Jeg vil have en dusør, jeg vil have en dusør - Abaddon

T: Lidt over middag
S: Werclare by, hun ved ikke helt hvor
O: Skumle personer i skumle butikker i en skummel by
V: Koldt og overskyet
P: Let jakke og en sort bluse indenunder, sorte jeans og nogle sorte læderhandsker på hænderne.

Isoldi kom gående hen ad endnu en gade, den var mørk og skummel ligesom alle de andre gader. Hun så med let afsky på en gammel mand der sad drak i rendestenen.
*Dæmon*, tænkte hun, det var ikke rigtig ondt ment, hun var jo dusørjæger og dermed alle overnaturlige racers fjende.
Hun rettede opmærksomheden mod alt omkring hende, husene, folkene og de stakkels måger der fløj over byen.
Hun VILLE finde dæmonernes leder, Rafael Plexico Dominatrix.
Hun vidste han holdt til her i Werclare og hun ville finde ham og dræbe ham.
Nu skulle hun bare finde ham først, en præstation i sig selv. At skulle finde en her i dette gudsforladte sted, som hun i oven ikøbet ikke vidste hvordan så ud, var jo umulig, ikke?
Måske, måske ikke.
En raslen i en gyde fil hende til at standse op og kigge ind i dens mørke.
"Hallo?", kaldte hun og tog fat om sin dolk for en sikkerheds skyld.

på denne kolde, og relativt mørke eftermiddag, kunne man høre nogen store tunge skridt, der lød som en stille torden langs byens gader. skridtene kom fra nogen store britiske militær støvler, som sad på fødderne af en herre i dybe mørke tanker. herren hed Rafael, han var iført en lang sort tysk officer cout, som gik fra nakken til skoende, indenunder var der en sort silke skjorte, som var løst siddende på hans store veltrænet bryst og skuldre, på benene havde han nogen militær bukser i de typiske koldt temperatur farver, det vil sige de var hvide, grå, mørke grå, og lidt sort, på hanss ben var der de omtalte britiske militær støvler, som havde en tyndt lag af jern på hælen, og spidsen af skoen. Rafael havde ikke meget tilovers for hans normale routine, og han ville bare gerne se byen fra nogen nye vinkler, og få nogen nye indtryk, også han kunne studere menneskene med et andet syn, men han tog dog altid den samme vej ned til gågaden, og det ville han gøre igen idag, da den mindet ham om hans veninde Ez, hun var død for en dusørjægers hånd, og rafael forstod det ikke, Ez var engel, og en god en af slagsen, men det var vist ikke vigtigt for dem, og det gjore Rafael lidt betænksom, for han syntes virkelig at deres organisation helt havde glemt deres vision, og det gjore at de gik efter uskyldige væsner, men Rafael kunne ikke slå tankerne om Tristan ud af hoved, han virket så respektfuld. rafael så en pæn pige lidt længere ned af gaden.

Isoldi fjernede blikket fra gyden og så frem for sig igen.
En høj mand fangede hendes blik, hun var helt sikker på at han var dæmon. Men alligevel, en stemme dybt i hende sagde at hun ikke skulle være alt for sikker.
Isoldi lukkede af for stemmen og begyndte at gå op mod ham.
Da hun var mindre end en meter fra ham standsede hun op.
"Min herre, jeg er Isoldi.", sagde hun og smilte venligt."Må jeg spørge om dit?"

// sorry ingen krea ):

Rafael studeret hende, hele vejen fra der hvor hun stod fra turen overimod ham, mens han overvejet hendes race, normalt ville han bare sige at menneske, men det var de færste mennesker der gik op til andre de ikke kendte, og hun så næsten helt målrettet ud, så det skulle undre ham, hvis hun varet helt normalt menneske, men han smilet da venligt til hende, da hun kom op til ham, han tygget lidt på hendes navn, han havde ikke hørt om hende før, men han kunne godt lide navnet. han vidste ikke om han skulle give hende hans rigtige navn, normalt sagde han jo bare hans navn var Caspian, men hun vikret på en eller anden måde meget betyggende, og hun hendes venlige og respektfulde måde at spørge på, var da klart noget han satte pris på, så han valgte at give hende hans rigtige navn, så han fik en varmt smil frem, og sagde roligt "Jeg selv er Rafael, en ære at møde dem Isoldi"
\\helt okay min ven\\

Isoldi blev tavs et stykke tid.
Hun havde været helt sikker på at han var dæmon, men da ikke selveste Rafael, dæmonernes leder. Ham, hun havde ledte efter siden hun blev dusørjæger. Ham, som alle andre som hende havde ledt efter.
Hun samlede sig op og sagde:"Mig en glæde, det er en stor ære at møde Rafael, dæmonernes leder."
Hun så på ham og tilføjede:"Du har godt gættet, hvad jeg er ikke?"

