I hate this planet! - Laroy

Dato: IRL
Dag: IRL
Tid: 15:30
Sted: Domkirken
Omgivelser: Ingen, bortset fra Madeleines medhjælper
Vejr: Koldt og lidt blæsende
Påklædning: En lang sort tætsiddende jakke, et par små sorte støvler, et par normale lyse jeans og et hvidt bind for øjnene.

Ude i horisonten kunne man godt begynde at ane solen forsvandt. Dumme vintertid, eller faktisk var det stadig efterår, men vejret var så koldt at man sagtens kunne tro at det var vinter. Madeleine og hendes hjælper som var hos hende nogle gange, fulgte hende ind i domkirken og lukkede porten efter dem. Madeleine kunne godt lide at være i kirke, hun var dog ikke den mest troende, men hun følte sig mest hjemme og mest beskyttet i kirken. Hendes medhjælper var menneske, så hun viste intet om at Madeleine, faktisk godt selv kunne finde ud af at gå rundt, selvom hun var blind. Det var derfor kun elskede sin evne så meget. Men alligevel var der altid noget hendes evne ikke kunne vise hende, så hun bad altid sin hjælper om at beskrive kirkens former, farver og diverse særheder, så kunne hun nemmere få et billede inde i hovedet. Medhjælperen fulgte hende hen til en af de forreste bænke i kirken og lod hende sætte sig. "Jeg kalder på dig når det er.." sagde Madeleine stille og hendes medhjælper nikkede bare og gik derefter over i en anden afdeling af kirken. Madeleine sukkede lidt og follede så sine hænder på sit skød. "Kære fadder.. Jeg forstår ikke hvorfor jeg er hernede på jorden, jeg vil hellere være oppe i himlen sammen med dig og de andre engle, der er ikke krig, mord og andre forfærdelige ting.. Jeg vil bare gerne hjem.." hviskede hun og en lille tåre trillede ned af hendes ene kind og ramte hendes hånd, men hun sad bare helt stille og hviskede videre for sig selv. For man viste jo aldrig om man var alene.

Laroy en ung og stille og rolig mand eller retter dæmon som han også var men nok om det, han gik roligt på vej mod en eller anden form for kirke som han ikke havde været inde i før eller noget. Han var jo en dæmon men han kunne jo godt smut en tur i kirke for en gangs skyld ikke eller ville han bare blive smidt ud der fra igen, han nærmede sig kirken og gik roligt ind i den og kiggede sig omkring *når så det sådan det ser ud inden i en kirke der kan man bare se*tænkte han og så en der var der og hvad personen lavede viste han sådan set ikke så han gik vider ind gennem kirken og satte sig ned ved en bænk.

Madeleine rykkede lidt på sig da hun kunne høre at der kom en person ind i kirken. Hun havde faktisk regnet med, at hun kunne sidde og have hele kirken for sig selv, for en gangs skyld, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Hun skilte sine folede hænder fra hinanden og lagde dem fladt på sit skød, imens at hun lyttede og lugtede på samme tid, imens denne person kom gående gemmen kirken. *Dæmon* tænkte hun med det samme og sukkede af skuffelse, hvorfor skulle han også komme nu? Nu havde hun det lige så godt.. Madeleine løftede sit hoved lidt op, da hun hørte at han havde sat sig på en af bænkene og bed sig kort i læben. " Det er sjældent at man ser en dæmon gå i kirke" sagde hun, højt nok til at dæmonen kunne høre hende, fordi det var jo ikke ligefrem fordi de havde en dårlig hørelse. Hun vendte sig i den retning af hvor han sad henne, men hun viste kun hvor han sad, fordi hun havde brugt sin evne imens han havde gået på sine ben. Hun kunne jo nemlig ikke følge folk, når de sad helt stille.

Han kiggede på hende og viste ikke hvad hun ville siden hun sådan sagde til ham "nej nok ikke men nogen kan vel godt finde på det ikke"sagde han stille og roligt og gad endeligt ikke høre på det hun sagde til ham men, det var jo ikke ligefrem noget man kunne overhøre. Han kiggede bare på hende "altså dæmon eller ikke dæmon kan man ikke få lov til at være i kirken om man så er det ene eller det andet"sagde han og håbede ikke han ville høre for det lige nu *hun skal jo passe på at hun ikke roder sig ud i alt muligt*tænkte han for sig selv og viste ikke hvad der kunne komme til at ske lige nu.

Madeleine kunne ikke lade være med at grine svagt for sig selv, da hun hørte dæmonens svar. Men hendes latter lød lidt bange, hun var jo ikke just vild med dæmoner. Hun rejste sig derefter roligt op fra bænken og gik forsigtigt op til alteret. Hun gik altid forsigtigt, når hun ikke gik sammen med sin medhjælper, hendes evne var jo ikke 100% perfekt, når hun brugte den til at se. Hun sukkede kort og vendte sig så kort imod dæmonen, "jeg mente ikke noget dårligt med det, jeg er bare overrasket" sagde hun stille og vendte derefter sit ansigt op mod alteret igen og lagde hovedet lidt på skrå. Det var måske ikke så smart at vende ryggen til en dæmon, når man er blind, men hun tænkte at han sikkert ikke gjorde hende noget, når nu at de var inde i en kirke og at de jo ikke var alene. Hendes medhjælper gik jo rundt et andet sted i kirken, og kunne sikkert godt høre hvis der skete noget.

Han kiggede på hende "når okay"sagde han bare og passede sig selv lige nu, og gik hen og satte sig ned og gloede ud i der blå. Hvad pokker lavede han her hvorfor ville han i det hele taget ind i kirken, det var jo ikke normalt at en dæmon gik i kirke vel så han rejste sig op og gik ud af den og var udefor for at få sig noget luft til hovedet. Han stod der længe og lavede ikke en dyt eller noget som helst.
Han satte sig ned op af vægen på kirken *hvorfor var den engel sådan der som hun var*tænkte han for sig selv.