Lets be like one - For alle varulve ("Privat")

Den kolde oktobervind sled i træernes trækroner, bladene hvirvlede rundt mellem hinanden og skovens smådyr havde travlt med at samle ind til vinterens komme, der kom med hurtige lange skridt. Der var dog ingen sne kommet, men det var blot et spørgsmål om tid før de første snefnug vil dale ned fra den grå himmel, ned over den triste skov.
Varulvenes leder stod i en mindre lysning i menneskeskikkelse. Samuel fandt det letter at lade mødet han havde indkaldt til forgå som mennesker, folk blev for meget styret af deres ulve sanser til at de ville kunne få noget ordenligt ud af det. Han vidste ikke helt hvad han forventede at det hele, måske at de kom frem til noget? På grund af det kolde vejr stod han iklædt en varm frakke, nogle kraftige støvler og mørke jeans. Hænderne var dybt begravet i lommerne mens de sugede alt varmen til sig mens han spændt ventede på hvad der ville ske.
Samuel havde tidligere på dagen vadet rundt i skoven på må og få, for at sikre sig at der ikke lå en dæmon eller en af de andre racer i skjul, men ind til videre havde han hverken kunne se, mærke eller lugte nogle af dem, så han var vel i sikkerhed, eller - nærmere - de var i sikkerhed for ikke at blive overhørt.

En skygge kom gående gennem skoven, han havde fået af vide at der blev holdt et eller andet møde for varulve og da han alligevel ikke rigtig havde noget andet at lave, begav han sig hen til stedet som han havde fået af af vide det skulle holdes ved.
Med hænderne nede i den sorte frakkes lommer som omsvulmede ham, vinden tog i hans brune hår og man skulle tro at han frøs uhyrlig meget da han kun havde en sort langærmede shirt på og nogle mørkeblå jeans som havde et enkelt hul ved det ene knæ, og så et nittebælte til at holde bukserne nogenlunde fast.
Der gik ikke særlig lang tid før han fangede lugten af sin egen race og gik i retningen af lugten, efter lidt trasken gennem skoven kunne han se en ung fyr stå for sig selv, der var ingen tvivl at det var ham de alle skulle mødes med, desuden så havde han den samme lugt som en varulv, så det kunne kun være ham.
Altair gik imod den anden varulv, "er det dig som er Samiel?" Spurgte han og stoppede op ved han og ventede på hans svar.

Tines blik var rettet mod hendes sorte støvler. Bladene knasede ret meget selv om hun gik ret forsigtigt. Hun havde et størt tørklæde foran munden og en stor sort frakke om sig. Den hætte der var på frakken var hevet op over hendes hoved. Hendes mørkeblå, næsten sorte jeans sad tæt til hendes slanke ben, som var de syet kun til hende. Hendes bluse inden under var en blå højhalset strikket sweater, blot uden ærmer.
Hun havde det varmt selv om det var koldt og at hun ikke havde særlig meget tøj på. Men hun syntes altid at hun var varm – hun mente det lå i at man var varulv – eller så var det bare et tilfælde at hun altid var varm.
Som en nysgerrig kat rettede Tine sit hoved hurtigt op for at se hvor de var. Hun kunne lugte andre af hendes race og satte farten op. Hendes ski kvasede flere blade.
Efterhånden som hun nærmede sig kunne hun bedre og bedre se hvor de stod. Dog var der en bekendt lugt. Altair! Hun begyndte at løbe. Det var virkelig længe siden hun havde set ham. Hun kunne næsten ikke huske hvad de havde lavet den dag de mødte hinanden. Smilet om hendes læber var bredt. Hun var glad for at kunne snakke med ham igen.
Ren refleks råbte hun hans navn på en kærlig måde, ligeglad med om den anden varulv ville undre sig, ”Altaiii~iir!” Hun lød nærmest syngende.
Da Tine var ikke så langt fra dem, satte hun af. I luften fladt hendes tørklæde ned under hendes hage, hun havde det kun på fordi hun havde fået en lang rift fra mundvigen og omkrin halvvejs op til øret. Hun landede ved siden af Altair med et bredt sammenbidt smil. Hendes øjne lyste nærmest af glæde. Den ene dag de havde været sammen var urtolig. Hun kiggede hen mod den anden varulv og smilede bredt til ham, ”Goddag hr.,” hilste hun glædestrålende.

