sneen er begynd at falde - Autumn

Den svage knirkende lyd der plejede at komme når en gynge stille vippede frem og tilbage kunne høres i den mørkestilhed der havde dannet sig over hele byen allerede. Det var egentligt ikke underligt at der ikke fik folk rundt på denne tid i denne by. Det var jo bare en helt almindelig by. Ikke noget spændende. Behagelig for nattevæsnerne der ikke ville have folk skulle støde ind i dem hele tiden eller forstyrre dem når de var i gang med ting og sager. Duften af dæmon hang i luften men blev ikke rigtigt sendt rundt da der ingen vind var. Duften var blid og unik for dette væsen. Normalt ville den nok være mere skarp af en slags. Men så igen. Den var vel forskellig fra person til person?
Autumn havde igen ladet sig bevæge sig ned på legepladsen. Kom altid når det sidste barn havde taget med dets mor med hjem. Ikke at hun sad og ventede. Hun var vel bare heldighed tiderne. Hendes lange mørkebrune hår sad let pjusket og krøllede lidt ned over hendes skuldre. De hvide snefnug der stille dalede ned over hende satte sig med det samme mellem lokkerne og blev siddende med den klare hvide farve. Hendes smukke blå øjne var gemt bag et par store brillers glas. Hun havde ikke følt at dagen skulle spildes uden dem så derfor havde hun haft dem på stort set hele dagen. Den alt for store mørkeblå sweatshirt virkede nærmest som en kjole på hende men eftersom den kun nåede ned til lige over hendes knæ havde hun også iklædt sig i et par sorte nylon strømpebukser. Og for en gangs skyld havde hun taget sko på. Almindelige flade. Hendes kunder havde denne søde røde glød på grund af kulden, dog så hun ikke ud til at fryse, og et smil havde formet sig på hendes rødmalede læber.
Hun havde grebet omkring kæderne der holdt selve gyngen oppe og brugte sine fødder, der var plantet på jorden, til at gynge sig meget let frem og tilbage. En diskret ubevist nynnen kom fra hende og hun nød virkelig den stemning der var omkring hende i dette øjeblik. Der var ingen tanker i hovedet på hende lige nu. Hun var blot dejlig afslappet. Lagde ikke mærke til nogle andre end hende selv.

Vampyr havde jo en meget bedre høresans som alle andre af deres sanser, de var jo bare meget bedre end andre mennesker og væsner sanser. Så jo tætter han kom på legepladsen, jo bedre kunne han høre den knirkende lyd fra gyngen. Han tvivlede kort på om han skulle gå der over, da man jo aldrig viste om det virkelig var et barn som var der eller hvad det ellers kunne være. Andrei var bare en meget nysgerrig person, og blev ligefrem trukket over mod legepladsen af sine fødder som ikke havde tænkt sig at skifte retning. Det gik heller ikke særlig længe før han fik øje på den unge kvinde som sad på gyngen, hans blik betragtede kort hendes krop mens han kom tætter på.
Stilheden var bare ikke til at beskrive, det var jo kun den knirkende lyd fra gyngen som man kunne høre. Andrei kunne dog høre meget mere end det, han kunne høre kvinden der træk vejret og hendes hjerte der bankede inde i hendes krop. Det var en meget berolende lyd for en vampyr at høre et hjerte, det fik Andrei til at slappe helt af i sin krop og bare lytte på den skønne lyd.
Han kom først til sig selv når han var gået op i den kæmpe sandkasse, hvor gyngestativet stod i og stoppede op lidt fra hende "godaften" sagde han med sin dybe charmerende stemme, som havde en russisk accent som bare gjorde den mere charmerende i det.

