Som altid fyldt - Akuma

Dato/dag: IRL
vejr: overskyet
tid: eftermiddag/aften
omgivelser: mennesker og boder

Markedspladsen var som altid fyldt med snakkende mennesker. Eller det var ikke så slemt, man kunne stadig bevæge sig rundt uden besvær og man skulle ikke stå i kø til at købe noget.
Tristan havde valgt at bevæge sig imod købstedet i jagt efter en ny våbensliber. Den gamle havde givet op efter en hård kamp med en af hans kasteknive og nu havde han stærkt brug for en ny.
Han kiggede sig lidt omkring og vidste ikke rigtig hvor man mon fandt sådan en ? Var der ikke en våbensmed på markedspladsen måske?

påklædning: http://www.w-i.dk/Chalanta/cutenews.1.4.6/cutenews/data/upimages/ondskabensengel.jpg

(har ikke horn)

Akuma havde kravlet op af kloarkerne og gik nu på markedspladsen.
Hans hætte på kappen var trukket helt ned og hans vinger havde han gemt under blusen, han havde sit brænde jern, en Monokoktail og en lighter på sig det hang i hans bælte. Bare nu hvis han skulle få sig det lidt sjovt.
Han gik hurtigt igennem gaden. Han var sulten og ikke til at stoppe.
Når Akuma først var blevet sulten så var der ikke noget der kunne stoppe ham før han havde fået sin mad.
Han gik længere ind på pladsen.
*BLOOD!* tænkte han og var lige ved at springes af sult.
Nu var han nået helt hen til midten af pladsen. *NU SLÅR JEG TIL* tænkte han
Straks flåde han kappen af og slog hans vinger ud så trøjen blev revet midt over og faldte til jorden.
"ARRRRGGHH!!!!" brølede han og fløj hen til sit første offer og begyndte at æde personen levene.
Kvinden begyndte straks at skrige af al lunge kraft på grund af smerten og det skabte panik på pladsen.

Tristan havde gået og spejdet lidt omkring i sine egne tanker og han havde ikke ænset noget inden et højt brøl kunne høres og han kiggede op. Et eller andet bevinget var hoppet på en kvinde ved siden af ham og hun var begyndt at skrige.
*Wow, sikke en måde at kontrollere sin sult* Tænkte han sarkastisk og drejede en omgang om sig selv kun for at få fart på det spark han havde sat ind imod tingens hoved. Det var mest bare en start for at få den af den uskyldige kvinde.
Kvinden fik vristet sig fri i åbningen og løb panikslagen videre. Hun blødte lidt, men dte så ikke fatalt ud.
"Tristan her, vi har brug for folk til forklaringer på markedspladsen. Sulten .. dæmon går vi ud fra... går amok" Mumlede han ind i den lille sender han altid havde i lommen. Forhåbentlig ville der komme folk til at hjælpe på den måde.
"Hey, hvorfor ikke vælge nogle ofre som rent faktisk har en chance eh?" Vrissede han til dæmonen.

Akuma faldte til jorden med et bump.
*Av hvad fanden skete der?* tænkte han og fik øje på den idiot der havde valgt at spolere hans middag.
"Grrr" knorede han mens han rejste sig op.
Han stod i angrebs stilling med hænderne/klørene oppe og blottede tænder i et hvæs.
"DET SKULLE DU IKKE HAVE GJORT!!" brølede han og fløj op i himlen.
Da han var kommet et stykke op vente han om og styrtede ned i mod mennesket med klørende og tænderne fremme.
Han ramte ham med stor kraft og slog ham til jorden.
Han rejste sig igen og ville se om hans nye offer nu var med på at leje?