Lugten af varulv anmældte den førstes komme. Nånå, det var da altid noget han ikke skulle stå og ligne en idiot rasten af dagen. Han kiggede op da der kom en meget brun mand ud af skoven, brunt hår, hud og sikkert også øjne. Han betragtede manden mens han kom hen til ham, i noget kluns der så helt forkert ud når man tænkte på hvilke årstid man befandt sig i. "Ehm ..." Han tøvede kort da manden udtalte et navn der kunne minde om hans, og nok også var det. "Hvis det er Samuel du mangler, ja, dét er mig." Sagde han så, efter at han havde slået fast at det måtte være dét manden søgte.
Det var lige før den ny ankommende kvinde fik sæbet Samuel flere meter op i vejret da hun skreg et navn med lykke og næsten kærlighed. Åh Gud! Da Samuel fik banet hjetet tilbage, nikkede han kort som en gestus mod kvinden, og skjulte sit letter irriteret blik. Kvinder!
Samuel kunne udemærket starte det hele nu og her, mé. Besluttede sig for at vente, ingen grund til hastværk, det var jo lastværk, og måske kom der flere snart? Man havde vel lov til at håbe.

Segovax havde fået en besked om at der var møde i skoven, så det ville han tage til. han bar sit normale tøj på, det ville sige en slidt tanktop af en blanding af af læder og hør stof, hans bukser der var et par gamle militær bukser forstærket med læder-lapper på knæene og sædet, han havde et par gamle slidte læderstøvler på. han bevægede sig i retningen af der han kunne lugte de andre varulve, han bevægede sig så larmende han kunne hen mod dem, han ville være sikker på ikke at overaske dem, han vidste jo selv hvordan han reagerede når han blev overrasket og det plejede sgu ikke at være kønt. "Er det jer jeg skulle mødes med" spurgte han, det var egentligt et tåbeligt spørgsmål da han godt vidste at det var dem, han gik helt hen til dem.

Det gav sæt i Altair da en pige råbte hans navn og så på en pige som han havde mødte før også kendte, men hold da op hvor var det lang tid at de havde set hinanden, "Jamen halløjsa, long time, no see" sagde han og smilte bredt til hende, "du må altså holde op med at skramme livet af mig på den måde" kom det fra ham og lagde en arm om hende for at give hende et kram, han slap hende igen og smilte så til Samuel, "hvor mange skulle der komme?" Spurgte han med et spørgerne blik, han havde faktisk ikke tænkt på hvor mange andre varulve som skulle komme, men de ku' da godt vente på de andre, han havde heller ikke noget han skulle nå så, hvorfor ikke??
Men inden han skulle til at spørger Tine hvordan hun havde haft siden deres møde, ramte lugten af en velkendt lugt og han så hen hvor lugten kom fra, "super, endnu en ulv" sagde han. "Og jep, det er her" svarede han og så automatisk rundt i skoven for at se om der var andre, hvilket der ikke var endnu.

Cecilie kom stille gående i sin ulve form fordi hun skulle til et møde som varulveledern havde kaldt dem ind til hun kom ind hvor de andre var og satte sig. hun så på de forskælige ulve og så ham der måtte være samuel, hun smilede.... ''samuel mig en ære'' sagde hun sådan lidt kiksede men hun var lige glad hun håbede ogsåå john kom men hun vidste det jo ikke, hun så på hun så på de andre og opdagede en ulv der minede om en hun havde set før men hun var ikke sikker så det var det sikkert ikke...

Tine smilede bredt til ham som måtte være deres leder, Samuel. ”Undskyld hvis jeg forskrækkede jer,” undskyldte hun dem og bukkede med hænderne foldet på sine lår.
”Undskyld Altair, jeg skal nok give mere lyd næste gang,” sagde hun og smilede blidt.
Da Altair lagde armene om hende ville hun enlig have skubbet ham væk af refleks. Hun havde været væk længe og havde mødt mange som gerne ville kramme hende, og hun havde nu fået af vane at skubbe folk væk – Altair ville måske mærke hendes fine hænder mellem hans mave og brystkasse. Tine fjernede dog sine hænder hvor de var og lagde dem kort om Altair. De de mørke øjne gled hen over skoven. Der begyndte at komme flere, En anden mand. Indvendigt skulle hun til at himle med øjnene, var hun den eneste kvinde der ville møde op? Men lige som hendes tanke nåede ud i kroppen, var en kvinde dukket op.
Tine bukkede formelt for de to ny ankommet.
”Rosaleen Tine Scarlet,” præsenterede hun sig kort, uden sine mange mellemnavne, ”Men bare kald mig Tine,” tilføjede hun og smilede blidt til dem.

