Samuel.

Tid: Ca kl halv 11
sted:Den triste skov
Vejr: En typisk november aften. Koldt, og let blæst.
Omgivelser: Mørke træer og skygger.

Jessie's krop gav sig i ryk da en ekstase brusede gennem hendes krop. Den backpacker hun havde overrasket, havde slet ikke anet uråd før i allersidste øjeblik, da hun var fløjet på ham med en hast, som kun en vampyr kunne opnå. Hun havde leget med ham i lang tid inden hun havde sat de sylespidse tænder helt ind i hans hals. Liget var dækked med bidemærker. På en måde havde hun ikke ville pine ham så meget, men til sidst havde blodrusen fået taget over og hun havde set rødt. Da hun endelig kiggede op, opdagede hun til sin tilfredsstillelse at hun ikke havde svinet så meget som hun havde frygtet. Også hendes tøj var nogenlunde rent. Med en sløv og tilfreds bevægelse tørrede hun sig om munden med det ene ærme. Hendes øjne havde stadig et rødt skær, men det var stærkt aftagene. Ud over lidt blod i mundvigene og på hagen så hun næsten menneskelig ud. Hun sukkede og lænede sig tilbage i det kolde græs.

En stærk lugt af blod ramte den sorte næse, som straks fik ulven til at vende de store hvide øre frem, i en søgen efter lugten, hvor den så kom fra. Efter et par sekunder var den opsporet, og han løb efter den. Da han et par minutter efter stoppede op igen undrede det ham ikke at det var en vampyr der sad og drak af sit offer, eller nærmere havde drukket, for hun virkede til at være færdig.
Han stod tavst i udkanten, og betragtede kvinden, før han lidt efter drejede rundt, og begyndte at lunte igennem skovens lavtsiddende grene. Han havde endnu ikke fået opbygget det had som mange varulve hade til vampyrer, sikkert fordi at han ikke havde mødt så mange af slagsen, og når han gjorde, havde han aldrig været specielt ivrig for at møde dem, hans sociale krav var ikke så høje, hvis han kunne lunte rundt i sine skove i fred var han tilfreds.

Nogle balde raslede mellem de træet der var længst væk fra Jessie. Med et ryk kiggede hun op og så den yderste spids af noget hvidt forsvinde mellem træerne. Hurtigt var hun på benene, og var på sekunder oppe i det nærmeste træ. Hun spejtede gennem de få blade der var tilbage på det træ hun sad i, men igen fik hun kun et glimt af noget hvidt. Nysgerrigheden kom op i hende, da hun fulgte efter det hvide glimt. Heldigvis stod træerne tætte så hun havde intet problem med at følge efter det over jorden. Dyret eller hvad det nu var lavede næsten ingen lyd, og hun havde lidt problemer med at følge det. Det var mærkeligt hun ikke havde opfanget lugten, eftersom det højest sandsyneligt havde været tæt på. En løst siddene gren knækkede pludselig under hende og hun reddede sig kun ved hurtigt at tage fat i en gren over hende og holde fast. Lavmeldt bandede hun over sin egen dumhed og alt den støj hun havde lavet.

Ørerne blev med et ryk rattet bagud da lyden af en gren der knækkede nåde hans øre. Han trippede lidt på stedet, før den vendte omkring igen, og fortsatte videre ind i skoven, nu med den viden at der var nogle der fulgte efter ham, som sikkert var vampyren.
Ørerne vendte hele tiden rundt for at opfange så mange lyde som muligt, dog var der ikke andet end skovens naturlige lyde som sprød musik i hans øre. Efter en længere tur på omking fem minutter stoppede han op ved en hule, og kravlede ind. Efter endnu et par minutter kom han ud igen, denne gang i menneske form, som en høj dreng, med Hvidt pjusket hår og sølvgrå øjne. Hans krop var ganske let muskuløs, hvilke kun var sket da han havde levet så mange år som ulv, det gav en masse fysisk, men hans krop var ikke så villig til at skifte form, hvilke han var godt tilfreds med.

Jessie sprang lydløst ned på jorden og fulgte efter hvad det nu var. Som hun langsomt halede indt på det gik det op for hende at det var en ulv. Nu kunne hun også lugte det. Det lugtede ikke som en varulv, men alligevel lidt. Der var en eller anden mennesklighed over den, som bare gjorde hende mere nysgerrig. Endelig nået hun op på siden af den, og forsvandt, lige så lydløst som hun var kommet ned, op i trækronerne igen. Også ulven forsvandt. Ned i et hul, som hun ikke selv ville ha' lagt mærke til hvis hun bare var gået forbi ved en tilfældighed. Hun ventede i spænding og skulle lige til at gå tættere på, da en ung mand kom ud af hulen. Hun var nær ved at falde af grenen af overraskelse. Det var en varulv... Men hvorfor havde hun ikke kunne lugte det noget før. Forsigtigt sprang hun ned fra træet og stod stille i skyggerne.

