Lykkelig? - Oliver

Tid: Formiddag
Sted: Imellem højt græs
Vejr: Ser ud til at trække regn, solen skinner dog, og der er blæst.
Omgivelser: Natur.

Natur, der var så meget af det her. Så meget grønt, eller det havde det været, det var det knap så meget mere, solen havde gjort det gulligt og bladende faldt fra træerne. Alligevel var der noget idyllisk over det. Man vidste nemlig altid hvad der ville ske med naturen, eller vidste hvad der kunne ske. Naturen var både forudsigelig og uforudsigelig. Mathias så rundt omkring sig. Sidst han havde været her, var lang tid siden. Han havde håbet at hans mening om stedet havde ændret sig, men det havde den ikke. Den var stadig det samme. Han hadede det her sted. Lidt for meget af ting der var fanget i den samme rytme. Lidt ligesom ham selv. Forbavset tog han sig selv i at ønske at han var dødelig, sørgeligt rystede han på hovedet, selvfølgelig ville han ikke være menneske. Det ville da være sørgeligt. Han var stolt af at være dæmon, men alting gik bare galt for ham i øjeblikket. Dog, han var hjemme igen, han skulle nok få rettet op på tingene.

Oliver smilede lidt for sig selv og blinkede et par gange...fraværende... Hvor lang tid havde det ikke været siden han sidst var her? Han sukkede og strammede grebet om noget gras under ham. Lige nu sad han bare og slappede af. Lige hvor engen begyndte at slutte og hvor søen begyndte. Den var blank og stillestående.
Alt var ikke grønt mere, men var blevet rødbrunt og andre efterårsfarver. Det var koldt, men ikke for meget, han havde altid elsket kulden.
Med ryggen til engen trak han sin lysebrune jakke tættere om sig og kiggede op imod himlen et sekund. Hans øjne havde en klar blå farve også selvom han ikke følte sig helt hel indeni.. Han pustede ud og kiggede ud over søen igen. Hvis nogen så ham fra engen nu ville han nok ikke være genkendelig. Det gjorde ikke så meget for ham. Hvem skulle komme her som han kendte?

Græsset blev trykket ned under hans fødder, som han begyndte at gå, nærmede sig søen. Der var et eller andet uforklarligt der lokkede ham derhen. Og han blev nødt til at finde ud af hvad det var. Noget nostalgisk måtte det være. Det gode ved hans rejse var at han var blevet stærkere. Han var begyndt at få sin evne under kontrol, at bruge den i gode mængder. Han havde været hærdet meget, og hans sind var frygteligt ustabilt. Og han kunne ikke gøre meget ved det. Måske var det sidste han havde brug for lige nu at blive endnu mere hærdet. Det var nok derfor han var her. Det her sted, var det overhovedet så fredfyldt som det burde være? Der var utroligt nok ikke særlig mange dyr at høre. Ingenting, udover, et åndedræt. Mathias kunne let høre det, da han stod stille et øjeblik.
Hans blik gled hen over engen. Der var en skikkelse. Og noget bittert kom frem i ham. Irritationen væltede op, før hans hjerne nåede fuldt at registre hvem han så.
Nu stod han der. Måske skulle han bare nå at smutte langt væk, han havde ingen grund til dette. Det ville på ingen måde ende godt for nogen af dem. Han huskede stadig sidst, lidt for klart, i hvert fald det meste af det. Slutningen virkede så... sort.

Oliver sad lidt og legede med nogle græsstrå imellem fingerene. Vinden tog fat i dem og da han slap dem fløj de ud over søen. Han prøvede at overbevise sig selv om at han var glad, men helt ærligt var han tom indeni. Alt for meget tid var gået hvor han bare havde stået stille på et sted. Et sted hvor han var alene og bare havde fordybet sig i hverdagens normer.
Han synes at kunne høre noget græs knække et stykke bag sig og gik ud fra at nogen var kommet. Han vendte sig ikke rundt, men kunne mærke en klump i halsen da en velkendt aura og duft ramte ham. Normalt ville han ikke kunne dufte race eller person, men han havde vinden i ryggen og den forstærkede duften, samt at han nok kendte denne duft lidt for godt. Men måske var det bare indbildning?
"Hey..." Mumlede han så og var stadig ikke sikker på om der var nogen , eller om han nu sad og snakkede med sig selv. Det kunne også være lige meget, for ham var det vel virkeligt. "Long time no see eh?"