//Hvis det er min tur i morgen, så vil jeg bare sige jeg ikke er hjemme det meste af dagen da jeg er til begravelse.//

Samuel trak let på skulderende. Han anede det ikke, han havde jo bare sagt det, og derefter lade det frit stå til folk om de ønskede at komme, eller om de ikke ønskede at have nogle indflydelse. "Aner det ikke ..." Han havde ikke rigtig ment han kunne få et SU (Svar udbedes) på sin invitation, den forgik mundtligt, og det var skam også lidt interessant at se hvor mange der valgte at komme.
Han drejede hoved let da han mærkede duften af to nye ulve, den ene i menneskeform, den anden ulveform. Han betragtede lidt de nyankommende, den ene var en mand, klart og tydeligt at se, mens den anden var lidt svære at gætte sig frem til, men der gik ikke mange minutter før det også var opklaret. "Tror i vi skal forvente flere, eller bare gå igang?" Spurgte Samuel lidt efter ud i luften, og så måtte dem der ville svare jo svare, og ellers måtte han jo bare tage det som et begynd.
Han trak vejret dybt mens han begyndte at forme nogle sætninger der kunne fortælle, hvad han ville, inde i hoved. Det var ikke ligefrem fordi han var van til at fremlægge ideer og sådanne ting, så som så mange andre ting var det vel hans debut? Han sukkede kort, og kiggede hen mod ulven der var kommet. Han mente ikke at have set den før, men måske havde an bare været blind? Han havde faktisk aldrig set de andre, nogle af dem, hvilke var lidt af en overraskelse, men sådan var det jo bare.

"tror sgu egentlig bare vi skal starte"
Han var ved at blive en smule utålmodig, da der ikke rigtigt skete noget og han ofte blev en smule panisk når der ikke skete noget, så han mente bare at du skulle tage at komme igang. Han vidste ikke om han havde noget at komme med til det her møde men han vidste dog at han ville være her bare for at han i det mindste vidste hvad der skete inden for deres kreds.
"så har du noget at starte med eller hvad"
Han kiggede over på lederne og så rundt på de andre, han havde ikke rigtigt nogen relationer til nogen af dem, men det var også lige meget for ham. Han havde jo tænkt sig at dette også var en mulighed at møde nogle andre varulve på.

// er der ikke nogen der har tænkt sig at svare?//

Samuel nikkede bekræftende til den mørkhudet mand. "Har du et forslag, jeg har egentligt ikke rigtig noget på hjertet, jeg ville i bund og grund mest høre om i har nogle ønsker eller noget?" Han vendte sig hen mod den før talende mand, da det virkede som om han måske havde noget på hjertet, men alligevel fløj Samuels blik rundt mod de andre for at sikre sig at de ikke havde noget, eller måske havde noget? Da 'turen' var færdig, stoppede han ved starten, og kiggede en smugle afventende på manden. "Ønsker du dig noget, eller? ..." Spurgte han åbent direkte til manden med sine sølvgrå øjne rettet intenst mod ham, dog ikke stirrende.

"Ja vi er samlet her for at blive enige om nogle ting ikke sandt?"
Han kiggede afventene på den person som til syneladende var den der havde inviteret dem. Han var ret så facineret af hans øjne det var meget betagende at det var sølv farvede. Han begyndte at spekulere over om der var noget bestemt han gerne ville diskutere, fordi det ville jo være godt at få noget at bringe op.
"Skal vi have nogle regler, eller hvorfor er vi samlede?"
Han stillede spørgsmålet da han godt kunne forestille sig at det var en af grundene til at de var blevet samlet her denne aften i denne lysning.

Det tog Samuel ti sekunder at finde et svar der dækkede over mødes grund. "Fordi jeg ville høre om i havde nogle ønsker af den ene eller anden art." Svarede han kort og godt, og betragtede manden der havde sagt noget. Han kunne ikke helt tolke manden, hvad han var for en type, ligesom ham selv en der var ude i verden og jage og leve som ulv, eller mere handlede i både menneske og ulve form. Det hjalp heller ikke han blev ved med at glo på manden, så i sidste ende flyttede han blikket væk fra manden i ren høflighed, og måske fordi han opgav at få noget ud af mandens udseende.

