Who are you? [Mathias]

Tid: 21:30
Dag: Tirsdag
Årstid: forår
Vejr: En svag kølig vind men ellers klar himmel med en tydelig halvmåne.
Omgivelser: en masse forlystelser, boder og folk i alle aldre og alle racer.
Tøj: http://www.missmartins.dk/bluser/giana-strik-gra.html

Tamara havde forladt huset så snart mørket var faldet på, hun havde aftalt med sine venner og veninder at mødes i parken. Hun havde nærmest tvunget Alcuard til at give hende fri ved at sige at hun var smuttede, han havde selvfølgelig forsøgt at stoppe hende men havde opgivet at sige noget da hun blot så viljestærkt og beslutsomt på ham. alle hans forsøg på at styre hende var gået i vasken, flere gange endda. Hun havde mødtes med sine venner ved porten og de var gået ind i samlede flok. Hun prøvede næsten det hele i løbet af kort tid, da det jo var en tirsdag og de fleste mennesker havde skole og arbejde dagen efter var der en masse af hendes slags, varulve, og desværre også en masse dæmoner hvilket hun ikke brød sig om. Hun undgik den mindste sammenstød og var konstant spændt som en fjeder. Hun var endnu en ung vampyr og havde derfor ikke fuldt styr på sine evner, og sin tørst, hun havde dog sørgede for at få noget blod inden hun var dukket op, mest for ikke at miste besindelsen. Håret hang løst ned ad hendes ryg og af make-up havde hun blot mascara og eyeliner. Hendes venner stod og diskuteret hvad de nu skulle prøve og de endte med at splitte sig op så hun selv endte med en af sine veninder som lige ville prøve at kaste blod mod dåser. Hun valgte at stille sig ved en blod i nærheden hvor hun kunne sigte på tallerkener med et gevær. Hun betalte manden og fik derved lov til at skyde 7 skud. Hun samlede geværet op som føltes tung hun sigtede på en tallerken og skød selvom tallerkenen ikke var meget større end 10 centimeter i diameter så havde hun ingen problemer med at ramme.

Hun fornemmede vampyr omkring sig tiltros for sit opmærksomme blik på den næste tallerken hun ville skyde ned. En lugt der gav hende kvalme hvis vampyrer da overhovedet kunne få det. Hun fokuseret dog så godt hun kunne på den tallerken og skød endnu engang, uden besvær ramte hun den og lyden af porcelæn der knækkede fik bragt et tilfreds smil frem på hendes fyldige læber. Hun fornemmede et blik på sig og lod blikket glide til side for at opdage at en dæmon stod og tjekkede hende ud. Hun hævede det ene fine bryn, fnøs og gjorde et kast med håret ”Hold blikket for dig selv!” sagde hun køligt og havde lyst til at vise tænder hvilket nok ikke var en særlig god ide og derfor lod hun være. igen kiggede hun kort på ham, lod blikket glide over ham, flot udseende ja, flot tøjstil ja, og charme manglede han ikke af så helt klart en mulighed hvis ikke han havde været dæmon. Hun hadede og afskyede disse væsner som pesten! Hun havde bemærkede da han havde indsnusede duften og hans grimasse så hun også, hans reaktion gjorde hende bare endnu mere irriteret. Han stod og overbegloede hende og så brød han sig ikke om hendes race for det var vel det hun regnede med han havde opdagede ved at snuse ind. En let brise gled ind over dem og satte hendes lange kulsorte hår i bevægelse, hun strøg en hårlok væk fra øjnene inden hun fjernede blikket fra ham og rettede blikket mod den næste tallerken hun ville skyde. Hun hævede geværet, sigtede og fyrede og endnu engang ramte hun. Bodejeren klappede og så afventende på hende idet hun skød den næste ned. Hun havde nu skudt fire og manglede tre, i løbet af få sekunder fik hun skudt de sidste ned.

