Skal jeg græde eller grine?

Månens runde skrive hang og skinnede med et koldt svagt skær ned over Sheria, selvom det var unødvendigt da hele byen var skarpt oplyst af gadelamper der gav hele byen et kunstigt unaturligt skær, og som næsten skubbede månens smukke lys fra sig. Der var kun få steder man kunne se månens lys udfolde sig, og et af disse steder var i boligkvarterende, der hvor alle de pokkers børnefamilier boede, tæt på en legeplads uden for mange biler, eller trafik. Man så ikke specielt tit en bil i dette område om natten, lige så sjældent som man så en gadelygte.
På taget af et rødt murstens hus sad Matt iklædt en hvid skjorte, et løst slips om halsen, mørke jeans, med træ bælter på kryds og tværs med diverse kæder og nitter. Trods de nøgne grenes vilde svirp igennem luften frøs han ikke endnu, hvorfor helt præcist var ukendt, men der var så meget der var ukendt, at endnu en ting fra eller til ikke ville gøre den store forskel. Hans gyldenbrune øjne var rettet mod hans fødder der var iklædt et par sorte læderstøvler der var godt tiltrådte efter mange års brug. Matt elskede kort sagt at gå i støvler, også selvom det var sommer, han var jo på ingen måder typen der gik ud og fik sol på den lyse hud, eller for den sags skyld bare var bade personen, han syntes at det var fint nok med det vand i bruseren, og så til tider det man fik fra himlen, når den ikke længere kunne holde sig. Mere var ikke nødvendigt, hvis man spurgte ham.
Et hvæs fra en kat længere væk opfangede kort hans opmærksomhed, men da lyden ikke gentog sig, og det eneste han så var en sort kat, der lidt efter forsvandt om bag et hus, forsvandt hans interesse også. Egenligt havde han aldrig været typen der var den store dyre elsker, dog hade ham dem ikke ligefrem, det var bare ikke lige hans kop te. Et kort suk kunne høres fra ham, da han lænede sig tilbage mod skorstenen og kiggede op i den mørke himmel, hvor stjernetæppet til tider blev dækket af en vat sky, før den forsvandt, og atter åbnede for stjerne billederne, løven, krabsen, store bjørn og hvad de nu hed.

Det var blevet godt sent. Nok det tidspunkt det var bedst at bare sidde der hjemme og holde sig tryg. Man vidste jo aldrig hvad der gik rundt i mørket. Og nok blot ventede på at en lille lækkerbisken ville komme gående forbi. Kort sagt man vidste aldrig hvem man endte med at støde på. Det var altid et mysterium. Som en lodtrækning. Eller noget i den stil. Pointen var bare at natten ikke ligefrem var det bedste tidspunkt at lalle den rundt som man ellers gjorde når solen var fremme.
Autumn’s skridt var let dansende. I samme rytme som musikken hun hørte gennem de almindelige hvide eardrops. Hendes alt for store hvide skjorte stod åben og afslørede den sorte top hun altid havde inden under af den grund stoffet skjorten var lavet af var en smule gennemsigtig. Den flagrede efter hende. Om kap med hendes lange mørkebrunehår som vinden som altid legede med. Til trods for det koldevejr havde hun blot et par cowboy shorts på. Dog så hun ikke ud til at fryse. Fødderne var bare og hun undveg elegant en hver skarp genskab der kunne befinde sig på hendes vej. I dette tilfælde asfalt. Der så ikke helt ud til at være nogen omkring hende. Få gik forbi hende men uden at gøre andet ved det. Et stort muntert smil var blevet sat på hendes bløde let lyserøde læber. Hendes kønne ansigt blev hele tiden oplyst af det gule lys fra lugtepælene og hun var tydeligvis synlig for en hver. Hendes glade og imødekommende udstråling kunne nærmest mærkes på lang afstand. Men pludselig stoppede hun. Helt op. Ikke brat men roligt. Hun kunne fornemme noget. Eller nogen. Det var en person. Duften var let tiltrækkende og det var en duft hun kendte. Engel. Det vidste et hvert magisk væsen. Men hvorfor at det egentligt tog hendes opmærksomhed vidste hun virkelig ikke. Hun stod kort inde at hun drejede sit hoved. Så op. Vidste hvor hun skulle se hen. Lod hendes smukke blå øjne med de uskyldige og nysgerrige blik glide mod et af husenes tage. Men hun syntes ikke at få øje på helt så meget. Og dog. Der var noget. Det vidste hun bare. Langsomt med diskrete bevægelser fik hun slukket sin mp3-afspiller og fik taget sine eardrops ud. Rullede ledningen om afspilleren og proppede den roligt i en af sine baglommer. Men alt imens hun stadig fokuserede mod taget.

