Stille aften <> Catherine Luna

Tid: 21:26
Sted: Midt i Sheria by
Vejr: Koldt, en smule blæst og få skyer
Omgivelser: Ganske få mennesker, en meget stille aften
Påklædning: Sorte stilet støvler, lysegrå jeans og en lyselilla lang frakke

Marlisa stod foran den lille tøjbutik hvor hun var ansat. En anden medarbejder også en pige, lidt ældre end hende selv, snakkede løs om en kunde, som havde været utrolig irriterende. Marlisa hørte ikke rigtig efter, hun tænkte mest på at komme hjem og holde weekend. Lige siden hun for nogle dage siden var flyttet til byen, var alt gået meget hurtigt. Skolen var med det samme faldet på plads omkring hende og lektierne strømmede ned i skoletasken, og arbejdet havde hun fundet dagen efter hun var flyttet til. Så hun havde både travlt med skolen, arbejdet i butikken og så også indretningen hjemme i lejligheden som hun var flyttet ind i. Men denne weekend skulle hun altså bare slappe af, alle lektier var lavet og hun havde fri både lørdag og søndag og lejligheden kunne godt vente lidt endnu.
"Vi ses Marlisa" Pigen som stod ved siden af hende havde fået en sms, og havde derfor endt samtalen med det samme for at komme af sted. Ud fra smilet på ansigtet, gættede Marlisa på at det måtte være en eller anden god nyhed. Måske en fest et eller andet sted i byen. "Vi ses Hailey" Marlisa's kærligevenlige stemme brød den stilhed som havde været ved at ligge sig omkring hende. Hun smilede for sig selv, da hun gik ned af gaden, dem modsatte retning end Mailey var gået.
Af en fredag at være var der meget stille i byen, kun få gange kunne man høre fulde mennesker som råbte hinanden an. Marlisa strammede det bånd som lå omkring taljen ved hendes frakke. Hendes tøj viste tydelig hendes flotte slanke krop's former. Marlisa gik tit op i hendes påklædning, hun arbejdede jo inde for mode, noget hun også kunne lide.
Nogle tåge tynde skyer gled langsomt hen over den mørke oktober stjernenat, den lysende måne og de blinkende stjerner, kæmpede for at trænge igennem, når skyerne gled ind foran dem.
Det lange røde hår bølgede ned omkring hendes skuldre og dansede svagt når vinden blev kraftig nok til at kunne flytte det. Hun lod de spinkle hænder glide ned i lommen på frakken, hvorefter hun afslappet begyndte at få hjem ad i den smukke nat.

Catherine gik hen af vejen og på et tidspunkt så hun en ung kvinde gå foran hende. Der var et eller andet velkendt ved pigen. Hun ledte i hendes hjerne og fandt oplysningen. Den engel hun havde dræbt for ik så lang tid siden. Dette måtte være hendes datter. Hun huskede hvor meget englen havde bedt om at komme hjem til sin datter der vist kun var 2 år gammel. HUn havde selv set datteren dengang og dette var pigen. Hvorfor skulle hun møde alle de gamle bekendtskaber i denne by. Hun smilede svagt og da hun gik forbi en gyde tog hun fat i pigens skulder og hev hende med ind i gyden. Hun pressede pigen op mod væggen og hendes ene hånd lå på hendes hals som en advarsel at vis pigen skreg ville hun blive kvalt. Pigen kunne stadig snakke. Catherine var i humør til problemer. " Du ligner din mor " Sagde Hun hånligt og lod sine hugtænder komme frem..

