In the dark of the night. \\Az\\

Den kolde natte luft, har lagt ned over byens gader, som en tiger mor ligger ved sine unger, men det var ikke kun kulden, som domineret på denne aften, da den mørke og trykket stemning, kunne få selv den modigste til at kigge sig en ekstra gang over skuldren. og i den store Dominatrix villa, kunne man synligt se de mange dæmon vagter, der holdt skarpt øje med alt, og de mange tjenere, som bare gik rundt, og gjore alt klar til at Az skulle ankomme. husets herre, føler sig alt andet end tryg i hans store hus, han kan næsten ikke holde den høflige maske oppe, og han kan næsten ikke se nogen steder hen, uden at kigge sig tilbage igen, bare for at sikkere sig at han var alene. huset var blevet fyldt med lys, og lamper, og man havde svært ved at finde den mindste skygge i villaen, det så dogstadig fint og ordenligt ud, men lys var der nok af. Rafael ville ikke have nogen andre end hans gæster i samme rum som her til aften, så han sad i hans store kontor på andensal, med vagter udenfor døren, og langs ned af gangene, som om han var bange for at trejde verdens krig skulle komme indenfor fem minuter, han vhavde aldrig følt virkelig frygt før, men på denne aften efter de rygter han havde hørt, tog han ingen chancer, og selvom han var kendt på at være en både fysisk og vilje stræk person, men nu kunne man se frygten ligge i hans øjne som om at han var et lille barn der er bange for monstret under sengen, godt nok kunne se fleste ikke se det, da han holdt masken meget godt, men Az ville nok kunne føle det lidt.

\\beklare søde, men var løbet helt tør for kra\\

Påklædning. http://milanooweddingdressdk.blog.com/files/2010/03/short-sleeves-ruffle-bow-lolita-dress-7761-1.jpg

Et mørke, som var det en tyk tåge, havde lagt sig hen over de øde gader. Kulden viste ingen barmhjertighed, og borede sig igennem ens tøj og direkte ind til knoglerne, med lethed og ville ikke stoppe for nogen. Frosten havde lagt sig på hver en overflade, og havde gjort dem isglatte og farlige for billister og gågængere. En lille skikkelse kunne ses der i mørket. Et barn, ville det ligne ved første øjekast, men dette barn viste ingen frygt ved de farlige omgivelser og det kolde vejr. Hun kunne ikke være helt normal. Hun havde en fin kjole på, en af de slags som hun altid havde på, og en lang frakke som dækkede alt, undtagen hendes nøgne ben. Hendes sko var fine sorte laksko, så de hjalp ikke rigtig på kulden, andet end hendes hvide ankelstrømper som holdt hendes fødder lidt varme.
Hun gik med rolige skridt igennem de øde gader med ingen bekymring, og havde faktisk et lille smil på læberne. Rafael havde sendt bud efter hende, hvilket underholdte hende lidt. Hvad ville dæmonernes leder med hende?
Hun nærmede sig huset, og havde lært vejen derhen fra første gang at hun skulle besøge huset. Hun kunne se nogen stå oppe ved døren, hvilket fik hende til at undre sig lidt. Hun gik ubekymret op til hoveddøren og så lidt op på mændene, men gik så helt op og bankede på..

//overlever sgu nok :b//

En gruppe på fire dæmoner, kunne ses på den store gårdsplads, og yderligere kunne man se et par stykker der nærmest konstant gik forbi vinduerne. den store brede hoveddør gik op, og en sort dæmon med et fint håndsyet jakkesæt, som var ca 2.20 meter i højden, og med relativt brede skuldre, stod i døråbningen, han havde intet hår på hoved, og havde et aar på kinden. han kigget lidt på Az, inden han enlig sagde høfligt "Godaften frøken Rosevelt..Herren beder venligst om deres selskab på hans kontor på anden sal". Dæmonen trådte et skridt til siden, så der var plads til at lade Az komme indenfor. dæmon lavede en hånd tegn til en tjener, som så ud til at have ventet på Az, han havde et fad, hvor på der stod en skål, med en rød tyk væske. tjeneren selv, havde et hvidt italiensk jakkesæt på, og langt sort hår, som var sat op i en heste hale, som sluttet midt på ryggen. han stoppet en meter fra Az, og sagde varmt, "Jeg selv hedder Alister, jeg er herren Dominatrix overtjener, hvis frøken vil gøre herren selskab, bedes de følge med mig oven på". tjeneren bukkede dybt for Az, og vente sig derefter mod trappen, og begyndte at gå op af den.

