Inside the lions den [Åben]

(Lille info - jeg har en eftermiddagsaftale, så jeg svare først igen meget sent i aften, eller måske først imorgen)

Tid: 21:45
Sted: Tomt palæ
Omgivelser: Se beskrivelse

Procella så sig tilfreds omkring. Hun havde så meget scoret jackpot her. Hun rakte ned til sin ipod og kværnede volumen op på max

Song playing

Halvdansende bevægede hun sig gennem den lange gang. Lærredsækken i hendes hånd blev sporadisk fuld af ting og sager hun kræsent vippede ned i den. Anktikt sølvskrin, guldbladet spejl på væggen. Uden hensyn til værdien, jog hun kniven ind i lærred og skar hurtigt billedet ud af rammen.

Hun nynnede med på sangen med et bredt grin da hun trådte ind i det store master-bedroom. Sækken dumpede til gulvet da hun satte af i et langt spring og landede i sengen. Med det lange hår bølgende om sig brugte hun den luksuriøse seng som trampolin, til hun lod sig falde ned på ryggen.

Hele huset stank langt væk af hyppig gennemgang af væsner. Det rørte hende ikke at stjæle fra snyltere på menneskeheden. Hun rullede ud af sengen og begyndte at flå skuffer og skabe op. Undertøj faldt i en uklørt regn omkring hende imens hun søgte det vigtige. Åh! der! Smykkeskrinet fulgte hurtigt efter.

Procella havde hurtigt og effektivt skåret ledningerne der sørgede for hovedstrømmen, og det seperate til alarmsystemet. Det havde drillet lidt, men hun havde fået has på det til sidst. Jægeren dansede ud af soveværelset mod opholdsstuen.

Wilith havde sin daglige gang i kvarteret her, og da lugten af dusørjægeren havde fanget hende havde det ikke taget hende lang tid at lokalisere den. Et stort hus viste sig at være det sted hvor at hun befandt sig og med en dybvejrtrækning åbnede hun døren med en hurtig bevægelse for at sikre at der ikke var nogen bag døren. Hun passede dog nøje på at hun ikke larmede for meget, selvom at hvis det hun formodede var sket her passede så ville hun ikke være den der larmede mest. Enten ville alle i huset være døde, og så ville Laura ikke være her mere og ellers ville kampen være i gang.
Efter stilheden at dømme var folk enten døde eller måske havde hun bare været uheldig og dusørjægeren ville måske ikke have fået fat i nogen?

Med forsigtige skridt gik hun rundt i huset og da hun nåede stuen fandt hendes blik rammen med de sidste rester af lærred i og irritation over disrespekt for folks slid og slæb fyldte hende. En eller anden maler havde slidt sin røv i laser for at levere maleriet og højest sandsynligt arbejdet til langt ud på natten hvorefter han eller hun var faldet om på et eller andet møbel.. Ja, hun talte af erfaring. Sådan noget disrespekt for andres arbejde irriterede hende, men på den anden side var det ikke også disrespekt for andres arbejde hver gang hun ødelagde noget i vrede?

I det tilstødende kunne hun høre en eller anden tømme til ud og hun satte og og endte lydløst ved indgangen til soveværelset. Hendes øjne var koncentreret knebet sammen, ørerne anspændt for at opfange alle lyde der kunne forberede hende på hvad der ventede... Og dusørjægeren dansede ind ad døren med et stort smil og musik i ørerne.
Ret antiklimatisk når man tænkte over at hun havde været forberedt på at stå ansigt til ansigt.. nej vent.. ansigt til ryg med et eller andet som rent faktisk havde tænkt sig at dræbe hende..

Segovax havde været en smut i byen, fordi han var blevet mere vant til andre så han var ude og ose. Han var så blevet i byen for at se hvordan den var når det blev mørkt han gik rundt omkring og bare kiggede han havde sit normale tøj på men idag havde han også en lang lappet læder frakke på.
Han lagde pludselig mærke til at han var kommet til et område han ikke kendte, men en ting han kendte var den person der gik lidt længere frem, og han havde en stor lidt til at bare dræbe hende inden hun opdagede ham men lod være da hun virkede til at luske rundt.
*Hvad mon hun nu har gang i*
Han listede efter hende, godt han havde brugt tid i skoven på at snige sig lydløst, så intet hørte ham. Han listede ind i det hus hun lige var gået ind i for at se hvad hun lavede i et hus som det. Han listede så tæt på han kunne og blev så stående et par meter fra hende for at se hvad hun ville.
Alt det han havde set gennem huset havde ikke rørt ham, fordi hvis de ikke kunne passe ordentligt på det vidste han ikke hvorfor de havde det, så det var deres problem.