En let rynke formede sig på hans næse, før han sukkede, og fugtede læberne. Han trak let på skuldrende og vendte om få at gå igennem skoven, iført nogle mørke bukser, en hvid bluse med en lang vinterfrakke ud over. Han trak vejret dybt før han stoppede op ved udkanten af skoven, og lænede sig op af et træ, mens han greb fat i en kvist, og knækkede den af.
"Vil du lege gemmeleg hele dagen?" Spurgte han uinteresseret og begyndte at trække barken af pinden. Da den var helt afpillet, smed han grenen væk, for så at begynde på en ny.
Han kiggede op i trækronerne over ham, hvor bladene faldt ned med jævne mellemrum, gule, røde, farverige og smukke som efterårsskoven altid var.
Da den følgende pind var afpillet, slap han den, og lod den falde ned på jorden, hvorefter han stak hænderne ned i lommerne på jakken, og lod sig glide ned på jorden hvor han sad med spredte ben. Hvis det ikke var fordi han levede så meget ude i naturen ville han nok finde vejret koldt, men det generede ham ikke så meget længere.

Jessie trådte ud fra skyggerne. "Tjah nu har jeg jo fundet ud af hvad du er, så det er vel ikke nødvendigt mere..." Smilede hun og så sødt på ham. "Nu mangler jeg bare at finde ud af hvem du er" Sagde hun så og tådte lidt længere frem mod ham. "Lurede du på mig eller var det bare helt tilfældigt?" Spurgte hun så lidt skarpere. Hvis der var noget hun ikke kunne li' såå var det at blive overvåget. Skoven var ny for hende, han var på hjemmebane, han havde alle fordele. Han så ud som om han havde boet i skoven længe, Men var det ikke meget normlt for varulve at færdes i skoven? Det gik hun i hvert fald ud fra, og hun blev igen bare nysgerrig.

Han kiggede op på kvinden der trådte ud fra skyggerne. Blod og smuk som enhver vampyr. Han fik næsten kvalme af at se hendes søde smil, han vidste ikke meget om vampyrer, men at de altid skulle indsmigre sig på folk vidste han. "Det må du jo så prøve." Svarede han tørt og kiggede kort væk. "Nej, hvorfor lure? Jeg tænder ikke på vampyrer som ulv." Brummede han næsten knastørt før han igen kiggede op på kvinden. "Men det stinker når du drikker." Fortsatte han, og rejste sig op. "Men det kan du selvfølgelig ikke gøre noget ved." Han børstede bukserne af og begyndte at gå ind imellem træerne for at komme væk.

Hun snerrede stille og hendes øjne blev blodrøde. "Du lugter nu heller ikke ligefrem af roser" sagde hun så koldt og hendes øjne blev igen normale, i det hun tog sig sammen. Hun vendte om og begyndte at gå tilbage.. "Har du tænkt på at nogen måske er anderledes?" Spurgte hun lige nøjagtigt så højt at hun vidste han kunne høre det, mens hun svang sig op i et højt træ. Der oppe begyndte hun så at gå over grenen, som om hun gik på jorden. *Hvor fanden fik han den forskruede idé om jeg så meget som tænkte på at prøve at tænde ham fra?* tænkte hun med de mørke øjne vendt mod jorden. Ulve var i sandhed undelige dyr...

Han kiggede hen mod kvinden. "Roser dufter ikke ..." Han kiggede væk, og fortsatte ligeud og ignorerede hendes følgende ord fordi han ikke forstod dem. Han prøvede først at vende og drejede dem i hoved, men fik ikke noget ud af dem, så han lod dem sive ud igen mens han traskede videre. "Men hvis du har mere på hjertet så spyt ud." Hjertet var måske ikke det rette ord at bruge, deres hjerter var jo døde og golde, men det gjorde ham ikke noget større, de havde et når de kom til stykket, eller det gik han ud fra.

Jessie snurrede rundt med vereden lysende ud af de nu røde øjne "Til din orientering, Ulvedreng, Så var det dig der forstyrrede mig og ikke omvendt. Og jo, roser dufter." Hvad fanden bildte han sig ind? Komme her som en anden herre af skoven og opføre sig som om det var hende der havde gjordt noget galt! Hun førte fustret en hånd gennem håret og så opgivende efter ham. "Store møgdyr" mumlede hun så og begyndte at gå ind mellem træerne til venstre for ham. Hun gad virkelig ikke at bekymre sig om det mere... hvis han ville noget kunne han bare komme an.