Its x-mas!

Julemusikken strømmede ud fra højtalerne der hang rundt omkring i parken, hvor den mixede sig sammen med gæsternes stemmer og skrig, når de hørte rundt i parkens forlystelser. Trods vinteren havde taget et godt tag den nordlige del af kloden, var det overraskende lunt, hvilke sikkert var på grund af vinden, der var så godt som ikke eksisterende. Man kunne med andre ord bare sige at denne dag, virkede som en perfekt dag at tage i byen på, ud og hygge sig med sine venner, hvilke præcist var det Rachard havde gjort, dog uden vene delen. Han fandt det afslappende og dejligt hvis man blot gik en tur med sig selv blandt menneskerne der lod deres liv passere, for tiden i form af juletiden, hvor der skulle bruges penge til alt muligt, fra mad, pakker og mad, til overlevelse og de normale hverdagsbehov. Sådan var det bare ikke for dæmonen. Mad var en sørgelig omgang for dem der blev offeret, og overlevelse, og alt det, gik som altid glat for ham, da han af ukendte kilder konstant fik en ukendt sum penge ind på kontoen. Han levede kort og godt livet. Han var for tiden indstillet i en fin lejlighed, med en smuk udsigt over byen til den ene side, og havet mod den anden, tøjet han bar, var altid i den dyre ende, trods det ikke var noget stort. Han havde iklædt sig en hvid t-shirt, som var skjult af en vinterjakke, der gik til på midten af hans lår, hvor jakken blev overtaget af et par mørke sorte bukser, i noget kraftigt stof, der endte ved nogle sorte støvler.
De brede hænder var gemt væk i jakkens bløde lommer, hvor de holdte varmen og lå i bund og grund og havde det rigtig godt. Vanter var ikke noget han gik så meget med, af den grund, at han mente de ikke varmede specielt godt. Han gjorde heller ikke noget i halsteklæde eller huer af nogle art, eller ørevarmer. Han kunne ikke dø af kulde, trods kulden kunne være noget så irriterende, og hans krop var effektiv til at holde på varmen. Kort sagt havde han slet ikke brug for alle disse varme dimser, han klarede sig mere end fint uden.
Hans grå øjne gled hen over den ene bod, efter den anden, der solgte alle mulige former for tivoli ting som var pyntet op med juledimser til svimlende priser. Sådan var det jo altid sådan et sted, dyrt, og noget være bras, når det så endelig kom til stykket, og hvis det ikke lykkes at gå i stykker inden for en begrænset tidspariode, blev de glemt, og man ville så efter ti år, når man ryddet op i de gamle kasser på loftet finde det, og smide det over skulderen, hvor det ville i en sort sæk, der slog vejen forbi skraldespanden.