Mathias hævede øjenbrynet højt, og bevægede sig tættere på englen. Hvad skete der lige her? Det forbavsede ham at se den ellers kæphøje Oliver, sidde der og være... trist? Kunne det virkelig være rigtigt? Han bevægede sig frygtløst hen ved siden af englen og så ud over vandet sammen med ham. "Goddag," sagde han lavt, hans stemme var hæs af den lange tid, hvor hans stemme ikke havde været brugt. Kort nikkede han til den næste kommentar. Også selvom det ikke var sikkert at Oliver så det, men det bekymrede ham ikke specielt. I vandets spejlbilled kunne han se sig selv, hans før ellers så højt hævede skuldre, var nu ludende, samt renderne under hans øjne var mørke, langt mørkere end normalt.
Let rømmede han sig, og uden at se hen på englen begyndte han at tale: "Hvad har du lavet siden sidst?" spurgte han, som var det en bekendt han snakkede til, eller måske en ven, ikke en fjende. Ikke at det ragede ham, men man havde vel lov til at være nysgerrig.

Oliver slog hovedet tilbage og så for første gang rigtigt på Mathias. Det overraskede ham lidt at han rent faktisk ikke havde været ren indbildning. Han så træt og ikke udvilet ud, hvad var der sket for ham. "Du ser ikke for godt ud.." Fortsatte han med lidt provokerende tone, men Mathias ville nok få fat i at han hentydede til dæmonens svage udseende.
Han rømmede sig lidt og smilede for første gang med sin sædvanlige glød. "Siden sidst? Tja.. Lad mig se.... Ikke det store, lidt politik, lidt ingenting" Svarede han lidt flabet og kiggede væk og ud på vandet. Han tænkte tilbage på den aften i baren hvor han havde mødt Mathias og fået et flækket øjenbryn.. Det virkede som lang tid siden nu, gud hvor havde han været fuld den dag, men i det mindste havde han fået en ny 'bekendt' ikke nødvendigvis en ven.. Han foragtede Mathias og havde altid gjort det, men så alligevel.
"Og hvad med dig? Nogen bestemt grund til at du ligner noget der lige er vågnet fra vinterhi?" Rundede han den af uden at se på ham.

Mathias rullede øjne af den provokerende tone, det gik ham på. Men han tilbageholdte den snerren der kæmpede bravt for at krydse hans læber. Og på den anden side, fandt han det også lidt barnligt af englen. Også selvom han vidste at han selv kunne være lige så god om den. Han kendte selv til julelegene, han var bare for træt til at lege dem nu. For psygisk udmattet.
Det ene øjenbryn hævede sig let, fik Mathiases pande til at rynke. Han havde hørt lidt af hvert omkring de nye ledere, racerne havde fået. Han havde hørt om Oliver, hvilket havde overrasket ham. I starten nægtede han endda at tro på det. Hvordan nogen som... ja, ham, kunne blive så magtfuld? Det forundrede Mathias, at englen tog det så let, som om det var ingenting. Det fik ham til at knibe øjnene let sammen, og han rettede sit blik imod det væsen han hadede. "Hvad jeg har hørt, er det du har opnået, ikke ligefrem 'ingenting'," kom det fra ham. Han prøvede at holde sin tone nochelant, ligeglad, men alligevel kunne et hint af jalousi for hans fjendes succes, høre i hans tone.
Mathias lod hånden glide igennem hans hår, det var lysere end normalt, bleget af solen. "Jeg har været væk..." indrømmede han, igen havde han vendt blikket ud over vandet.

Oliver smilede bredt af den lettere jaloux tone over Mathias stemme, men kommenterede den ikke. Nårh ja, der var nok alligevel sket en del siden han sidst havde set Mathias. Han havde fået meget mere magt. Han havde en indflydelse nu - for en gangs skyld.
"Ahhh ja, så det hørte du? Det er sjovt så langt lidt snilde og intelligens for dig" Grinede han og lavede en gestus med hånden ved siden af sig. "Hvorfor sætter du dig ikke? Jeg bider ikke.." Prøvede han og rodede i sit hår med to fingre.
Han ventede ikke til Mathias havde sat sig, men fortsatte lidt efter med endnu et spørgsmål der var dukket op i hans hoved.
"Snakker du stadig med Duff?"
De havde været meget omkring dette emne før hen og med god grund. Mathias havde været et røvhul på det punkt - mente Oliver. Måske burde han snart ringe til Duff selv? Men hun havde jo også været på ferie og væk.

Let trak han sig på skuldrene inde han satte sig ned. Nej, bed, det gjorde han ikke. Men de der små farvede bobler, uanset hvor lidt macho de var, kunne de være utrolig farlige. Det kendte han vidst lidt for godt til. Hans ene ribben vakte ham stadig smerter, efter sidst de stødte ind i hinanden. Så Mathias grine af deres form alt hvad han ville, men han vidste hvilken skade de kunne udøve. Og Mathias havde i hvert fald været en ekspert i at gå over Olivers grænser.
Inden han havde nået at sætte sig ned, blev endnu et spørgsmål skudt efter ham. Et letter bedrøvet smil sås på hans læber. "Nej," svarede han ærligt og så over på Oliver. Ikke at han havde lyst til det, men måske var det, det bedste lige nu. "Jeg har i snakket med hende i lang tid..." sagde han langsomt. Billeder fra sidst han havde set hende oplystes i hans minder. Et bredt smil formede sig, og han skævede let til Oliver.

