Et møde (Valentina)

Melodenia var lige stået op, og var ellers taget til werclare byen, for at hænge lidt ud med sin egen slags. Hun blev lidt svimmel af alle de mennesker og deres forskellige fremtider og bare i det hele taget af lyset.
Hun gik op gennem byen, og kiggede rundt på butikkerne og fik en masse forskellige indtryk, af lyde, lygte og lysne. Hun havde ikke helt vænnet sig til den elektriske strøm og det lysende glas, men hun var blevet bedre. Det stak bare lidt i øjnene en gang imellem.
Hun kom ind til midten af byen, hvor der var en lille form for park, og hun gik ind mellem det kunstige træer, eller det er hvad hun mener de er, når menneskerne bestemte hvor de skulle stå og hvor mange der måtte stå. Hun fandt en lille bænk og satte sig ned og bare nød den fredlige larm, i stedet for den brutale larm, som der var i den anden by. Hun kunne skimte lyset gennem bladene på træerne, og hun smilede lidt for sig selv.
Der sad hun og bare nød den for andring der var i werclare, da hun hørte fodtrin på stien.

Hun trak elastikken ud af håret og lod det blonde hår falde ned af skulderende. De blå klare øjne kiggede ud i skumringen, himlen som solen lige havde forladt. Hun befandt sig i sin hjemby, Werclare, den skumle 'onde' by hvis man spurgte menneskerne, men hvis man spurgte hende, kaldte hun byen for den menneskefrie by. Her slap man får at gå mellem alle de ynkelige mennesker der ikke kunne finde ud af livet, og kiggede fortvivlet på deres ure når klokken blev for mange. De havde tydeligvis ikke lært hvad ordet; Afslapning betød.
Hun rettede lidt på tøjet, en hvis facon syet skjorte der var smøget til albuerne, der ud over bar hun en sort læder jakke. Der til bar hun et par stramme jeans og sorte stiletter. Sådan en mundering hun ofte bar, hun kunne lide at vise sin krop, den var slank, velformet og feminin.

Melodenia kiggede over mod den ene side og så en skikkelse komme frem fra mørket. Hun rettede lidt på tøj og hår, og så ud til at være en smuk kvinde. Men Melodenia fornemmede med det samme at hun hverken var menneske, engel eller vampyr, men hun havde ikke de dyriske træk som varulve normalt havde, så hun gik ud fra at kvinden var en dæmon.
Melodenia fulgte hende lidt med øjnene, men blev ellers siddende på sin bænk. Hun smilede sødt til kvinden, og sagde "Dejlig aften, ikke sandt?" I en venlig tone. Men hun brugte alle sine sanser på at finde ud af om hun var problemer, men det plejede dæmoner ik at være. Ihvertfald overfor hende.

Valentina havde været fordybet i sine egne tanker lige til at hun blev vækket af en kvinde der sad på en bænk, og begyndte spontant at snakke. Hun kiggede hen mod kvinden, og lod et kort smil glide over hendes læber. "Godaften, ja, skøn afslappende." Hun skiftede sin kurs, der ellers havde været gået forbi den unge kvinde, hen ved siden af hende på bænken. "Tid for nattens børn." Mumlede hun, mest for sig selv. Hun kunne på ingen måder forstille sig hvordan man ikke ville kunne klare dagen, det måtte være frygteligt aldrig at kunne se solens klare stråler, få dem til at varme ens krop, og næsten fylde end med glæde, som vand fylder et glas. Hun sukkede let for sig selv, og vendte blikket væk et kort øjeblik, før hun så til sidst igen kiggede mod kvinden der sad foran hende, eller nærmere ved siden af hende. "Du er ikke på jagt ..." Konstaterede hun, igen mest for sig selv.