(Hey guys - jeg er lige kommet hjem. og har svaret i et par emner, men jeg har lige fået kæmpe hovedpine. Jeg svare imorgen. Cross my heart...)

(Fair nok :) )

Procella lugtede Victoria før hun så hende. Jægeren var ikke så meget en tænker, som egentlig en handler, så da hun blev konfronteret med en skikkelse i mørket, hang hun sig ikke dast i detaljer som at lugten egentlig var bekendt. Hvis nogen sneg sig ind på hende måtte de tage konsekvensen, eller bruge hovedet noget bedre.

Med enorm styrke og hurtighed svag Procella den tunge sæk, fuld af alskens slags tyvekoster, direkte mod den fremmede skikkelse i mørket. Svinget blev rettet imod nederste del af halsen og øverste del af brystet, for enten at slå hovedet ind på vedkommende, eller sende skikkelsen flyvend gennem lokalet. Uanset hvad udkommet ville blive var Procella ret overbevist om at hendes hurtige kontraangreb ville give hende et par sekunder til at få samlet sig om...ja hvem end det nu var der ødelagde hendes arbejdskoncentration.

Det voldsomme sving blev aldrig et fuldt gennemført angreb, for midt i bevægelsen stivnede jægeren en brøkdel af et sekund da en ny lugt ramte hendes følsomme sanser. Hvor mange udskud var kommet hjem?! Den tunge sæk med gods i bremsede en smule i sin fart, men ville nok gøre forbandet ondt uanset hvad hvis man blev ramt, grundet det kantede og hårde indhold.

Wil havde halvt om halvt forventet et angreb for havde det været et andet væsen ville det ikke have tøvet med at angribe så snart det blev klar over at hun var der. Selvom hun havde sluppet noget af anspændtheden da hun så jægeren danse ud men at hun ikke havde sluppet den helt kom hende til gode da sækken kom flyvende. Det burde hun vel havde forudset og hun skulle til at dukke sig da lugten af varulv, desværre en bekendt en ramte hendes næsebor som krummede sig sammen i afsky. Lugten af våd hund havde ærligt talt aldrig været hendes ynglings.
Sækken ramte hende i brystet og luften blev slået ud af hendes lunger, ikke at det gjorde noget specielt andet end at det var ret ubehageligt, selv for en vampyr. Hun så irriteret på kvinden og sækken, men trak i stedet vejret ind igen og vendte med at sige noget og drejede sig i stedet imod ulven.
"Godaften vovse. Kan jeg gøre noget for dig?"

Sidste gang hun havde set ham havde han angrebet hende i et af hendes skjulestedet i dagslys så der var ingen gode minder sammenkædet med ham. Med sammenknebne øjne så vampyren bare koldt på ulven, men passede meget på ikke at gå ind foran dusørjægeren for ikke at give udtryk for at halvmennesket ikke kunne beskytte sig selv. Det ville være en ret massiv fejl på mange områder. Hun bøjede, uden at tænke nærmere over det, ned i knæene for hurtigt at kunne sætte af hvis varulven angreb og hun så ud til at være klar til at forsvare sig hvis ulven skulle forsøge på et eller andet. Godt nok var hun ikke en soldat men hun vidste hvordan hun skulle undslippe en ulv, ellers var hun ikke blevet mere end hundrede år. Mens ulvene havde fået styrke i vuggegave havde vampyrer fået hurtighed og smidighed, og det var det hun måtte spille på.. styrke mod styrke ville han vinde, ingen tvivl om det.

"Jamen hej igen, jeg fortalte dig jo sidste gang at jeg nok ville komme efter dig igen"
Han kiggede ind i stuen på hende der havde slået Willith med sækken, kunne han virkelig bare ikke undgå den jæger det var dog utroligt, han forsøgte konstant at holde sig fra hende, men han endte alligevel ofte de samme steder som hende.
"Jamen rolig nu piger ingen grund til at slås!"
Han stod og smilede til dem mens han fumlede efter den kniv han havde i bæltet, Det var bare den almindelige af hans knive den anden sad stadig i skeden. Han fik den løs fra skeden der sad omme på ryggen, og holdt den stadig der.
"Hey hunter catch this"
Han råbte det mens han kastede kniven mod Willith, han håbede og forventede lidt at hun ville blive overrasket over at han havde råbt til jægeren istedet for så den kunne nå at ramme hende. Han trådte derefter et par skridt baglæns til han nåede væggen og gik ned i knæ med den ene fod mod væggen så han kunne sætte af i et kraftigt spring hvis der var noget eller nogen der kom efter ham.

Procella flåede de små propper ud af ørene. Alting skete i løbet af milisekunder

Victoria? Se...se....uhm...wolfie!