Autumn var mere eller mindre væk i sine egne tænker og opdagede først denne anden persons tilværelse da han trådte nogle skridt ind på selve legepladsen. Hun så nærmest ud som havde hun vågnede fra en lille døsig tur i timen. Et svagt chok og hendes blå øjne blev med det samme rettet op i det hun hørte sandkorn under hans sko. Hun kunne ikke undgå at få øje på ham. Han stod jo lige der foran hende. Høj og flot. Men på en eller anden møde så hun mere på de mørkerøde øjne han havde. De havde dette specielle farlige twist men samtidig var de afslappende at kigge i. Idet han så talte følte hun at hun blødte mere op og et smil blev atter dannet på hendes bløde læber. ”Godaften til dig også.” fik hun så frem. Hendes stemme var nærmest engleblid og havde en dejlig munter tone. Hendes hoved blev lagt let på skrå mens at hun så fik stoppet sin gynge helt. Blev siddende og holdt sit rolige blik mod ham. Slap så sine greb omkring kæderne og lod sine hænder gemme sig i de for lange ærmer inden de landede i hendes skød. ”Så..Ude på sin sædvanlige traske tur i mørket?” Hun fugtede let sine læber med tungespidsen mens at hun endnu ventede på hans reaktioner. Han virkede indtil videre vel som en flink fyr. Der var ikke noget truende over ham. Men stadig kunne hun lugte blodets metalliske duft omkring ham. Hvorfor var den så kraftig? Nåh. Nok ikke hendes problem. Hendes tanker løb bare rundt med hende. Som altid.

Det var ret så utroligt hvor hurtigt man kunne blive drukket hen til en person, og mest bare grund af deres hjerte slag som havde fået Andrei over til denne pige på gyngen "nej, bare ude og se sig lidt omkring.." sagde han og satte sig ned på gyngen ved siden af hende, han var ikke en af dem som gad sådan nået. Han var mere en forretnings mand som ikke gad pjatte rundt, selv om han jo godt viste at det var sundt at opføre sig barnligt en gang imellem "jeg er ny her i området, så synes det ville være en god idé at se sig omkring" sagde han lidt efter og så sig lidt omkring, inden han vende sit blik mod hende igen og smilte bare lettet charmerende til hende "hvad laver du måske her?" spurgte han så om og kunne jo lige så godt også spørge lidt ind til hende. Lyden af hendes hjerte var nået som næsten ligefrem opslugte hans hjerne, selv om han godt kunne høre på hendes stemme imens.

”Ny her?” Det skulle nok passe fint. Hun havde ærligtalt aldrig set ham her omkring. Men det havde været af ren vane hun havde gentaget det i sin spørgende undertone. ”Jamen så velkommen til.” fik hun den lige hurtigt reddet og igen blev hendes først lidt overraskede ansigtsudtryk oplyst af det dejlige smil hun bestod. Hun satte sig mere skråt på sin gynge bare for at bedre kunne studere denne ny ankommende fyr. Af en eller anden grund blev hun ikke rigtig påvirket af hans charmerende smil. For hende var det helt normalt lige som hun smilede. Folk smilede vel forskelligt. Uden at selv gøre alt for meget i det. Så derfor forholdt hun sig ikke anderledes end hun faktisk var. Hun var måske bare lidt mere stille denne aften end hun plejede at være om dagen. Hun var træt og udmattet men til hendes held var hendes tidligere hovedpine væk. Hun lyttede til hans spørgsmål og lod sine blå øjne se fra ham til himlen hvor hun betragtede de små snefnug der endnu dalede ned omkring hende. Og alt omkring hende. ”Det er vel tydeligt..” Hun så atter igen mod ham og hendes smil havde syntes at have vokset. ”Jeg ville ikke gå glip af årets første snefald.” Der var ingen tvivl om at hun talte sandt. Men kunne se den glæde dette fænomen af frosent vand i hendes øjne, ansigt og smilet. Samt hendes stemme. Hun var en lidt speciel pige. Det vidste enhver der kendte hende i hvert fald.
Igen greb hun omkring kæderne og satte af med fødderne for igen at få gyngen til at svinge let frem og tilbage. Så nu bare frem for sig. ”Hvad fik dig så trukket her hen til legepladsen? Du virker ikke helt til at være en person der ville opholde sig sådan et sted normalt. Undskyld hvis jeg er forkert på den..”