Fingerene trommede let på taget, mens hans øjne faldt ned på græsplænen foran huset, da der kom en sky og dækkede for tæppet. Det så ikke ud til at den ville flyve væk i den nærmeste fremtid, så han rettede sit blik mod et fuglebad der stod midt på den veltrimmet græsplæne. Vandet lignede olie, sort og mørkt, dog var han sikker på at hvis vinden nu ellers gad at blæse op igen, kunne man se nogle små bølger som ville dræbe illustrationen af olie.
En bevægelse ude i øjenkrogen opfangede hans opmærksomhed, og han rettede straks blikket hen mod genstanden, som viste sig at være et levende væsen. Efter et par sekunders stirren kom han frem til at det var en kvinde, en dæmon af hunkøn, med sort hår, iklædt noget man ville kategorisere som sommertøj. Mere fik han ikke ud af det, heller ikke efter flere minutters intenst stirren, hvilke næsten fik hans øjne til at løbe i vand. Da han ikke kom videre i sin undersøgelse om kvinden, flyttede han igen blikket hen mod postkassen ude ved vejen, sølvfarvet, skinnende i månens blege skær.
Han flyttede lidt på fødderne, hvilke var svært at gøre helt lydløst, men det lykkes ham, også uden at trille ned af taget.
Da han ud af øjenkrogen så at kvinden kom tætter på, lage han hoved let på sned et kort øjeblik, før han kort overvejede hvad han skulle gøre, om han skulle blive siddende og vente på at hun kom, eller om han skulle komme ned i menneskehøjde? Han rettede til sidst hoved op, og kiggede kort op mod himlen, og besluttede sig for at blive hvor han var. Han betragtede interesseret hvordan den sorte tunge sky langsomt åbnede for stjernehimmelen endnu en gang. Luften gled langsomt ud og ind over Matt's læber mens han sad optaget af himlen, og havde helt glemt kvinden.

Autumn følte nu et blik blive rettet mod sig og som det skete fik hun endelig mere præcis øje på denne skikkelse. En person. Ja. Det gik nærmest hendes forsvundne smil til at blive dannet igen. Bare lidt. Hun blev ved at med stirre. Eller nok bare studere denne person. Formerne på det hun kunne se bestemte at det nok var en han. Og efter lidt tid som hendes nattesyn blev bedre kunne hun bedre se tingene, Og detaljer fandt sted. Og stadig havde hun svært ved at tage sit blik fra ham. Hendes krop var proppet ned nysgerrighed om hvem denne person var. Og hvad lavede han på taget. Det var nogenlunde der at hun kom ordentligt i tanke om hvor han sad. Hun stivnede nærmest selv og spærrede sine øjne op. Som gik hun pludselig i panik. Men dog så hun ud til at slappe lidt mere af efter kort tid. Hun var en spøjs en. Virkelig. Hun lignede en dukke og kunne minde om et dådyrføl men også et lille barn. Men samtidig havde hun sine tale gaver for sig og virkede mere moden en andre teenager på hendes ’alder’. Forklaringen lå nok i hendes leve tid.
Hun satte forsigtigt sin ene fod foran den anden efter at have drejet ganske lidt. Hendes retning var tydelig. Mod huset. Hun blev dog lidt usikker på om hun skulle tage et skrid og få kontakt til dette væsen. Og ville hendes spring overhoved nå op til taget. Det var jo ikke hver dag at hun sad bruge kræfter på det. Og hun gjorde det kun når folk ikke så det. Selv blev hun lidt svimmel af det. Men put. Hun satte sit tempo lidt op og hendes smil syntes at vokse som var hun ivrig. Et sted var det jo sjovt. Så var det at hun valgte at sætte af fra astalten. Let og elegant.
Hun blev set lidt overrasket over det da hun fortumlet landede på taget ikke langt fra denne anden dreng. Eller nok mere unge mand. Hun kunne ikke styrer sin balance og sjovt nok endte hun med at snuble så lang hun var. ”A-av..” mumlede hun svagt for sig selv da hun satte sig op med en hånd lagt mod sin ømme pande. Tagsten eller hvad det var var næsten værre en ujævn asfalt hvis man faldt der. Dog glemte hun alt om sit lille nummer og rettede hurtigt sit blik mod denne engel. Og underligt nok kom et smil med det samme frem. ”Hej. Er det ikke lidt farligt at sidde på et tag??” Ja hun havde tydeligvis ikke helt lagt mærke til hun var i samme situation. Som sagt: Spøjs person.

