Inside the lions den [Åben]

Da Willith lod sig dumpe ned på jægeren, vidste han det det var ved at være på tide at de kom efter det. Han satte i løb hen over kogeøen, for at nå frem til dem så hurtigt som muligt, og snuppede en pande eller kasserolle eller hvad det nu var han lige havde fået fat i. Han vidste ikke om det var nogen særligt god ide at slå til hende med køkkenredskabet, som han havde taget, og som han nu kunne se var en kasserolle, men hvis han ramte ville den helt sikkert kunne slå hende bevidstløs.
"Skal jeg bare prøve?"
Han spurgte Willith, mens han kom løbende så han var klar til at gøre det når han nåede over til jægeren, men han var desværre bang for at jægeren kunne nå at undvige vampyren og så ville det ikke blive nemt at ramme hende med kasserollen, men så måtte han jo bar gå over til almindelige tacklinger.

Procella smilede sødt til den unge vampyr. Hun rakte en hånd ud mod hende. Strejfede den kolde kind med fingerspidserne i et fjerlet og blidt kærtegn

"Hush now little girl. The moon-child is sleeping way deep inside. She have stopped screaming now. Its oh so quiet. You made it so. You should be happy. Lets play now. You hide, and i come and find you"

Procellas hånd vendte sig så hendes fingre lå let om Victorias hage. Procella lagde hovedet på skrå med et lille barnligt smil

"You never wondered, did you? Never wondered why your father sold your soul to Gwyn? Why she was in a little village"

Smilet blev bredere og bredere.

"Sweet naive McRian. Never understood. She never wanted you. She settled for you. Gwyn wanted the sun and the moon...and you...are just a sad sad little girl. You will never be the sun or the moon. Now...because of you...she found the moon-child...and now she will try to claim the moon for her own. Her blood is on your hands McRian...the blood of the sun and moon"

Fingrene om Victorias hage slap deres blide greb. Procella så sig over skulderen med en latter

"Catch me if you can!"

I en nærmest umulig manøvre sprang Procella op i luften og landede på hænderne på køkkenbordet, med benene strakt ud fra sig, som sprang hun over en hest i gymnastiktimerne. Den skrøbelige lås på de franske altandøre fik et solidt sidespark så de fløj op

"laura, vær nu sød!"
Vampyren så næsten helt fortabt ud i ansigtet og hendes store øjne så bedende ned på kvinden under hende, men de var tydeligvis ikke rettet imod hende der talte for jægeren. Hun håbede bare at jægeren langt inde så det. Vampyren kunne ikke gøre det selv, det lå uden for hendes formåen.
Hendes fortabte udtryk vekslede mellem vrede og frustration for hun vidste et eller andet sted at stemmen havde ret, men hun ville ikke indse det! Nej, hendes far havde ikke vidst noget! Det havde været et tilfælde! Han vidste ikke noget!
Hun knurrede vredt i mangel på anden følelse, men hendes øjne afslørede hendes følelser.
"Nej han vidste ikke noget! Det var et tilfælde! Det ville han ikke gøre!"

Ordene blev hvisket frem og de var kun bestemt for hendes ører selvom de var høje nok til at begge de to andre ville kunne høre dem. Vampyren fik ikke engang rejst sig op før hun satte af og ramte væggen med en brag. Hendes sorte øjne var knebet sammen, og en storm af følelser rasede i hende og monsteret jublede. Den havde altid ment at det var hendes fars skyld, at han havde noget at gøre med det, for han havde jo altid ment... Nej, det måtte ikke vinde, det måtte det ikke. Kvinden her ville bare manipulere med hende.

I mangel på andre steder at se hen så hun op på varulven, og i hendes øjne kunne alle følelsernes hærgen stadig ses indtil hun kom på benene. Ret ironisk at varulven var det der fik hende til at tage sig sammen.
"prøv."
Derefter så hun over på de efterhånden forhadte store øjne og havde vampyren kunnet det havde hun rejst børster af bare uvilje. Hun ville beskytte Laura så godt som hun på nogen måde kunne, men Gwyn var hendes skaber og et komplicerede det hele en smue.
"Gwyn får hvad hun peger på, men jeg vil ikke lade hende tage Laura. Dit månebarn eller hvad end du kalder hende."
Wilith var allerede klar til at sætte efter hende da de franske døre blev sparket op og hun satte afsted i løb.

"Here we go"
HAn satte i et sprang mod Procella fra koge øen med kasserollen som våben slog han ud efter hovedet på den ene side mens han med den anden gjorde klar til at slå igen hvis han slag mislykkedes, så han var forberedt, fordi hvis han ikke ramte med kasserollen ville han igen forsøge med et slag mod tindingen, og håbe på at det gik bedre denne gang. Men nu måtte vi jo se hvordan tingene ud artede sig.
"Håber det hele går godt"

Procellas arm skød ud, uden at hun kiggede tilbage på ulven. Hendes fingre der kom i kontakt med gryden, fik siderne til at krølle sammen da hun knyttede næven, som havde metallet været varm modelervoks

"Doggy does not play nice. You need to be a better pet. Bad doggy"

Hun så kort over på den rødhårede vampyr

"Her name is not Laura. Knowledge is power McRian. What will you do? Feed me more blood? you cant make me go away. Silly child. Not even your demon-friend can make me leave. Oh yeah...i smell him on you. What do you think he will say when he smells her blood on you? Poor, poor Victoria"

Blikket gled tilbage til Sego.

