Hjemmefra igen -Rafael

Tid: 00.00
Sted: Domkirken
Omgiveelser: Ingen
Vejr: Storm, regnen slår hårdt imod en..
Påklædning: En sort kjole der sidder stramt ind til hendes krop, håret er sat elegant op.. i en stor hesthale.

Atter Engang Forlod elodi sit hjem ved Azriel. og var gået på opdagelse, hun gik stadig med det bind for hendes øjne så hun ikke ville kunne såre nogen med sin sjove evne hun pluselig besad.. Hendes sorte hår var blevet helt vådt og sad klæbrigt til hendes nakke, imens hun traskede hen over kirkegården og hen imod den trygge kirke, stille fik hun skuppet døren op som slog op med et højt brag, hun sukkede, hun havde stadig ikke vendet sig til sine nye evner, stille lod hun sin hånd røre ved døren i det hun gik ind i kirken, hendes nuværende blindhed var skam let nok for hende, eftersom hun havde fået øvet sig en del med at gå rundt uden sit syn, pga kasper havde givet hende et lunds af sin trøje som hun bar om øjnende, hun havde ingengang skiftet det ud med et nyt stykke, hun bed sig kort i underlæben imens hun lod sine fødder føre hende nogenlunde sikkert ind i kirken, hun stoppede dog op da hun regnede med hun var i midt af kirken, og lyttede efter om der var andre omkring hende, og sukkede lettet da der ingen var, hun var stadig ikke vandtil at være ude i blandt menneske, og hun havde skam ved et uheld et par gange nu, slået en uskyldig ihjel pga det blod der løb i deres åre der gjorde hendes lækkersulten, heldigvis vart det kun bumser ingen ville tage sig af, hun fik som føde... hun sukkede kort og gik så helt op til alteret og satte sig på knæ der, hun havde aldrig været troende, men dette sted gjorde hende tilpas på en måde, da hendes mor altid havde slæbt hende med i kirke da hun var yngre, hun kunne ikke lade vær med at smile da hun tænkte på sin mor, hun ville aldrig se hende igen selvom hun vidste hun levede, og boede det samme sted.. hun havde skam været et smut forbi en gang imellem, hendes brødre var knust det samme var hendes mor, hun havde været klog nok til at fake sin egen død, hvordan ville hun ikke fortælle nogen, ingengang Azriel.. da hun sikkert allerede kunne gætte sig til det, hun sukkede kort og begravede sit hovede i sine hænder, hun ville så gerne græde, men det kunne hun jo ikke... et snøft lød fra hende imens hun trak sine ben op til sig og lænede sig ind imod den, ting ting der var ved bede pladsen,

Rafael var ikke i humør til noget her på denne aften, det havde været en forfærdelig dag, han havde stadig ikke tilgivet sig selv for det han gjore ved Domina, han havde heller ikke fåndet fred i det hun sagde til ham, det gjore ondt på ham, og han ville gerne bare glemme det hele, men han kunne ikke, han ville et eller andet sted ikke lade sig tilgive sig selv, og bare glemme det, han sukkedet, hvorfor regn?, hvorfor storm vejr? havde han ikke lavet nok idag til få lidt fred, han var normalt en realistisk og idelistisk person, men lige nu kunne det ikke blive dårligere i hans verden, jo måske hvis han mødte en eller anden person lige nu, for han skulle jo lege robot og være høflig mod alle, så det ville være bedst at han bare var alene, da han på ingen måde ønskede at lege høflig lige nu, nogen gange skulle man have lov at være nede i kul kældren, og lige nu var et godt tidspunkt for det, eller det syntes han ivertfald.
Rafael så kirken, han gik kun derhen, hvis det havde noget med Gabriel at gøre, eller hvis han skulle snakke med nogen der inde, og selvom han ikke kunne rådføre sig med Gabriel, ville han stadig snakke med ham om det der skete mellem ham og Domina, ikke at han kan høre det, men man kunne vel altid give det et forsøg, Rafael tog korset op af lommen, han var iført et rent militær tøj udstyr, bare hvor faverne var sort og rød istedet for grøn, grå og brun. han havde en 9 milimer pistol i bæltet, han havde den mere for syns skyld end for noget andet, han kunne jo nok godt klare dem der overfaldte ham, men det var også på grund af hans ex Luna, som havde den halskæde hun havde, så var han klar på at møde hende, hvis hun skulle opsøge ham, han havde sølv i pistolen som han havde lært gjore det svært for vmpyrere at hele deres sår, også havde han en flaske med helligt vand, han ville ikke have mere pis i aftem, og normalt ville han bare gå sin vej, men hvis han så hende, og hun begyndte at belære ham om etik, så ville han blive tosset. han lugtede en sjæl indefra kirken, det var en vamyr, han kunne mærke glæden gå gennem hans krop, han havde ubevidst håbet på at finde Luna, og lagde vreden på ham selv, gå udover hende. Rafael gik oå til kirke døren, den var lukket, så han åbnet den langsomt.

Elodi kiggede kort op i det døren gik op. hun kunne jo intet se så hun krøb bare sammen til en lille kugle og sad musse stille og håbede på personen ikke villle se hende da hun ikke ønskede selskab med noget levende der havde blod i kroppen den røde væske gjorde hede stadig så forvirret og sulten.. selvom hun havde fået eb masse på det seneste pinte det hende. stadig og hun vidste ikke hvad kun kunne gøre ved det så hun måtte barw vende sig til det med. arende dem var der jo også mange af nu hvor hun ikke kunne dø ... atille begyndtw hjb at kravle om bag bede bænken. og sad musse stille. da hun ikke ville ses af nogen endnu da hun ikke ville have problemer
...

Rafael gik ind i kirken, og tog en dyb inånding, det var helt klart en vampyr som var herinde, men ikke så gammel, vampyr sjæle havde ligesom en lugt lidt som næsten svaret til nybagt brød, efter var gammel vampyren var, men den var ikke så stærk den lugt, så det måtte være en ret ung en af slagsen, så han måtte sukkende anerkende det ikke var Luna, men så kunne man vel altid bare have en sammentale med personen, måske kunne det slå nerverne lidt ned.
Rafael kunne ikke se personen, men han eller hun kom vel frem, når de ville ses.. Rafael satte sig ned på en bænk, og slappet af

Elodi blev bare ved sit gemmested og lyttede efter personen og sukkede lettet da personen satte sig med på en bænk langt fra hende hun ønskede ikke at blive set så hun blev bare hvor hin var. Hun kunne nu også sidde i denne stilling længe da det ikke gjorde ondt pa hende overhovedet. dog haede hun at skulle gemme sig men hun ville bare ikke ses da hun ikke ville ende i problemrt allerede. og slet ikke med andre væsner hun vidste ingengang hvilke der fandtes så det var nok bedst hin blev hvor hun var. godt gemt imellem gulvet og bænken ..