en kedelig dag eller ikk?- Mathias

Tid: eftermiddag
Vejr: høj sol
Omkring: ikke rigtigt nogle
Påklædning: en sort kjole, som går ned over knæerne, en sød hjerteformet rav halskæde som nogle hvide katteøre på en hår bøjle
Sted: Byen i La Sunisha

Zophie gik stille rundt ude i hendes have, hun var en pige på 16 år som havde et palæ for sig selv, hun syntes det var ved at blive kedeligt at bare at være i haven selvom der var høj sol, hun sukkede og gik indenfor igen, hun tog lidt at drikke og gik så udenfor, ud på fortovet, det kunne være der var nogle at snakke med, men det her var jo et rigt kvarter, der var næsten ikke nogle som gik rundt man kunne snakke med, det syntes hun var mega kedeligt, hun rettede lidt på sin hårbøjle med hendes katteøre på

Med raske skridt gik Mathias rundt og kiggede på husene. Hmm, det kunne godt være at her var smukt, men alt for spændende var her ikke. Så måske ville han alligevel beholde sin lejlighed i Deepshell, den var også flot og lækkert indrettet. Et øjeblik stoppede han op foran et stort hus, han betragtede det. Der var ikke langt fra stranden. Det var lige til at overkomme, men alligevel. Der var bare for fint... og kedeligt. Det var ikke ligefrem her tingene skete. Desuden var folk nok også rimelig snobbede her. Han kløede sig let i håret, imens han betragtede huset og nød solen der varmede han hals og noget af hans bryst. Den hvide t-shirt han havde på havde nemlig en v-udskæring, som viste lidt af hans blege, og en smule veltrænede bryst.

hun kiggede lidt rundt at se om der var nogle, men det var ikke rigtigt, jo der gik en og kiggede på en masse huse, men det var jo ikke sikkert han ville snakke med hende, hun valgte så at gå lidt rundt bare for at få tiden til at med et eller andet, hun havde jo ikke rigtigt nogle at snakke med, ingen venner eller familie, jo hun havde en far, men han ville ikke være hjemme det næste år, så hun skulle bare bo alene, det kæmpe store palæ, det var alt for stort til en person, men hun kunne jo ikke bare sælge det, det var jo hendes far som havde købt det og ikke hende, hun syntes det var træls, her var jo så kedeligt, hvorfor skulle hendes far og lige vælge de skulle flytte her til, hun havde fundet et pænt hus, hvor der var noget at lave i nærheden, men han havde ikke lyttet til hende og før hun viste af det havde han købt det store palæ

Mathias trak let på skuldrende og gik videre. Han fik øje på en ung pige der gik rundt med et par katteøre.. Han hævede det ene øjenbryn, men smilede så. Hun så ikke ud til at være gammel nok til selv at kigge på huse, måske boede hun her? Måske var hun en af de der overklassetøser. På den anden side så hun ikke sådan ud. Et smil lå om hans læber. Hvis hun kendte kvarteret kunne det være hun vidste hvor der skete noget? Det kunne i hvert fald ikke skade at spørge. Inden han vendte helt om fra huset lod han blikket hvile på det lidt først, men så stak han også hænderne ned i lommerne og gik hen til pigen. Da han var nået helt over til hende rømmede han sig, og gjorde sig ekstra umage for at se elegant og charmerende ud. "Undskyld mig, jeg tænkte på om jeg kunne spørge dem om noget?" Spurgte han høfligt og fik lige tilføjet, "Det tager kun 2 minutter!" Han sendte hende et smil der fik de fleste pigers hjerte til at smelte.