Hun var ikke engang to måneder gammel som vampyr, ret uerfaren og udgjorde derfor en fare for alle i sine omgivelser hvis hun skulle gå hen og blive vred. Det var nok en af de grunde til at Alucard havde forsøgt at holde hende tilbage men når hun ikke lyttede til nogen, og når det i sidste ende omhandlede hendes eget liv havde hverken han eller andre kunnet standse hende hvis hun var opsat på noget. Udover at være ret ung og derfor sikkert endnu ikke helt ren for menneskelige træk så havde hun lige haft et måltid hvilket nok var det han synes lugtede friskt. Hans svar fik hende til at sende ham et skarpt sideblik inden hun hurtigt betalte manden hvilket gav hende 7 nye skud som hun med lette øvede bevægelser satte i. Hun opfattede da han trådte tættere på og hævede sit våben og flyttede sig således så det det så ret tilfældigt ud at den pegede mod ham. ”Snyd? Jeg betaler manden og får en bamse til gengæld, jeg syntes ikke der er noget snyd i det.. desuden kan du jo være ligeglad medmindre du har i sinde at fortælle ham hvad jeg er..” svarede hun lige så lavt så kun han hørte hende. Hun følte sådan en lyst til at rive hovedet af ham hvorfor vidste hun ikke men hun brød sig absolut ikke om ham, ikke nok med at han var dæmon, men han var også ret påtrængende. Hun fjernede blikket fra ham igen, hævede geværet sigtede og skød de syv skud ret hurtigt lige efter hinanden for at få sin vrede og aggressioner ud hvilket vel var bedst at gøre på den måde end en anden måde. Hun kastede et blik bagud for at finde ud af hvor hendes veninde var og opdagede at denne var væk, et suk forlod hendes læber og lagde geværet, fik sin præmie og sendte ham et nedladende ligegyldig blik, hvorefter hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå. hvor hun skulle hen vidste hun ikke men hun havde ikke i sinde at stå og sludre med en fyr hun knap kendte og som oven i købet var dæmon. Hendes kølighed og arrogance overfor ham skyldtes nok mere frygt end had, hun kendte ham jo ikke så der var ingen grund til at hade ham, det var frygten der fik hende til at stille sådan en hår facade op. hun så sig om efter sine venner men kunne ikke få øje på nogen af dem og efter at have gået nogle skridt gled hun ned at sidde på en bænk mellem nogle træer lidt væk fra boderne og larmen men stadig så hun kunne se folk.

Hendes skaber. Ja en fyr der havde hørt hende synge, set hende og faldet for hende hvorefter han muligvis havde syntes at livet uden hende ville være ubetydeligt. Det han havde gjort ved hende havde hun ikke kunnet ændre på og i stedet hævnede hun sig ved at hade ham, ignorere ham og gøre nar af ham hver gang hun fik chance. At denne fremmed som hun end ikke kendte navnet på syntes at der var noget specielt ved hende vidste hun intet om, og havde hun vidste det ville hun med stor sandsynlighed ikke have gjort noget ved det for hvad kunne hun også gøre? Smilet der gled hen over hans læber, og som tydeligt ikke nåede hans øjne havde givet hende en større lyst til at flå ham levende og derfor havde hun vendt blikket bort for ikke at skulle lade tanken overtage hendes sind. Hans sukkersøde og dog spydige tone fik hende til at vende blikket skarpt mod ham ”Sandsynligvis intet” svarede hun køligt og arrogant som var hun en aristokrat fra det 17 århundrede der stod overfor en lavere person og derfor ikke fortjente hverken hendes blik eller opmærksomhed. Hans hæse latter ville nok have givet hende myrekryb hvis hun havde været menneske men hun hævede blot et slank bryn uden at sige noget yderligere. Da hans hånd lagde sig om geværet så hun kort ned på den, hun måtte virkelig kæmpe en indædt kamp for ikke at trykke på aftrækkeren, hun så op på ham og hendes blik mødte ganske kort hans. Da han flyttede sin hånd hurtigt fordi hun gjorde klar til at trykke på aftrækkeren fnøs hun håndeligt. Om han var imponeret eller ej var hende ligegyldigt, det havde ikke været hendes mening at imponere ham.

