I feel so alive - Sawyer

Tid: 23:30, 2 december.
Sted: Petronia night club
Omgivelser:Folk og suspekte personer der danser, hænger i baren, snakker ved bordene... Hvad end folk nu laver i en natklub.

Wilith bakkede med et stort grin bukkende ud fra scenen og tog muntert et par danseskridt i backstage mens hun smilede til de andre folk hun kendte og som skulle til at på scenen. Auraen omkring hende summede af glæde og eufori over hendes optræden. Sangen havde fyldt hver en fiber af hendes krop og hun havde følt sig helt levende som hun stod deroppe. Gwynnet havde aldrig brudt sig om at hun optrådte på stedet som dette altså natklubber og sådan men det føltes så godt at synge og hvis folk kunne lide det... Hvad var så problemet?
Hvis hun kendte Gwynnet ret ville det være noget i retning af at det var for snusket, eller for billigt eller noget i den retning. Hun var ret gammeldags når det kom til sådan noget, men heldigvis var hun ikke her så hun vidste forhåbentligt ikke noget, men hvem vidste. Hun havde trods alt haft adskillige hundrede år til at finpudse sine overvågningsteknikker.

Hun skubbede døren op ind til selve klubben og bandets musik bankede ud af højtalerene tæt ved døren og ind i hendes krop. Det føltes som om hendes hjerte stadigt bankede ved lydbølgerne der bankede igennem hendes krop og hun blev stående et øjeblik for at nyde fornemmelsen inden hun fortsatte ind igennem mængden af dansende kroppe og de mange lugte der vævede sig ind i hinanden. Vampyr, varulv, dæmon, menneske. Det hele blev til en meget underlig blanding men hun var vant til den og gad ikke prøve at skille dem ad. Hun glædede sig bare til at få et glas ved baren. Bartenderinden kendte hende godt og vidste hvad hun skulle have, hun var jo også selv dæmon.

Hun lænede sig op ad baren og vinkede til dæmonen bag baren, Kawai der som svar så irriteret på hende. Hun havde lige fået fat i en kønt hankønsvæsen og så kom en vampyr bare sådan og forstyrrede. Wilith måtte skjule et grin. Kawai fandt sig altid et eller andet kønt hankønsvæsen som lod sig besnære af hendes store sorte øjne og som hun så slæbte med sig. Det var svært at have ondt af hende, med den scoreprocent.
Et højt glas med en tyk rød væske kom kurrende ned af disken, til Wilith der fangede det med en hurtig bevægelse og nikkede et tak til dæmonen der allerede var vendt tilbage til sin seneste erobring.

En smuk kvindestemme lød tydeligt ude på gaden foran den fyldte klub. Grå/grønne øjne hvilede på den overfyldte klub og overvejede næsten at glemme aftens opgave og hygge sig i stedet for. Men tanken om betalingen forud vejede tungere, især fordi hans pengepung var snart ved at være tom. Da den næste sang blev spillet med en ny sanger, besluttede Sawyer at gå ind. Stedet var tydeligt fyldt op med både mennesker og væsner, og der var dansende kroppe så langt øje kunne se. Sawyer smilte tilfreds ved synet af en ung varulv, som prøvede at lokke hans blik langt ned i hendes kavalergang, så hun kunne score ham. Som mand var dette nok en rime meget distraherende sted, men dog var Sawyer fast besluttet på at ordne opgaven først, og så kunne han jo altid hygge sig senere. For nogle få dage siden havde han fået stukket dette brev i hånden uden nogen forklaring ude over, hvem han skulle give det til og lønnen for opgaven. Endelig fik han mast sig igennem til op til baren og prøvede at vente tålmodigt på barkvinden fik opmærksomhed på en ny kunde. Han kiggede lige omkring og så en pæn rødhåret vampyr sidde kun få stole fra ham og drikke blod. Han sendte hende et venligt smil og vendte blikket tilbage på barkvinden. Wilith ville nok ligge mærke til at hun kunne lugte denne sødelig lugt af engleblod i ham, men dog var den blandet med noget helt andet. Også hans aura var venlig og beroligende som en engles, men der var bare dette et eller andet som var langtfra engelagtig. Mange væsner han havde mødt igennem sit liv, har ikke kunne finde ud af hvad race han var, før han fortalte det. Nemlig fordi denne sammenblanding af dæmon og engel gav en speciel effekt, som var meget svært at tyde. Især når det var yderst sjælden at dæmoner og engler fik børn. Fordi der jo nemlig var denne naturlige fjendskab imellem dem, flere af klanerne fra begge sider kunne straffe deres egen rime hårdt, hvis de havde noget kørende med den anden. Endelig fik han hendes opmærksomhed og spurgte straks med en irsk accent.
"Jeg leder efter en vampyrkvinde ved navn Wilith, som skulle være her i aften. Ved du om hun er her eller ej? For jeg har en vigtig besked til hende"
Det sorte brev han havde fået stukket i hånden lå skjulte inde under hans mørkeblå jakkesæt. Dog havde han ikke slips på og knapperne var lidt åben for oven, så han havde et meget afslappet udseende. Han lod hånden køre let igennem hans halvkorte brune hår, og så tog han noget fra lommen en 200kr seddel og skubbede den hen til barkvinden.
"Det er vigtigt at jeg finder hende"
Sagde han venligt men dog stadigvæk sådan alvorligt, så han var sikker på at hun vidste at det var vigtigt. Han havde nemlig rendt byen rundt for at finde denne kvinde, og mange kendte hende ikke. Men der var flere der sagde at hun sang her på denne klub.

Kawai havde også fået øje på den flotte mand der var trådt ind og blev derfor voldsomt skuffet da han spurgte efter en anden. Hun pegede bare tavst på vampyren længere henne af disken og stak hurtigt de 200 kr. til sig. De forsvandt hurtigt af syne og hun gav manden et sidste blik før hun igen koncentrerede sig imod sin seneste erobring.
Wilith havde selvfølgeligt hørt hvad de talte om for så langt væk var de heller ikke, overrasket over hans venlige smil havde hun nysgerrigt smuglyttet. Grundet de mange sammenblandede lugte inde i klubben kunne hun ikke skelne hans lugt fra alle de andre selvom hun ihærdigt prøvede, for hendes nysgerrighed var blevet vakt da hans irske accent blev tydelig.

vampyren drejede sig på stolen så hun sad med front imod ham med åbenlyst nysgerrige grønne øjne. Hun havde et eller andet sted bange anelser for hvem sendte vigtige beskeder med sendebud. For hende virkede det ret gammeldags eller som om at man ikke ville ses... Begge dele var lige dårligt, med Gwyn på øen og den gamle sure dæmon der vogtede over jægeren.
"Du behøver ikke lede længere."
Med vilje lod hun sin stemme afsløre lidt irsk accent, men ikke så meget at ikke-irere ville ligge mærke til det. På mange måder lignede hun det typiske billede af en irer, rødt hår, grønne øjne og ikke specielt høj. Siden hendes levetid var irerne blevet højere, men for 300 år siden var de en del lavere.

