..Feels like forever. ¤Theo¤

Man kunne virkelig mærke at vinteren nærmede sig. Ingen tvivl. Og så ikke helt. For nogle væsner der nu levede i denne verden var ikke ligefrem nogle der følte kulde og varme som almindelige mennesker. Det samme var det med Autumn, denne lille dæmon. Selvom at hun ikke havde iført sin lille krop i andet end et alt for stor hvid skjorte hvor man lige kunne skimme den sorte top inden under og så et par lyse jeans. Fødderne var bare og hun var abnorm god til at undvige de mere eller mindre skarpe ting der kunne ligge på jorden her omkring racerbanen. Men gruset så ikke ud til at gå hende på.
Hendes smukke blå øjne var hele tiden rettet mod den bil der drønede af sted nede på selve banen. Det var kun et solidt hegn der skilte hende fra det sted. Hun så helt afslappet ud som hun stod der og bare fugte bevægelserne. Så hvordan der blev drejet og studerede faktisk bare hvad der skete. Hendes lange mørkebrune hår var løst, som sædvandligt, og hvirvlede kraftigt omkring hendes kønne ansigt siden at efterårsvinden havde valgt at lege lidt med det. Forståeligt nok. Havde ikke andet sjov en der man selv lavede. Et eller andet sted kunne det virke som om at hun bare ikke kunne tage blikket fra denne bil. Hun bevægede sig jo ikke meget. Hendes arme havde lagt sig blot omkring hende som stod hun og frøs. En ting hun nok ikke gjorde. Temperaturen var vel tilpas. Et lavmælt suk kom fra hende inden at et lille sødt smil formede sig på hendes let lyserøde læber. Ingen rød læbestift denne dag. Hun fik endelig rystet sig fri fra denne fredelige trance. Hendes hoved blev lagt lidt på skrå som hun sendte bilen et sidste blik inden hun elegant men muntert drejede en halv omgang om sig selv. Måske skulle hun ikke bare stå sådan og glo. Men stadig overvandt hendes nysgerrighed hende og hun blev nød til at se sig over skulderen.

Bilen tog et par runder mere, skiftede fart fra langt over de hundrede kilometer i timen til omkring de halvtreds. Den tegnede sig kort under de stærke lygter der omgav banen. Pludselig drejede den af og kørte ud fra banen, stadig synlig. Føreren stoppede bilen og ud kom en ung mand med hjelm på. Han trak hjelmen af og var.. blond indenunder. Han vinkede kort til en der kom ud af mørket. Ud på racerbanen trillede noget... intet lig bilen.
Han parkerede motorcyklen sikkert på den kulsorte asfalt. Han kunne næsten æde billedet med øjnene, asfalten strakte sig langt og uden en eneste fejl, selvom det blot var træningsbanen. Han vendte sig kort mod bilen, og fyren der kørte den og nikkede til ham inden bilen forsvandt.. højst sandsynligt ud i en garage speciallavet til den slags biler.. som med motorcyklerne. Han lod kort blikket glide over den sorte maskine, der fandtedes intet mægtigere end dette, absolut intet i Theos øjne. Han fik kort øjenkontakt med sig selv i den blanke lak og veg kort lidt tilbage... inden han rystede på hovedet, trak hjelmen ned over sit hoved, og sørgede for den sad ordentligt. Han satte sig op og mærkede den sorte dragt knirke lidt.. det var ikke unormalt for nye dragter der bestod hovedsageligt af læder. Han tændte maskinen der gav en dyb knurren fra sig. Han stjal sig to sekunder til bare at sidde og fornemme det helt ind i sjælen, før han lod de behandskede hænder glide om styret. Han gjorde en svag bevægelse med højre hånd, og motorcyklen trillede ud på banen. Han tog det stille og roligt i starten, måske en runde... inden han igen gjorde en bevægelse med hånden og så kom der ligesom et brøl fra udstødningen og maskinen begyndte at arbejde under ham, det gik hurtigere, en...to..tre, fire baner. Hurtigere og hurtigere, brølet gik over til noget der lød som en hylelyd hver gang han drejede i svingene.
Theo var fuldstændig optaget, det var ligefør han kom ned og skrabe sit knæ i svingene når motorcyklen kom ned og ligge. Han tog måske ti runder til før han langsomt begyndte at sænke farten.. han mærkede ærgelsen i maven, men klokken var snart 20, og det nyttede ikke at han fik karantæne. Han stoppede nedenfor tilskuerrækkerne, og trak hjelmen af og slukkede motoren.

Autumn havde ingen idé om, hvem denne person der pludselig kom til syne, var. Heller ikke at hun kendte til den blonde mand der før havde kørt bilen. Altså ham hun før havde set på. Hun blev kort lidt overrasket over at de pludselige skift fra bil til motorcykel. Hun havde ikke problemer med at holde øje med denne person. Nok en hankøndig når man studerede hans kropsform under den sorte dragt. Men til trods for det meget mørke tema i alt – køretøjet, dragten, hjelmen og hanskerne – og tusmørket der havde lagt sig så hun med et skarpt øje. Hun følte faktisk en smule mere nysgerrighed lige nu. Som fortjente dette mere opmærksomhed. Hun drejede om igen ved at atter stå med fronten mod banen. Hun havde ikke lyst til bare at gå. En mærkelig tiltrækning kraft ramte hende hele tiden.
Hun trådte roligt nogle skridt længere frem ved synet af hvordan motorcyklen så smidigt klarede svingende. Eller hvordan at denne person fik den til det. Det var egentligt utroligt hvad man kunne gøre med sådan en. Havde aldrig selv taget sig tid til at hverken lærer at køre andet end radiobilerne. Sådan var det med hende. Hun strammede, uden selv at være opmærksom på det, sin omfavning om sig selv. Hun følte hele tiden selv et sug i maven når det lignede han kunne køre galt hvert et øjeblik det skulle være. Hvis ikke hun havde den fornemmelse at det nok skulle gå ville hun havde gået mere eller mindre i panik over det. Og inden hun kunne tænke over det hørte hun motoren blev slukket. Hendes blå øjne landede med det samme på føreren der havde holdt lige nede ved hegnet. Nærmet lige foran hende. Var hun blevet opdaget? Eller var det blot et tilfælde. Faktisk måtte hun ikke være sådan et sted når der var lukket. Men det var en ting hun ikke lige havde fået ind på lys tavlen endnu. Kort fugtede hun sine læber og så sig omkring inden at hun tog sig sammen og fik sat den ene fod foran den anden. Gik med lette skridt lidt tættere på hegnet der skilte hende og banen. Samt denne person. Og sjovt nok stoppede hun ikke før at hun stod med hegnet lige oppe i ansigtet nærmest. ”Du har vist et talent for det med at kører i cirkler.” lød hendes nærmest engleblide men samtidig muntre stemme. Hendes hoved var lagt lidt på skrå og et sødt uskyldigt smil blev sendt.