Tristan smilede bare stort af dæmonen og nød for en gang skyld ikke at få en omgang tæsk. Hantog roligt et skridt til siden lige før den ville ramme ham og rystede på hovedet.
"Forbier, jeg står her" drillede han flabet og kiggede på dæmonen med krydsede arme. Den havde næppe regnet helt ud hvad han var endnu. Men måske havde den en anelse. "Du burde være lidt mere diskret med at jage, onde mænd som mig kunne komme forbi" Grinede han og lagde hovedet på skrå.
Han gav drejede rundt en gang for at få fart på det høje spark han havde sendt imod dæmonens ansigt. "Du er alt for naiv" Afsluttede han og slyngede hårdt sit venstre ben imod væsnets hoved.

//Ja, jeg er lidt arrogant, men hey, det er lige indtil du stiger i rang og bliver lidt stærkere ;)//

//hey bare fordi jeg er nybegynder betyder det ikke at jeg er en dårlig kæmper!
og tag lige kampen seriøst tak :)//

"arrgh pis ikke igen" sagde han for sig selv mens han rejste sig op.
Han indtog sin angrebs position igen og råbte "kom SÅ kan du noget!?"
Derefter løb han hen imod den meget irreternede dreng.
Han tog næven helt nede fra gulvet og gav ham sådan én på siden af hovedet at han faldte til jorden.

//Jeg tager kampen seriøst.. Sådan er Tristan bare ... Og sådan set så udgør rangene nybegynder- e-rang dit 'styrke niveau' om man vil ;)//

Tristan tog et slag i ansigtet og fald bagover for at tage fra med hænderne og slyngede sig op og gav ligeledes den anden fyr et sådan slag der ville have slået et normalt menneske ind i næste måned.
"Du ved ikke hvem du er oppe imod, self kan jeg noget.. Ellers havde jeg ikke udfordret dig" Svarede han. Han havde nok erfaring med væsner til at have selvtidlid når det kom til kamp. Men så igen, hvis han ikke havde haft selvtidlid havde han ikke gået ind i kampen.

Akuma var faldt til jorden efter slaget fra drengen.
Han rejste sig op igen og tænkte *arrgh pis det kommer jo bare til at være bytte bytte købmand med slagene hvis jeg ikke snart handler hurtigt!*
Han satte til en sprint imod drengen hvorefter han hoppede op på ham og gav ham en del slag i hovedet hurtigt efter hindanden...

Tristan lænede sig lidt tilbage da dæmonen pludselig var overham og blokerede nogle slag med armene. Så fik han fat i hver af dæmonens næver med hver sin hånd og holdt den fast et sekund. Det ville nok give et par mærker på armene, men det overlevede han nok.
Han svingede armene nedaf og håbede at tyre fyren ned i jorden. Et hurtigt kig efter kvinden der var undsluppry. Hun sås ingen steder og han gik ud fra at hun var kommet væk. Andre mennesker havde dannet sig i stor bue om dem.

Akuma blokerede faldet med sine fødder og fik sinde hænde delvist fri og tog derved fadt i hans hænder så de stod og skubbede til hindanden indtil Akuma sparkede drengen lige i maven så han faldte i knæ.
Samtidig kikkede han rundt og så han var omringet at en levene buffet.
*hmm når den lille dreng er færdig så er der dømt ædefest* tænkte han.

Tristan var for koncentreret i at skubbe og opdagede for sent at han fik en fod i maven. Han tog sig til den og sank ned i knæ et øjeblik. Som dusørjæger lærte man hurtigt at samle fatningen og finde en åbning, så så snart dæmonen kiggede op på menneskerne slog Tristan til. Fyren ville nok lige kunne nå at høre en knitrende lyd inde han Tristan skød hånden op og tog fat om hans hals imens han brugte sin 'evne' til at sætte en stærk strøm af elektricitet igennem dem. Andre ville nok godt kunne spejde de blå lyn der skød frem fra dem. Tristans krop var bygget til dte. Too bad at dæmonens ikke var... Normalt blev væsner meget overraskede over at han havde en evne da det jo lang fra var alle mennesker, men lige han havde på vejene af et par forsøg.

