Stakeout

Procella skubbede låget af den orange beholder med tomlen. En pille blev hældt ud i hendes håndflade, men blikket gled rundt. Den sandfarvede volvo holdt skjult i det faldefærdige rygehus. Hun havde skubbet sædet så langt tilbage at hun kunne hvile fødderne på instrumentbrættet. Hun ville have slået ihjel for en kop varm kaffe. En svag rødmen af himlen i horisonten tydede på at der ikke var lang tid til solopgang. Hun sukkede. Koldt spor. Men kunne ikke vinde hver gang. Til gengæld kunne hun godt have undværet en piv-kold nat bag rattet i et faldefærdigt træskur der stank langt væk af de røgede fisk der havde modnet engang da det stadig havde været brugt. Aromaen var næsten til at smage i luften.

Med et suk puttede hun pillen ind på tungen. så langt tilbage hun kunne. Hun skruede låget af mineralvandet og skyllede pillen ned. Den måtte godt virke hurtigt.

"Screw this...im not gonna play a freaking human popsicle..."

Knurrede hun lavmælt og stak hånden i lommen på dusteren og fandt bilnøglerne frem. Det skulle gøre godt at finde et sted med ly for vinden. Den havde været brutal på havnekajen, og skuret og den slukkede bil havde ikke ligefrem været en varm fornøjelse. Motoren brummede til live og hun begyndte langsomt at trille ud af skuret. Det var tvivlsomt at der var vampyre ude der ville være dumme nok til at angribe hende så tæt på solopgang. Tanken var rar...men hun følte alligevel hun havde spildt sin tid. Selvom meget af hendes tid gik med venten generelt og selve drabssekvenserne egentlig var korte og som regel brutalt hurtigt overståede, så generede det hende mere end normalt at have siddet og blevet gennemkold. Skulderen værkede grumt. Hun rullede let med den for at løsne den op.

Bilen drejede ned af den lille vej langs vandet, der ikke var meget mere end en smal grusvej. Himlen var stadig nattemørk, men stjernene var ved at dø ud imens den svage tone af nærmest mudret orangebrun spredte sig papirtyndt i horisonten hvor vand og himmel mødtes og tvang det tætte nattemørke tilbage

Mal havde valgt at gå sin en tur langs havnen. Det var sjældent at hun gjorde det. Egentlig var det alt for sjældent at hun overhovedet opholdt sig i byerne. Hun holdt mere af de lidt mere afsidesliggende steder, hvor det ikke var nær så opsigtsvækkende at se en ulv. Hun havde det bedst i sin ulve form. Man holdt varmen bedre med den tykke pels, og så var det uendeligt meget lettere at slå ihjel når man havde kraftige kæber med stærke tænder, og spidse klør.
Hun følte sig så uendeligt meget mere sårbar når hun så ud som et simpelt menneske. Så var der nemlig ingen der blev skadet af et enkelt bid. Så blev hun nødt til at have våben på sig. Hvilket hun da også havde. Bare for tilfældets skyld... Selvom det slet ikke var det samme som at dræbe som ulv. Hun elskede det... Elskede lyden af stærke knogler der knækkede som tændstikker mellem hendes tænder. Elskede følelsen af det varme, klistrede blod der satte sig i den bløde pels, og de smertefyldte skrig.

Mal lod let tungen glide over sine tænder. Så sukkede hun, og rettede let på sin hue. Hun havde pakket sig godt ind. Hun kunne ikke fordrage kulde. Derfor havde hun også adskellige lag på, i et forsøg på at undgå at fryse. Men for at undgå at gå alt for meget på kompromis med bevægeligheden havde hun valgt en del tøj der ikke var særligt tykt, men lavet til at holde på varmen; De inderste lag var af uld og det yderste lag, jakken, var af et vind- og vand afvisende materiale. På benene havde hun også et uldent lag, under sine jeans. Og så havde hun selvfølgelig et par tykke uldstrømper på nede i de store, varme støvler. Så med hue, halstørklæde og vanter var hun beredt på endnu en kølig vinterdag. Nogen ville måske mene at hun overdrev, men det mente hun nu ikke selv. Ikke om hun ville stå og ryste af kulde, på noget tidspunkt.

Mal fik øje på nogle billygter længere fremme, og rynkede svagt på næsen. Gad vide hvem der havde opholdt sig på havnen ved denne tid? Hun modstod en træng til at skygge for øjnene med en hånd for at undgå at blive blændet af lygterne. I stedet fokuserede hun på et punkt lidt over bilens tag. Hvis hun skulle gøre sig nogen forhåbninger om at se hvem der kørte bilen måtte hun alligevel vente til den passerede hende, så hun kunne se ind gennem vinduet i passagersiden. Hun stak hænderne i lommerne og trak skuldrene op mod ørene, som værn mod kulden.

