hverdag

Dato :: januar
Årstid :: vinter
Dag :: fredag
Vejr :: Mørkt, koldt og skyfrit
Sted :: Ved silent river
Tid :: 03:30
Omgivelser :: Ingen


Mortred kom gående med et flyvende lemlæstedt lig bag sig.
han så ned i floden og kastede hensynsløst liget i ned det sumpede vand.
han vendte sig om for at gå men så så han til sin overraskelse en skikkelse i mørket.

Aubrey gik ned gennem skoven med et svagt smil spillende i mundvien, han havde fået færten af fremmed vampyr og var blevet mere eller mindre nysgerrig, han lo kort da han så liget lande i sumpen, han så så skikkelsen længere henne og hans smil blev bredere, Han gik tættere på og stoppede op lidt væk for at han ikke bare skulle komme gående, han ville lige betragte personen for at være sikker på hvem det var, han lagde hovedet lidt på skrå og studerede den fremmede vampyr, som tydelighvis ikke var en han kendte.

da han så skikkelsen følte han et bånd mellem dem, han begyndte at gå hen mod den anden vampyr med et smil på læberne.
da han kom over til ham spurgte han ''hvad laver en mindre årig som dig ude på sådan et tidspunkt og på sådan et sted''
han kiggede lidt på ham og ventede et svar.

Aubrey fnøs kort og rystede svagt på hovedet "Dræber, Voldtager, Drikker blod?" sagde han så og lo kort og lavt, han så kort op og ned af ham med blikket, det var som om at han kendte ham, men alligevel ikke.
Han fjernede ikke sit smil, selvom han var stoppet med at grine.

mortred kiggede op på ham og med det samme var han bag ham og hviskkede ind i hans øre ''og hvad er dit navn så knægt'' han svajede langsomt væk igen og så udspekuleret på ham.

Aubrey lo lidt, men blev alligevel lidt tænksom "Aubrey .. " sagde han så og så sig lidt tilbage, men så sig så bare frem, men vendte sig så om " og hvad med dig?" spurgte han så og hævede det ene øjnbryn, han vidste ikke helt hvad han skulle syntes om ham, det var noget bekendt over ham.

han kiggede meget mistænktsomt og sagde med lidt hævet stemme '' som i Aubrey Van Amee Louis''

Aubrey så forbavset på ham, men ændrede hurtigt sit ansigts udtryk igen"Hm, Ja" sagde han og gik et diskret et skridt væk "hvem er du?" spurgte han så en anelse mistroisk.

han kiggede på aubrey og sagde stolt '' JEG ER DIN FAR Adun Van Amee Torinas''

Aubrey gik et skridt væk fra ham og rystede svagt på hovedet "Du gør grin med mig .. Jeg har altså set Star Wars?" sagde han og lo lidt.

'' det er uden pis '' sagde han så '' du kan godt vende dig til tanken, for jeg går ingen vejene Aubrey, ikke mer aldrig mer, jeg gjorde det dengang men det var andre tider end nu, jeg kan stadig huske da du var en lille en '' han ser ned i jorden med hænder knyttet '' du må tro mig, vær sød at tro på mig''

Aubrey så mere og mere skrækslagende på ham, hvorefter han hurtigt gik tilbage med knugede hænder "Lad mig være .. Du skal slet'slet ikke nærme mig igen .. Du må være syg!" sagde han og blottede sine tænder, han var sikker på at han måtte være mindst ligså sindsyg som sig selv, så han stilte sig i kampstiling og så på ham med vrede øjne og var parat til at bruge sin evne, selvom det var hans egen far, men det var nok også mest i skræk.

han stirrede på ham og gik hen imod ham med hævet blik ''det der hjælper ikke Aubrey du har allerede prøvet det engang og det virkede ikke'' lo han grumt han, han fangede Aubrey i sine vectors og tvang ham op ad et træ, ''der er intet du kan gøre intet'' smilede han

Aubrey så forbavset på ham i det han pludseligt var tvunget op af et træ, han vred sig og så så vredt på ham, han kastede sin evne på ham "Slip mig!" hvæsede han ud mellem sine sambidte tænder og var mere eller mindre skrækslagende men det blev vist med vrede.

''du er blevet stærk min dreng, det må jeg give dig'' han falder ned på knæ men kommer hurtigt op igen ''men du kan ikke slå din gamle far'' han trak sine vectors til sig med et ondt smil og sagde ''du skal ikke være bange, bare mød mig som jeg er og intet andet'' han å på aubrey med et stille blik

Aubrey så mistroisk på ham og rettede kort på sit tøj, han blev mere rolig, men var stadig på vagt " .. Din evne?" spurgte han så og hentød til hvad det var han kunne, den havde overasket ham, selvom han ikke havde vist nogen form for overaskelse.

''du ander ikke hvor glad jeg er for det kom med hjem til mit gods og vi kan snakke'' han rækker aubrey sin hånd i forsonelse

//Out/