink imod en engel, det kom næsten naturligt.
"Må jeg spørge for min egen nysgerrighed hvor gamle de herre er?" Det var vel et alment spørgsmål blandt væsner? Ikke at han ville vide noget om det. Det var bare når de levede evigt var det jo umuligt at bedømme hvor gamle de var?