//Marlisa var 2 da hendes mor blev dræbt;)


Marlisa gispede forskrækket da en hånd greb fat i hendes skulder, og hun blev trukket ind i en gyde, og derefter halvt kvalt da hun blev trykket op mod en mur. Hun stirrede på den unge pige, omkring samme alder som hende selv, det overraskede hende hvor stærk pigen var. Hun var jo også samme størrelse som hende selv. Hvad pigen var gik først op for hende i det øjeblik hun snakkede til hende. "Mor?"
Hendes hænder holde om pigens håndled, da hun havde prøvet at hive dem væk øjeblikket før hun havde talt.
"Hvem er du?" Marlisa så på pigen med en blanding af vrede og triste øjne. Hun kendte til historien om hendes mors skæbne, men kun den del af historien som hendes far kendte til. Der var endnu en del af historien som ikke var blevet fortalt. Hun vidste hvad hendes mor havde gjort for at gøre vampyren vred, men detaljerne om den aften hvor vampyren kom til deres hus for at tage hævn, var ikke besvaret ordentlig. Hendes far var stukket af med hende, mens hendes mor blev for at lede opmærksomheden væk fra dem. Hvad vampyren helt præcis havde gjort vidste hun ikke. Hendes far sagde at hendes mor var blevet dræbt, men om det var rigtig eller ej, var Marlisa ikke sikker på. Hendes far fandt aldrig et lig.

Catherine grinede hånligt. " Søde Ven, Jeg dræbte din mor " Sagde Hun og grinede tørt. " Du slap væk med din kloge far og din mor ofrede sig ". Hun smilede dog hånligt selvom det tirrede hende alt for meget at de var undsluppet. " Det gav mig et dårligt rygte at i undslap " Hviskede Hun så det knapt var hørligt. Hun sukkede og gav ikke slip på pigens hals. " Marlisa " Snerrede Hun vredt og nappede hende i skulderen. En enkelt blodråbe gik ned fra pigens skulder og Catherine smilede. " Ved du hvad din mor gjorde for at vække min vrede? " Spurgte Hun enkelt og kort. Hendes hjerne var skrumpet ind til en rovdyr hjerne og derfor var det den koldblodige morder der tog over...

Marlisa kæmpede mod tårene som pressede sig på. Hun havde regnet alt ud, hun havde i tre år ledt efter hendes mors morder. Hvorfor hun så gerne ville møde den person vidste hun ikke. Hun havde ingen planer om hvad hun skulle gøre ved vampyren, hun var jo svag som et menneske og kunne intet stille op mod en erfaren vampyr. Hun havde ikke forestillet sig at vampyren ville finde hende, hun havde tænkt at hun ville finde vampyren og bagefter planlægge hvad det derefter skulle ske.
"Ja." Hendes stemme skælvede af gråden som pressede sig på, hun vidste godt hvad hendes mor havde gjort. Hun havde forsvaret sin familie.
Marlisa havde aldrig forstået hvorfor noget en anden havde gjort, skulle hævnes på en anden. At hendes mor havde forsvaret dem, var hun stolt af, at hun gav sit liv for at hendes elskede kunne leve, det var en stor ting.
Men vampyren havde jo også mistet familie som hende selv, det var i samme båd i samme sorg. Vampyr var vel ikke total følelses kolde som hendes far havde beskrevet dem.

Catherine gav slip på pigebarnet da hun så hvad hun var ved at gøre. " Undskyld, jeg vil ikke gøre det igen " Sagde Hun stille. " Jeg ved at jeg ikke er den eneste der har mistet, jeg opførte mig vel aom en vampyr " Mumlede Hun roligt. Hun gik et par skridt tilbage så pigen kunne få lidt plads. Hun tog en dyb indåndning og hendes øjne blev blå/grå. Hun smilede et menneskeligt smil. " Vi er vel i samme båd " Sagde Hun og så et øjeblik menneskelig ud. Det var mærkeligt. Luna plejede ikke at være forstående eller glad. Catherine Kunne mærke at det var Luna der fik hende til at være sød mod pigen. Hva fanden skete der for Luna?. Hun smilede beroligende til pigen. " Tilgiv mig, Min bror døde " Sagde Hun stille og kiggede ned i jorden. Hun havde dårlig samvittighed...

