S: Werclare by
O: huse, biler...en masse væsner
T: eftermiddag
V: koldt, let vind.
Zean strakte sig, før han gik videre. Denne dag havde været...underlig. Han havde opgivet sit job i våbenforretningen. Til stor ærgrelse for sin chef. Selv om han havde ønsket sig det længe, havde han skrevet tilbage til militæret og sagt han ikke gad alligevel. så lige nu stod han stille, i sit liv. Lige hvor han var. Som det engang havde været, inden han kom til denne ø. Hvilket fuldstændig havde ændret hans liv.
på havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og en sort T-shirt. Den lette, men kolde vind, havde ikke kunne få en jakke på ham. Ikke i dag. Han lod en hånd glide gennem st mørkebrune hår og hans mørke øjne gled over omgivelserne med et tænkende udtryk.
Det hele forandrede sig hele tiden...Han viste ikke helt hvor han skulle stå. Hans kærlighedsliv var også på retur, han havde ikke hørt eller set Dawn i lang tid, og dermed heller ikke sin søn. Så han havde næsten opgivet det.
Hvad var der så tilbage? Nok til at han skulle blive? Eller skulle han rejse?
Han måtte finde sig en rolle i alt det her...Ellers ville han blive vanvittig.
Werclare. ikke en drømme by for mange, andre end væsner som kunne hygge sig her, uden at skulle frygte noget.
Og dog...man viste aldrig hvornår man kunne blive overfaldet af et andet væsen...Men han så ingen fare for det lige nu...
Han fortsatte ned af gaden, i sine egne tanker.