Hvorfor skulle hun også sige noget når hun gik, hun havde slet ikke fundet det nødvendigt. Han var blot en tilfældig hun havde stødt på og som blot synes han havde alle mulig ret til at stå og glo på hende. Ved at blive stående ville hun bare have ladet ham gøre det og derfor havde hun besluttede at skride for hun gad virkelig ikke hans typer. Selvom hun var kommet væk havde hun ham endnu i tankerne, sådan et kønt ansigt var ikke let at glemme og desuden ærgrede hun sig over at han var dæmon, der kunne være kommet en del sjov hvis han havde været noget andet. Hun trak benene op under sig og lukkede øjnene, snusede ind i håb om at fange en af hendes venner eller veninders fært men uden håb, forskellige lugte noget hende og lugten af dæmon, den samme dæmon som før nåede hendes sarte lugtesans og fik hende til at spærre øjnene op. Hun lod blikket glide rundt spejdende efter ham. Fulgte han efter hende? Hvorfor? Hvad var der så specielt ved hende? hun knyttede næverne og forsøgte at lokalisere ham med sit blik men opgav. Så erfaren var hun endnu ikke og hun valgte at tro at hun havde taget fejl ved lugten da hun ikke kunne få øje på ham. Hun sukkede, lænede sig tilbage i bænken og lukkede øjnene.

Hun havde forsøgt at få tankerne væk fra den fremmede dæmon men uden held. Hvorfor han pludselig optog hendes sind vidste hun ikke helt. hun havde ikke set ham før, kendte ham ikke så hvorfor tænkte hun så meget på ham? hun fattede det ikke og følte sig blot mere og mere forvirrede jo mere hun tænkte på ham. hun forsøgte at tænke på noget andet og begyndte at tænke på hvad hun skulle lave dagen efter, om hun bare skulle blive hjemme eller om hun skulle tage i byen. At blive hjemme ville tvinge hende til at være i nærheden af hendes skaber hvilket hun ikke ønskede. hun afskyede ham, hadede ham mere end noget andet fordi han havde taget det bedste og dejligste fra hende. Nemlig hendes liv. Selvom hun tænkte på dette gled hendes tanker automatisk tilbage til dæmonen. Hvad fanden skete der lige? Hun forstod ikke hvorfor han blev ved og ved med at dukke op selvom hun forsøgte at skubbe tanken om ham væk. Hun snusede endnu engang ind i håb om at fange færten af sine venner men igen fangede hun kun færten af ham. Han havde ikke rørt ved hende så hans lugt kunne umuligt hænge ved hende! hendes øjne gled op idet lugten pludselig blev stærk og hun så lige ind i hans ansigt, et ansigt fuld af vrede. Hans snerren skræmte hende men det kunne hun ses i hendes øjne. Hun så sig desperat om efter noget at bruge som våben men der lå intet i nærheden desuden ville hun næppe kunne få fat i det så tæt som han stod på hende. Hun kunne lugte hans ånde hvilket gav hende kvalme, han lugtede vildt af dæmon. Hun forsøgte at finde ud af hvad han havde sagt, eller spurgt om og efterhånden gik mening bag hans ord op for hende. Hun havde lyst til at bede ham skride af helvedes til men hun var klog nok til at vide at han nok var stærkere end hende og at hun var fuldkommen forsvarsløs. ”Mit navn er Tamara Jessica-Marie Lopez hvis det skulle gøre nogen forskel. Vil du vide hvem min slægt er?” sagde hun vredt og knyttede næverne så knorerne blev helt hvide og synlige. Hun burde slet ikke være kommet her, hun burde være blevet midt i mængden af folk så ville hun have været i sikkerhed. Hun lod blikket glide ind i hans og låse sig fast der, hun end ikke blinkede og forsøgte at slappe så meget af og gøre sit blik så koldt som overhovedet muligt.