// Min Krea er løbet ( Skrigende ) sin vej //

Marlisa kunne ikke lade være med at undre sig over, hvorfor vampyren nu skiftede. Et øjeblik siden havde Marlisa troet at hun skulle dø, måske på samme måde som sin mor. Ja så havde hun da fundet ud af hvad der helt præcis skete med hendes mor. Lidt ala ironi.
Marlisa så på vampyren da hun gik tilbage, hun sagde intet, for hun vidste ikke hvad der var at sige til sin egen mors morder, som for lidt siden havde virket truende og farlig.
Hun lod sin ene hånd hvile om halsen et øjeblik, hun hadede fornemmelsen af at blive kvalt. Kort efter sænkede hun hånden og nikkede svagt, samtidigt med at hun tog et skridt til siden for at komme ud af gyden. Det var åbenlyst at hun ikke kunne klare sig mod vampyren. Hun kunne jo ikke være sikker på denne vampyr, som skiftede humør så hurtigt, måske var det bare spil, måske legede hun bare med hende.



//Min er også ved at løbe væk :/ Håber den kommer igen ;) //

Catherine var komplet forvirret som et eller andet fjols. Hun lod dog Luna tage over. Håret blev sort som natten, øjnene blev flydende sølv. Luna var for en gang skyld ikke ond. Hun lod Marlisa gå ud af gyden men fulgte så langsomt efter i baggrunden. Luna var klogere end Catherine og holdt sig til at spionere istedet for at tale selvom hendes stemme var som vand der risler over sten. Når Luna talte var det altid Vist og Klogt. Luna lod sig hoppe op på muren og hoppede fra tag til tag for at følge efter Malisa . Hun var en smule forvirret over hvorfor hun fulgte efter denne pige men det gjorde hun bare. Luna mente stadig at pigebarnet skulle dø men Catherine havde en smule styr på hende. Hun betragtede vagtsomt Pigen og hendes sølv øjne flakkede en smule til højre ved lyden af en snigmorder. Vis nogen prøvede at dræbe hende ville personen dø. Hun holdt sig 4 meter fra pigebarnet og snigmorderen gik bagved pigen med et løftet kniv. Snigmorderen lagde kniven om pigens hals. Luna blev stående i skyggerne og vidste ikke om hun skulle lade pigen og snigmorderen alene eller blande sig..

// Den kommer nok på et tidspunkt ;) //

Marlisa skyndte sig ud af gyden og var ikke længe om at fortsætte ned af gaden, men ikke den retning hun havde gået af før, den modsatte vej. En stemme sagde hende at hun ikke skulle tage hjem, hvis hun nu blev forfulgt hun måtte finde et andet sted, måske en klub. Hendes tanker fløj rundt, først nu fik hun lyst til at slå vampyren så hårdt hun kunne i ansigtet, men hun havde slet ikke haft den lyst da hun stod over for vampyren. Hvorfor?
Et gisp forlod hende da en kniv blev lagt om hendes hals, hendes første tanke var at det var vampyren, men den næste tanke handlede ikke om hvem det var. Den tanke handlede om den smule selvforsvar hendes far havde lært hende. Hun greb fat i håndledet på personen. Holde hånden og kniven væk fra halsen, da hun vred sin krop og bøjede sig hurtigt skråt forover så angriberen fløj op i luften over hende og landede på ryggen foran hende.
Hun satte et spark ind i siden på angiberen, lige i nyreren. Godt nok var hun ikke specielt stærk men et spark i nyeren gjorde ondt. Hun gik rundt om angriberen og løb nu så hurtigt hun kunne ned af gaden og ledte desperat efter et skjulested med mange mennesker. Hun kendte ikke byen, så hvor hun kunne finde for eksempel en klub henne vidste hun ikke.