Procellas rovdyrøjne glitrede i mørket og hun så skarpt på ulven da han adressede hende.

"MCRIAN! MOVE OUT OF THE WAY!"

Skreg hun, stivede sig af og brasede ind i Victoria så hun fløj. Kniven der havde været tiltænkt vampyren, borede sig ind i Procellas brystmuskel lige under hendes kraveben. Chocket og smerten sendte hende baglæns ind i væggen og sækken gled ud mellem hendes fingre. Den fri hånd gled op til kniven. Fingrende stoppede dirrende ud for skaftet som hun ikke berørte.

...bloody hell...well...i guess my boon is payed for...Wick is gonna be so mad at me. Crap...

Procellas overdel begyndte hurtigt at blive klistret af blodet der vældede op omkring bladet, men hun vidste også at det ville være en fatal fejl at flå kniven ud. Det ville bare få hende til at bløde endnu mere. Lige nu var hullet stoppet til. Hun måtte ud så hun kunne få fat i et strygejern. Tanken var ikke ligefrem opmuntrende.

Im gonna rip his fur of, and use is as a bathroom-rug!

Wilith skulle til at bruge sine kræfter til at stoppe kniven, men da kvinden brasede ind i hende forsvandt al hendes koncentration og hun røg ned på gulvet. Det tog hende ingen tid at komme på benene igen og hun var med et sæt ovre ved Procella. Hun bandede grumt i hovedet og måtte bide tænderne sammen for ikke at fortrække en mine over alt blodet.
"For satan. Jeg burde sige tak, men det var så dumt!"
Men lynende øjne så hun ud af øjenkrogen på varulven og vreden strømmede igennem hende. Idiotiske hund, med hovedet fuld af savsmuld. På en eller anden måde vidste hun godt at han ikke kunne gøre for at Procella var sprunget ind foran hende, men det var ham der havde kastet kniven.
Kvinden mistede hurtigt en masse blod og at bringe hende på hospitalet ville tage for lang tid, hvis ulven overhovedet ville lade hende komme forbi. Vampyrer havde i lang tid talt om at deres blod var skyld i at de helede så hurtigt, så måske ville det også virke hvis hun tvang kvinden til at drikke noget af hendes blod. Det var ikke lige noget Wilith vidste ret meget om, men hun ville prøve alligevel. hunhavde en ret god ide om sur halvmennesket ville blive over det her, men hun måtte forsøge og hvis det hjalp såh...

Hun lagde en hånd på kvindens bryst og prøvede at holde hende i ro, mens hun bed sig i håndledet. Det her måtte hellere virke for ellers skulle de på hospitalet igen i en helvedes fart. Og de var nærmest lige kommet ud derfra.
Blodet der dryppede fra hendes håndled sørgede hun for lå over kvindens mund så hun forhåbentligt ville drikke bare lidt af det. Hun tvivlede dog meget på det. Hun ville nok bare knibe munden sammen som et stædigt barn og eftersom såret i hendes håndled jo også helede ret hurtigt så skulle hun helst få nogle dråber ned inden det skete.
"Vær venlig at sluge bare lidt af det."
Hun lød næsten bønfaldene som hun sad bøjet over kvinden, med ryggen til sin modstander og alle fjedre i kroppen spændt til det yderste. Varulvens tur kom bagefter kvindens her for han ville forhåbentligt ikke gøre et eller andet helt vildt dumt.. Men hvem vidste.. Køteren havde jo nok ikke så meget i hovedet så måske ville han prøve hendes lunte lidt ekstra af i dag?

"For helvede du skal sgu da ikke forsøge at gribe den med brystet!"
Han råbte lidt fordi han blev faktisk lidt frustreret, over at hun var sprunget ind foran kniven. Det var noget af det dummeste han længe havde set, han havde jo kun tænkt sig at vise Willth at hun ikke skulle pisse ham af. Han havde aldrig haft planer om at dræbe nogen af dem lige nu, måske hvis de pissede ham af men ellers ikke.
Han kiggede på at hun forsøgte at få hende til at drikke sit eget blod, det var ret morsomt at se på. Hvorfor mon hun ville gøre det, og gad vide om hun ville tage imod blodet? Han undrede sig over det, men var dog sikker på at de skulle være heldige hvis det ikke blev nødvendigt at få hende på hospitalet.
"Tror du ikke det bare ville være smartere at få hende til lægen?"
Han mente det seriøst da han jo ikke ville skade hende, hun var bare kommet imellem de forkerte personer men sådan noget kunne vel ske, men han mente dog ikke at det skulle betyde at hun skulle dø.

Procella kneb øjnene sammen og forsøgte at vende hovedet bort fra Victoria da hun bed sig i håndledet. Hun havde en krybende mistanke om hvad der var i vente og koldsveden sprang frem på hendes pande.