Oliver kiggede på Mathias da han satte sig. Fyren så virkelig udkørt ud. Ikke at det bekymrede ham, for hans skyld kunne han have ligget i rendestenen. Det var på en måde underligt.. Han hadede Mathias over alt på jorden og kunne næsten grine af tanken om ham død, men alligevel havde de en speciel forbindelse der fik dem til at 'holde sammen'. Det var nok det samme der gjorde at de ikke var i totterne på hinanden nu.
"Tænkte jeg nok" Svarede han og kunne ikke holde et smil tilbage. Han ville ikke lyve for sig selv: At Duff ikke sås med ham mere passede Oliver fantastisk. After all så var de stadig sammen og havde haft deres ture med Mathias.

Irritation fyldte ham da han så smilet. Det ville være rart hvis han kunne tørre det fuldstændig væk, sådan for evigt. Så kunne det være at englen 'nød' resten af sit lange evige liv.
Mathias skjulte ikke irritationen, tværtimod var det tydeligt, men han beherskede sig. Han var samtidig nysgerrig. "Så jeg regner med at hun stadig er sammen med dig?" spurgte han med en prøvende-ligegyldig toneleje. Men det var tydeligt at der var noget bag det. Det irriterede ham at han gik så meget op i det. Han havde ikke snakket med Duff i alt for lang tid. Og han var ikke helt sikker på hvordan han havde det med hende. Hans følelser for hende havde været meget blandede, og nu var det næsten forsvundet. Måske ville det ændre sig, hvis han fik snakket med hende igen.
Et selvtilfreds smil bredte sig på hans læber. "En skam at være 2. valg," sagde han spydigt, uden at rykke sig ud af stedet. Blikket var rettet frem for ham, udover søen. Smilet kunne næsten ikke blive større.

Oliver var bare mere tilfreds med Mathias utilfreds - som var tydelig. Han kunne alt for tydeligt huske deres interne slagsmål om hende , som han selvfølgelig selv havde vundet...
"Selvfølgelig.. Jeg ville jo være komplet retarderet at smide en så vidunderlig pige væk ville jeg ikke?" Svarede han og kunne ikke lade vær' med at tænke hvordan den var rettet imod Mathias. Han havde tros alt næsten smidt de to s venskab væk ved ikke at se hende i lang tid.
"Ser du dig selv som andet valg? En skam... du burde ikke tænke så stort om dig selv. Du var aldrig en mulighed" Drillede han og rodede i sit hår.
Han løj. Eller i hvert fald lidt.. Han havde altid selv set Mathias som en konkurrent.. Om ikke andet også i forhold til Duff.

Mathias så kort over på ham, "Jeg mente mere, om hun havde dumpet dig for noget bedre?" Mathias trak let på skuldrene da han tilføjede: "Det burde ikke være forfærdeligt svært." Han havde hørt hentydningen, men gjorde ikke andet end at sende Oliver et giftigt blik.
En barsk latter kom fra ham, "Ja, det må du jo snakke med Duff om. Jeg er rimelig sikker på at hun så mig som et valg," sagde han nonchalante. "Men det var virkelig op til hende," sagde han, "Ærgerligt at hun valgte noget så kedeligt som dig," tilføjede han.
Som sædvanlig havde han lyst til at gå over og pande Oliver en, bare for at gøre det. Men han holdte sig i skak. Inden grund til at forhaste tingene. Det kunne være at han fik mere sladder at vide først. Med hensyn til deres forhold, selvom han tvivlede.

Oliver strammede sin knytnæve i den hånd længst væk fra Mathias. Hvilken tilfredsstillelse det ville være bare at give ham et slag.. Men så ville de bare komme op at slås og det gad han ikke... lige nu... Selvom Mathias så utrolig svag ud lige nu.
"Jeg er sikker på at hvis hun så os sådan her nu.. Dig sådan der... Mig med min nye position... Hun ville være lykkelig for hendes valg... Men igen, det har hun været hele tiden" Skød han igen og kastede hovedet lidt tilbage.
"Hvor sagde du at du havde været henne i alt den tid?" Han ændrede emnet og kiggede væk fra dæmonen.
Før han mødte Mathias havde han altid tænkt at det var vrøvl med at dæmoner og engle ikke kunne enes.. Nu begyndte han at tro at det var sandt , i nogle tilfælde..