hun så lidt på ham, hvad ville ham som kiggede på huse dog hende"ja?"sagde hun og ventede nu kun på hvad han ville sige eller spørge hende om som han havde sagt, hun var endelig ligeglad med hvor lang tid det ville tage, hun havde jo ikke nogle grund til at skynde sig hjem, der var jo alligevel ikke nogle som ventede på hende der hjemme, der var jo kun hende, men det var der ikke mange som viste, de troede at hun var sammen med hendes far når hun var der hjemme, hun kiggede lidt på ham igen*hvad er han ude på, han ser jo ud til at være meget ældre end mig og jeg er kun 16*tænkte hun for sig selv, men hun sagde det jo ikke til ham, det kunne man da ikke bare

Mathias smilede til hende, "Ved du hvor der sker noget her i byen?" spurgte han og så grundende på hende. Menneske, ca. 15-16 år.. Men hun så sød ud. Og virkede også meget venlig, ikke hvad han havde forstillet sig. Hans tanke om at hun var en rigmandsdatter, snobbet og uforskammet røg. En flink person i dette kvarter, hvem kunne vide det. Dog så hun lidt ensom ud, det kunne være at hun også havde brug for lidt snak. "For hvad jeg har set efterhånden er rimelig trist..." tilføjede han og smilede undskyldende, "Altså jeg er ikke ude på at fornærme dig - hvis du altså bor her - men her er rimelig tomt..." Han skar en grimasse. Nogen gange var han ikke for smart. Det der med at tænke sig om før man talte, men det fik ham til at virke en del yngre. Med et smil pjuskede han op i sit hår, han var alt for vant til det.

"næh det gør jeg ikke, jeg flyttede her til i går"sagde hun, hun kiggede lidt på ham"her rimelig tomt ja"sagde hun og sukkede en smule"det gør ikke noget, du har ikke fornærmet mig"tilføjede hun så, hun kiggede lidt ned på sin halskæde, men så på den fremmede igen, hun viste jo ikke hvem denne mand/dreng var, hun kunne helt finde ud af hvad han var om han var en mand eller en dreng, det var meget forvirrende, men hun viste dog at begge dele var hankøn

Han spærrede øjnene op, "Igår? Ah.. ja okay så... så er det ikke til meget hjælp," han trak let på skuldrene. "Men... Føler du dig godt tilpas her? Her er meget smukt!" sagde han glad og sendte hende et stort smil. Måske havde han tydet forkert. Hun virkede nysgerrig omkring ham, men det var der alligevel rimelig mange der gjorde, så det var ikke så slemt. "Hah," kom det kort fra ham, han blev helt munter af at snakke med den her pige, også selvom hun ikke var i det bedste humør lige nu, "Det er da godt at jeg ikke mødte en borger der har boet her i flere årtier, de ville rive nakke af mig og hakke mig ud til deres pudler..." Sagde han som en joke og rullede med øjnene, samtidig med at han lavede en gestikulation omkring hvor skøre folk var her. Han rakte hånden frem imod hende og bekendt gjorde: "Hej, jeg hedder Mathias, jeg er 22 år gammel, og du min ven er?"

hun kiggede lidt på ham, hun hørte bare efter hvad han sagde, hun ville ikke afbryde ham i hans snakken, da han rækkede hende hånd, tog hun den høfligt og sagde " jeg hedder Zophie jeg er kun 16 år og bor alene her"sagde hun, hun skulle vist ha holdt sin kæft med det sidste, men nu var det sagt og det passede jo også, hendes far var jo ikke hjemme

Hm, hun var ikke alt for nem at gøre i godt humør. Hans smil forsvandt lidt. "Hyggeligt at møde dig, Zophie, og tak for hjælpen.." sagde han og slap hende hånd og lod sin egen glide ned i lommen igen. "Alene? I et af de her store huse? Det må ikke være særlig fedt," kom det fra ham. Situationen var blevet en smule akavet, måske var det på tide at han smuttede væk, det virkede ikke særlig meget som om at hun brød sig om at snakke med ham. Var hun bange for at han ville hende noget ondt?