Azriel havde sendt gruppen af dæmonerne ude på gårdspladsen et tøvende blik, og fangede sig selv i ikke at stole på dem. Rafael var vidst den eneste som hun stolede på inde i det hus. Hun så på døren, som havde åbnet sig hurtigt efter at hun havde banket på. En stor skygge faldt over Azriel, og hun skulle vænne sig til lyset for at kunne se hvem der stod i døråbningen. Hun fik lidt store øjne, da hun så en tårnhøj dæmon stå foran sig, og var blevet lidt overrasket over hvor høj denne person var. Hun rømmede sig hurtigt "Godaften" sagde hun høfligt som svar til manden og gav ham et lille nik til det som han havde sagt.
Hun gik med rolige skridt ind i huset og fik hurtigt sin normale kropstemperatur tilbage. Hun lynnede op for sin jakke og så op på en fremmed som kom over til hende. Hun betragtede ham lidt og smilte venligt til ham "Godaften Alister" sagde hun og så så op på det som han havde i hånden. Hun nikkede hurtigt og så så tilbage på Alister som allerede var begyndt at gå, og fulgte hurtigt efter ham...

Alister gik foran hende, og men stoppet kort, og vendte sig om mod Az, for derefter at få nogen rav farvet øjne frem, og med en rolig og stille stemme, sagde han nærmest viskende "Frøken Rosevelt, jeg vil af ren respekt overfor min herre, fortælle dem at fruen i huset, er afgået ved døden, og da herren har politiske andligner som kræver hans opmærksomhed, bedes de holde deres usle vampyr tunge for dem selv, og undlade at nævne hende". Alister smil stoppedet, og han var ligeglad med hendes reaktion, og selv hvis hun slog ham, vendte han sig om, og begyndet at gå oven på. Når man kom oven på, kunne man se en lang gang, hvor der ingen tjenere var, men der var en vagter lige så lang som gangen var hen af væggen, iført en nogen lange læder couts, en hvid maske, sort hætte, og lange læder støvler. de kigget alle stift ud i luften, som en lille privat hær. Alister fik en klump i halsen, og sagde derefter venligt "Frøken skal vide, at selv dette hus er fyldt med dæmon loyalister, og jeg selv ikke kan lide dem, ønsker jeg dem held og lykke, for jeg må ikke krysse gangen her".Alister vendte sig mod trappen igen, og begyndte langsomt at gå ned. en meget lille dæmon kvinde på Az strøelse, iført en fin lilla kjole, kom hen til hende, og sagde "følg venligts med mig frøken"