Procella trillede roligt afsted. Der var ingen grund til stress og jag nu. En bevægelse længere fremme fik hende til at studse kort. På et ubevidst plan registrerede hun at der var noget med billedet der var...off.

Jægerens ravgyldne øjne betragtede den kønne blondine. Hvor gik den galt? Procella granskede skikkelsen imens bilen nærmede sig langsomt. Hun var ikke fisker. Så havde hun haft de lange gummistøvler på der sluttede ved lårene for at holde vand ude. Netrenser? Nej...tøjet var for...rent.

Der var noget ved den unge pige der generelt var lidt for pænt. Lidt for rent til det her sted. Ikke fattigt nok. Ikke slidt nok. Procellas hoved begyndte langsomt at summe let da morfinen sparkede ind og udsendte sine kemikalier op i hendes hjerne og sløvede sanserne.

Procella lod bilen stoppe et par meter fra pigen og rullede vinduet ned

"Hey...are you drunk or lost? This is no place to run around at this hour. Where do you live?"

Kors hvor var det forbandet koldt! Procellas tænder blev bidt sammen for at forhindre hende i at begynde at klapre tænder. Et af de vilde vindstød smed pigens lugt direkte ind i ansigtet på hende. Hun kunne ikke fordrage den normalt. Den sure uldne lugt af våd hund

...oh come on...now?! How is this fair! I just wanner find a bed and go to sleep!

Mal løftede let et øjenbryn da bilen standsede. Gik så de sidste få skridt der placerede hende udfor vinduet. Hun spidsede svagt læberne et øjeblik, da føreren talte til hende. Fuld eller faret vild. Dumme menneske...
"Neither. And where I go at what hour is my business. - Not yours."
Den franske accent lå tyk som et tæppe over hvert eneste ord. Hun havde ikke været i Frankrig i flere år, men lød som om hun havde forladt landet få dage tidligere. Og det ville hun nok blive ved med meget, meget længe. Hun lod de grønne øjne vandre lidt rundt i bilen, og op og ned af føreren. Sikke en spøjs beklædning. Mal rynkede på næsen igen.
Mennesker der gik spøjst klædt var ofte ikke blot almindelige mennesker. De var ofte jægere. Mal måtte undertrykke en overvældende træng til at knurre, bare ved tanken.

Nej, Mal brød sig virkeligt ikke om dusørjægere. Hun sendte kvinden bag rattet et skeptisk blik.
På den ene side så hun ud til at være til at sluge i nogle få mundfulde, men på den anden side var hun jæger. Og jægere havde som var regel mere eller mindre sikret mod bid og angreb af anden salgs. Altså krævede det at man kunne finde et 'soft spot' før man kunne skille sig af med skadedyret. Hun ærgede sig kort. Hun havde ikke lyst til at ødelægge sit tøj. Godt nok havde det været billigt, Mal spildte aldrig penge på dyrt tøj, når det meste alligevel endte med at blive flået i stykker af en forvandling.

Alligevel var hun tilbageholdende med at forvandle sig. Hun ville først vente og se hvad denne kvindelige pestilens valgte at gøre. For hvis hun bare forvandlede sig uden videre, og jægeren valgte at flygte, så ville Mal miste dyrebare sekunder mens hendes krop faldt på plads i den nye skikkelse. Sekunder der kunne føre en bil for fuld fart uden for rækkevidde, selv for en fuldt udvokset ulv.

Procella sukkede træt. Gud hvor gad hun bare ikke det her lige nu

"Actually...thats where you are wrong...it is my buisness...and you have just become a problem...now, see...i dont do problems very nicely"

Procella rakte ud efter sit handskerum

"And i am diffidently NOT gonna let you go freaking Cujo on some poor fisherman, you goddamn furry freak!"

Pistolen lå hvor den skulle. Ingen lyddæmper? Hun var ved at blive glemsom. Var det pillerne? Hun greb om pistolen og rettede den mod vinduet hvorefter hun trykkede af. Skudet bragede af og kuglen ramte varulven i ansigtet og...nej?

Procella så lidt forvirret på blondinen. Hvordan kunne hun stå op? Hun blinkede forvirret. Lidt indmad fra loftet begyndte stille at drysse ned i hendes hår

...vil du da pisse mig i øret på en varm forårsdag...

Bandede hun i sit stille sind. Hvad fanden skete der lige for det der begynderskud?

Mal nåede ikke at tage mere end et halvt skridt bagud, før pistolen gik af. Hun glippede kort med øjnene, før hun snerrede højlydt. Hun sparkede støvlerne, hvilket ikke var særligt svært eftersom de var et nummer for store, stoppede hurtigt sin hue i jakkelommen og smed vanter og halstørklæde fra sig. Så satte hun den smertefulde forvandling igang. Hendes snerren blev mere og mere dyrisk, i takt med at hendes ansigt blev længere, kroppen kraftigere og en hale skød frem bag til.