"sådan er det når man har en far som rejser meget og en mor som døde for 3 år siden"sagde hun bare, hun prøvede at smile lidt, hun tænkte på sin mor og det gjorde hende meget ked af det, nogle tåre kom frem i hendes øjne, hun tørrede dem hurtigt væk, hun ville ikke græde, det havde hun lovet sig hun ikke ville, det ville ikke kunne bringe hendes mor tilbage til sig eftersom det er 3 år siden og der var hun jo kun 13 år

Det overraskede ham da hun begyndte at græde, et øjeblik gik han lige i panik, inden han fik taget sig sammen. Han lagde hænderne på hendes skuldre og så på hende, "Umm, undskyld, det var ikke meningen at du skulle blive ked af det," sagde han og så alvorligt på hende. Det eneste han vidste ved det her sted var at der var en rimelig god cafe ikke så langt derfra. "Kan jeg gøre det bedre ved at byde dig på frokost, eller noget at drikke?" spurgte han og prøvede at få hende til at smile. Han kunne ikke rigtigt være bekendt at efterlade hende her, sådan midt ude i det hele, efter at have fået hende til at græde.

hun kiggede på ham"det er okay, det sker altid når jeg kommer til at tænke på min mor"sagde hun med et skævt smil, hun så på ham"jo tak det kunne da være dejligt, jeg henter lige min taske"sagde hun og skynde sig ind i et meget stort palæ, hun kom tilbage efter lidt tid, hun havde en lille sort taske med, hun havde låst døren til huset og derefter låste hun lågen, hun gik så hen til hende, hun lød endelig rimelig forpustet, det var jo også et meget stort hus, hun kiggede op på ham

Han så trist på hende, "Det er et følsomt emne, sådan et har vi alle sammen.." han sendte hende et bedrøvet smil. Det var da kun et held at han ikke havde kendt hverken sin mor eller sin far, hans mor døde under hans fødsel, og han røg direkte hen til en plejefamilie, som han hadede som pesten. Han rystede kort på hovedet inden han vendte tilbage til virkeligheden der var foran ham. "Din taske? Okay så," sagde han og så efter hende imens hun løb ind i hendes palæ... wauw, det måtte være meget ensomt at bo der, helt alene. Han forstod godt hvorfor hun var ked af det. Da hun kom igen, smilede han venligt til hende. "Jeg er glad for at du gør det her med mig!" Sagde han entusiastisk, "ellers ville jeg være nødt til at spise for mig selv. Det er altid rart med selskab," sagde han og blinkede til hende. Han lod hende følge efter hende, det ville være upassende at have kropskontakt med hende, så han lod være. "Har du været her før?" spurgte han da de næsten var der.

hun kiggede på ham, hun nikkede da han sagde at det altid var rart med selskab, det kunne hun kun blive enig med ham i eftersom hun boede i et kæmpe stort hus for sig selv, hun gik bare efter ham"næh, jeg er næsten lige flyttet til"sagde hun, det passede jo, hun var næsten lige flyttet til

Han holdte døren åben for hende, så hun kunne komme ind. "Det kunne godt være at du havde undersøgt hvor du boede?" sagde han og smilede skævt til hende. "Men nu kender du det i hvert fald... Her er rigtig hyggeligt at spise," sagde han og sendte hende et smil med et glimt i øjet. Han fik hurtigt skaffet et bord til dem, og også nogle menukort. Mathias lod vant hånden løbe ned af kortet og bestilte en øl til sig selv, "Hvad vil du have at drikke?" spurgte han og smilte til hende.

hun kiggede på ham da han spurgte om hvad hun ville havde at drikke"bare en cola"sagde hun, det var nok ikke et normalt svar for en pige i hendes alder, men hun havde aldrig drukket før i sit liv, hun sad overfor ham ved deres bord"jeg har kokke og sådan noget der hjemme og jeg har heller ikke nogle at tage med her hen"sagde hun

Han smilede til tjeneren, og nikkede. "De må gerne være store, tak," sagde han og lod igen blikket glide ned i menukortet igen. Han fandt det et helt normalt svar, når man tænkte på hvor gammel hun var. Desuden var det på ingen måde ansvarligt at hun drak i selvskab med en voksen fremmed. "Kokke?" han så på hende med store øjne, "Du har da rimelig meget røven fuld af penge så?" Sagde han og smilte til hende. "Noget du vil have?" spurgte han upåvirket.