Rafaels rolige smil stoppet, og hans ansigt bliv koldt og føelses løst. rafael kigget på de få mennesker der var omkring dem, og kigget så koldt og øde på hende "Hvis du er et væsen, håber jeg du har en god undskyldning til at bryde facaden, for hvis du ikke har, så burde du seriøst håbe på ingen hørte dig, for hvis nogen gjore, kan jeg være meget kreativ, når det kommer til at sy folks lemmer sammen...hvis du er jæger, ville jeg skammer mig hvis jeg var tristan, og ville nok begrave dig levende for din idioti.. og hvis du er jæger, ville jeg overveje det du er igang med en ekstre gang, for jeg er hurtigere end dig, jeg er strækere end dig, og du har ingen våben i hånden, men jeg behøver ikke våben, og hvis jeg enlig gjore, ville jeg stadig kunne trække min kniv i min ene jakkelomme, og stikke den igennem dit hjerte, før du ville kunne nå at få en hånd ned i din lomme."

Isoldis stemme blev kold:"jamen så er det jo godt at du ikke er Tristan, min herre."
Hun vidste jo godt at hun havde sagt noget tåbeligt, men... okay, Rafael havde al mulig grund til at være sur, så hun tilføjede lidt varmere:"og undskyld min respektløse opførsel, men jeg ville sikre mig at De vidste hvem jeg var. Og ja, De er helt sikkert hurtigere og meget stærker end mig, mod Dem i kamp har jeg ikke en chance. Men så ville De dræbe mig koldblodigt, for hvad har jeg gjort dig?"
Isoldis planer om at fange og måske dræbe Rafael smuldrede som dug for solen.
Nu ville hun bare slutte fred med ham, hun havde nemlig ingen intentioner om at dø for hans hånd.

Rafael skulle lige til at tikke hende en flad lussing, og han nået da også at løfte hånden lidt mens han overvejet det, men lagde hånden tilbage ned af hans side, da han hørte det næste hun sagde, hans ansigt bliv dog ikke mindre koldt, han kigget hende i øjnene, og sagde derefter "Du behandler min slags som dyr, uden undtagelse, betænksomhed, eller respekt... Men du er fri til at gå din vej, hvis du kan svare på hvorfor jeg lader dig gå?" Rafael kigget ned fa hende, og sagde så "kom med mig.." Rafaels stemme var hård, og seriøs, og tålte tydeligt ikke at blive sagt imod.

"Jeg har ikke engang lagt en hånd på en din slags... indtil videre.", svarede hun koldt og tilføjede så:"Om jeg må gå eller ej er Deres valg ikke mit, hvis du vil slå mig ihjel så gør det."
Hun blottede sin strube, da hun løftede hagen trodsigt op imod ham.
Om han så flænsede hende i stykker, ville hun dø med oprejst pande. Han ville ikke kunne end ikke lokke et skrig ud af hende.
Isoldis blå øjne var som istapper nu, hun havde aldrig før været så trodsig før, det vidste hun.
Og dog, denne trodsighed ville måske være det der ville dræbe hende, men hvad så?
"Og hvis du vælger at dræbe mig, vil jeg gøre det med oprejst pande.", sagde hun dæmpet, så folk omkring dem ikke kunne hør det.

Rafael forstod hende ikke, var hun så hjernevasket af hendes jæger venner, døden var skam ikke for sjov, og han gav hende flere muligehder for at fatte hun bare skulle gå sin vej, men hun var tydeligvis dum, eller bare sindsyg. Rafael smilte dog bare lumsk, og sagde "Du ved tydeligvis ikke hvad død er, jeg har set spædbørn død for min broders hænder, jeg har set voksene væsner dø for mine hænder, og ved du hvad?, de frygter det alle sammen, og det sidste man kan se før de lukker øjnene, er de fortyder de var stolte, de ville hellere leve..vil vi alle bestemme over vores livs ende, nogen finder bare først ud af det forsent.. så nu giver jeg dig en chance..kig mig i øjnene, og sig du ikke vil dø..så kan du gå" sagde han lavt så ingen hørte det udover dem.
Rafael lagde en hånd på hendes skuldre, og diskret træk hende ind i en gyde, hvor de nu var helt alene.