Hun fornemmede hans vrede ja den lyste jo nærmest ud af ham. Og hun bemærkede eller opfattede da han strammede grebet om bænken bag hende hvilket fik hende til at bide tænderne hårdt samme. De lange skarpe tænder dukkede frem som tegn på at hun selv var ophidsede og hun måtte virkelig tøjle sig for ikke at kaste sig over ham. Hvad fanden ville han hende! Da han sagde ja til at ville høre hvem hendes slægt var, blev hendes blik vildere end før. Hvorfor ville han dog vide det? Kendte hun ham? Burde hun kende ham? Havde en af hendes forfædre.. Pokkers! Den historie hun havde hørt tusindvis af gange i sin barndom og sin opvækst om at holde sig var dæmoner fordi en af hendes forfædre var stødt ind på en af denne slags dukkede op i hendes hoved og hendes blik ændrede sig fra vred til bange. Stod hun overfor den samme person? Men hvordan kunne han dog genkende hende? lignede hun sin tip-tip-tipoldefar så meget? selvom hun var død og ikke behøvede at trække vejret så gjorde hun det af ren vane og hendes vejrtrækning synes at blive hårdere og tungere. Hendes blik flakkede fra ham og rundt omkring dem for at finde en mulig flugtvej. ”Jeg.. er datter af Jason og Mariam Lopez som inden ægteskabet hed Mariam Lake, som var datter af Jason Lake som så var søn af Tyson Lake som var søn af Jonathan Richard Lake søn af Lianne og Stefan Lake jeg kender ikke mere tilbage end det” hun tav og så sig om efter endnu en flugtvej ”Nu kender du min slægt kan jeg så få lov at gå!” sagde hun knyttede sine næver yderligere. Hun havde allermest lyst til at løbe sin vej men han stod så tæt på at hans lugt lagde sig om hende og hun nærmest kunne fornemme hans søde ånde mod ansigtet. Hun planlagde en flugt i sin stille sind og ventede dog på en reaktion hvis han ikke flyttede sig måtte hun tvinge ham til det.

Et øjeblik havde hun overvejet at sætte tænderne i struben på ham da han vendte blikket bort men hun havde knap tænkt tanken til ende inden hans hoved igen havde flyttet sig og ansigtet igen var rettet mod hende. hun forstod ikke hvorfor han gjorde et stort nummer ud af at snakke til hende, vide hvem hun var, kunne han da ikke være ligeglad. Hun var jo blot en vampyr, og de to racer brød sig ikke vildt meget om hinanden, ikke så vidt hun vidste så hun fattede ikke hvad hans problem var, hvorfor han ikke bare lod hende gå i stedet for at krydsforhøre hende om noget der nok i hendes hoved var ret ligegyldigt såsom hvem hendes tipoldefar var. Helt ærligt! hun betragtede ham opmærksomt mens hun lod sin stamtræ blive udtalt og bemærkede hvordan hans ansigtsudtryk sekund for sekund ændrede sig indtil han til sidst flyttede sig. Hun kom straks på benene men flyttede sig ikke da han endnu stod tæt på da han efter få sekunder trak sig væk. Hans ord fik hende til at rynke på den ellers så fine glatte pande og hun så spørgende på ham. Hun tænkte sig om og mens hun selv gennemgik sin slægt tænkte hun på den historie om hendes tip-tip-tipoldefar. Hun gjorde derfor automatisk afstanden mellem dem større ”Du kender min slægt? Du er den dæmon min tipoldefar advarede sine børn om..” sagde hun mere konstaterende end spørgende og begyndte at bakke. Hun ville ikke være i nærheden af ham, aldrig nogensinde! Hun satte i løb væk fra ham og i løbet af få sekunder var hun kommet op i vampyrfart. Hvad skulle hun dog gøre! Han kunne nok let som ingenting finde hende uanset hvor hun gemte sig. Hun var løbet væk fra forlystelsesparken og ind i en slags skov. Efter et stykke tid standsede hun op og så sig omkring.