Det undrede hende ikke så meget at han havde fundet hende, han var jo tydeligvis et væsen og hun var en talentfuld sanger. Det var bare at lytte lidt efter de rigtige steder eller udgive sig for en eller anden der skulle bruge en dygtig sanger. Det generede hende normalt ikke at hun var så let at finde men her på det sidste var ting begyndt at brænde på og ikke for første gang overvejede hun at gå under jorden. Det kunne jo selvfølgelig også bare være nogen der simpelthen bare behøvede en dygtig sanger, men hun måtte hun vente at se hvad manden sagde. Det kunne ikke nytte at sidde og gætte.

Sawyer blev overrasket at høre en kvindelig stemme bag ved sig og især fordi man lige kunne høre det der irske. Han drejede om på stolen og kiggede lige på vampyren han havde kigget før på, var det virkelig hende? Han smilte, endelig havde han fundet hende.
"Bloody hell, du er også en irer?"
Sagde han med en sin tydelige irske accent, som ikke var til at tage fejl af. Man mødte kun få her på øen, som kom fra hans kære dejlige moderland. Så det var dejligt at endelig møde nogen, især når denne kvinde var hans opgave.
"Og du er Wilith? Wilith Victoria?"
Han tog en tår af sin drink, han undlod at tage efter sit brev. Fordi hvis det ikke var hende, så var der ingen grund til at vise den frem, og hende der havde sendt ham på denne opgave havde sagt at han skulle stille dette spørgsmål, for at være helt sikkert på det var den rigtige.
"Jeg ved det lyder underligt, men hvor er du opvokset henne?"
Han håbede virkeligt at hun sagde Wicklow, fordi så havde han endelig fundet den rette, og skulle ikk rende byen rundt igen, eller denne klub for den sags skyld. Så fik han øje på en skål peanuts ca 5 meter fra sig.
"Undskyld mig lige ma'm"
Han rejste sig op og tog skålen hen til sig. Han havde denne såkaldte lille egern inde i sin mave, som bare elskede peanuts. Han kunne spise peanuts til alt, og folk gloede tit. Han kunne tydelig huske da han havde mødt Camille. Der sad han og spiste peanuts til en varm kop kakao, ikke helt så normalt. Men han grovåd dem ikke, han spiste dem stille og rolig og nød dem lige så stille og roligt. Mens han spiste et par så studerede han også denne vampyr foran sig. Heldigvis var han ikke som andre engler, som var total fordomsfuld imod andre racer. Han dømte ikke folk, især fordi dem han tit arbejdede med ikke var helt så gode. Men som sagt, så var han jo heller ikke 100% engel. Han var nu helt sikkert på at hun var irer, det lange røde hår og den lave højde afslørede det hele. Men ikke fordi han havde det mindste imod det, faktisk passede det meget godt til hende.

"Ja.. Jeg blev født der.."
Hendes smil var varmt og lige stort nok til at det ikke afslørede hendes for spidse tænder. Det var dejligt at møde en anden irer som samtidigt var et væsen. det ville gøre det hele meget nemmere at hun ikke behøvede skjule hvad hun var, for selvom hun var blevet vant til det, så var det ikke noget hun nød.
"Wilith kan du kalde mig, Victoria er et navn forbeholdt ganske få personer. Så hvem har sendt dig?"
Der var ikke noget uvenligt i hendes stemme til at starte med, men den blev lidt anspændt tilsidst. Der var få der kendte hendes rigtige navn her i nærheden de kunne tælles på en hånd, jægeren og Gwyn og jægeren kendte ikke navnet Wilith.. Gwyn...
navnet lagde sig som en tung kugle i hendes mave og det føltes som om hun begyndte at fryse. Nu ville hendes skaber snart vide hvor hun arbejdede og så ville der ikke gå ret lang tid inden hun også kendte til hendes skabnings adresse. og det var noget af det sidste hun ønskede... at få et uanmeldt besøg af hendes nådesløse sire.

"et vigtigt spørgsmål er jeg sikker på. Jeg er født i en lille landsby, Wicklow hed den vidst."
Hun sagde det med påtaget tøven som om hun ikke var sikker på om hun huskede rigtigt selvom hun kunne finde tilbage med lukkede øjne. Hun havde været tilbage så mange gange at hun aldrig ville glemme dens navn eller beliggenhed.
"et sikkerheds spørgsmål fra hendes side, eller hvordan?"
Spørgsmålet var i sig selv uskyldigt nok, men hvis han svarede som hun troede ville hun få bekræftet at det var fra hendes besidderiske skaber. Kvindemennesket lad aldrig noget slippe igennem hendes fingre, havde hun til sin fortrydelse måtte sande..

Wilith drejede sig rundt på stolen mens han hentede sin skål med peanuts og hun løftede smilende et øjenbryn. Nå ja alle havde vel deres små særheder, hans var tilsyneladende peanuts. Hun havde aldrig rigtigt fået smagt sådan nogle, for hendes krop og faste fødevarer kunne ikke rigtigt enes desværre, så det måtte hun være foruden.
Hun betragtede ham interesseret som han kom over imod hende igen og der begyndte hun at spekulere over hvad han mon var.. han lugtede lidt fordærvet som dæmonerne plejede, men samtidigt friskt og rent som engle.. to modsætninger der mødtes på midten, men hun kunne ikke afgøre om det virkeligt var ham der lugtede sådan eller om det bare var blandingerne af væsner der forvirrede hendes lugtesans..

Et eller andet ved hende mindede ham om noget, men han kunne ikke huske hvad. Måske lignede hun bare en, som han havde kendt for lang tids siden. Han var glad for at høre svaret.
"Ja det er et sikkerheds spørgsmål, fordi min arbejdsgiver ville ikke have jeg gav den til den forkerte, som dog ikke plejer men ude over det. Men jeg har desværre ikke fået hendes navn at vide, men jeg skulle give dig dette."
Han tog et sort brev fra lommen af og rakte det imod Wilith, men ude over det brev. Så skulle han også følge hende til foran den øde kirke ude for byen, ikke kun fordi hans mystiske arbejdsgiver havde sagt det, men så han også kunne få sin løn. For han fik det først der, normalt modtog han penge før han gjorde noget, men noget ved denne mystiske gamle vampyrkvinde sagde at hun ikke ville snyde ham. Da han kom tilbage med peanuts kunne han tydelig se hendes undersøgende og vurderende blik. Han smilte bare af det, for han var van til det. De fleste væsner kunne ikke finde ud af hvad han var, dog var der engang en vampyr der fandt ud af det på ikke en venlige måde. Det var en hanvampyr, som havde overfaldt ham og havde smagt hans blod. Det han fik at vide, så smagte hans blod ikke lige så godt som engleblod. Men det smagte heller ikke dårligt for selvom dæmoner smager dårligt, så var det næsten hvis man tog noget surt med sødt. Det smagte jo også godt, hvis man kunne lide det.
Brevet var kulsort med en guldskrift ude på, og der stod med en tydelig gammeldags skråskrift Wilith Victoria. Bag på var der et rødt gammeldags vokssegl, som var et kendetegn fra afsenderen. Hvis Wilith åbnede den ville papiret være hvidt med en rød skrift og der stod.