Han stod og tænkte over om der var noget han ønskede, han blandede sig som regel ikke i andres sager og sådan men det her var jo en mulighed for at bringe noget op hvis han havde noget at sige til de andre varulve.
"Ja jeg har som sådan ikke noget jeg håbede lidt at nogle andre havde noget de ville bringe op, jeg kom her blot for at vide hvad der foregik"
Han håbede virkeligt at der var nogen der havde noget interesant at bringe på banen så han og lederen ikke bare skulle stå og glo på hinanden mens de andre bare var en bunke våde karklude.
"Er der ingen der har noget"

Tazz var taget ud i skoven med sin lille datter da de skulle over til deres hule for at se hvor støvet der var blevet det og for at være sikker på at der iik var nogle der havde fundet den for det ville iik være godt for hende.
Hun gik stille videre med sin datter i hånden og holdte sig på maven med den anden hånd og kiggede lige så stille på sin datter som der prøvede at gå lidt hurtigere men det havde hun svært ved for hun havde joo næsten lige lært at gå rigtig så hun var iik sikker på sine ben endnu men det skulle joo nok komme en dag for det vidste Tazz. Hun snussede lige så stille ind og kunne lugte andre varulve og tog lige så stille Zofie op og kiggede lidt rundt og gik stille hen mod lugter og fik øjne på en masse varulve og kom i tanke om at de skulle til samle ind til vinter. Hun gik stille over til dem og så lidt uskyldigt på dem alle sammen "I må virkelig undskylde at jeg først kommer nu men havde helt glemt at vi skulle samle sammen" sagde hun lige så stille og tog Zofie helt ind til sig for hun kunne slappe lidt af.

// I må undskylde at jeg først skrive nu men har haft så travlt med det hele lige for tiden //

Samuel lyttede i tavshed, og ventede lidt på der var nogle der ville fylde noget ind, men det virkede ikke til at der ville komme mere. "Nej, jeg har ikke nogle ønsker, jeg lavede mest dette møde for jeres skyld, hvis i ville ytre jer, men jeg har faktisk et spørgsmål." Han trak vejret dybt, og var stadig usikker på hvad de ville svare, han vidste hvad han selv ville svare, men han ville drøfte det med de andre før han kunne afgive et svar. Da han skulle til at sige noget, dukkede endnu en varulv op, med en datter ved sin side. Samuel kiggede et stykke tid på mor og datter. "Det er der intet problem i, så kan du hjælpe med at svare på følgende:" han kiggede kort hen mod den anden varulv for at tjekke om han var med på den. "Hvad ville i sige til en alliance med menneskerne? Hvor vi vil arbejde sammen med dem, så længe de kan stille nogle rimelige forslag op?"

Segovvax kiggede på ham da han begyndte at snakke om at han havde et spørgsmål. Han vidste ikke hvorfor han var blevet her det virkede jo som om det ville blive en dødsyg aften. Han tænkte også på om det måske var fordi han bare ikke havde noget bedre at lave.
*Det var dog fantastisk at han havde noget at spørge om*
Hans stod og ventede lidt på spørgsmålet da en fremmede varulv kom ind i billedet. Han vidste ikke hvem det var da han ikke havde mødt hende før han håbede hun havde nogle spændene ting at tilføje til deres møde.
"Jamen velkommen frøken"
Han stod kort og overvejede det spørgsmål deres leder havde spurgt om. Han syntes det var et lidt besynderligt spørgsmål, da for at kunne indgå en alliance med menneskene ville de være nød til at afsløre dem selv, men selvfølgelig vidste de det sgu nok så hvorfor ikke.
"En alliance med menneskene, ja hvorfor ikke? Jeg har intet imod det, så længe de kan være til gavn."

Tazz tænkte lidt over Samuel spørgsmål og var iik helt glad for det da hun iik stolede helt på mennesker mere da hun vidste hvordan de kunne være men jaa det kunne joo iik skade at prøve det "Det kan vi da godt prøve men hvis de røre miin datter lover jeg iik for at jeg er den lille søde dame mere" sagde hun lidt surt og kiggede stille på sin datter og nussede blidt hende i håret. Hun kiggede stille på Segovax og nejede stille for at være venlig men tog sig hurtigt til maven da hendes søn sparkede hårdt der inde.
Hun kiggede stille på sin datter som der prøvede at komme ned og sætte hende lige så stille ned på jorden og hun gik stille hen mod Samuel og kiggede med store øjne på ham og gik stille over mod Segovax og sagde en masse små lyde men hun blev ved med at gå rundt til dem alle sammen.

Samuel vidste han ikke lige hvad han skulle trække ud fra deres svar. "Så det er et ja?" Han lage hoved let på sned og sukkede. "Så hvis de kan give noget tilbage, og de ikke ... skader os?" Han nikkede. Det lød rimeligt. "Men er der mere i vil, for ellers er der jo ingen grund til at forsætte mødet, med mindre i ønsker det." Det værste Samuel kendte til var kedsomhed. Han hade at kede sig, ligesom enhver anden person, man havde jo kun et liv, så heller udnytte det, og så langt ud med det vås om at folk mente at kedsomhed var godt.
//Beklager det korte indlæg.