En del af den? Var de i familie? Hun havde troede at hun havde forstået det hele men åbenbart ikke, for hun mindes ikke at have hørt sin mor fortælle at de var i familie med den dæmon. Den del af historien måtte være gået tabt eller slet ikke blevet fortalt. Hun havde dog ikke ventede på at han uddybede det hele, hun ville slet ikke høre på ham. alle de advarsler hun gennem sit liv havde fået om dæmoner og hvor farlige væsner de var, stærke, forførende og løgnagtige, trængte sig nu på og bød hende kun løbe sin vej for ikke at ende i som et bytte i hænderne på lige netop denne dæmon. Hun havde sat kursen mod skoven uden at ane hvad hun ville gøre eller sige. Hun var endnu helt ung og havde knap styr på sin egen styrke, tanken om at hente forstærkninger strejfede hende slet ikke. Hun tænkte kun på at komme hjem til Alucard, manden der forvandlede hende og som nok både ville hjælpe og beskytte hende mod denne fremmede dæmon. Dog nåede hun ikke særlig langt for mens hun stod der og overvejede hvilke vej hun nu skulle tage for at komme hurtigst muligt hjem opfangede hun lyden af ham der indhentede hende. Hun hørte træets grene give efter og nåede dog ikke at se op inden han stod foran hende og havde taget fat i hendes arm. Hendes blik udtrykte først rædsel så vrede for at skjule sin frygt som han var så venlig at minde hende om og spørg ind til. ”Hvad vil du mig!?” svarede hun i stedet med vrede i stemmen ”Hvem er du og hvad vil du!?” hvis han havde en horn i siden på hendes tip-tip-tipoldefar kunne hun ikke gøre noget ved det. Han kunne selvfølgelig hævne sig ved at dræbe hende men hvad nytte var der i det? Hendes grålilla øjne låste sig fast i hans grå øjne og hun forsøgte ihærdigt at finde ud af hvem han var, hvad han ville og hvad vigtigere var, hvad han tænkte og følte lige i disse øjeblikke.

Det var nok for sent at forsøge at skjule frygten som han nok både havde bemærket, set og endda oplevet da hun flygtede. Hun forsøgte dog alligevel at skjule sine følelser, undertrykke dem så godt hun nu kunne. Lugten af mennesker fik hende til at vende blikket til side, det sted disse mennesker befandt sig selvom de var flere kilometer væk. Blikket blev dog vendt tilbage til dæmonen få sekunder efter og hun trådte et skridt tilbage da han slap hendes arm. Han havde stået alt for tæt på efter hendes egen mening, og derfor gjorde hun straks afstanden større. Hans blik var dog ikke til at tage fejl af, han ville let som ingenting fange hende hvis hun forsøgte at flygte, blot tanken fik vreden til at bluse op i hende, han truede hende med det blik. Hun stod derfor tavs og blot ventede på et svar på hendes spørgsmål og da han endelig svarede så hun på ham med et hævede bryn, kiggede man efter ville man nok bemærke at måden deres bryn hævede sig på var ret ens ”Så burde du måske ændre din kommunikationsmetode!” svarede hun køligt og spidst. Hun lagde armene over kors, han havde sgu stået helt tæt på hende, med armene på hver side af bænken bag hende og set ud som om han vil slå hende ihjel, hvorfor troede han hun ikke ville flygte ved første chance? Da han fortsatte, ret formelt efter hendes mening, og endte med at introducere sig selv så fint som han selv kaldte det, gled hendes udtryk over fra at være vredt og irriteret til at være forbløffet og forundret. Havde hun kunnet besvime var det nok sket men nu stod hun og så helt målløs ud. ”Du er… du.. vi er i familie?” hun trak sig to skridt tilbage. Pludselig så det ud som om et noget gik op for hende ”Det vil sige at du var bror.. eller nok rettere halvbror til en af mine forfædre.. du dræbte din egen mor?” sagde hun en anelse spørgende. Historien lød på at dæmonen havde dræbt hendes tip-tip-tipoldefars mor men hvis denne var den samme mands halvbror betød det at hendes tip-tip-tip-tipoldemor havde været gravid med en dæmon. Hun følte sig helt forvirret og endte blot med at synke sammen på jorden mens hun så forvirret og nærmest hjælpeløst op på ham. ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved mig så…?” sagde hun og lød pludselig ret ung. Han var vel ud efter hende eller noget. Var han ikke?