[i]Kære Wilith Victoria.
Jeg har sendt dette brev til dig, thi jeg ville holde min tilstedeværelse skjult. Har jeg dog bemærket alle disse folk du har sendt ud for at finde mig. Så for at gøre en ende på dette spild af tid og kræfter, anbefaler jeg dig at du mødes foran den øde gudsforladte kirke udenfor byen klokken 00.30. Budbringeren her kan evt vise dig vej, fordi han skal hente sin hyre.

Hilsen.
Din skaber Gwyn.

"Hun kalder sig Gwynnet.. Og hun er en dum gammel dame!"
Hun snuppede hurtigt brevet ud af hånden på ham, tog sig ikke af den fine kuvert eller guldbogstaverne. Seglet kiggede hun ikke på for hun ville se ned på slangen der snoede sig rundt på det. Hun havde set så mange gange på Gwyns signetring at hun slet ikke behøvede se på den for at vide at det var hendes.
Indholdet gjorde hende ikke mindre anspændt og havde hun været et mere ugeneret sted havde hun flået en del af bardisken af, for vreden over Gwyns som altid arrogante tonefald brændte i hende. Sidste gang de havde set hinanden var kort efter Gwyn var påstået død, og Wil var faldet for det. Man kunne jo altid håbe, og det var det hun havde gjort indså hun nu.
Hvis Gwyn havde været død kunne hun have levet livet som hun ville, og Procella var ikke blevet truet til at starte med. Flere gange var hun selv blevet overrasket over hvor glad hun var for mennesket, men hun havde ikke lyst til at tænke over det. Det var svaghed, og hun ville ikke være svag.

Lysten til at flå i et eller andet var så voldsom at hun knugede sine hænder så hårdt at hendes negle borede sig ind i hendes håndflader. Hendes øjne lynede ned imod bordet som om det var dets skyld at Gwyn var i live og lod derefter hovedet falde ned i bordet.
Det hjalp hende med at samle tankerne og hun så ud af øjenkrogen, stadigt med hovedet på bordet, op på væsnet.
"Hvad er dit navn? Og hvorfor gider du arbejde for Gwyn?"
hun spyttede nærmest navnet ud, men tog sig i det og forsøgte at køle lidt ned selvom det ikke var lige nemt med Gwyns ordrer i hånden. Det var længe siden at hendes skaber sidt havde kommanderet med hende, men det gjorde ikke hendes modvilje mindre.
"Hun har altid været en heks, lige fra jeg mødte hende for 300 år siden.. Og hvorfor ser du bekendt ud?"
Hun løftede langsomt hovedet og så grundigere på ham, der var altså et eller andet bekendt ved den måde han bevægede sig på. Noget ved den måde han gik. Et minde rumsterede i hendes hovede, men set synes at slippe fra hende hver gang hun var lige ved at få fat i det, og det irriterede vampyren grumt der så på væsnet overfor hende med rynket pande.

Han havde ikke lige forventet den reaktion, men han havde oplevet det der var værre. Det var tydeligt, hvor anspændt og vred denne Wilith blev, og han havde på sin måde lyst til at gå et andet sted hen. Ikke fordi han var bange, men fordi irriteret og sure kvinder, var næsten det værste der fandtes på jorden.
"Rolig, rolig. Lad det ikke gå ud over mig. Jeg er bare en budbringer ikke andet. Men nu hvor du spørg så er mit navn Sawyer. Jeg kan ikke altid gøre for, hvem jeg arbejder med da jeg hverken dømmer folk. og et arbejde er et arbejde"
Sagde han rolig og forsikrende til hende det. Han var dog ved at få en peanut galt i halsen, da hun sagde at han så bekendt ud.
"Du har sikkert bare lige set mig eller et eller andet i den retning, men så kunne jeg spørge dig om det sammen, hvorfor ser du så bekendt ud?"
De grønne øjne var da næsten ikke til at tage fejl af. Sawyer så chokoret på hende, da det gik op for ham hvem det var. Han sagde bare ligeud.
"Hvor helvede har du været i alle de år? Og hvorfor er du vampyr??"
Han kunne nu tydelig huske i sine meget meget unge dage, en smuk pige ved navn også Wilith, som tilfældigvis også kom fra irland. Som han havde kendt i flere år, og de havde været tætte. Men lige pludselig en dag, så forsvandt hun bare. Han havde ledt efter hende i flere år, som blandt andet førte til hans nuværende job. Men mange år efter, havde han sørgt for nogle i irland kigge efter hende. Men ingen havde fundet hende.
"Jeg troede du var død, det gjorde vi alle?!"
Kom han nok til at sige lidt for højt, men lige nu var gamle gemte følelser blevet flået op til overfladen. Som et lig der ellers havde ligget på havets bund lige pludselig kom til overfladen.

"nej.. du har sikkert ret.."
Sawyer.. ikke et helt normalt navn men det fik et eller andet til at ringe inde i hovedet. det minde som hun havde prøvet at få fat i før blev pludseligt tydeligere og så sagde det klik. Men kunne det være ham? det var så mange år siden... 304 år for at være præcist. Hendes grønne øjne udvidede sig af overraskelse og en sidste gang granskede hun hans træk for hun overgav sig. Jo det var ham og han havde næsten ikke forandret sig.
Vent, var han også et væsen? han var ikke vampyr så meget var tydeligt, så han måtte have været det altid. Og hun havde ikke lagt mærke til noget?

Endnu et minus ved at være menneske, man var så uopmærksom når man var glad for nogen, som hun havde været som ham.. men med barnet... det måtte han ikke vide. Hun havde skammet sig over og gemt sig for ham.
"Vi kendte hinanden for alle de år siden.. da jeg var menneske.."
Hendes ansigt blev lyst op af et smil og hun slap brevet for at kaste sig over manden foran hende i et kram. En at snakke med fra hendes fortid var noget som hun virkeligt havde savnet og nu var han her!