Drengen greb fat om halsen på Akuma.
Han nåde lig at dreje hovedet og sige "hva Fand..." mere noget han ikke fordi et kigantisk lyn for ned igennem ham.
"AARRRRGH!!!" skreg han og faldte i knæ.
"du kan ikke dræbe mig... det vil du aldrig kunne..." sagde han stille....
Så slog han vingerne ud og fløj lige over en af kvinderne, tog fat i skuldrene på hende og tog hende med op på den nærmeste tag top.
Han så panikken i hendes ansigt og sagde "farvel..." hvorefter han bed hendes hals over og åd det meste af hende.
Han holdte kraniet op i luften og råbte "KOM OG TAG MIG LILLE DRENG!!"
Hvorefter han smed kraniet ned på taget, trampede på det, og tændte sin Monokoktail og kastede den ned på taget.
Så lagde Akuma sit brændejern i ilden.
"KOM SÅ MENNESKE DRENG!!"

Tristan nåede ikke rigtigt at reagere inden dæmonen havde nakket en kvinde og ædt hende, samt sat ild til et tag.. *Flot...* Tænkte han irriteret og kiggede op på fyren.
"Hvorfor kommer du ikke her ned?! Det er ingen hemmelighed at det nok ville tage mig en 5 minutters tid at komme der op?!" Svarede han flabet og hev en handcannon pistol frem fra sin jakke og affyrede den 2 gange imod væsenet på taget.
Han begyndte at blive en smule irriteret på dæmonen og en snigende lyst til at banke hans hoved ned i asfalten dukkede frem. Ikke noget han normalt plejede at se frem til.. Sådanne tanker kom bare hver gang han brugte sin evne..
"Det der er en kujon taktik!" Færdiggjorde han og var klar på hvis fyren ville dykke ned imod ham igen.

"SHIT" råbte han da der blev affyret to skud efter ham.
Han kastede sig ned på taget for at undvige men det var bar ikke hurtigt nok da det ene ramte ham i den venstre hånd. Heldigvis fløj det andet lige over ham.
*arrgh pis. nu er der halvt så meget kraft at slå med...* tænkte han og ignorerede smerten.
"DET SKULLE DU IKKE HAVE GJORT" råbte Akuma af lungers fulde kraft.
Så fløj han op i luften. Men denne gang havde han lært af sine fejl.
Han fløj længere op så ingen kunne se ham.
Det næste der skete var at han med høj fart kom dykkende ned fra himlen og lavede et pelikandyk (at flyve ned mod jorden og lige i sidste øjeblik rate op og flyve hen langs jorden med samme fart) hen imod drengen bagfra.
Han tog fat i skuldrene på ham, fløj med høj fart hen imod det brændene hus med drengen forreste og klaskede ham ind i væggen.
Han vente ham om så han kunne se ham i øjnene (stadig presset mod væggen).
Han kikkede ham dybt i hans øjn og sagde "hvem var det lige der var en kujon!?"
"det er DIG der bruger skyde våben!"

Tristan smilede for sig selv da han fik ramt en hånd. *Skønt...Det plejer ikke at lykkedes i første forsøg* Tænkte han overlegent, men måtte hurtigt fokusere igen da dæmonen dykkede. Han ville hjertens gerne bare have sparket fyren ned i jorden igen, men han nåede det ikke før han var blevet revet af jorden og havde kurs imod en bygning. *Shit...* Tænkte han og måtte tænke hurtigt. Han kunne ikke tage fra med armene for dæmonen havde fat i hans skuldre... Så var der vel kun en ting at gøre ... Han slyngede benene op lige idet han var ved at ramme muren og tog fra hvilket forhindrede fyren i at smadre ham ind i muren.
Han smilede anstrengt og kæmpede for at holde fødderne på muren og derfor være sikret for at blive mast ind i den. "Du bruger vinger...Say we're even?" Svarede han og tog fat om det der havde fat i hans skuldre inden han slyngede et ben ud fra muren og opad imod dæmonens kæb. Nogen ville nok kalde ham sindsyg for at prøve at sparke den eneste grund til at han ikke faldt ned, men hey, taking a risk is what it's all about.