//det er i orden du, det er også lidt svært at finde noget at skrive!

Han stod og tænkte over hvad det var de enligt snakkede om, om det bare var et simpelt venskab eller om det var en alliance, hvor de skulle hjælpe hinanden med diverse ting og sager. Han begyndte at komme lidt i tvivl med om de skulle gøre det, det var jo ikke ligerem fordi at mennesker normalt havde været særligt venlige overfor dem, så muligvis skulle han tage at sige nej, men istedet begyndte han at overveje hvordan de skulle være mod resten af racerne.
"Vi skal vel også snakke om vores relationer til de andre racer"

Tazz stod og lyttede til de snakke og sat sig stille ned på huk for at tage Zofie op igen men hun løb om bag Segovax og lagde sig op af hans ben for iik at falde og grinede lige så sødt da hun troede at de skulle lege fangeleg men Tazz rystede bare på hovedet og rejste sig op igen og kiggede på dem igen "Jaa menneskerne skal give os noget igen og beskytte os som vi kan beskytte dem for ellers syns jeg det her er en virkelig dårlig ide" sagde hun lidt surt for hun var iik vildt glade for mennesker mere da de havde rart onde mod hendes lille datter og det var nok det sidste folk skulle gøre for der var bare ingen der skulle røre hendes små øjesten. Hun kiggede lidt på dem men det var lidt mere venligt den her gang og nikkede stille til Segovax "Jaa det bliver vi da nød til at gøre ellers vil de bare tror vi er mærkelig eller prøver at stjæle deres mad" sagde hun lige så stille og kiggede om på Zofie som der stadig gemte sig bag Segovax og grinede lige så sødt.

"Klart - de bliver nød til at give os noget, i form af et eller andet, men har nogle af jer et bestemt ønske?" Han tiltede let hoved til siden, mens han kiggede ned på den lille pige, der løb rundt og strålede som en lille sol. "Hvad tænker i om de andre racer? Hvis vi indgår noget med menneskerne, skal vi nok forvente at de har noget sammen med dusørjægerne, og englene, mennesker og engle plejer at gå godt sammen." Han var næsten hundrede procent sikker i sine ord. Efter hans sidste snak med Camille, havde hun fortalt noget om de jæger, og hvis hun havde et godt kendskab i den omgangskreds ville de sikkert slå sig sammen. "Vi kan selvfølgelig også vælge den anden side, hvor dæmonerne sikkert vil befinde sig." Fortsatte han, mens han løftede blikket fra pigen, op mod hendes mor.

Segovax stod og overvejede hvordan hans mening om de andre racer var, altså vampyrer hadede han for det meste men han havde jo også oplevet nogle af dem der var meget venlige. Han tænkte også lidt på hvordan han havde oplevet både dæmoner, engle, elvere og jægerene. Han havde jo mødt et par forskellige jægere nu med forskellige resultater, men han var stadig ikke sikker på om det var en god ide.
"Jeg mener at hvis vi skal hjælpe menneskene, skal de sikre os at jægerne holde sig fra os, medmindre det er fordi en varulv har gjort noget forbudt, men så skal det også kun gå ud over den varulv!"
Han var meget sikker på at det var et krav han ville have med, fordi det kunne sikre at han havde en fjende mindre at tænke på nu når han havde mere end sig selv at tænke på. Han overvejede også lidt hvordan med englene, fordi han ikke lige havde haft så meget at gøre med engle.
"Men tror det vil være en fordel fordi vi virkelig kunne få jægerne til at fokusere mere på de andre væsener fordi, vi ligepludseligt ikke virker så farlige!"

Tazz nikkede til Segovax da han kom med et rigtig godt krav "Jeg er helt enig med Segovax om at de skal beskytte os mod jægerne for de er joo altid ude efter os" sagde hun stille og holdte øje med sin lille datter som der løb hurtigt op bag Samuel og kom med et lille nys og hev stille fat i hans bukser for iik at falde ned på numsen. Hun kiggede med store øjne på den fremmede varulv hun havde stillede sig bag og grinede lige så stille til ham. Tazz rystede lidt på hovedet over sin datter og grinede men grinet blev hurtigt til smerter begrund af hendes søn som der bare iik kunne lægge stille. hun faldt ned på knæ og tog sig til maven og kiggede ned i jorden og prøvede at få den lille til at slappe lidt af der inde men det tog sin tid for hende. Hun kiggede op på dem efter lidt tid "Det må i undskylde bare snak videre jeg er klar om lidt" sagde hun stille og holdte sig stadig på maven.