"Og jeg som troede at du var væk ligesom alle andre... Jeg har savnet dig."
Hun lagde hovedet imod ham og lukkede øjnene kort for at nyde minderne der flød igennem hende og hans nærvær. Hun havde næsten glemt ham, gjort sig umage for at glemme i de sidste århundreder for hun troede at han var død... ligesom alle andre hun havde kendt dengang..
"Gwyn forvandlede mig lige efter fø..."
Nej det skulle han ikke vide. Der var ikke noget at skamme sig over, det vidste hun godt, men han mindede hende om den tid hvor det var det dybeste tabu at få et barn uden for ægteskab. Hun huskede en kvindes ord om at hendes far havde solgt hende, men låste dem inde i en kasse. Det ville han aldrig gøre! men hun havde jo bragt skam over familien, så måske? nej! det ville han ikke!

"Jeg ved det.. Det var meningen, i skulle jo ikke lede efter mig.. Gwyn arrangerede det mens jeg stadig var helt død.. da jeg vågnede var vi allerede langt væk.. Jeg var kun tilbage en gang.."
hun lukkede øjnene i fast i og nægtede at se på ham. Hun vidste at det havde været nødvendigt, selvom det havde kostet alle så meget smerte. Det ville dog have været meget værre hvis hun var blevet i byen mens hun var vampyr. Bare den ene gang hun var i byen dræbte hun adelsmanden, han var selv ude om det, ingen tvivl om det... men hvad nu hvis hun også var kommet til at dræbe andre..

Pigearme slyngede sig omkring ham og selvom han på sin måde ville skubbe hende væk, fordi han følte sig såret. Han havde ellers gået videre med sit liv, halvt glemt denne mistet kærlighed. Men krammet vakte så mange minder, denne smukke glade menneskepige som han havde savnet var lige her i hans arme, bare i vampyrform. Men han lagde alligevel armene omkring hende. Han havde på sin måde mest lyst til at løfte hende op og ryske i hende og sige. Hvorfor fanden forlod du mig? Men dette var virkelig hende, og det var det vigtigste. Hun havde heller ikke forandret sig meget, jo ude over at hun er blevet vampyr, og at hun nu var kold og ikke varm. Men det havde Sawyer intet imod, han havde intet imod vampyrracen. Faktisk syntes han tit at det var dem, der var venligst imod ham. Måske var det fordi han ikke var fuldblods dæmon, de fleste vampyrer kan jo ikke lide dæmoner. Men han var heller ikke engel, så de havde sådan total lyst til at dræne ham for blod. Dog har flere igennem tiden forsøgt det. Sawyer lagde en beroligende og blide engleaura omkring Wilith og trak hende ind til sig. Nu kunne Willith tydeligt lugte han særdeles anderledes lugt, en engles sødme og en dæmons bitterhed.
"Du har ikke forandret dig det mindste, stadigvæk lige så smuk som dengang."
Efter lidt så skubbede han ikke uvenligt hende fra sig, men de skulle jo ikke stå der i en evighed. Da hun fortalte hvem der havde forvandlet hende, kunne Sawyer mærke en vrede inde i sig. Ingen skulle gøre denne søde pige noget ondt, men på sin måde hvis hun ikke var forvandlet, så ville de aldrig ha mødtes igen. Han rystede let på hovedet, og som at trykke på en knap, trykkede han på offknappen til hans fornuft. Som han altid plejede at sige til sig selv, for mange fornuftede tanker driver en til vanvid!
"Hvordan skulle jeg dog kunne stoppe med at lede efter dig? Efter du forsvandt ledte jeg personligt i 2 år efter dig, men så var jeg flad og havde ingen penge. Så jeg fik et job, men så snart jeg fik råd. Fik jeg flere folk til at lede efter dig i 20 år ekstra, men ikke et spor var af dig"
Hans grå/grønne øjne hvilede på hende, så mange minder kom stadigvæk i hovedet på ham. Han havde glemt så mange ting, eller rettere sagt puttet alt i en stor boks og gemt den langt væk. Han har siden da flere gange vågnet op, hvor han havde været stensikker på, at han havde drømt om hende. Fordi han næsten følte hendes tilstedeværelse, eller hendes hede kys på hans læber eller andet. Men de drømme blev færre og færre med tiden, og i lang tid har han faktisk ikke kunne huske hvordan hun så ud. Han skammede sig faktisk over det, han havde givet op selvom hun stadigvæk havde været i live. Han kiggede væk og holdte blikket fjernt imod flokken af dansende kroppe. Hans øjne skulle jo nødig blive fugtige, så ville det blive hans maskulinheds undergang.
"Så hende den gamle vampyrkvinde jeg har afleveret dette brev fra er din skaber?"
Sagde han roligt og kiggede stadigvæk væk fra hende. Han havde så mange spørgsmål, så mange tvivl som borede sig ind i sjælen på ham, som små mider i en død krop.

Hun havde virkeligt savnet hans kram, at kunne læne hovedet imod ham og nyde hans varme, som hun jo ikke selv hade længere. helt tæt på ham blev den forvirrende lugt af de to modsætninger kraftigere, men hun affærdigede det med de mange lugte fra rummet, for at han skulle være begge ting kunne hun ikke lige finde ud af hvordan skulle være muligt.
Med store generte øjne så hun op på ham, han havde sagt at hun var smuk.. Det bragte så mange minder tilbage. Minder om solskin og ham, solens varme på hendes hud og hans arme om hende. Det var så længe siden, men nu hvor hun så ham igen kunne hun virkeligt mærke hvor meget hun havde savnet ham.
"Du har heller ikke forandret dig.. stadig lige sød.."

Usikker på hvad hun skulle gøre af sig selv satte hun sig tilbage på sin stol og legede usikkert med sit glas. Det havde aldrig været meningen at efterlade ham sådan men hun havde jo troet at han var et menneske, og mennesker glemmer hurtigere. Men nu var han jo ikke menneske..
"Gwyn er god til at slette sine spor.. Det var aldrig meningen at efterlade dig sådan.. men da jeg tog tilbage for at ordne nogle gamle regnskaber, kunne jeg ikke se dig i øjnene. dengang troede jeg jo stadigt at du bare var menneske.. Hvordan skulle jeg forklare dig at jeg var død, men alligevel ikke død?"
En del af sandheden var også at hun var bange for at han ikke ville have ladet hende gå, og på det tidspunkt var hun på ingen måde i stand til at klare sig selv. Der havde hun stadig brug for Gwyn til at lære hende alting.