...food...
- I cant...not her...
You must moon-child
- Please Micha...
You have to...for the child
- I hate you...
No sister dear. You just dont like im right. Stop fighting. Dont think about it. Stop caring

"If it is stupid but works, its not stupid"

Gispede hun anstrengt, og med noget der nok egentlig var tænkt som en tør latter, men blev en undertrykt hosten, blandet med et støn.

"Please...Victoria...you dont understand..."

Begyndte hun protesterende, og fornemmede hvordan hendes modstand langsomt sank i grus da det varme blod blev smurt ud over hendes læber.

Micha...help me...I cant...
- I will do it. For you moon-child. And for the life in your womb

Noget bevægede sig bag de rovdyrgule øjne, der pludselig virkede mere åbne. Procella så fast på Segovax og smilede sødt til ham. En lyserød tungespids spillede hen over de fyldige læber.

"A Doctor? I dont think i need that. Thanks for pushing by the way. I dont think i would have been able to do this alone. Oh the irony"

Procella sendte manden et bredt ulvegrin, og greb fat om Victorias arm med knusende styrke. De alt for skarpe tænder borede sig ned i kødet og låste sig om den unge piges håndled. Jægeren drak grådigt, og havde tydeligvis ikke sinde i at slippe Victoria igen frivilligt

Enough...Enough Micha
- See? I can make you do whatever i want to moon-child. Look. This is who you are. You are a monster, just like the child you have in your belly. Wake up little hunter. This is your life. Open your eyes and despair.

"Mit sår ville have helet på få minutter.. hvis han altså havde ramt."
Med en bekymret grimasse holdt hun stadigt hånden ud for kvinden så hun ikke kunne sætte sig op og iagttog bekymret det der skulle have været en latter. det overbevidste hende så meget mere om at det med blodet havde været en god ide. Hvis det kunne hele hende ville det spare dem for meget, ikke mindst for den langvarige smerte. Såret ville så forhåbentligt hele lige så hurtigt som hendes ville have gjort.
"Dette her går hurtigere og langt mere smertefrit. Det skader hende ikke på nogen måde, det speeder bare helingsprocessen op."
Hun så med kolde øjne om på ulven over skulderen før hun igen så over imod mennesket der sad med hendes blod i ansigtet. Ikke lige noget hun havde forstillet sig da de mødtes første gang. Sandt at sige vidste hun ikke præcis hvad der ville ske når først kvinden havde drukket blodet, eller om der overhovedet ville ske noget, men det måtte tiden vise. En ting var sikkert, hendes dæmon ville nok flå hende ligegyldigt udfaldet.

Hun lagde kort mærke til øjnene som pludselig fik hende til at se lidt mere vanvittig ud end før, det var som om de havde udvidet sig. Det havde hun ikke lang tid til at se efter for så borede nogle meget spidse tænder sig ned i hendes håndled og hun måtte holde et gisp inde. Tænderne føltes som noget en dæmon ville kunne matche, men sandt at sige havde ingen dæmon endnu taget en bid af hende så hun var ikke fuldstændig sikker.
Følelsen af at blive suget blod fra mindede hende om forvandlingen for så mange år siden og hun kunne mærke at hun blev svagere i takt med at blodet forsvandt fra hendes krops kredsløb.
"Nok, jæger!"

Hun kunne ikke holde et støn af smerte inde og med den frie hånd trak hun kniven ud, med et håb om en chok reaktion. Kvinden holdt umenneskeligt godt fast kunne hun mærke og hun havde drukket meget blod. Det var ikke lige hendes ynglingstanke at prøve at trække jægeren væk fra det stadigt blødende sår i armen. Det ville blandt andet gøre vildt ondt.
Hvis kvinden nu blev uopmærksom når hun fjernede kniven så ville hun skynde sig at trække armen til sig, og sætte knæet i jorden så hun var klar til hvad end der skete. Det måtte heller virke ellers så var hun ude på meget tynd is.

Segovax som var utroligt forvirret over hvad han gjorde, han ville gerne bare forlade stedet og lade dem sejle sin egen sø, men på den anden side fandt han det uretfærdigt at gøre, og han var jo meget imod uretfærdighed. Han blev stående mens Willith blot så på ham, han vidste det var hans skyld, men han fortrød ikke han havde gjort det, men han fortrød dog at han havde ladet den forbandede jæger springe ind og ødelægge det hele.
*Det der er nok det mest obskure syn jeg har set længe, men når ja de er jo begge totale lunatics*
Han grinede kort over den tank, mest fordi han kaldte dem for lunatics hvilket han absolut også var selv, det var virkelig noget han havde svært ved selv at lægge skjul på, men det ville da også være en utroligt kedeligt hverdag hvis der ikke rigtigt skete noget, og at der ikke var nogle med lidt små mentale problemer.