Azriel fulgte efter Alister, men stoppede så op da han gjorde og så op på ham. Hun fik en lille klump i halsen da han hørte at Domina var død, og var ked af det på Rafaels vegne, men hendes opmærksomhed kom over noget andet da Alister ingen respekt viste overfor Azriel. Hun greb hurtigt fat i hans krave og hev ham ned, så han var på øjenhøjde med hende "Jeg vil råde dig til at holde din egen usle dæmon tunge for dem selv. Du har ingen ret til at tale sådan til mig, og hvis du vil leve lidt længere har du bare at vise respekt!" sagde hun hårdt, men lavmælt så ingen kunne høre dem. I al den tid hun havde snakket til ham, havde hun brugt sin evne og fået is til at sprede sig over hans krop, som havde startet ved hans hals og langsomt op imod hans ansigt, og da hun så gav slip på ham forsvandt det og efterlod bare hans hud drivvåd, blot for at vise ham at hun godt turde at gøre ham fortræd, men ville dog ikke. Han var under hende, og han skulle ikke tro at hun ville lade ham tale sådan til hende.
Hun rømmede sig så og fulgte så efter ham da han var begyndt at gå igen, fulgte hun med. Hun stoppede oppe ved gangen og så på dæmonerne som stod der, og derefter op på Alister og kunne ikke lade vær med at smile skævt over det han sagde "jeg er da ikke bange for dem" sagde hun, måske lidt for overmodig, men vidste at de ikke måtte angribe hende på noget tidspunkt. Hun så efter Alister og så derefter hen på en kvinde som kom over mod hende. Hun var på Azriels højde, hvilket var rart. Alle de andre dæmoner hun havde mødt indtil videre, havde været så høje og store, så det var rart at hun nu kunne følges med nogen som ikke var særlig meget højere end hende selv. Hun smilte varmt til kvinden og nikkede og fulgte så med hende ned ad gangen.

Kvinden gik kun et skridt fra hende, hun fik en klump i halsen, hun havde ikke været så tæt på en med så høj status før, og var helt bange for at gøre noget helt forkert overfor hende, for denne dæmon som hed Lensa, havde en form for æresfrygt ved Az, bare ved hendes title, og det kunne man godt mærke på hende. Lensa begyndte at tale mens de gik, "De burde vide at herrens nyfødte drenge søn, og kone begge er gået bort, og selvom herren skjuler det sorgen, ville det nok være bedst at holde tand for tunge, da herren nok vil adskille politik fra privat liv". kvinden stoppet foran den døren til Rafaels kontor, hun smilte diskret til Az, og sagde venligt "dette er døren". hun åbenet døren, og man kunne se Rafael sidde bag et mellem stort træ bord en 3 meter indenfor døren, og han lændede sig afslappede tilbage da han så Az, og selvom han ikke var afslappet, skjulte han det ret godt, men Az var nok god nok til at se gennem fasaden.
Rafael rejste sig op, og døren bliv lukket bag Az, hvorefter Rafael sagde varmt og venligt "Min kære frøken Rosevelt, vil de ikke sidde ned?" han nikket mod en stol på den anden side af bordet, som var ud mod døren.

Azriel kunne godt mærke kvindens ubehag og frygt for hende, og kunne ikke lade vær med at smile indvendigt. Det var egentlig sjældent at nogen andre end vampyrene frygtede hende, hvilket bare gjorde at hun ikke kunne lade vær med at smile når andre racer faktisk gjorde det. Hun så på kvinden og bed sig i underlæben da hun faktisk ikke vidste at Rafael havde en søn. Hun gav kvinden et lille nik, og ville gøre hvad hun sagde, da hun viste hende mere respekt end Alister, hvilket man altid kom længere med. Hun forstod godt hvad kvinden sagde om at adskille sit privat liv fra politik og arbejde. Det var det som Azriel havde gjort hele sin eksistens, og det var derfor at ingen vidste noget om hendes fortid og privat liv.
Azriel smilte varmt til kvinden da de var nået til deres destination "Tak" sagde hun høfligt til kvinden og så så på døren som blev åbnet. Hun gik langsomt ind i rummet og så ikke tilbage på døren da den blev lukket "Godaften hr. Dominatrix" sagde hun høfligt og lavede en lille nejende bevægelse for ham. Hun smilte varmt til ham og nikkede svagt "jo tak" sagde hun og gik over og satte sig ned på stolen som Rafael havde nikket imod. Hun betragtede ham med et nysgerrigt blik, og vidste ikke at der var så meget som han havde haft holdt hemmeligt for hende.