"Ja hun skabte mig, gjorde mig til hvad jeg er.. men de sidste mange år har hun ladet alle tro at hun var død.. Det ville jeg ønske hun virkeligt var."
med lav stemme talte hun uden at se på ham. han var vred med god grund men hun så ikke tårerne der lurede i hans øjne. Hun ville ikke dømme ham for at græde, nok snarere misunde ham eftersom hun ikke selv kunne græde.. hvor underligt det end lød, så savnede hun det.. at kunne få forløsning når sorgen lå som en knude i hendes mave, men da der intet vand var i hendes krop var det ikke en mulighed.
Til sidste så hun op imod ham, med tydeligt skamfulde øjne og hænderne rastløst lagt omkring hendes glas.

Det varmede omkring hans hjerte, da hun så op på ham med sine glimtrende søde og blide grønne øjne. Hvor meget havde han dog ikke savnet dem! Siden hende har han faktisk aldrig fundet nogen kæreste overhoved, han har selvfølgelig hygget med masser af piger igennem tiden. Men han har aldrig følt sig connected til en pige. Der var engang en af hans arbejdsgiver, som hørte hans triste historie omkring hans mor osv. Som havde tvunget ham til at tage til en phykolog. Der kom ikke sådan rigtigt noget ud af det, men det som phykologen blandt andet sagde var, at derfor Sawyer ikke let kunne finde nogen han vil dele sit liv med, er fordi hans svigt fra allermest sin mor men også for sin gamle flirt, havde gjort at han havde det svært med at kunne dele sit liv med en. Sawyer troede dog ikke rigtig på den grund, men der var alligevel noget logisk bag ved.

Han lyttede til det hun sagde, han vendte og drejede det. Men han syntes alligevel at der manglede et eller andet, et eller andet hun undlod. Men han vidste det ikke, han var forvirret.
"Det kan jeg godt forstå"
Han selv havde jo aldrig fortalt til hende, hvad race han jo var. Fordi han forstod vigtigheden i at holde alle disse væsner skjult for mennesker. Men faktisk der hvor hun havde forladt ham. Havde han faktisk besluttet en uge frem, at han ville afsløre sin virkelig indentitet. Men det var svært at forklare at man var en halv engel og dæmon, selv væsner kunne ikke forstå det tit. Men det var skam også en yderst sjælden ting at både være dæmon og engel.

Han kiggede hen på hende, og han kunne tydelig se skammen i hende og se hvor meget rastløs hun var lige nu. Så Wilith mærkede en varm hånd lukke sig omkring Wilith. Han så på hende med et lille smil på sine læber, og lod den anden hånd køre igennem hans halvkort brune hår. Men så brugte han sin ene evne, nu kunne han se hvad hun end ønskede sig allermest lige nu. Han så ønskerne som regel i billeder, indtryk osv.
"Fortid er fortid og man kan ikke ændre det, så det er dumt at spilde tid på det"
Han gav hendes hånd et klem og trak så hånden tilbage. Selvom han aldrig drak havde han faktisk lyst til en drink nu, men det ville ikke gå godt. Så han holdte sig til sine peanuts i stedet for.

Wilith så skeptisk op på ham. Forstod han det? Det ville hun nok også selv have sagt, men inderst inde ville hun ikke havde forstået det. der ville hun have tænkt over om han ikke stolede på hende... men måske var han bare mere sikker end hun var?
Det håbede hun at han var, for det var nok ikke den bedste ide at forklare han om sin nervøsitet for at han ville få hende til at blive. det ville han nok forstå på den forkerte måde, som om hun ikke ville blive hos ham, men lige der havde hun blevet nød til at være sammen med en der vidste noget om hvad hun var blevet til. Hun tilbragte halvtreds år med at rejse rundt i verden med Gwyn før hun igen kom tilbage til Wicklow, og det var der hun første gang så sin familie igen siden hun døde, og de hun så sit barnebarn. Fra den tid af var hun altid vendt tilbage til byen en gang i mellem for at se dem.

Det hun ønskede sig allermest lige mens hun snakkede var en død Gwyn, med en stage i hjertet, død og borte for altid, men da han lagde sin hånd på hende ændrede billedet sig til et af hendes minder. Det var et billede af de to en solskinsdag, hvor solen skinnede ned igennem bladene over dem og tilførte billedet et glimt af sommer.
"Jeg ved det, men fortiden har stor indvirkning på fremtiden, så en gang imellem bliver man nød til at beskæftige mig med den.. Men Gwyn tager fejl hvis hun bare tror at jeg kommer som hendes lille hundehvalp!"
Stædigheden strålede ud af hendes øjne og hun drak det sidste blod i glasset før hun rejste sig op og vendte sig imod scenen. Ikke tale om at hun bare kom til Gwyn som hendes egen lille hvalp. Våben skulle der i hvert fald til, får når Gwyn havde styrke fordelen så måtte hun have en anden fordel.
"Følg med.. Vi skal lige ud og hente et par ting.."

Dengang havde han brugt de to år på at lede efter hende, han havde næsten endevendt hele irland eller tæt på. Men til sidst havde han ingen penge, og så mødte han denne dæmon, der skulle ændre hans liv. Han kan stadigvæk tydelig huske, hvad denne unge dæmon sagde til ham med sin amerikanske accent.
"I have a bloody good deal to you my friend. You can work with me og travel the world around. Forget you sorrows, forget her. You have to live your life, and your life is out in the world, so is it a deal or not?"
Han havde sagt ja til det, nok fordi mest havde han lyst til at få penge til mad. For det andet fordi han havde virkelig en trang til at prøve noget nyt og komme væk fra alt det elendige. Desuden brugte han ikke sin fornuft så godt til tider, så han havde bare sagt ja uden at tænke overhoved på konsekvenserne. Han var heller ikke typen og har aldrig været typen, der bare kunne live et sted og være rolig. Han skulle opleve noget, der skulle være gang i den. Måske engang i fremtiden, når han blev virkelig gammel, ville han slappe af. Men han mente selv, at han stadigvæk var i de yngre år, hvorfor så stoppe?

Han så de tydelig billeder af hendes døde skaber. Han vidste selvfølgelig ikke hvad grunden var, men der lå sikkert en fornuftigt grund bag ved. Hvis han måske havde været en fuldblodsengel, så havde han sikkert prøvet at stoppe hende imod at dræbe. For mange engler var fanatiker angående med folk ikke skal dø, men der var dog også de engler, der helst så alle andre racer dø. Han ønskede bare at nogen skulle ikke dø af ikke en god grund, men hvis der var en god grund. Så havde han intet imod det. Men de næste ønsker der dukkede frem overraskede ham faktisk. Havde hun heller ikke fundet nogen andre siden da? På sin måde var han glad for at se det ønske, men der var dog også denne del af ham selv. Som tog afstand fra Wilith, han vidste ikke hvorfor. Ønskede han selv virkeligt at komme tilbage med hende? For selvom det virkede som gamle Wilith, så virkede hun stadigvæk til at hun har forandret sig meget. Han lyttede til hvad hun sagde omkring fortiden, men for ham lød det for fornuftigt til hans smag.
"Som jeg altid siger, hvis man tænker for mange fornuftige tanker, så kan det drive en til vanvid"
Sagde han sådan i lidt sjov, han mente den selvfølgelig ikke 100%. Men han ville heller ikke bare lade sig drive af den logiske og fornuftige fornuft. Man skulle have lov til at nyde livet, det var fornuft! i følge hans øjne.