"and you! Stop hitting the moon-child or i will end you, you worthless piece of filth! you are too pathetic to pee on my rugs!"

Procella huggede ud efter hans bryst med den store kniv, men det var mest ment advarende og som en demonstration af at hun kunne bruge den. sidelæns begyndte hun at trække sig ud af de opslåede franske døre.

Hun bed tænderne hårdt sammen, meget bevidst om at stemmen havde ret, dæmonen ville være rasende. Til at starte med havde hun været i tvivl om hvilken dæmon hun talte om, men med den næste sætning vidste hun udemærket hvilken dæmon der var tale om. Han ville flå hende midt over ved bare mistanken om at hun havde taget Procellas blod. At hun så ikke havde gjort det ville bare være en mindre detalje. Hun pustede langsomt ud for at holde på hendes temperament, den dæmon fik det værste op i hende og hver gang han begyndte at tale rørte hendes temperament uroligt på sig.
"du ved udemærket at han vil flå mig midt over bare ved mistanken..."
Et neutralt og roligt ansigtsudtryk faldt på plads på vampyrens ansigt for lige nu følte hun at det var det bedste at gøre selvom alle følelserne stadigt løb på fri fod inde i hendes hoved. Dem måtte hun få styr på senere og hun opbyggede en mental distance til følelserne for de kunne ikke bruges nu.

Hun smuttede hurtigt ud af dobbeltdørende forhåbentligt for hurtigt til at kvinden kunne nå at hugge ud efter hende og lænede sig op ad muren. Hvad skulle hun dog gøre ved det her? Hun kunne ikke selv få kvinden ud og Laura eller hvad hun nu hed så ikke ud til at ville kæmpe, ligegyldigt hvor dårligt det lignede hende. Det virkede som om at jægeren og hvem end det var der havde overtaget kendte hinanden godt. Et kort øjeblik legede Wilith med tanken om at jægeren havde dæmonblod i årerne for det ville forklare en masse, men hun gemte tanken sammen med følelserne og lod kvinde være kvinde imens hun fandt sig noget at spise. Sulten ville snart tage over vidste hun, så hellere komme i forkøbet.

I en lille gade, helt mørk og tom fandt hun sig et offer. Da hun var mæt og ofret bevidstløs gav hun slip på ham og satte ham på en trappesten op ad en mur. Så ville de fleste bare tro at han var fuld, og imens satte hun afsted tilbage imod der hvor hun sidst havde set kvinden. Der var vel gået 10 minutter og hun håbede at de to ikke havde flået hinanden i løbet af den tid. Det ville næsten være for irriterende.

"Så hold dog kæft kvinde menneske, jeg er fuldstændig ligeglad med dine fornærmelse de rører mig ikke fordi jeg ved du kun mener dem halvhjertet da du ikke er dig selv forhelvede"
Han trådte nærmere på hende, han var på ingen måde bange for hende, måske var det dumt måske var det ikke men han vidste at de skulle gøre noget ved hende, så hun ikke rendte rundt og sårede tilfældige personer.
"Jeg er ked af at vi bliver nød til at såre dig!"
Han lod sig falde til jorden og forvandlede sig til den store ulv han normalt bare gik og gemte for folk, og sprang derefter mod hende, ikke mode halsen eller noget, men mod underkroppen og bed så ud efter hendes lår. Han satsede på at bidet kunne ramme en af de store blod åre og derved forsage et voldsomt blodmangel rimeligt hurtigt.

Igen med den overlegne og overdrevne kropkontrol der var så ukarakteristisk for et menneske, undveg Procella det fremstormende angreb. Kroppen blev vredet i en stilling der så nærmest pervers ud i forhold til hvor bøjelig hendes krop burde være.

"I am sorry too doggy. You dont get to hurt her, or me. We dont want your saliver all over us. Your disease. Watch your back doggy. This game is not over"

Procella gik i knæ og satte voldsomt af fra jorden. Hendes krop blev slynget afsted som en sten fra en katapult, og bumbet i natten fortalte tydeligt at hun var landet et sted på husets tag. Derpå et par løbende skridt, og så...stilhed...

((out))

Henne ved huset igen så vampyren irriteret på ulven der stod på græsplænen. Havde han ikke engang kunne holde på kvinden i bare et par minutter mens hun var væk for at undgå at gøre noget som hun ville fortryde.
"Og hun er væk. Tak for at holde styr på hende, mens jeg var væk, vovse."
Hun strøg sig irriteret over øjnene med en hvid hånd og begyndte at gå indenfor. Nogen skulle gøre lidt rent med alt det blod og ødelagte ting der lå rundt omkring. Der ville blive stillet alt for mange nysgerrige spørgsmål hvis det bar blev efterladt sådan her.

På vejen ind gled hun elegant rundt om ulven, uden for rækkevidde for en sikkerheds skyld og samlede det som engang havde været en gryde op som hun gik igennem køkkenet. Vampyren traf hurtigt beslutningen om at begynde i stuen hvor det meste af blodet var lokaliseret. Der kom tydeligvis en del forskellige væsner her så der skulle helst ikke være noget blod tilbage som ville kunne lede dem til nogen.
Med et suk gik hun ud på badeværelset og fandt noget som hun kunne skrubbe gulvet og tapetet fri for blod med.

//Out//