Hvorfor flygte når han alligevel vil kunne fange hende uden det mindste problem. Hun var endnu ung og uerfaren på mange punkter og endnu kendte hun ikke omfanget af sin egen styrke hvilket kunne gøre hende dumdristig eller omvendt, meget forsigtig. Hun hadede den kendsgerning at hun var vampyr, og hans ord og hån gjorde det på ingen måde bedre. Men var der noget hun hadede mere end vampyr så var det dæmoner. Hun hadede disse væsner og frygtede dem fordi hun havde fået så meget skidt at vide om dem siden barnsben. Men mennesker var jo også tilbøjelig til at frygte det ukendte og når hun kun lige var blevet forvandlet til vampyr gik hun endnu rundt med menneskelig træk. Da han bekræftede at de kunne kaldes for familie men at det lå så fjernt hævede hun brynet ”Så fjernt er det sgu heller ikke” svarede hun ligeud ”Du er halvbror til min tipoldefar hvilket vil sige at I har haft samme mor…” svarede hun. Ikke fordi hun ønskede at være tæt familie med ham, slet ikke! Men hun syntes ikke det var så fjernt, havde han haft børn ville de da være endnu tættere knyttede. Hun fik nærmest kvalme ved den tanke. Men hvad! Måske havde han børn. Hun gad i alt fald ikke spørge derfor forblev hun tavs hvad dette angik. Hun bemærkede da han knyttede næverne og tav derfor pr automatik. Han virkede vred, men det var vel ikke underligt når hun lige havde beskyldt ham for at have dræbt sin mor, det var dog ikke løgn for hun var død grundet ham. ”Når ikke… hvorfor skamme sig over det… du virker ellers ikke som en der tager sig af de liv du tager…” svarede hun. Sådan som han havde været tæt på at tage hendes liv flere gange i løbet af det korte møde lignede han sgu ikke en der tog sig af hvem han dræbte, hvor eller hvornår. Hun undgik hans blik fordi hun kunne fornemme hvor hårdt det var. Da han satte sig på hug foran hende så hun op på ham, det ene fine slanke bryn gled op akkurat som hans ”Undskyld min uforskammethed bedstefar” sagde hun tvært. Han burde ikke blive vred over at hun kaldte ham det men det undrede hende nu ikke hvis han gjorde alligevel. ”Men hvis du har tænkt dig at dræbe mig så hver så go.. så behøver jeg heller ikke tænke på at komme i skjul inden solen står op, eller på blod konstant… er du klar over hvor klamt det er med blod!” det smagte skam godt men hun fik alligevel ret tit kvalme af sig selv.