Matt var lige ved at vælte ned af taget i bare forskrækkelse da pigen var kommet op på taget. Han stirrede på hende som om hun var et eller andet væsen fra det ydre rum i lidt tid, før han lod blikket glide over det velkendte ansigt. Han formede en lille rynke i panden mens han tænksomt kiggede på hende, mens hun fik stablet sig selv på bene. "Spørg dig selv ..." Svarede han kortfattet mens en strøm af billeder løb igennem hans hoved. Han pressede læberne sammen da han fik et billed af nogle smukke fantastiske øjne, helt anderledes end 'normale' blå øjne, livlige og glade, i modsætning til hans egne der aldrig havde mestret den glæde man kunne finde i hendes øjne. Men problemet for Matt at pigen der skøjtede rundt på taget havde de samme blå øjne, hvilke undrede ham, og ikke mindst frustreret ham helt ind til knoglerne.
Da han havde tænkt lidt over hendes øjne, valgte han at lade tiden vise hvem tøsen var, måske havde de bare øjne der minde om hinanden? Det var jo alligevel lang tid siden han havde set hende, hvor mange kunne han ikke helt præcist huske, men en dag skulle hun væk, væk fra hendes gamle liv, og ikke mindst ham. Han kunne tydeligt huske hvor ulykkelig han var blevet, men han havde aldrig sagt det til nogle, heller ikke sine forældre, han havde holdt det i sig selv som alt andet, som alle andre ting han ikke mente var andre folkes problemer.
Sådan havde Matt altid været, indelukket og så godt som umulig at åbne, men det var lykkes hende at gøre, men deres venskab var også næsten blevet skabt ved hendes fødsel, og havde været perfekt, trods den store aldersforskel til hun forsvandt, og kom aldrig tilbage. Sådan var livet havde han sagt til sig selv, og derefter prøvet at komme videre i livet så godt som det nu kunne lade sig gøre.

Autumn så først lidt undrende mod denne person ved hans valg af ord. Men det gjorde også at hun selv opdagede hvad hun lavede. Hvorfor var hun nu kommet der op! Det var ikke ligefrem fordi at hun havde højdeskræk. Havde altid kunne lide at stå høje steder for bare at se ud over landskabet. Ved disse tanker og hans egentligt varme stemme var han ikke blot den eneste der fik billeder i hovedet. Dog var hendes nok mere en form for video. Et minde. Alle de gange hun før i tiden havde løbet op ad trapperne i et af de højhuse der havde været der hjemme. Om kap. Med den person hun havde været dum nok at flytte væk fra. Ikke helt af egen fri vilje. Men hun vidste ikke om hun ville kunne forklare det hvis hun nogensinde mødte ham igen. Men nu følte hun bare at hun var i samme nærvær, hvilket var mærkeligt. ”Ehm..” startede hun ud mens at hun så slog sit blik lidt væk fra ham mens at en hånd blev ført om at ligge mod hendes nakke. Og idet at hun så væk fra ham forsvandt billederne i hendes hoved igen. Underligt. Det fik hende til at se endnu engang mod ham. Ja de kom tilbage. Men lyset fra månen lå forkert. De fleste detaljer ved hans ansigt var ukendelige. Hans hår så endda meget sort ud. Hun begyndte så at rejse sig helt op og det sjove her var at hun ikke var det mindste fortumlende eller ude af balance, men stod blot helt sikkert på taget. ”Teknisk set så står jeg på et tag og du sidder.” Ja det var hendes måde at prøve og redde den på. Selvom at den var umulig at redde. Hendes smil var også vokset og en smule af hendes hjertevarme latter havde samtidig foldet sig ud i hendes stemme.
Hun trådte så elegant lidt tættere på ham. Nærmest hoppende som før nede på asfalten. Men nu var det blot til en indre rytme. Hun stoppede så først til hun var der ved ham. Nok ikke mere end halvanden meter. Hun satte sig på hug og hvilede sine hænder mod hendes lår. Men nu blev hendes ansigt mere fortrykket i et overrasket og nysgerrigt udtryk. Hendes hoved blev lagt spørgende på skrå. Han virkede forbandet bekendt. Et eller andet sted nu hvor hun kom tættere på ham. ”Undskyld jeg spørger. Men hvem er du?”