Rafael satte sig tilbage i hans store bløde, og rare stol, for derefter at smil lidt skøvt til hende, og sagde mindre roligt end normalt, men stadig venligt "Jeg selv er beæret over de tog imod min invitation". Rafael kigget hen mod døren, og selvom der ikke kom nogen lyde der henne fra, sagde han "Hørte du noget?", han rystede på hoved i det samme han havde sagt det, og forsatte "Jeg selv har inviteret dem begrundet jeg selv ønskede at diskutere politik med dem, som første priviotet". Rafael kigget ned, og tog en kniv af sølv med gamle pentagrammer, og romerske gude tegn, og lagde den foran Az, og sagde roligt "Kan de fortælle mig hvilken slags dusør jæger der bruger sådan et slags våben?"
Rafael tog en flaske vin frem, og en glass for derefter at hælde op til sig selv, og kigget på et fad på bordet, og sagde "Der er blod i en skål på det fad, bare fjern låvet"

Azriel betragtede Rafael roligt og smilte venligt til ham "Æren er skam helt på min side, Hr. Dominatrix". Hun løftede et øjenbryn af hans paranoia og lagde hovedet let på skrå "Er der noget galt?" spurgte hun af ren nysgerrighed "Jeg har set at de har fået lidt flere... vagter.." sagde hun lavmælt, og var lidt nysgerrig omkring hans vagter og ansatte. De alle gik nærmest rundt på listetå her omkring.
Hun glemte hendes spørgsmål lidt, da han fortsatte og nikkede. Hun sagde ikke noget, og så på Rafael da han fandt en kniv frem. Hun rynkede panden og sad pludseligt ikke så afslappet mere. Hun spændte i kroppen, og betragtede kniven. Hun så op på Rafael og tænkte lidt over hans spørgsmål. Hun satte sig derefter helt yderst på stolen, betragtede kniven, og tog den så langsomt og forsigtigt op. "Det spørgsmål kan jeg ikke svare dem på... men jeg har dog hørt om disse knive..." sagde hun. Hun var ikke stolt over sig selv, at hun faktisk intet vidste om hvad denne kniv helt nøjagtig var, og hvem der bar rundt på sådanne objekter. Azriel lagde kniven på bordet igen, og så så over på fadet med blodet i. Hun rakte langsomt ud efter skålen, åbnede den, og så ned i den. Hun tog en indånding gennem næsen, og kunne næsten ikke lade vær med at smile "Kunne jeg bede om et glas?" spurgte hun roligt og så op på Rafael igen...

Rafael overhørte hendes spørgsmål til at starte med, for hvad skulle han sige?, han var nok blevet for forskræmt at han ikke længere kunne se forskel på venner, fjender, og bekendte, ivertfald kunne han kun tænke på om Az ville ham noget godt.
Rafael sukkedet og vidste godt han var gået for langt, men hvem ville ikke det tænkte han, detvar jo ikke ligefrem påske harren, han havde hørt rygter om.
Rafael lænede sig tilbage i stolen, og svaret så roligt han kunne, men han havde stadig spor af utryghed i stemmen, "Frøken Rosevelt, vi har et problem" rafael stoppet, og tog kniven i den venstre hånd, blot for at slå den halvvejs ned i bordet med et brutalt ryk, hvor efter han tog en mappe frem fra en skuffe med den højre hånd, mesn han havde venstre hånd på kniven midt på bordet. han lagde mappen med parpier mellem Az og kniven, og sagde så "Der er 37 dødsfald i den mappe, 28 dæmoner og 9 vampyre.. de er alle døde i løbet af 2 uger.. det er en voldsom fart, som de sikkert kan regne ud, men det slemme er at igår var der kun 32 filer i denne mappe, det betyder at dem, det, eller den der dræber vores folk, bliver hurtigere som dagende og nætterne går.." han studeret hende, og tog et helt nyt glass frem han en anden skuffe, og satte det foran hende.