Okay så var det måske fjernt men hva så! De havde alligevel mødt hinanden selvom chancerne havde været ret små for at det ville ske. Skæbnen eller hvem der nu syntes det var sjovt at stille dem overfor hinanden ønskede at de skulle mødes og sådan var det endt. Hun ville gerne have det sidste ord men hver gang hun forsøgte svarede han igen hvilket blot gjorde hende mere stædig og mere irriteret ”Ja hvis du ikke havde skræmt min oldefar havde vi nok haft en forbindelse! I dit kønne lille hoved synes du det virker fjernt men ikke i mit…” svarede hun stædigt igen. Tamara hævede det ene bryn og så på ham da han snerrede at han ikke havde taget hendes liv med vilje ”Når ikke!? hvorfor føler du dig så truffet! Du må virkelig hade dig selv for det du ikke gjorde med vilje siden du reagere på den måde. Dine slags.. og mine for den slags skyld, burde slet ikke eksistere…” det sidste mumlede hun mest for sig selv. hun havde skam bemærkede hans advarende, truende blik og hun vidste at hun legede med ilden når hun blev ved, men noget ved ham fik hende til at blive ved, et ønske om at trodse ham og sige ham imod. Barnligt måske men ikke desto mindre var det hvad hun var opsat på. At sige ham imod! ”Det ved jeg sgu da ikke, ligner jeg et menneske” svarede hun sarkastisk og himlede irriteret med øjnene. hun ville gerne være et igen, men desværre var det ikke muligt. Om hun havde respekt for ham? Næppe! Hun vidste dog at han var farlig og noget ved hans øjne skræmte hende så hun ville ikke se ham i øjnene. Han var langt ældre end hende af alder, og havde han været det af udseende havde hun da godt kunne kalde ham for bedstefar, på en måde var han jo også hendes bedstefar. At han bare ikke brød sig om at blive kaldt for det havde hun da regnede med men det havde ikke forhindrede hende i at kalde ham for det ”Venligst? Den var ny… men hvis du ikke vil kaldes bedstefar så kan jeg da bruge onkel i stedet for hvis du hellere vil det” svarede hun flabede skubbede sig tilbage så afstanden mellem dem var større og så hun sad med ryggen mod et træ. Da han spurgte hvor længe hun havde været vampyr overvejede hun at lyve, men det var vel tydeligt at hun var ung ”Lidt over en måned” svarede hun stille og uden at se på ham. ”Du tager fejl! Jeg hader blod men jeg føler mig tvunget til at drikke det! jeg er i modsætning til dig ikke født til at nære mig på blod eller kød, men på almindeligt menneskelig mad. Du kan slet ikke forestille dig hvor hårdt mit liv er, ingen spurgte mig om jeg ville være udødelig, han tog blot mit liv, ødelagde mit liv og gjorde mig til en levende død. At jeg opfører mig som et barn skyldes nok at jeg er et! især i jeres øjne! jeg er for fanden kun 17, uden familie og uden venner der kan forklar mig hvad jeg skal gøre for at overleve det her spil” hun tav efter sit udbrud. Så væk fra ham igen og undertrykte den gråd der var ved at overtage hende. Hun trak benene op, slyngede armene rundt om knæene og skjulte ansigtet ved knæene. Håbede virkelig at han bare smuttede. Hvorfor hun havde sagt det hun havde sagt anede hun ikke, men noget i hende havde fået hende til at sige de ting.

Bare fordi han var ældre var det ikke ensbetydende med at hun havde tænkt sig at lytte til ham uden at diskutere det mindste. Hvis han forventet det var han godt dum, men det gjorde han nok ikke eftersom hun havde svaret ham igen flere gange og han nok havde opdagede at han ikke bare kunne få hende til at tro på ham eller få samme mening bare fordi han syntes det var rigtigt. At han syntes hun var barnlig og naiv ville nok heller ikke undre hende, normalt ville hun være mere moden men overfor ham her gad hun end ikke prøve. Han rakkede bare ned på hende, spillede med musklerne og troede han var bedre end hende. Det undrede hende dybt at han overhoved gad sakke til hende så meget, hvorfor ikke bare smutte eller gør en ende på hendes liv. Det ville da været lettere ville det ikke? hun lyttede til ham på ny da han svarede men hun lod det se ud som om hun kedede sig ”Ja ja.. så siger vi det… men du kan heller ikke bebrejde ham at frygte dig… ikke med den der voldelig personlighed og de der øjne og nej du skal ikke se sådan på