"Derfor burde du jo stadig spørge dig selv om det, for du er når alt kommer til alt højre end mig." Da hans øjne faldt på hendes smil begyndte tingene at falde på plads. Smilet, øjne og det sorte hår passede perfekt til hende, dog var han stadig lidt i tvivl, men det måtte tiden jo vise. Hendes latter gjorde ham dog mere sikker på at det var hende, han kunne tydeligt huske hvordan hun havde grinet når de legede sammen, og hvordan hun havde smilet når han sagde noget sjovt, selvom det ikke skete hver dag. Han vendte hoved væk da hun satte sig til at glo på ham som om han var en abe i et bur, hvilke føltes en smugle irriterende, men måske havde hun også en lille klokke der ringede, hvis det var således var han sikker på at hun var den han havde troet hun var. Hendes ord bekræftede ham lidt efter, og frembragte en lille krumning i mundvigen i et lille skævt smil, som normalt aldrig sås på hans læber. De var ofte lukket og tavse, for ord kom der ikke mange af fra hans mund, hvis han da vel og mærket kunne slippe godt fra det. ”Hvem tror du?” Han vendte hoved om, og kiggede på Autumn som han havde bekræftet var hende. Det hele passede perfekt, så med mindre det var en eller anden dæmon der kunne skifte form, eller at hun havde en enægget tvillingesøster var hun den rigtige. Hans gyldenbrune øjne søgte kort hendes blå klare øjne, før han fjernede blikket, lænede sig tilbage og stirrede op på stjernerne over dem, mens der lå ét spørgsmål og pressede sig på. Et spørgsmål han havde stillet sig selv en million gange, men aldrig kunne finde noget logisk svar på. Efter adskillige minutter kiggede han tilbage mod Autumn med et neutralt udtryksløst ansigt, hvor smilet var forsvundet. Han åbnede munden, trak vejret ind for at spørge, men kunne af en eller anden grund ikke få ordne ud over læberne, så det endte med at han lukkede øjne, og fjernede blikket.