Snigskskytten løb efter hende og tog fat i hendes hals for at slynge hende ned i jorden men en koldt hvis hånd lagde sig om hans hals og holdt ham op i luften uden det mindste besvær. Luna havde besluttet sig for at hjælpe. " hvorfor skal du dræbe hende? " Spurgte Hun koldt og roligt. Hun var klogere end før men stadig en smule irretabel over at hun hjalp. Hun holdt vagtsomt øje med pigebarnet men kastede manden ned i jorden. Hendes øjne sagde at han bare skulle fortælle. " Jeg fik besked på at bringe hende til hendes far " Sagde Manden og hele hans krop rystede af frygt. " Og hvor bor hendes far? " Spurgte Hun koldt. " Han ville møde mig på denne bar " Sagde Manden og gav hende et sammenkrøllet papir. Hun vred hans nakke om og han døde. Hun tørrede sin hånd af og foldede det lille papir op.

Kom med min datter, til Kroen Du ved hvor

Det var hvad der stod men Luna vidste hvor kroen lå. Hun kiggede på pigen. " Vil du med? " Spurgte Hun roligt og hendes øjne udstrålede selvsikkerhed. Hun ville kunne klare det uden hende men det ville være bedst vis hun kom med. " Vi skal aflægge din far et besøg " Sagde Hun lidt efter venligt. Man kunne måske ikke stole på hende men når hun ikke selv dræbte kunne man. Hun betragtede Pigebarnet...

Marlisa forstod intet. Hendes far var i England, og hvorfor skulle han mødes med hende? Og hvorfor lige denne aften hvor hendes mors morder dukker op. Hun stollede overhovedet ikke på vampyren. Hun snakkede med sin far hver eneste dag over telefonen, hvorfor taget her til for at snakke med hende? Hvad kunne der være at fortælle.
"Giv mig det."sagde hun bestemt. Den ellers så kærligvenlig stemme, havde fået en hård kant og de grønne øjne som altid lyste at smil og glæde, havde ændret sig så de var hårde og passede med stemmen. Hun rakte hånden frem for at få papiret. Hun ville ikk følges med vampyren, hun ville ikke tage hen på kro'en alligevel. Hun vidste at der var noget galt med alt som skete denne aften. Desuden ville hendes far aldrig skrive min datter, og han ville have underskrevet det med sin sirlige underskrift som man næsten ikke kunne tyde. Den anden ting som trykkede var kroen, hun var lige flyttet til og kendte ingen steder, og hun havde aldrig været på en kro med hendes far så hvilken kro var ment?

Luna så pigen blive hård og hun blev selv hård. Hun skubbede pigen ind mod væggen. " Jeg går, med eller uden dig " Sagde Hun koldt og med vreden der ulmede i de kolde. Hun have ikke tanker om at fortælle pigen hvor kroen var eller give hende papiret. Hun smilede hånligt og faldt tilbage i de gamle vaner med at være ond. Hun følte sig alligevel ikke tilpas når hun hjalp. Hun grinede stille men kraftfuldt. Hun tog et par skridt tilbage. " Du ved ikke engang hvor det er " Sagde Hun og smilede ondskabsfuldt. Hun hoppede op på taget af den ene bygning. " Det er enten at bliver her med de andre vampyrer der jæger eller komme med hen til din far " Sagde Hun koldt og roligt. Hendes øjne blev røde så de indstillede sig på nattelivet og hendes hugtænder gled ud i en hurtig bevægelse. Hun sat på hug oppe på taget og kiggede ned på Pigebarnet...

//Hvad er det helt præcis med Marlisa's far??//

// Jeg improvisere... ;) //

//Okay, det er bare at han skal forestille at være i England og ikke her ;) //

// Det kan være en der lader som om han er din far ;) Det er det gode ved improvastion man kan finde på det hen af vejen //

//Okay, men du må selv finde på hvem det er for, jeg kan ikke lige se nogen som passer med Marlisa som skulle lade som om de er hendes far ;)//


//Jeg skal logge nu, svarer først i aften ;) //

// I orden ;) //

//Out, har ændret karakter ;)