Melodenia så hende sætte sig ned og hørte hendes bemærkning med nattens børn, og hun begyndte at smile. "Ja natten er det skønneste tid på døgnet." Hun kiggede op gennem trækronens blade og så den næsten forsvundne måne, og gav en lille latter fra sig da kvinden nævner jagten. "Nej, jeg er ik en af de der nyfødte som skal jage hver dag. Jeg kan gå i længere tid uden at blod tiltrækker min opmærksomhed," sagde hun med et smil. Nej det var mange århundrede siden at hun var en nyfødt, og hun er endtlig glad for at det er overstået, den følelse at man ik forstod sin egen krop, den var forfærdelig.

"Aha ..." Mumlede hun, og smilede kort. Valentina havde ikke yderligere viden omkring vampyr, ud over at de drak blod, og at nyfødte ofte ikke var de skarpeste knive i skuffen. I bund og grund var hun ikke meget sammen med vampyr, og havde ikke meget erfaring med dem. Hun var faktisk meget uprøvet når det gjalt vampyr. Hun lod en hånd glide igennem håret, og betragtede vampyren. "Det her lyder måske lidt underligt, men hvordan er det egentligt at være vampyr? Er der noget specielt?" hun kiggede tøvende hen på vampyren for at se hvordan hun tog hendes spørgsmål.
Hun ændrede lidt på stilling, men det resulterede alligevel i at gyngen hun sad på gyngede frem og tilbage, dog fik hun den hurtig stoppet igen, ved at sætte sine fødder ned i sandet.

Melodenia kiggede forvirret på hende. Hun var aldrig blevet stillet det spørgsmål før, og hun havde aldrig sådan tænkt over det, da det var det eneste hun kunne huske. Hun havde nogle få enkelte minder om hendes forlovede, men det var da også alt.
"Jeg ved ik helt hvad du mener med specielt, men at være vampyr kan være lidt ensomt en gang imellem, da man tit bare tænker på at slå dem ihjel man møder, og så det at den eneste tid på døgnet vi kan komme ud er der var de fleste andre væsner sover." Hun overvejede lidt om der var mere at sige, men kunne ik rigtig komme på noget, så hun sagde bare, " det kan også være lidt grænse overskridende, med at skal overfalde folk om natten, det lyder næsten som en gyser historie for børn." Sagde hun med et smil. "jeg ved ik rigtig hvad jeg mere kan fortælle dig, da jeg ik kan huske hvad forkellen mellem at være vampyr og menneske er længere. Det er jeg lidt for gammel til."
Hun trak lidt på skuldrene og kiggede over på kvinden. "Du er en dæmon er du ik?" Spurgte hun venligt.

Hun lyttede interesseret til hendes fortællen, og grinede lidt hist og her. "Jeg kan se din pointe." hun sukkede kort. "Jo, jeg er dæmon, bloddæmon, os der spiser kød ... menneskekød." Hun grinte lidt, og fugtede læberne. "Dog er vi så heldige at vi ikke behøver at gøre det så tit og ofte, dog en gang mindst om måneden." Valentina vidste udemærket godt at de fleste folk mente det var klamt og ulækkert at spise menneskekød, men hvad kunne hun gøre ved det? Hun kunne lide det, og skulle bruge det for at overleve, ellers ville hun være så godt som død. Der var kun én vej frem i livet, og det var bestemt ikke at sulte sig i døde fordi man syntes det var synd for sit offer.
Dén ting havde hun lært igennem sit liv, hvis man ville overleve skulle man være stærk og fast, man skulle ikke svigte sig selv, eller dem man var sammen med, men man skulle kende spillets regler, og kunne bryde dem for overlevelses skyld. Livet var et farligt spil som kun få overlevede når de levede så lang tid som dæmoner, vampyr og engle kunne.

Melodenia kiggede over på hende, mens hun fortalte, og hun kunne se at hun tænkte en del.
"Jeg har aldrig rigtig mødt en dæmon før, hvad er helt præcis forskellen mellem jer og mennesker? Ud over at dæmon blod smager forfærdeligt, eller det er hvad jeg har hørt," sagde hun med et smil.
"Jeg er forresten Melodenia," sagde hun med et stort smil og rakte hånden frem mod dæmonen.

// Out, ændre min karakter