Akuma tog imod det spark det kom fra muren og op i hans kæbe som en mand og blev ved med at holde ham oppe imod muren.
Han tog ordenligt fat i drengens skuldre nu.
Så fløj han et par meter over bygningen. (som stadig var i fuld gang med at brænde)
"okay så hvis du virkelig gerne vil ned" sagde han og gav slip på ham.
Han landede selv lige ved siden af drengen efter at han var faldet ned på taget.
Han gik hen til ham imens han stadig ømmede sig og tog fat i hans hår.
Så løftede han hovedet op til hans mund "jeg går ud fra at du er tilfreds nu" sagde han med en meget knurrende stemme.
Han skulle til at bide ham da...

Tristan fægtede vildt med armene da han blev sluppet og måtte reagere hurtigt for at lave et rullefald hen over nogle gløder. Gløderne havde ikke gjort andet end at farve hans tøj lidt sort, men faldet måtte han ømme sig lidt over. Han havde noget rullefaldet, men det havde stadig været højt.
Noget tog fat i hans hår og han kunne ikke dy sig for at svare: "Jeg var glad ja, fordi du slap mig, nu skal du ikke tage fat i mig igen". Også sendte han endnu en kraftig elektrisk ladning igennem kroppen og op igennem håret som fyren havde fat i. Store blå gnister ville kunne ses og hvis han ikke gav slip ville han nok blive pænt ristet.

"AAAAAARRRRRRGGHHHHH!!!!!!" skreg han da lynet strøg igennem ham igen og smerten efterfuldt.
Men nej denne gang ville han ikke lade sig selv svigte på grund af noget elektricitet...
Han blev ved med at holde fast i hans hår uanset hvor meget smerte der kom igennem ham så var hans viljestyrke stærkere.
Han tog ordenligt fat i håret og nakken og slyngede jægeren over skulderen så han landte på ryggen.
Akuma tog fat i panden på jægeren og hævede hans hovede hvorefter han hamrede hans det ned i taget...
"Igen du KAN IKKE dræbe mig!" sagde han truende.

Tristan tog fra med hænderne og rullede hen langs taget i stedet for at få slået hovedet ned i det. "Tsk.." Mumlede han og kæmpede sig op på knæende inden han hoppede frem og lagde en håndflade henover dæmonens ansigt inden han sendte elektricitet afsted, det største indtil nu. Nok til at det ikke ville være muligt for et levende væsen ikke at i det mindste blive svimmel eller sortne for øjnene. Et normalt menneske ville nok dø af det.
Han slap igen og hev sin handcannon fem og affyrede den imod ham of håbede at ramme maven. Pentagram kugler selvfølgelig, ellers havde det ikke haft nogen effekt på en dæmon.

Akuma nåede ikke at reagere før der nu for et kæmpe lyn igennem ham igen. Men denne gang var det stærkere og det blev ved med at lyne i ham.
Så tog jægeren sin pistol frem og sigtede mod hans mave.
Jægeren affyrede et par skud og Akuma stod stille.
Pentagram kuglerne var lige ud foran Akumas bryst da der skete noget usædvanligt.
Grundet de lyn jægeren havde sendt igennem Akuma og deres styrke så lynede det stadig inde i Akumas krop.
Så lige da pentagramkuglerne skulle til at dræbe ham så blev de magnetisk påvirket af lynene og det metal som man har i blodet.
Kuglerne faldte til jorden uden at have rørt Akuma.
"Var det alt hvad du kunne præstere?" spurgte han flabet.
Nu opdagede Akuma endnu en fejl i jægerens angreb. Mens han havde affyret sine skud så var han endt lige midt imellem Akuma og ilden.
Der var ild på begge sider af dem og Akuma havde overgrebet.
Han foldede sine vinger ud og begyndte at baske med dem for at gøre ilden støre.
Flammerne rejste sig og nu var det meste af taget dægget af flammer.
Der var kun lige ildfrit på den linje de stod og bag Akuma.