Azriel betragtede ham, og var egentlig ikke overrasket over at han ikke svarede hendes spørgsmål. Hun så på kniven som han tog op, og blev lidt overrasket over at han derefter bare slog den ned i bordet. En mappe blev taget op, og hun så på den med nysgerrighed i blikket, men det blev hurtigt ændret, til ren rædsel. Hun rejste sig hurtigt op og så på ham "Hvad?!" spurgte hun hårdt. Hun var blevet ligbleg i ansigtet og hun måtte tvinge sig selv til at sætte til tilbage ned, og slappe af "Hvem kunne finde på sådan en ting?" spurgte hun forfærdet og tog langsomt mappen op. Hun åbnede den, og gik igennem siderne, og blev ikke mere rolig af de ting der var i mappen. Hun så på glasset, og koncentrerede om den, hvilket fik den til at svæve helt hen til hende, derefter så hun på skålen med blodet i, og fik også den til at svæve over og fik den til at hælde blodet op i glasset. "Det her er alvorligt..." mumlede hun og lukkede mappen. Hun tog glasset og tog en tår af den og sukkede. "Hvis vi ikke gør noget ved dette, vil der ikke gå lang tid, før at dæmonerne og vampyrene, vil være udslettet fuldstændig" sagde hun med alvor i stemmen. "Hvorfor... har jeg intet hørt om de her ting.." mumlede hun for sig selv, og sukkede, og var skuffet over sig selv..

Rafael fjernet hånden fra kniven, og lod bare kniven sidde i bordet, og var glad for hendes spontane frustation, for det betød hun nok ikke var den som beordret lejemorderne, ikke at han havde troet det, for han stolet på hendes ære, og fandt hendes respektabel og fortjent til tillid.
Rafael lukkede øjnene, og lagde hoved tilbage i stolen, før han svaret, og sagde "for under 2 timer siden, bliv Tristan wonder, lederen for dusør jægerne hentet på en ødelande vej af en tysk militær helikopter, disse oplysninger kommer fra en af mine mest betroet og ærefulde dæmoner. jeg mistænker den kære tristan har noget med sagen at gøre, for ikke lang tid efter, bliv endnu et vampyr lig set, kastet ud fra en tysk militær helikopter, det bliv optaget af en menneskelig rapporter, men hun er blevet taget af, men det hun så foruroliger mig.. vi risikere lig på lig, men også afsløring for menneskene hvis dette forsætter, for vi kan ikke dække vores røve hele tiden, hvis en fucking militær helikopter er med i spillet... hvis tristan har noget med det her at gøre, må vi hellere tage en snak med ham."

Azriel så på Rafael med et mørkt blik. Man kunne se at hun var vred, og det blik hun havde var en sjælden ting som man så hos Azriel. Hun tog endnu en tår af sit glas og lyttede til Rafaels detaljer og informationer. Hun blev anspændt igen, ved Tristans navn. "Det ville ikke overraske mig hvis han havde noget med dette at gøre" sagde hun og satte glasset fra sig. Hun rejste sig langsomt op og begyndte at gå rundt i rummet, da hun ikke kunne sidde stille "Tristan og jeg, har en fortid med hinanden, med slagsmål, og jeg ved at han ikke kan lide mig det mindste. Han vil med sikkerhed gerne have vampyrene fjernet" sagde hun, og snakkede egentlig lidt til sig selv. Hun så hen på Rafael og nikkede til det han sagde "Ja, vi må finde ham, inden at nogen andre uskyldige væsner bliver dræbt" sagde hun og vidste egentlig ikke hvor hun kunne finde Tristan.

Rafael nikkede og sagde hæst "vi skal snakke med Tristan og camille på samme tid, vil ikke lade dette føre til krig, jeg er måske et forfædeligt ondtskabsfuldt væsen, men et monster er jeg ikke, og vil ikke se blod flyde uden grund...jeg hidkalder dem til et privat møde mellem os fire, så må vi se..."

\\the end right?\\