Hunter or the prey- Procella

Sted: Kloakerne
Tid: 20:50
Tøj: En sort hættetrøje og en t-shirt med Dead stående hen over brystet. Et par sorte Jeans..

Logan gik rundt inde i kloarkerne uden rigtig at have en grund. Han vidste ikke hvad han lavede hernede overhovedet. Han gik langsomt rundt og pillede en smule ved fligen af hans trøje af ren kedsomhed. Han slog hånden ind i muren og det rystede hele muren. Han trak sin hånd ud og gned den af gammel vane. Han snerrede en smule bare for at se hvad der skete og der gav genlyd i hele kloaken. Han lod sin evne komme til live og trak metal ud fra væggene. Han lavede en kugle af metal og fik den ntil at svæve lige over hans hånd. Han kiggede på det blanke metal og metallet fra væggen der hele tiden samlede sig i den lille kugle der blev større og større i en meget stor fart. Han kiggede på sit spejlbillede i metallet og hans grønne øjne glimtede svagt af det måltid han lige havde fået. Han havde lige fået engleblod men selvfølgeligt var det sødt...

På gadeplan gabte Procella og skævede til den forhutlede kat der gned sig op af hendes bukser. Det var ikke fordi katten var specielt kærlig, eller fordi Procella havde været specielt venlig over for den. Næ det hele handlede om det stykke - efterhånden halvlukne - pepperonipizza hun gumlede på. Med et suk fiskede hun et stykke pølse af brødbunden og knipsede det hen over fortorvet. Katten fes efter godbidden med halen lige i vejret og nærmest dirrede af iver

Can we get a cat? I want a cat

Procella halvknurrede og begyndte at hoste. Oregano i den gale hals

"Vi kan sgu ikke adoptere hver eneste forbandede pelskræ vi støder på...nu må du holde...kan jeg ikke få lidt madro her?"

Mumlede hun for sig selv, mere end en anelse tvært. Så rynkede hun let på næsen og stirrede mistænksomt på pizzastykket. En sødlig lugt havde nået hendes næse. Ikke en behagelig lugt. Mere den slags sødlige stank man kunne forvente af letfordærvet kød. Procella skævede over mod katten. Den syntes ikke at have lagt mærke til noget.

"...odd...hm...."

Procella så sig forvirret rundt

Moonchildren live in the shadows...can we go down and play with them?

Hvis Procella havde været en hund havde hun spidset ører. Hun så eftertænksomt på jorden og kneb øjnene let sammen i en skulen da blikket faldt på mandehullet hvor damp fra byens knap så beskuede plan steg op i kulden.

"Looks like you got an easy meal tonight kitty...."

Pizzastykket ramte fortorvet med et vådt sjask da Procella skridtede over mod det tunge dæksel. Another night, another hunt...

Logan opdagede ikke noget med det samme da han brugte sin evne til at indsamle mere og mere metal. kuglen af metal var efterhånden ligeså stor som en lænestol. Han smilede roligt da metallet stoppede med at strømme til kuglen. Han legede en smule med kuglen. Følte hvordan energien der strømmede ud af ham føltes. Hvordan det føltes at holde metallet i luften. Han var klar til at kaste metallet mod hvem elller hvad der kom efter ham. Han kunne høre noget over sig og knurrede stille af den ukendte. Han tog metallet og fik det til at skrumpe så det kom til at sidde som en pistol i hans bælte. Han holdt sin ene hånd på pistolen. ville skyde uden at anse om det var en fare eller ej....

Procella kilede fingrene ned i hullerne og trak prøvende i dækslet. Tungt, men ikke for hende en umulighed at rykke på. Småting hun egentlig aldrig havde tænkt over, men som ville virke underligt at ordinære mennesker gjorde. På den anden side var der ikke særlig meget ordinært over hende eller hendes liv.

Dækslet blev rullet op på højkant og trillet ind mod muren hvor hun pænt lænede det ind mod. Man blev jo nødt til at rydde op efter sig. Tænk hvis et barn skvattede i hullet bagefter. Det gad hun ikke have på samvittigheden.

It smellssssss...

"Yeah well...it was your idea...."

Gav hun igen med et grin. Hun samlede det lange hår i nakken og smed et par elastikker i. Der var ingen grund til at overdrive sin egen tilsviningsfaktor unødvendigt. Derpå begyndte hun den knap så spændende faktor. Nedstigning i mørket på de runde og let glatte jerntrin

Logan var årvågen. Han holdt øje med enhver bevægelse og hans hånd holdt hårdt fast på pistolen. Den pistol havde dræbt så mange så hvad gjorde endnu en i køen. Han satte dog pistolen ned i hylstret igen og tog fat i kastedolken der lå i læderjakkens inderste lomme. Han så på det glinsende sølvblad og var et øjeblik fristet til at røre den blanke overfalde men han kom hurtigt i tanke om hvad han var og kiggede igen hen mod dækslet der langsomt blev taget til side. Han holdt øje med hvem det var og gik ind i en gyde hvor han kun stak hovedet ud. Han snerrede dybt men lavt...


// Undskyld at jeg tog lidt tid om at svare xD //

Procella stivnede let på trappens jerntrin da hun tydeligt fangede den lave snerren. For hende var den som en bilmotor der holdt i tomgang. Hun blottede tænderne irriteret, hvorpå hun simpelthen gav slip på trappen og på vejen ned de sidste meter vendte sig, smidigt som en kat. De stålforstærkede støvler smældede hårdt mod betonen under hende da hun landte, og gav genlyd i det store rør der forgrenede sig og forvrængede lyden jo længere den blev ført bort.

"Dont you growl at me freak. Ill rip your tongue out and feet it to ya"

Knurrede hun for sig selv. Hun havde ikke behov for lys. Hendes nattesyn reflekterede det nærmest ikke-eksisterende der var at finde, og reflekterede det tilbage. Den lette refleksglans i krystallaget på hornhinden glimtede fra gadelyset ovenfra. Rumklangen generede hende dog. Hun kunne høre sit bytte...men de uvante omgivelser gjorde hende usikker på kildens åsted.

"come out, come out where ever you are..."

Logan hørte hende tydeligt og snerrede en smule lavere. Han var i humør til at skyde og ikke til at tilgive. Han hørte da hun landte på betongulvet men selvom hun følte sig stærk kunne han sagtens lugte hendes frygt for de ukendte omgivelser. Han kendte omgivelserne så godt efterhånden da han havde været hernede længere end han gad tælle. Et lille grin undslap ham da hun snakkede. ” I Will Growl if i want to ” Snerrede Han og hans stemme blev forvrænget af metallet i hans hånd så man ikke kunne høre hvor det kom fra. Han sneg sig en smule længere væk men kunne stadig se hende...

(Der er forskel på usikkerhed og frygt :p )

Et ulvegrin bredte sig hen over jægerens ansigt da hun hørte stemmen og fik udstukket en generel retning. Hun vejrede kort.

"fine...makes the job easier..."

Hun rakte ind trak den lange duster let til side og hev pistolen frem. Lyddæmperen var skruet på. Kuglerne i magasinet var sølv. Perfekte ulvedræbere. Til gengæld var metallet kølet i vievand. Det ville ikke slå en vampyr ihjel, men det ville forhindre den i et helbrede sine sår, og give hende mulighed for at bruge stagen og få arbejdet gjort færdigt, imens byttet var svækket.

Hun forlod sig mere på syn og lugt nu end hørelse, selvom hans snerren hjalp hende

((Taler vi tråddød efterhånden?))