Tristan Væltede bagud og havnede rigeligt tæt på ilden. Heldigvis var han stadig elektrisk ladet fra før og elektroner pressede altid andre partikler væk fra ham, derimed også varmen.
"Du har ingen ide" Svarede han og slog hovedet lidt tilbage. Hvilken uelegant utrænet dæmon. En rigtig dæmon havde dræbt ham nu på den måde han selv fjollede rundt.
"Måske skulle du til at tage dig sammen... Ikke god nok til at dræbe et menneske, ha, jeg må le..." Sagde han spydigt og hoppede på benene.
Han legede lidt med at bøje fingerene i den højre hånd og lod en varm følelse brede sig fra hans mave og ud i armen, dette fik en serie af blå gnister og lyn til at skyde frem som et sværd af elektrisitet der sad fast på hans arm. Den kunne bare prøve at komme tæt på igen.

Akuma var ved at blive sindsyg på grund af den flabede lille dreng.
"Dit lille trylle nummer vil ikke virke!" råbte han og hoppede mod ham.
Det var dog lidt dumt da det elektriske sværd gav ham store smerter.
Men han nød smerte og det gjorde ham stærkere.
Han havde igen fat i jægerens skuldre med sværdet igennem ham.
Med fart fra hoppet så faldte de igennem ilden og ned på gaden igen.
Imens de faldte råbte Akuma "DU VIL ALDRIG KUNNE SLÅ MIG IHJEL!!"

Tristan var lidt overrasket over at dæmonen næsten bare gik ind i sværdet, men ikke nok til at tøvede. Istedet svang han sværte tværs ud af ham og han blev fejet af fødderne og de trillede igennem ilden var på vej ud over kanten.
Tristan nåede lige at få fat i kanten og hang med nød og næppe i sin frie arm ud over kanten. Han havde brugt fødderne til at gribe fat om dæmonens hals og holdt ham oppe imens dæmonen åbenbart havde et lille 'du kan ikke dræbe mig' flip.
"Hold mund! Hvis jeg slipper falder vi begge to ned og jeg tvivler på hvor meget du kan flyve med den skramme!" Udbrød han irriteret og hentydede selvfølgelig til det lange sår han havde givet ham fra lyn sværdet.

Akuma valgte at ignorere jægerens tåbelige advarsel og vred sig løs af hans fødder.
"Du kan da se at jeg kan flyve!!" råbte han, foldede sine vinger ud og fløj op på tagkanten igen.
Trods den uendelige smerte der kom fra hans sår så ville han ikke lade jægeren vinde denne kamp.
Han gik lidt frem og tilbage.
"Hmm jeg kunne jo flyve væk og overlade dig til skæbnen! Hæhæhæh" grinte han lidt.
"Jeg kunne jo også bare selv ordne det!!" råbte han og hævede sin fod.
Akuma knurrede og hamrede sin fod ned på jægerens hænder så han ville slippe.

Tristan lavede en pinefuld grimasse da dæmonens fod lavede nærkontakt med hans hånd. Det kolde vejr gjorde ikke smerten bedre... Han overvejede det lidt, som han hang der - mange meter over jorden- det var risikabelt, men han kunne jo kun prøve.
Tristan gispede og slap med den ene hånd som han istedet diskret brugte til at finde en handkannon under jakken. På mindre end et splitsekund havde han hævet og affyret den imod fyrens ene vinge. Han havde heldigvis plumpatroner i. De ville rive et stort hul og han ville enten ikke kunne holde sig oppe, eller flyve meget ukontrolleret og skævt.