Han lagde mærke til Willith's udbrud da jægeren bed i hendes arm og begyndte at suge blodt ud af hende, meget mærkeligt det var hvad han fandt det, end jæger der ligefrem suger blodet ud af en vampyr. Han kunne ikke lade være med at føle han burde hjælpe, men de skulle nok klare den. Han lagde så mærke til det udbrud om at jægeren skulle stoppe der kom fra Willith, og der slog hans normale psykotiske halv om halvt desperate hjerne fra og han valgte at han måtte hjælpe. Han gik hurtigt derhen og tog fast i jægerens kæber for at skille dem ad, da han havde dem lidt skilt af maste han sine hænder in i munden på hende for at lade Willith bryde fri på den måde!

Procella nægtede at give slip. Faktisk strammedes hendes greb endnu mere om Victoria og holdt hende som en skruetvinge. Da hun fornemmede Sego over sig snerrede hun af ham, så godt som det nu lod sig gøre imens tænderne var begravet i den lyse arm.

Langsomt, meget langsomt lod det dog til at Segos og Victorias forenede krafter fik overmandet hende. Dirrende gled de umenneskeligt stærke kæber fra hinanden. Procella rystede arrigt på hovedet for at få ulvens hænder af sig og stirrede koldt ned på vampyren

"I´m sorry little red witch. The hunter is hiding. She dosnt like to eat your blood. You smell so sweet"

Procella greb ud efter kniven i Victorias hånd og flåede den til sig

"I dont need you to bewitch me"

Procella sprang op fra gulvet og vendte rundt mod ulven

"Oh god...you again? I cant believe she cant remember you. The horror of that motelroom. How many times do we have to wound you before you just lie down and die doggy? A new knife? Its bigger than the one i stole from you...upgrading i see. Tell me...did you miss me?"

Hendes arm smertede og gjorde ondt, mens de blodige bidemærker stod tydeligt imod den blege arm og vampyrens grønne øjne var ved at blive de velkendte kulsorte igen. Hun havde mistet meget blod, og kvinden her kunne blive en farlig modstander, farligere end hun havde været sidste gang. Det virkede som om hun ikke var sig selv og der gik et ryk igennem vampyrens krop da hun blev kaldt "little red witch". Hvis personen hvem end det var der snakkede for jægeren kendte til det navn, så måtte hun have været til stede under deres første møde. Var det hende som jægeren havde snakket med?
"Hun snakkede med dig, da vi mødtes første gang?"

Hun rejste sig smidigt op, men hendes bevægelser var langsommere end de plejede på grund af blodtabet. Hendes krop reproducerede det jo ikke som levendes kroppe ville. Hun blev nød til at få fat i noget blod snart hvis hun skulle kunne slås, men alligevel vidste hun godt at hun ikke kunne efterlade jægeren til hvad det nu end var der skete her.
Og så var der ulven. Det ville jo heller ikke være helt fair for ham hvis hun smuttede, og hun skyldte ham jo også noget for at hjælpe hende med at få kvinden væk.
Hun bevægede sig så hurtigt hun overhovedet kunne, med sin vampyrfart eller hvad man nu skulle kalde det, og forsøgte at hamre kvinden op imod væggen. Hun håbede at såret var ved at forsvinde for ellers ville dette her gøre endnu mere ondt, og hun greb samtidigt efter kniven. Dette her var ikke Procella og hun skulle ikke have lov til at skade nogen når hun ikke var sig selv. Det kunne jo være at hun ville fortryde det.
Hendes sorte øjne var sammenknebet og hun så meget koldt på kvinden, selvom hun også var bekymret, men det behøvede personen der styrede jægeren jo ikke at vide.

"horror of that motel room? Så slemt var det vel heller ikke, kun lidt af mit blod der var blevet efterladt sådan lidt på gulvet og sengen!"
Han grinede mens han sagde det, han fandt det morsomt hvordan hun fortalte om den aften det var vel ikke fordi hun hadede ham personligt nu, men bare fordi hun ikke kunne lide nogen som helst fra andre racer end mennesker.
"Nej jeg har ikke rigtigt savnet dig, men jeg har dog savnet rusen ved jagten og kampen."
Han smilede skævt til hende mens han grinede lidt højere end før, han vidste ikke hvorfor måske fordi han lige skulle arbejde med smerten fra sine hænder, fra at have skubbet mod tænderne for at mase kæmperne fra hinanden.
"Skal du have hjælp?"
Han kiggede på Willith mens han sagde det, han valgte dog ikke at vente på svar og hjalp hende bare med at få jægeren op mod væggen, han ville sætte en hånd for hendes hals og så hive hende op så hun gerne hang en 5 centimeter over jorden, så hun kunne få problemer med at trække vejret han kunne jo huske at det havde virket ret godt sidste gang.