Han kiggede ned på sit simple sorte ur omkring hans håndled, og så at der ikke var lang tid før de skulle være der. Han skulle lige til at sige det, da Wilith sagde sit.
"Hvor skal vi hen?"
Han så spørgende på hende, for det virkede helt klart ikke til at de skulle straks derhen. Men de havde heldigvis stadigvæk tid endnu, eller det håbede Sawyer i hvert fald. Ellers ville han ikke få sin løn.

"Så ender jeg nok snart som vanvittig."
Hun lød ikke til at tage det alt for alvorligt for en gang imellem var fornuft nødvendigt lige meget hvad Sawyer sagde. da hun hoppede ned fra stolen gled hendes hånd ned fra hende, men ellers ville han kunne se et meget klart billede af to stager og et par pistoler med sølvkugler i et metalskab.
"Jeg skal bare lige hente noget til Gwyn."
Hendes kolde smil tydede ikke godt for skaberen som ventede på dem ved kirken, men hun forventede skam heller ikke at Gwyn var ubevæbnet. Det ville ligne hende meget dårligt at bevæge sig ind på fjendeligt territorie ubevæbnet. Godt nok var hun selvglad og arrogant men hun var desværre ikke dum. Det kunne hun godt have ønsket sig men man får jo ikke altid hvad man ønsker sig, ikke engang op til jul. Havde julemanden eksisteret havde Gwyns død været hendes eneste ønske, men desværre havde julemanden nok ikke lige de rigtige forbindelser til at opfylde det juleønske.

"Bare rolig du skal nok få din løn.. hvis hun nægter får du den af mig for at give mig alle tiders chance for at gøre hvad jeg skulle have gjort for længe siden."
Hun flåede døren op til backstage og gik med hurtige bestemte skridt ud imod garderoben forhåbentligt stadig med Sawyer i hælene. Rundt omkring sad forskellige væsner ved spejle og sminkede sig før de skulle på scenen. der var næsten ingen mennesker men dem der var virkede rolige nok. De vidste, de fleste af dem altså, hvad det var de havde med at gøre. Ude i hendes garderobe stod et stort antikt klædeskab op ad væggen og inde i det stod et lille stålskab med en fingeraftryks aflæser som lås. Hun var blevet barlig glad for de der fingeraftryks aflæsere på det sidste.

Hun åbnede stålskabet hurtigt, tjekkede øvet de to pistoler mens hun fandt deres pistolhylstre og lod dem forsvinde af syne under hendes løse t-shirt. En af stagerne stak hun i støvlen og den anden i ærmet inden hun trak en frakke på og var klar til at gå. desværre havde hun ikke mere udrustning her men ellers havde hun også fundet sig en skudsikker vest.. men den lå i lejligheden og der var ikke tid til at hente den. På det sidste havde hun trænet intensivt med pistolerne og nu kunne hun ramme hvad hun ville. Det kunne godt blive nyttigt her. Så smækkede hun stålskabet i og var næsten allerede ude af døren igen.

Okay, så hun havde tænkt at dræbe hendes skaber nu? Med våben oven i købet? Det var sådan lidt for dusørjæger agtig til hans smag, men som sagt så virkede hendes skaber til at være rigtig gammel og så kan Wilith vel ikke klare det på andre måder.
Han fulgte med, hvor hun end gik. Dog fik han lige et godt udsyn til en af de kvinder der klædte sig om backstage. Men da han hørte døren til udenfor blev åbnet, og Wilith gik ud af den, så fulgte han med igen. Det var dejligt lunt udenfor med en frisk vind. Månen sendte sig blege smukke lys, som et tæppe over byens gader. Det var næsten skyfrit, det ville ha været en god nat til igennem skoven eller ha fløjet igennem nattens mørke. Her udenfor var luften ren og frisk, og nu kunne Wilith tydelig lugte den mærkværdige lugt Sawyer havde. Den tydelig lugt af en engels sødme og en dæmons bitterhed, og de to ting gav næsten en tredje ting. Der var flere som har troet igennem tiden, at han var en helt ny race eller sådan noget i den retning.
Hans blik var på månen og historien om hvordan han blev til, stod klart i hans hovede. Hans mor og hendes kæreste havde været ude på den lykkelige eng i lige så smukt et vejr. Det skulle ha været en god og smuk nat. Men endte så brutalt for disse to uskyldige unge væsner. Han havde ikke set sin mor i lang tid, for han har ikke været i irland i lang tid hos sin plejemor. Hans oprindelige familie var en ren engelfamilie, som var rig og havde det hele. På et slot boede hans mor, men selvom igennem tiden hans plejemor flere gange har prøvet at få hans mor til at kendes ved ham, har det aldrig lykkes. Han husker tydeligt de billeder af hendes mor før denne episode. Så smuk og nydelig var hun, men nu ligner hun en der er langt ældre og gør intet ud af sig selv. Det han har fået af vide, var at hun næsten aldrig spiste og var så tynd som et skelet. Det han også har hørt, så lider hun stadigvæk af slemme mareridt hver nat, og engang som lille overhørte han en samtale mellem hans morfar og en anden. De snakkede om de ikke skulle give hende en nådefuld død, for denne trance og tilstand hans mor var i, ville hun nok aldrig kunne komme ud af igen.

Det var ret tydeligt hvad sawyer mente om hendes våben, og før hun kom til øen så ville hun aldrig have gjort brug af en dusørjægers våben til at dræbe sin skaber. Våbenene havde hun snuppet fra en jæger som Procella havde dræbt under deres første møde. Der var jo ingen grund til at våbnene skulle gå til spilde bare fordi at han var død.
"Gwyn er fem hundrede år ældre end mig.. jeg kan ikke håbe på at slå hende ved hjælp af styrke eller hurtighed. Jeg har nok spenderet for meget tid med dusørjægere her på det sidste.."
Igen noget hun havde troet at hun aldrig ville sige men hun var jo komme til at holde af i hvert fald en af dem.. faktisk to, også hende varulven, men hun var forsvundet efter hun havde forvandlet sig og Wilith havde ikke kunnet finde hende igen uden at bevæge sig for tæt på andre dusørjægere som nok ikke var lige så forstående.