"Now, dear human, I was not going to kill anyone this morning. - You just changed that" Ordene flød stadig af den franske accent, men den lettere rødlige ulv der nu stod i den unge piges sted kunne tydeligvis ikke have udtalt dem. Det havde den sådan set heller ikke. Det var det der var det smarte ved Mals evne. Hun behøvede ikke være menneske for at kunne komunikere med folk. - Hun kunne bare sætte sine ord i deres hoveder. Hvilket var lige præcis hvad hun havde gjort.

Den store ulv krummede sig sammen, mens en vedvarende, dyb knurren kunne høres fra dens strube. Den gjorde klar til spring. Mal var udemærket godt klar over at hvis hun angreb gennem et af vinduerne ville hun blot give denne irriterende skabning mulighed for at affyre endnu et skud. Mon hun brugte sølvkugler? Det gjorde hun nok, det gjorde de fleste jægere. Varulve var den eneste dræbende race man kunne bruge en pistol mod. - Hvis altså man havde sølvkugler.
Mal satte af. I stedet for at sigte efter vinduet, der ellers nok havde været et logisk mål, landede hun oppe på bilens flade tag. Her var hun beskyttet mod kugler der let som ingenting kunne gå gennem en bilrude, og hun havde større chance for at lokke sit nye bytte ud af sit forbandede køretøj.

Mal brugte nogenlunde samme teknik som en isbjørn; Hun satte fra med for benene, og bruge så sin samlede vægt til at hamre ned mod taget, og lave nogle fine buler. Hun havde igen intentioner om at forsøge at skaffe sig adgang til bilen på den måde, hun ville bare have musen ud af hullet. Og mon ikke dette ville virke efter hensigten?

Procella gloede efter ulven der var forsvundet ud af synsvide. Hvad lavede den?

"...what the hell?"

Hun spjættede da noget bragede mod taget

"Oh no you dont! YOU DONT MESS WITH THE CAR YOU BITCH!"

Procella smadrede sin fod mod speederen, og de tykke gummiedæk sprøjtede en kaskade af støv og grus op i luften da den accelerede fremefter

"Dodge that Beethowen!"

Snerrede hun ud i luften hvorefter hun hårdt trampede bremsen i bund. Hun blev kastet brutalt mod selen og så op mod forruden i forventning om at se noget sejle ud over køleren. Hun holdt vejret i forventning.

Fighting? On drugs? This is not the best fucking plan i ever had i my life!

Da bilen satte sig i bevægelse reagerede ulven ved at lægge sig ned på taget, som for at holde bedre fast. Men der var ikke meget hun kunne gøre da jægeren trådte på bremsen. Dumme menneske... Det store dyr hang i luften et øjeblik, før hun måtte kysse vejens grus, og slå nogle imponerende kolbøtter. I samme øjeblik hun fik balancen igen vendte hun sig mod bilen og snerrede højlydt. De spidse tænder var blottede, og stærke kæber snappede ud i luften af rent raseri.

Mal var egentlig ikke kommet til skade. Den bløde pels havde beskyttet hende mod lette knubs, og hun var landet heldigt nok til ikke at få nogle mere alvorlige skader.
"Come out and play, little mouse." Ordene sang drillende i jægerens kønne hoved, mens ulven langsomt nærmede sig, snappende og snerrende.

Mal brød sig ikke om biler. Overhovedet ikke. De var ikke til nogen nytte for hende overhovedet. Derimod kunne de skade hende. Mennesker der kørte hurtigt i disse skrammelkasser kunne alt for let brække diverse knogler, eller beskadige vigtige organer, og i sidste forsage døden. Dumme mennesker, sådan at opfinde sådan nogle helvedesmaskiner...

Procella blottede tænderne i et stort tilfredst grin

"Goddamn mongrel...dont fuck with my car..."

Procella blinkede et par gange da et eller andet utydeligt summede i hendes hoved. Nogle ord? Det var lidt som havregrød. Procella virrede irriteret på hovedet da tankerne blev tungere og tungere. Hun nærmest tumlede ud af bilen og lignede mest af alt en der var døddrukken. Hun støttede sig tungt op af bilen med hængende hoved. Det kunne næsten se ud som om hun skulle give sig til at kaste op.

Så blev hovedet vendt med et lynsnart ryk. Blottede skarpe tænder viste sig i en snerren der ikke lod ulven noget tilbage at ønske.

"Only I get to play with the moon-child!"

Hvæsede hun koldt og slikkede om læberne. Stemmen var...anerledes? Det var en ikke helt definerbar forskel. Stemmen var...en anelse lysere? En anelse koldere?