Mathias rystede kort på hovedet, med et slet skjult smil. Men undlod at kommentere det højt. Det var sandt nok at Olivers nye politiske position, var et plus til hans side. Men Mathias havde alligevel nogle andre, sjovere ting, at kunne komme med. Det gik op for ham i hvilken situation Duff, måtte have stået i. Han blev anspændt ved tanken, ingen af dem ville i grunden hende noget dårligt.
"Rundt omkring, set verdenen," sagde han, og tilføjede så en smule bedrøvet, "endnu engang." Snart ville han blive træt af at skulle rejse, opleve verdenen komme videre, for hver gang han vendte tilbage, var der altid sket et eller andet helt vildt stort, han var gået glip af. Såsom, muligvis, venskabet med Duff. Mathias korte ord, gjorde det klart at det ikke var noget han gad at diskutere.
"Så, hvordan kan det være at du fik den position, som du gjorde?" spurgte han, prøvede at dække over den oprigtige nysgerrighed han havde.

Oliver nikkede bare og suplere med et ligegyldigt: "Okay.." Det var ikke fordi han ikke var nysgerrig, men den måde Mathias formulerede svaret gjorde det umuligt at overse at han ikke ville snakke om det. Lige meget hvor dårlige venner man var så respekterede man sådan noget.
Han smilede tankefyldt og rystede på hovedet af Mathias spørgsmål. Det var jo ikke fordi han var den mest skræmmende eller ligeud engel derude... Men han var ikke dum og hvis det galt kunne han slå en ordenlig næve.
"Det ville overraske mange hvor langt man kommer ved snilde og list.." Svarede han så, klar over at det nok ikke var et helt tilfredsstillende svar, men alt i alt så var alting sket så hurtigt at han ikke rigtig kunne uddybe det mere.

Mathias så på Oliver med let sammenknebne øjne, et øjeblik i tvivl om han prøvede at skjule noget med de få ord. Men han valgte at lade være med at kommentere videre på det, det ville ikke nytte noget alligevel. Han skulle jo ikke selv bruge englenes politiske uorden, eller orden, til noget som helst.
Så i stedet tog han og rettede det over imod det der rent faktisk havde noget med ham at gøre. "Jeg bryder mig ikke specielt meget om vores nye leder," nævnte han, gjorde det klart at det var dæmonernes, han mente. "Han har ændret en hel masse, så vi dæmoner er næsten er hemmelig kult," let rystede han opgivende på hovedet. Ikke sikker på hvad han skulle bruge det til. Det var svært at følge en leder man hverken aldrig havde mødt, eller havde nogen respekt for. Det var en irriterende verden at komme tilbage til. Han var gået glip af så meget.
Det værste af det hele var næsten at han ikke kunne gøre noget imod det, han var nødt til at acceptere det, som en underlegen undersot.

Oliver kiggede hen på Mathias. Deres nye leder? Han havde mødt ham før og måtte se sig endig med ham på det punkt. Ikke en behagelig person.. Han virkede formel og fattet på ydresiden, men indeni kunne man ikke se hvad der skete.
"Abaddon? ... Jeg har truffet hans bekendtskab og forstår dig mere end rigeligt... " Svarede han og gøs. Dengang havde dusørjægernes leder Tristan været med. Han virkede ung og uerfaren, men stadig fattet og klar til opgaven... Selvom han var dusørjæger havde Oliver faktisk helt stolet på ham.
"Jeg kan ikke sige at det ikke behager mig at i er lænket lidt fast, men du har helt ret... Noget går galt på et tidspunkt med ham som leder" Svarede han og rystede på hovedet.

//Uh uh! Plot ide !//

//Kom med den!//
Mathias skjulte ikke sin overraskelse over at englen var enig med ham, det betød at denne i det mindste havde lidt fornuft. Hans blik lå overvågende på Oliver, foruroliget over den pludselige enighed, det var unormalt, og det fik ham op på mærkerne.
De lilla render under hans øjne, blev mørke, næsten sorte, da han kneb øjnene sammen, imens hans blik lå betragtende på englen.
"Det er lidt det jeg tænker," svarede han efter et øjebliks tøven, hans stemme klar og tydelig. Hvilket gjorde ham en smule bedre tilpas, han ville nødig fremstå som urolig, eller ligefrem bange. Aldrig, ikke foran denne fjende. Aldrig foran nogen.

// På en eller anden måde kunne vi 'blive nød til' at dele lejlighed eller noget imens vi bare hader hinanden? //

Oliver rejste sig op og kiggede ned på den lidt sølle dæmon.. Hans storhedstid havde vidst taget en voldsom drejning.. Lidt som hans egen.. Mathias' var bare mere tydelig.. "Something's off... Du har ikke angrebet mig endnu.. Har du så lidt kræfter?" Smilede han tilfredst og løftede et øjenbryn.
"Du har sikkert heller ingen penge eller et sted at være" Fortsatte han og kiggede ud over vandet.. Det havde han dog stadig selv..