At jagte væsner ville nok aldrig blive noget som hun ville begynde på, med mindre at de selvfølgeligt havde gjort hende noget som Gwynnet. Hun forventede at hendes skabning ville være som hendes lille hvalp for altid, og så begyndte hun at jagte en ven.. Oven i det var der også hendes mange andre synder som fx hendes handel med bloddiamanter fra afrika men selvom det var afskyeligt så var det ikke det der lå øverst på hendes liste over ting hun hadede ved Gwynnet.
Hun skridtede bestemt ind i en lille gade bevidst om at Sawyer fulgte med og som de kom længere væk fra andre væsner begyndte hun at kunne lugte både engel og dæmon, men hun var samtidig helt sikker på at der var ikke var andre.

Langsomt vendte hun sig imod hendes barndomsven og prøvede at lugte til ham igen.. Begge lugte kom fra ham og hun så undrende, næsten lidt nervøst på ham. Han var ikke noget man så hver hundrede år.. hun havde aldrig hørt om noget lignende.. DFæmon og engel i et? de var jo modsætninger!
"Sawyer.. Hvorfor lugter du så underligt?"
Hendes ansigt udtrykkede mistænksomheden hun følte, det var aldrig godt at finde en race som man ikke vidste hvad var for de kunne alt for let overraske en... Han virkede som den samme sawyer hun havde kendt da hun levede, men han lugte altså... underligt... forkert..

Han kunne tydelig se, hvordan hun begyndte at fornemme, at han ikke var så normal, som han ellers så ud til. Han så på hende med et lidt drillende smil på sine læber.
"Du er ikke den eneste der har sagt det. De fleste ligger mærke til det med lugten, men flere har også sagt omkring min aura, nogle har også bare fornemmet det osv. men selvfølgelig mit ægte udseende fortæller også meget om min herkomst."
Mens de gik ned af gaden var de gået på et mere øde sted, så han lod sin sande indentitet vise sig frem. Han undlod dog kløer og tænder, fordi det syntes han ikke så godt om. De var selvfølgelige praktiske, men det var for dæmonisk for ham. Hans jakkesæt var syet til at hans vinger kunne bryde ud af jakken uden at ødeligge den. Fordi der var huller til vingerne i syningerne bagpå. Hans store vinger på 7 meter i vingefang brød ud af ryggen på ham. Vingerne var af sammen struktur som en dæmons, som var opbygget af de fingre hvor de endte i en klo. Men hans vinger var istedet bedækket med sorte fjer, som havde rødelige striber. Så mærkede Wilith en prik på hendes skuldre og det var en rød hale der havde prikket hende. Sorte blanke horn dukkede ud af panden på ham. Selvom han lignede på sin måde skræmmende, så var hans engleaura der tydelig, som gjorde det ikke så farligt. Han kiggede drillende på Wilith.
"Can you guess what i am?"
Det burde være indlysende, men han har oplevet af flere har kaldt ham for en ny race. Fordi mange troede man ikke kunne være en blanding på den måde, især en blanding. Nogle har kaldt ham for en ny dæmonrace, andre for en ny engelrace. Han har hørt alle mulige teorier om sig selv. Han så længere nede af gaden nogle gå, så han trak alt ind igen. Så han igen lignede et helt almindelig menneske.

Hans transformation var ikke lige hendes ynglings øjeblik på denne her nat og hun kunne ikke lade være med at blive lettere nervøs. hun vidste ikke hvor hun havde ham, en komplet ny... et eller andet! Spørgsmålet var hvad han kunne, men hendes grønne øjne vogtede stadigt på ham selvom han virkede til at være sig selv, lige så glad som han plejede.
"Du må være halvblods? men hvordan kan det ske? man bliver jo født som det ene eller det andet?"
Halen der prikkede hende på skuldren lignede noget fra et lidt for livagtigt halloween kostume og selvom han tilsyneladende ikke var farlig overfor hende kunne hun ikke ryste utrygheden af sig. Mennesker der fødte dæmoners børn, de børn blev jo også dæmoner og ikke halv-dæmoner... så hvad var specielt ved ham her?

I løbet af århundrederne der var gået havde samværet med Gwynnet og andre overnaturlige væsner sat sit præg på vampyren. Man stolede ikke på folk man ikke kendte, og dette var en ukendt del af ham. Hun vidste at hun også havde forandret sig, måske ikke fysisk men tre århundreder satte sit præg på en. Mistænksomheden var en af de mindre gode ting.
Den eneste positive ting ved dette her var at de ville være nogenlunde lige stærke eftersom de var lige gamle, selvom hun havde en eller anden ide om at han var en hel del mere vant til kamp end hende. Men det var der så mange der var.

"Du er heller ikke den eneste der har spurgt det.. Men åbenbart kan man det, du kan jo selv se mig som et levende bevis altså."
Han var faktisk glad for hans race, ikke fordi at det var specielt osv. Men fordi det bare passede til ham mente han. Der var jo blandt andet flere dæmoner, som næsten ville have haft det bedre hvis de var engler og omvendt. Men nej han var tilfreds med sin race.
"Mange væseneksperter har ingen ide, hvorfor. Men nogle siger dog at det er på grund af min evne, og andre siger bare det er tilfældighederne."
Han gættede på at det var tilfældighederne. Han havde den evne at kunne transformere sin krop og bruge sin krop som en stor legofigur, hvor han kunne flytter på alle de prikker som han vil. Så havde de sagt, at i hans modermave at han så nemlig kunne tilpasset sin krop efter disse to racer.

Han var dog ikke van til kamp, han havde mere den teknik med at kunne slippe væk. Altid på en eller anden måde slap han væk, og det var ikke lige frem på grund af hans kampteknikker, for det havde han godt nok ingen af. Jo han vidste selvfølgelig det basale og havde kæmpet flere gange, men aldrig imod pro folk. Han så lige nysgerrigt på hende. Var hun selv en god kæmper eller? Våbene kunne indikere, at det var hun ikke. Men man vidste aldrig. Han huskede tydelig sin kamp imod zombien Ancilla sammen med Tristan, hun var en total fighter ingen tvivl om det. Han var også tæt på at blive dræbt, hvis det ikke var fordi han tænkte hurtigt og havde placeret sit hjerte i højreside i stedet for den venstre. Ellers ville kniven have gennemboret igennem hjerte. Sawyer tog automatisk hånden for hans hjerte, han havde stadigvæk et lille ar af det. Men heldigvis var det ikke stort og han kunne faktisk godt fjerne det hvis han ville. Men et eller andet i ham ville gerne lade det være.