Isoldi lod sig trække sig med ind i gyden.
Hun var fuldt klar over hvad døden indebar, alt om dens smerte og pinsel, alt om det tomrum det efterlod hos ens kære. Hun kendte nok til den.
Hun vidste nemlig præcis hvordan det var at miste nogen, man havde kær.
"Du sagde at min slags behandlede jer som skidt, men ved du hvad? I gør det samme.", hviskede hun og tilføjede:"Du siger at du har set spædbørn dø, spædbørn der end ikke havde fået lov til at opleve livets glæde og sorger. Du siger du har set livet ebbe ud af andre væsner, væsner der havde for meget stolthed til at bide det i sig, ligesom jeg har. I har taget alt fra mig, I har taget mine forældre, min søster og min lillebror."
En tåre faldt ned af hendes kinder, en tåre fulgte den og en tåre fulgte den som blev forfulgt af en masse andre.
"Du tillader dig at sige at vi behandler jer som skidt, men hvad havde min familie gjort jer? Det eneste min far gjorde var at sige til en dine at de skulle skride fra vores jord og så dræbte I alle i min familie. I dræbte min lillesøster foran min mor der tiggede og bad om hendes liv. I dræbte min lillebror da han ville redde min fa. Min mor tog I med jer og jeg har ikke set hende siden.", tårerne trillede nu for alvor."Jeg blev dusørjæger fordi I tog alt fra mig, I tog min barndom. Jeg ville med glæde udslette jer, hvis min samvittighed ikke fortalte mig at jeg skulle lade være. I er for ynkelige, I tænker aldrig på hvordan det ville være hvis i selv mistede alt. Jeg ville dræbe jer, hvis det ikke var fordi jeg vidste at der var nogen der holdt af jer, nok til at ville blive knust, hvis I døde. Mange af jer har børn, som ville miste deres barndom ligesom jeg. Den skæbne vil jeg ikke påtvinge nogen, end ikke jer."
Hun tørrede den sidste tåre væk, hun havde fortalt meget om sig selv, men hun havde ikke sagt det han ville have hende til at sige og det var hun tilfreds med.
"Hvis du dræber mig, vil jeg endelig se min familie igen.", sagde hun sammenbidt og koldt.
Hendes sårbarhed forsvandt og kulden kom tilbage til hende.

Rafael var lige ved at græde over hendes idioti, kunne hun ikke se han ikke havde revet huden af hende, og brugt den som kappe endnu?, hun behandlet som om han havde gjort det, og måtte anderkende, at hendes dumhed, havde tvunget hans ære til at dræbe hende, for han gav en en chance, og hun spyttet ham bare mentalt i ansigtet, så hvordan skulle han forsvare hende overfor hans egen stolthed?,næ det kunne han ikke længere. Rafael tog en dybindång da de var alene, måske kunne han banke noget fornuft ind i hende tænkte han, og sagde "Mennesker voldtager, stjæler, torturer, dræber, de ting gør de mod hinanden... væsner voldtager, stjæler, torturer, dræber, de ting gør de mod hinanden.. hvorfor er det så forskelligt om et menneske dør af min hånd, eller af en menneske hånd?, vil du sige at menneskeheden ikke har ´onde´ folk?.. men jeg ser ikke dig dræbe mennesker..næ..du dræber min slags, det gør alle jægere, og ved du hvad?, ingen af jer, ville gøre det samme, hvis det var et mennesker der havde været ond mod jer.. hvorfor s rasistik?..Jeg har drømme, jeg har en søn, jeg har føleser, og hvis noget menneske gør mig noget, vil jeg ikke gå og lege bødel for alle mennesker.."