Autumn blev mere og mere ivrig efter at høre hans svar. Sad vel et eller andet sted og krydsede fingre for at det netop ikke var ham. Forklaringer havde hun ikke mange af og hun vidste aldrig hvordan ordene skulle komme ud. Men hun vidste at hun skulle holde sig til sandheden. Hvad var sandheden så? Hun så nu igen med lidt store øjne da han endelig talte. For hende faldt brikkerne hen på de rette pladser. Den måde at han helt undgik deres samtale og den måde han blev distraheret af alt muligt omkring ham. Det virkede så bekendt. Og hun vidste fra hvor. Hun havde altid bare nydt og sidde og betragte ham mens han kiggede andre steder hen. Bare sidde og more sig over hans ansigts udtryk. Og så hendes desperate forsøg på hele tiden at se hans dejlige smil. Hendes store mål hver gang de så hinanden. På et tidspunkt var det igen ikke blevet så svært men hun var sikker på at hvis denne unge mand der sad her var ham ville det ikke være sikkert at hun kunne få et smil frem lige så hurtigt. Men måske var hun heldig. Og det var kun hvis det virkelig var ham. ”Jeg er desværre ikke helt sikker men jeg har en behagelig lyst til at kramme dig.” Det kunne nok lyde mærkeligt men hun var alvorlig omkring det. Også selv om hun stadig sad der og smilede uskyldigt med hovedet på skrå.
Hun rettede sig så op og kom op at stå på sine ben igen. Stadig med hendes gode balance. Hun tillod sig at se mod himlen. Lige som ham. Stod igen og nød hvordan vinden hvirvlede omkring hende og hendes mørkebrune hår svagt genspejlede det blege lys fra månen. Hun tog en dyb indånding og åndede afslappet ud inden at hun igen slog de blå øjne mod englen. Trådte så lidt væk fra ham og samlede sine hænder foran sig. Så var det at hun skilte sine læber for at tale. ”..Og jeg tror du er..Matt?” Hendes stemme var svag og en skygge have lagt sig over hendes ansigt på grund af hendes pandehår. Hendes smil var der ikke så tydeligt. Det var mere forsigtigt og prøvende. Dog rettede hun sit hoved for at igen vise hele sit ansigt i lys og hendes smil havde ladet sig vokse igen. ”Jeg er Autumn.. Rart at måde dig.” Mere nåede hun at sige inden at hun følte sig selv få overbalance. Hun kunne mærke hvordan at hun blev lænet mere bagud og hendes ansigt blev fortrykket i et overraskende samt forskrækket udtryk. Et kort let skrig kom fra hendes strube inden hun så fik gjorde så hun lige netop ikke gled ned fra taget men endte med at ligge halvt ned på det. Hun havde lige kunne støtte sine fødder mod tagrenderne.

Tænderne blev bordet let ned i underlæben, mens han kæmpede for ikke at grine over hendes kommentar. Det var mere end sikkert det var den rigtige han havde fået fat på, det var en kommentar hun kun kunne spytte ud i hoved på en person hun kun lige havde mødt. ”Hvorfor gør du det så ikke?” Han kiggede tilbage på hende, før han flyttede blikket et par millimeter så han kiggede forbi hende, dog skævede han op til hende, da hun kiggede op i himlen og nærstuderede hendes hage og kæbeparti. ”Bingo!” Udbrød han og lod i et kort glimt et skævt smil glide hen over sine læber, før det igen forsvandt. ”Jamen i lige måde.” Svarede han kort for hoved, og var igen ved at falde ned fra taget, da hun gav et mindre udbud fra sig. I ren refleks greb han ud efter hendes hånd, for at holde hende oppe, hvis hun nu skulle tage turen ned af taget, ned på jorden, dog blev hun oppe på taget. ”Vi skulle måske komme ned?” Han slap hurtigt sit tag i hendes håndled, og rejste sig op, og lod sig glide ned af taget, før han elegant sprang ned fra taget. Beboende var heldigvis ude, så de ville ikke blive opdaget, med mindre naboen lurede over hækken, men det gjorde de sikkert ikke på dette tidspunkt.
Matt’s hånd forsvandt ned i bukselommerne som sad et godt stykke nede, dog ikke helt nede under knæene som nogle folk syntes det var sjovt at have. Han havde ikke forstået hvordan man kunne have sine bukser så langt nede. Ned skulle de, sådan var de lavet, men så langt ned, kunne det virkelig passe? Der var jo en gang de skulle sidde oppe under navlen, men sådan var det tydeligvis ikke længere. Den anden hånd rettet lidt på det løse slups som hang omkring halsen på ham, før han vendte sig om, og kiggede mod Autumn. ”Kommer du med?” Spurgte han med hoved let på sned, før han drejede om igen, og begyndte at gå ud mod den mørke gade, og så til højre, væk fra huset. Hans blik lå kort på en sort Audi før han flyttede blikket til det næste objekt der sprang ham i øjne, ligesom han plejede at gøre når han var ude at gå tur, hele tiden ude at kigge på en masse ting, aldrig gemt væk i sine tanker, det gjorde han når han var hjemme.