"Fjerne er lidt afslørende."
Vampyrens smil var svagt og hun lagde ikke selv mærke til men hendes kropssprog havde helt ændret sig. Rovdyret i hende krævede nu sin ret og fik hende til at være forsigtig. Skabningen overfor hende var en umulighed! den var en blanding af et byttedyr og et rovdyr, lys og mørke, modsætninger der var blevet forenet i et. Noget bevægede sig i hendes øjne, noget sort der gjorde hendes grønne øjne mørkere og hun lignede ikke længere den 16 årige pige som Sawyer havde kendt. Da hun døde for at leve igen havde noget langt mørkere taget permanent bolig i hende og det var nu det der kæmpede for at få overtaget. Mødet med en hun havde kendt som menneske havde slået hul på en tank med minder og bag minderne var muren til monsteret.

Da hun bevægede sig rastløst var hendes bevægelser mere glidende og det var som om hun næsten ikke løftede fødderne over asfalten hvilket gjorde hende i stand til at stå fast på et halvt sekund.
"så hvad er din evne?"
Hvis hybriden lyttede godt efter var hendes stemme også anderledes, blødere og lavere som en hvisken, men også med en kant der var skarp som et rageblad. Wilith tog et mentalt brydegreb med monsteret inde i hende, men bare det at hun behøvede gøre det var foruroligende. hans tilstedeværelse havde af en eller anden grund vækket monsteret vampyren havde forsøgt at glemme i over hundrede år.
"Jeg tror ikke at det er en god ide at komme nær mig. Det er vågent, du har vækket det."
De kryptiske vendinger tænkte hun ikke nærmere over for, for hende var det jo åbenlyst.

Dem der var længere nede af gaden gik forbi dem og Sawyer kiggede bare omkring. Men så var der et eller andet der sagde at der var noget galt. Han kiggede først omkring, men så lagde han mærke til den lidt for bløde stemme ved siden af sig. Sawyer kiggede over på Wilith og så hvordan hun bare slet ikke lignede sig selv. De sorte øjne, der var et eller andet meget ondt ved dem, et eller andet grufuldt. Var det en form for blodtørst? Han kunne selv tælle ca 10 vampyrer, der havde sprunget på ham på grund af hans bittersøde blod. Han viste ikke frygt, for så fornuftig var han ikke, i hvert fald ikke altid. Dog var det som om en lille nisse i hans indre hovede, prøvede at banke på en alarmklokke for at fortælle at dette kan ende galt. Den begyndte især at larme, da hun stilte sit spørgsmål. Han så vurderende og en smule tøvende på hende, og kom til den konklusion at kun fortælle den ene evne. Fordi han ville ikke lyve for hende, men det der ondskab var ikke et godt tegn
"Ved berøring kan jeg se, hvad folk ønsker sig allermest her og nu. Så hvis jeg spørg dem og gave og rør dem. Kan jeg se hvad de præcist ønsker sig."
Sagde han med et smil, han holdte det hele cool og nede på jorden. For at nemlig at prøve at undgå at situationen eskalerede. Det ville ikke ende godt, hvis den gjorde. Så han undlod også at spørge.
"Se nu er der ikke langt til kirken."
Man kunne se de to store tårne fra den store kirke af hæve sig op i vejret. Murene mange af stederne var kul sorte, på grund af den brand som havde ædt hele den smukke bygning.

//styre du selv din skaber, eller skal jeg? :)//

Hans blod fandt hun ikke den store interesse i, dæmonblod smage grimt i alle afskygninger og hun gad ikke gøre sig besværet ved at få fat i hans blod hvis det nu smagte af dæmon. Derudover kendte han hende også, eller det havde han i hvert fald gjort en gang, og det betragtede den bevidste del af vampyren som en god grund til ikke at angribe ham.
Men vent? hvis han kunne se folks ønsker ved at røre dem, havde han så brugt den på hende? endnu en tak på hans troskabs værdi forsvandt og en forkert bevægelse fra hans side ville på nuværende tidspunkt få hende til at forsvinde i mørket, ligegyldigt hvad hendes skaber så måtte sige. En knurren voksede i hendes hals.
"Har du brugt den på mig?"
Alt i alt et uskyldigt spørgsmål, men hendes tonefald var ildevarslende, for hvis han havde ville det være som at snage i hendes hoved. I hendes private tanker.

Med kirken inden for synsvinkel trak hun vejret dybt og kneb så øjnene sammen da hun begyndte at gå til. Hun var som et miniuvejr der bare ventede på et sted at slå ned og lige nu ventede hun bare på at se sin skaber. Hun vidste hvad der var at gøre. Først måtte hun prøve at få kvindemennesket væk fra øen, og hvis hun ikke ville det så måtte hun prøve med voldsommere midler.
pladsen foran kirken var tom, men der var dybe skygger mange steder rundt omkring dem, så det ville ikke være svært for den gamle vampyr at skjule sig i en af dem. Wilith havde igen krummet sig sammen, forberedt på grimme overraskelser, og spejdede koldt rundt i skyggerne. Gwynnets fortrukne metode at ordne problemer på var at dolke dem i ryggen når de ikke kiggede, så det var med at have øjne på hver finger når man skulle håndtere hende, og lige nu var Wilith så vidt Gwynnet vidste det eneste der stod imellem hende og hendes bytte.

//jeg tager hende ;)//

Selvom mange vampyrer har før vrænget på næsen på grund af at han havde dæmonblod i sine åre. Så havde han altså de ca 5 der har smagt hans blod, som ville sige ned til alle dem der sagde det modsatte. For kombinationen af hans blod, kan man sammenligne med sur sød sovs. De fleste vil jo helst have det søde, og undgår helst det sure. Men i den rette kombination, så gav det den perfekte balance, som gjorde at det sure slet ikke smagte dårligt til det søde. Sawyer var ikke en der løj normalt og han hadede at lyve, så han fortalte delvist sandheden.
"Jeg har brugt den meget få gange, og det var da vi var sammen i tidernes morgen. Der brugte jeg den f.eks til hvad du ønskede i gave til vores 1 års dag. Men ellers normalt aldrig, jeg kan ikke lide at snage på den måde især hvis det er en jeg holder af"
Sagde han mens han undlod at kigge på hende. Han havde lovet sig selv, at han aldrig ville bruge det i sig selv, på dem han elskede. For det følte han sig som snyd. For hvis de havde nogle ønsker, så skulle de dele dem selv med ham. Dog når han til tider finder sig en dulle, og hygger sig med hende. Bruger han sin evne, så de begge får det bedste ud af samlejet. Han havde mistet lysten til at fortælle hende noget, men det var sikkert på grund af sådan som hun var nu. Hvordan har han troet at hun var sig selv, selvfølgelig var vampyrer aldrig som deres gamle jeg.

Sawyer begyndte at blive mindre nervøs overfor hvad der ville ske.. For noget sagde ham ude over han havde set hendes ønske, at dette sikkert vil komme til at blive blodig eller i hvert fald meget slemt. Og han ville nok ikke have lyst til at gå sin vej, selvom han fik sin løn og blev bedt om at skride derfra.