Procella så tilbage på vampyren. Hun lod en finger glide langs sin underlæbe og fangede lidt blod, som hun nærmest med overdrevet makaber nydelse slikkede i sig.

"I always whisper in her ear. She is just such a bad listener"

Procella holdt stædigt fast i kniven og lod ikke Victoria erobre den tilbage. Hun begyndte at le stille da vampyren smækkede hende bagud i væggen og forsøgte at holde hende fast.

"This is so rich. Tell me witch. Are you going to kill her after she saved you? I will let you in on a little secret"

Procella førte sit ansigt helt tæt til Victorias - så meget som stillingen nu tillod det

"No matter what you do...you...cant...hurt...me..."

Procellas øjne flyttede sig fra Victoria og tilbage til Sego. En høj klukken hørtes i det natsorte lokale

"Oh doggy-dearest. I am not talking about you staining the carpet. Im talking about you mating with a human. Dont your skin creep with disgust? Or did you like it? Enjoy it even? Ill admit it. She is skilled in that area"

Procella kom med en kvækkende lyd da hun blev løftet fra gulvet i halsmuskulaturen. I spontan reaktion viklede hun benene rundt om livet på Victoria og spændte opefter så hun kunne trække vejret, og samtidig skød hendes hånd ud og lagde sig som jernringe omkring Segos håndled. Grebet blev strammet mere og mere og hendes tommelfinger masede sig ind i det bløde brusk der holdt det hele sammen.

"Tell me wolfie, when did you become an infantkiller? Dont tell me you lost what little humanity she recognized in you?"

"Of cause not. Just because you are a monster dosen't mean i am."
Hun så iskoldt på kvinden med uviljen lysende ud af øjnene og lagde al hendes vægt imod kvinden selvom det ikke var så meget. Ens vægt er trods alt begrænset når man kun er 1.60 høj. Hun blottede surt hugtænderne af kvinden, men fulgte ud af øjenkrogen ulven der af en eller anden grund igen ville hjælpe hende. Gad vide hvor al den hjælpsomhed kom fra her til aften. Den havde der ikke været meget af sidst de mødtes.
"Well no, i can't... Cause this aint your body."
Et næsten træt glimt viste sig kort i hendes øjne men hun manede det væk for at hvem end det var hun holdt fast ikke skulle se det. Kvinden her var af sen type der ville udnytte et hvert svaghedstegn og ethvert fejltrin. Og Wilith der allerede var svækket af blodtapet vidste at hun havde brug for hjælp til at holde kvinden, selvom hun nødigt ville indrømme det.
Hun kæmpede irriteret for at komme af med benene der lå stramt omkring hendes liv og generelt var meget irriterende men det var ikke så let når man også skulle holde hende.
"Ja, det ville være tiltrængt."

Hun måtte holde sig fra at se vantro fra kvinden til ulven da hun hurtigt gættede hvad de to havde lavet men hun bed hvad end hun ellers ville have sagt i sig da sulten begyndte at melde sig. Hun kunne tydeligere end før lugte alt blodet der var fosset ud fra såret der vist var lukket nu så vidt hun kunne se. Glæden over at forsøget havde været vellykket varede kun kort inden hun blev nød til at give slip og kæmpe sig fri af benene med en hånd knuget over munden hvor hendes hugtænder var blevet længere, mens hun forsøgte at undgå at stirre på kvindens blodårer i armene som hun tydeligt kunne se.
Med et beklagende blik til ulven bakkede hun bagover til den anden ende af rummet stadigt med hånden over munden og lænede sig med ryggen til kvinden imod væggen og prøvede at tvinge tænderne tilbage hvor de kom fra. Det var ikke et godt tidspunkt lige nu, prøvede hun at overbevise monsteret om, mens det meget bestemt mente at det blev udsultet. Kvinden havde taget meget af blodet i hendes krop, og hun vidste at monsteret havde ret men der var intet at gøre ved det. Hun ville ikke efterlade Procellas krop her med ulven og hvad end der havde overtaget hendes krop.
"Hun må ikke dø, ulv!"
Hun vendte sig kun rundt et øjeblik men hendes tænder der ellers bare plejede at være små hugtænder var nu tydelige imod hendes læber.

