skovens mange sider [zean]

en december aften
det sneede fra oven og månens skær skinnede mellem skyerne.
der var vind stille og lydløst.


deprimerende......
hviskede hun stille for sig selv mens sneen havde lagt en tung dyne over skovbunden og dens mange træer.
den tætsiddende røde kjole gled hen ad skovbunden og den lange slis foran viste hendes blege ben. kulden ramte hende ikke, slet ikke det mindste. hun holde tankerne for sig selv, og holde aggrationerne inde. hvem havde nogensinde sagt at hun skulle være en glad og livlig person nå hun var tilbage i det gamle hjørne. inde i skoven stoppede hun, det var midt i en lysning med en lille sø, fuglene som og månen skinnede ned i det halvfrosne vand. den hvide ræve pæls der hang om hendes skuldre ramte godt til vinterens farver, og v udskærringen for til blev halvt dækket af den. der stod hun så mens hun stille trak sin hånd igennem det lange blonde hår der hang løst ned af ryggen på hende.....

det var et længe ventet syn da månen stod på sit højde punkt klare end før, og runder end længe... denne aften skulle nydes i fulde drag, mens hendes tanker ledte hende hen til vandkanten, lod hun ræve pælsen falde ned i sneen. hun lod sig bøje i knæene og kørte en stille og blid hånd gennem vandet. denne skov havde længe været hendes favorit, dette var hendes slap af univers. stilheden holde hun af kun få gange var tiden der til at kunne få ro i sindet, dette var tiden......
"en tid til stilhed"

hun fornæmmede ingen og fik derfor et chok ad lyden af en anden brød frem.
med et vendte hun blikket mod stemmen og så en ung mand der stod blodt som hende.
et svagt smil strejfede hendes øjne, hvorefter hun betragtede vandet igen.
"et sjældent øjeblik, hvor stilheden rammer, skal nydes"
svarede hun ham roligt hun følte ingen begkymring over det nuværende selvskab der var opstået. dog spurgte hun helt roligt med en blid undertone.
"og de? nyder de stilheden"