"det er min fars penge, jeg har bare fået dem imens han er væk"sagde hun, hun valgte noget nemt og enkelt, hun smilede lidt til ham, når hun skulle der hjemme havde noget at spise, valgte hun også bare noget som ikke var svært at lave og det var kokkene også glad for der hjemme og nu skulle de slet ikke lave mad til hende i aften fordi hun spiste nu, men sådan var det jo bare

Mathias så ikke engang hvad han havde valgt, og han var også rimelig ligeglad. Det var ikke særlig ofte at han gad at bruge sine penge på menneskemad, det smagte fint nok, men spild af penge. Men det var lidt af et privilegie at kunne gøre det alligevel. "Ah, så din far har et rimelig godt job eller hvad?" spurgte han og smilede interesseret. Han drak en tår af den øl der lige var blevet stillet foran ham. "Hvad med dig selv, hvad laver du i din fritid? Jeg regner med at du går i skole i hvert fald," sagde han interesseret.

hun så lidt på sin cola"ja det kan man godt sige han har, det er ihvertfalde vigtigere end jeg er og nej jeg går ikke i skole, jeg får hjemme undervisning, men det er stoppet igen da min far rejste"sagde hun og kiggede op på ham igen, hun smilede skævt for at skjule at det endelig gjorde ondt at hun var helt alene, men hun havde altid været god til at skjule det

Jep, hun følte sig helt klart alene og efterladt, i hvert fald var det sådan det virkede på hendes ord omkring hendes far. "Så du er aldrig nogensinde ude?" spurgte han, "eller, du er selvfølgelig først lige flyttet til, men alligevel, men så må du jo have det af helvedes til," konstaterede han og så bekymret på hende. Han kunne se det alt for godt, for han havde været så vant til det selv. Han havde stort set altid været alene, det var først nu at han nogenlunde prøvede at have styr på sit liv.

hun skjulte altid sin smerte for andre, hun var ikke nogle lille baby mere, hun kunne godt klare sig selv"jeg har ikke set ret meget og jeg går altid alene, jeg har ikke nogle venner"sagde hun og tog en lille tår af sin cola, hun kiggede bare ned på sin cola, hun havde det ikke alt for godt, hun havde haft det fint, hvis hendes far bare ville give hende en lille smule mere opmærksomhed, han hverken ringede eller skrev hjem, han var bare væk et til tre år af gangen, denne her gang var det 1, men næste gang ville det være 3 år han ville være, hun fik nok aldrig lov til at flytte hjemmefra for det var hun sådan set allerede

Han betragtede hende i noget tid, "Tingene skal nok blive bedre efterhånden, du skal nok bare lige falde til først," sagde han og smilede til hende. "Og hey, jeg kan lynhurtigt blive din ven," sagde han og smilede venligt til hende, han mente hvert et ord han sagde. Han havde selv før i tiden været igennem en masse, og lige nu var venner ikke det han ejede mest af selv. Ikke at det gjorde ham noget specielt, men det kunne alligevel være hårdt, især når man havde hendes alder, hvor man i forvejen gik igennem en masse.

hun smilede til ham"tak, så bliver du min første ven overhovedet"sagde hun og smilede en lille smule skævt, de fik deres mad, hun begynde bare at spise, hun var ikke lige som alle de andre rigmansbørn, hun var ikke så fin i det, hun spiste hurtigt færdig, det smagte jo godt, så hun kunne jo lige så godt spise op, hun drak så lidt af sin cola, hun tørrede sig lidt om munden med en serviet