Han valgte at lukke hendes ord ude, ikke fordi han ikke brød sig om det hun sagde men mere fordi han ikke vidste hvad han skulle svare til det, så han kiggede bare underligt på hende og lod bagefter blikket gå over på Willth. Han hørte hvad Willith sagde og valgte derfor bare at give hende et slag imod tindingen, hun skulle ned og det var nu inden smerten i hans arm blev for meget, så da han havde færdiggjort sit slag lod han hende falde ned, og så måtte de jo tage den derfra. Han ville jo heller ikke selv dræbe hendes barn fordi det endnu ikke har haft mulighed for at gøre noget forkert, så det ville bare være utroligt uretfærdigt.
"NEJ jeg ville aldrig dræbe nogen der ikke har noget at gøre noget forkert!"
Han så over på vampyren og knugede sit håndled da det gjorde meget ondt men han håbede på at få tid til at ømme sig grundet salget mod hendes tinding.
"Hør her Vampyr hvis du har brug for blod så tag det dog fra hende! Du behøver jo ikke tage så meget at hun selv bliver vampyr"
Han mente at have fået at vide fra nogle kilder at man ikke blev vampyr af bare at blive bidt men at man skulle have mistet alt sit eget blod så det eneste blod der var tilbage i ens krop var vampyrens blod. Hvis hun virkelig havde brug for det måtte hun sgu også godt tage fra ham selv, men så lavt ville hun nok ikke synke. Han troede nemlig på at vampyren havde en større chance overfor jægeren da de virkede til at have et ret specielt forhold.

Procella rykkede hovedet ud til siden så meget det var hende muligt med en hånd om halsen.

"You dare to harm the moon-child? I can not allow that"

Segos slag havde mere ramt hendes baghoved end direkte i den bløde tinding, og hans forsøg på at slå hende bevidstløs fejlede derfor. Så snart ulvens greb om hendes hals slappedes, gav jægeren slip på vampyren så hun stod på sine fødder igen.

Ganske upåvirket af den smerte der måtte være i hendes krop grundet slaget, kniven, og den milde håndboldtræning med hende, strakte hun sig mageligt med et lille smil

"And no. Its not. But i like it. if you even in a nightmare think of tasting her, i will end you. And you know, Victoria McRian...i know you. and i always know where you are. Do you *really* want to play with me?"

Procella vred kroppen rundt så hun kunne smutte rundt om væghjørnet og uden for de to overnaturlige væsners umiddelbare rækkevide

"hush little children, before i take you away
and in the darkness we shall play.
Come little children, please come soon
and i can take you far away by light of moon.
I am the one in your dreams
who is hungry for the sound of screams.
I am the one hiding under your bed"

Lød Procellas stemme gennem mørket. Og så alligevel ikke. Stemmen som var Procellas, var det alligevel overhoved ikke. Den var blevet lysere. Lidt mere barnlig. Lidt mere kold. Lidt mere....grusom.

Wilith så irriteret på ulven med sorte øjne og hånden for munden, for at skjule hendes tænder som om at hun også kunne skjule sulten ved det. Hun vidste at det ikke rigtigt ville hjælpe noget at skjule de alt for lange tænder men ikke at kunne kontrollere sig selv i dette omfang var mildest talt pinligt.
"Nej! Det synes jeg for godt om hende til. Jeg må bare vente."
Hun vidste at selvom monsteret gerne ville kunne hun ikke give efter for sulten for så ville alt blive som dengang, eller det bildte hun sig i hvert fald ind. Og det skulle hun helst fortsætte med at tro, for ellers ville det blive alt for fristende at bide nogen på grund af monsteret og sulten. Hun ville ikke være så svag igen, aldrig nogen sinde.

Hun fjernede hånden og knyttede den ned langt siden da den der ikke var procella begyndte at tale igen og hun knurrede surt med sammenbidte tænder imod kvinden. Men hun havde jo nok desværre ret. Procella ville altid vide hvor hun var og desværre virkede det til at hvem end personen her var så vidste hun langt mere end hun skulle. Og langt mere end Wilith kunne have ønsket. Fortidens fejl var alle udødelige væsners hemmeligheder og fortrydelser, dengang de var unge og tåbelige og gjorde et eller andet forkert.
Det ville altid komme tilbage på et eller andet tidspunkt og så ville det bide til.
"Jeg har intet at sige til det."
Hun prøvede forgæves at slappe af i kroppen igen og satte efter kvinden så snart hun var væk, for hun kunne ikke lade hende gå rundt sådan her.
"Jeg kan ikke lade hende gå sådan rundt. Følg med hvis du vil."
Hun så kort på varulven før hun gik efter kvinden mad hastige skridt.