mig” sagde hun advarende inden han gjorde det eller så meget som tænkte på at gøre det. Han vidste måske ikke at han havde et skarpt blik som kunne få folk til at blive skræmt eller krympe sig. Eller måske var det ikke skarpt men så følelseskoldt at man bare fik gåsehud ved synet. ”Ja jeg ved det er skæbnen, og derfor hader jeg den!” svarede hun nærmest dumt. Det var jo ikke just en person man kunne hade men ja, hun havde bare sagt det uden at tænke spor meget over det. Hun havde bemærkede den trætte tone i hans stemme og hævede det ene bryn, at han da kunne blive træt kom helt og aldeles bag på hende. Men det skyldtes nok det at hun bare blev ved med at nævne hans mor. Da han kommenteret på hendes sidste ord og tilmed sagde at der ikke var noget at gøre ved vendte hun blikket mod ham ”Jo da… sige det til menneskene så de kan give husene ned over hovederne på de vampyrer der eksister om dagen. De vil næppe have en chance for at flygte og derved brændt af solen.” svarede hun. Farlige ideer at gå rundt med i hovedet for så ung en vampyr som hende men ja det var hvad hun syntes ville være bedst. Hun frygtede at dø men hun havde gjort det en gang før så at gøre det igen ville næppe blive lige så slemt som første gang. Den strenge måde han snakkede til hende på bemærkede hun skam og hun syntes at det var som at bliv irettesat af en voksen. Da han snerrede at hun havde været et menneske mens han ikke havde, fnøs hun ”Nå da da, der har vi en der måske foretrækker at være menneske fremfor dæmon..” sagde hun tirrende. Hendes øjne blev i få sekunder lokkende, tirrende og katteagtige. Da han rejste sig op sagde hun intet, ikke i starten i hvert fald. ”Gør hvad jeg vil? Hængende i mit liv?.. du må da være skør! Selvfølgelig vil jeg gør hvad jeg vil det behøver du slet ikke nævne, bare fordi du pludselig dukker op ændre jeg ikke på mig selv og desuden har du aldrig været en del af mit liv, og kommer aldrig til at blive det.. så ja det vil i hvert fald glæde mig at du forsvinder” svarede hun køligt. Hun bemærkede hans undende blik da hun kort sagde at hun kun var over en måned. Var der da noget galt med det? Hun forstod ikke hans undrende blik men der var også en masse hun ikke forstod. Dramatisk? Det var sgu sandeden hun fyrede af og det liv hun så inderligt hadede! Da han forsøgte at fange hans blik lod hun ham gøre det selvom hun ikke brød sig om hans øjne. Han skulle ikke tro at hun skjulte noget eller løj, for det havde hun ingen grund til. Hun fjernede dog sit blik fra hans da hun havde talt færdig og trukket sig sammen. Hun fornemmede at han satte sig ved siden af hende og hørte lyden af kviste, græs og andet da gav sig under ham. Hvad nu? Hans ord og kompliment kom utrolig meget bag hende og hun så forundret på ham og med vantroen malede i øjnene. Klarede hun dig godt? Var det hormonerne der påvirkede hende? Ville hun en dag blive lige så kold og følelsesløs som han var? eller som Alucard eller som de andre vampyr hun havde mødt? Det ville hun ikke, hun ønskede sit gamle liv tilbage!! Hun fjernede sit blik fra ham, så ned i skødet og skjulte ansigtet ved knæene. Hun kunne ikke klar det her! Men hun ville heller ikke dø af det. Sådan som han sagde det viste det at hun ikke havde et valg, at hun måtte affinde sig med sin skæbne ”Min skæbne stinker” mumlede hun. Hun gengav hans ord i hovedet og først da opdagede hun omsorgen og blidheden i hans stemme. Hvor fanden var det kommet fra? Det sidste han sagde fik hende til at vende blikket mod himlen der knap kunne ses mellem træerne ”Jeg ved ikke hvordan du definere ordet godt. For jeg kan nemlig ikke se det gode ved at jeg kan dræbe mennesker for selv at overleve. Hvad skal jeg gøre af min samvittighed!?” hun tav og lukkede øjnene sad stille i et stykke tid ”Ikke for at være dramatisk eller noget men jeg savner mit kedelig liv, synet af solnedgangen, min mor og bror, mine venner, skolen og mit værelse” ved det sidste hun havde sagt havde hendes stemme været en lav hvisken. Det var tydeligt at hun endnu ikke havde givet slip på al det der forbandt hende med det at være menneske, og det var tydeligt at hun faktisk slet ikke var så slem som hun ellers spillede.