"Jeg sagde ikke noget om at mennesker ikke var onde.", sagde hun koldt."Og jeg mindes heller ikke at have sagt at De og andre af din slags ikke havde følelser, I har et liv, vi har et liv. Jeg mindes faktisk at jeg sagde at jeg ikke dræbte jer, fordi I netop havde det. I har familie og I har retten til at blive respekteret."
Isoldi så på ham med et blik der viste tydeligt at hun ikke forstod, hvordan han kunne overhøre alt det hun havde sagt.
"Så vidt jeg husker har jeg aldrig slået én eneste af jer ihjel. Fordi I som du siger har drømme, børn, familier og følelser. Men jeg har så sandelig ikke tæmkt mig at lade min families bødler gå ustraffet hen, ligesom du heller ikke ville lade din søns bødler gå ustraffet hen, hvis han blev dræbt."
Isoldi havde aldrig været så spydig og trodsig før, men på en eller anden måde var det en befrielse for hende at få afløb med hendes sorg og vrede.
"Men du har ret, der er ingen forskel på mennesker og dæmoner hvis man tager dem ud fra de handlinger de gør.", hun fik et varmere tonefald.
Isoldi sagde ikke mere, hun vidste at hun var gået for langt. Men hvordan kunne han tillade sig at dræbe hende fordi hun havde et had mod hans race? Jo, det kunne han jo fordi hun havde hånt ham, en dæmon hun aldrig havde mødt før.
Hun skammede sig, hun ville sige undskyld, men det var forsent. Det vidste hun, der var ingen vej tilbage. Hun måtte bare gå ad den vej hun selv havde valgt.

Rafael begyndte at råbe af hende, og fik øjne sorte som natten, da hun havde vågnet dæmonen i ham, og han slog hende op mod væggen med et brutalt ryk, og forsatte derefter, med en stemme der var så dæmonisk, at det lød som vilde hunde der kunne tale. "Jeg har aldrig hørt om din famile, aldrig rørt dem, aldrig fået chancen for at møde dem, eller sende dig som lille et varmt smil.. Jeg er ikke din barndoms bødel, det er EN som valgte at tage dens liv, hvorfor er du så blind?..din familie havde ikke alle væsner som bødler, de havde EN bødel, så stop med at være dum.. Jeg ville heller ikke lave et grill party med mennesker som bøffer hvis min søn døde for EN af jeres hånd.. enten vil inden denne time er omme, dit liv være slut, og du vil vide at dit liv har været et spild, eller du kigger mig øjnene nu, og indrømmer du vil leve, og ligger dit tåbelige korstog ned"

Isoldi vidste at han havde ret, og besluttede at bide sin stolthed i sig. Alt imens hun vidste det var forsent til at undskylde og bede om tilgivelse. Hun indrømmede også sin egen blindhed, en blindhed der kunne være blevet hendes endeligt.
Hun faldt ned på knæ, tårerne pressede på, hun lod dem løbe.
Hun vendte ansigtet opad mod ham, hans øjne.. de var helt sorte. Nej, hun ville ikke flæbe som en lille tøs.
"Undskyld, jeg har, som du sagde, været blind. Blind for omverden, og kun tænke på at dæmoner var onde. Jeg ved det er forsent, men jeg beder dig... tilgiv mig.", hun rekste sig og fortsatte:"Må du leve vel, Rafael, dæmonernes leder."

*She belived that crap?..*

Rafael forstod det ikke, han var rådent ind til kernen, hvordan i alverden lykkes det ham at overtale hende?, han forstod det ikke.

*wtih a little alteration, she might be usefull..and might even fun*

Rafael gjore hans øjne tilbage til deres blå-grønne farve, og tog blødt hendes hånd, for derefter stille at trække hende op fra hendes knæ, og da hun var på benene kysset han blidt hånden, og sagde kærligt.

"My fair lady, may I offer you a last little joy, before our ways part?"

Rafael gav blidt og stille slip på hendes hånd, og sagde kærligt

"I forgive those who are ready to be forgiven, and if anyone is...then it would be you"

Rafael lagde en hånd ned til hendes og nussede hendes finger spidser, og forsatte

"I.."

Rafael tog hånden til sig, og skulle til at vende sig om, men bid sig i læben, og forsatte

"Wanna have dinner?"

Isoldi blev tavs for alvor. Efter hun havde hånt ham og hans race, spurgte han om hun ville have frokost? Underligt...
"Ja tak.", smilte hun og prøvede at få styr på sin overraskelse.
Hun ville virkelig gerne spørge hvorfor han pludselig var så... så venlig, men hun ville ikke bringe freden imellem dem i fare.
Nej, det var bedst som det var.

Rafael nikkket anderkende, og sagde venligt, med en kærlig undertone.

"I am happy to hear that.. my brother allways taught me, that when someone is forgiven, the past rivalry is forgotten, and the friendship of the furture is tested. who know, when the sun leaves the sky, we might be ready for friendship"

Rafael tog sine læder hansker ud af lommen, og tog dem på, og vendte ryggen til hende, og sagde roligt.

"I pay for what ever you need..where do you want to go?"