Han skyndte sig med videre da han kunne se at vampyren ikke ville have en chance i den tilstand hun var i lige nu, så han måtte hellere følge med for at kunne hjælpe hvis det blev nødvendigt. Han mente at de ikke kunne lade hende rende rundt sådan fordi hun var farlig normalt, men når hun var sådan her var hun farligere, og ikke kun for dem men hun virkede som om hun kunne finde på at dræbe helt uskyldige mennesker.
"stop hunter bare stop!"
han råbte efter hende, håbede på at hun ville lytte til ham, men han havde ingen anelse om om hun havde tænkt sig at lytte. Han stoppede op i det mørke rum og lod sine øjne vænne sig til det, heldigt for ham vænnede de sig rimeligt hurtigt til det. Men en ting brød han sig ikke om han kunne ikke se hende lige med det samme så han var bange for at hun havde tænkt sig at lave et baghold.
*Måske er det planlagt mellem de to, bare for at få ram på mig?*
Han blev lige en smule paranoid et øjeblik det overraskede ham, fordi det var meget sjældent han blev det, han plejede jo ikke engang at frygte at dø.

Procella lod til at være trukket ud i husets køkken. Det havde nogle store franske døre ud til en fliseterasse. Procella havde den store kniv i hånden som Sego havde kastet mod hende. Spidsen krattede hen over kogeøen i midten lavet af sten. Hun vendte hovedet bagud med et sødt smil da hun både så og hørte ham komme. Hun tog langsomt kniven op til munden og lod tungen løbe hen over bladet så det blev rengjort. Blodet virkede sort i nattemørket.

"Come Little Children
I'll Take Thee Away
Into A Land
Of Enchantment

Come Little Children
The Time's Come To Play
Here In My Garden
Of Magic

Follow Sweet Children
I'll Show Thee The Way
Through All The Pain And
The Sorrows

Weep Not Poor Children
For Life Is This Way
Murdering Beauty And
Passions

Hush Now Dear Children
It Must Be This Way
To Weary Of Life And
Deceptions

Rest Now My Children
For Soon We'll Away
into The Calm And
The Quiet

Come Little Children
I'll Take Thee Away
Into A Land
Of Enchantment

Come Little Children
The Time's Come To Play
Here In My Garden
Of Shadows"

Lød det urovækkende gennem mørket. Derpå en lille fnisen, fuld af forventning og...
Hvad end Victoria lod til at have sluppet løs da hun gav jægeren sit blod, så lod det til at vinde mere og mere herredømme over den krop den besad. Med en yndefuldhed der ikke var mulig for Procella at præstere, dansede den mørkhårede kvinde let rundt om sig selv med en lys lillepige-latter, imens knivens spids flåede sig igennem træoverfladerne på skabene den ramte.

Victoria pressede sig fladt imod loftet og fulgte intenst menneskeskikkelsen nede under hende selvom der ikke var ret meget menneske tilbage over hendes optræden. Den freakede hende ærligt talt lidt ud men der var ikke så meget at gøre ved det lige nu. Nu var førsteprioriteten at få hvem end det var der legede med Procellas krop, ud! Hun blottede hugtænderne i en snerren og hendes overlæbe blev trukket stramt hen over hendes tænder ligesom dyrs gjorde inden hun lod sig falde. hun susede ned igennem luften med fingrene formet som klør og greb ud efter kvinden. Hun havde sørget for at være lige over kvinden inden hun lod sig falde og hendes sorte øjne var skarpt fokuseret på kvinden. Nu blev dette her virkeligt nød til at stoppe. Det var ikke sjovt mere.

"Hvem end du er, jeg vil have Laura tilbage!"
Hun landede blødt på fødderne lige bag kvinden og hendes hænder var holdt op foran hende som klør. De ville ikke være meget beskyttelse imod kniven men hun ville stadigt regenerere hurtigt nok til at det ikke ville spille nogen forskel. Det var helt med vilje at hun bruge navnet Laura for forhåbentligt ville det hidse jægeren nok op til at hun ville forsøge at komme fri af hvad end kontrol den anden havde over hende. Hun kendte kvindens temperament og vidste at det nok var den bedste mulighed for at få den normale jæger tilbage. Det var hendes kamp, og der ville Wilith ikke rigtigt kunne hjælpe.

*vær nu sød at kæmpe imod, for helvede, jæger! vi kan ikke fordrive hende, men du kan.*
Hun dukkede sig hurtigt for kniven der susede over hovedet på hende og satte af imod kvinden igen for at vælte hende om på gulvet. Det var for farligt at have hende oppe at stå. Wilith vidste godt at hun risikerede at få en kniv i maven eller brystet men det måtte så være det. Det ville jo bare hele af sig selv. Hun kunne desværre bare godt frygte at kvinden ville vende kniven om og bruge trædelen i stedet for så ville den jo fungere som en stage og det var virkeligt ikke noget som hun havde lyst til at lege med i aften.