Alone in the light -Benjamin-

Sted: Zeeman
Tid: Omkring midnat.
Dato: 5. December
Vejr: Det sneer let, lidt blæst.
Omgivelser: Mange mennesker, servitricer og hvad man nu ellers finde på et værtshus.

Vejen til værtshuset havde været en prøvelse i sig selv. Det havde taget hende forfærdelig alng tid at komme fra havnen til det lille værtshus. Hun havde møjet sig vej gennem det tykke lag sne der havde pyntet jorden så fint, men havde gjort det svært at komme hurigt frem og tilbage. Hvis man havde noget intention om at komme hurtigt frem eller tilbage ville man være nød til at lægge omkring 5 minutter til den tid man havde sat af for at nå et sted hen.
Ikke at 5 minutter var alverden, men det var måske nok tid til at få en tidsplan til at ramle sammen. Mara var bare glad for at det ikke var hende, der var i stort pres eller skulle skynde sig, hun havde engentlig, al den tid hun havde brug for - og mere til. Hende støvleklædte fødder havde trukket sig gennem en ekseptionelt stor dynge af sne, da hun hørte noget stadse ved siden af sig. Hun kiggede op. Hende blik ramte ikke noget, der var ikke noget ved siden af hende, udover de mennesker der skyndte sig frem og tilbage gennem sneen, disse værdigede hende ikke et blik. Hendes ligefør næsten nysgerrige mine forsvandt og blev erstattet af den sædvagentlige mine der kun viste kedsomhed, men denne gang var der også lidt frustration blandet ind i den. Denne frustration var rettet mod sneen, eller rettere; det tykke lag af sne. Hun kunne normalt godt lide sne, men ikke når der var så meget at man ikke kunne komme frem og tilbage.
Mara rankede ryggen og fortsatte.
Et godt stykke tid efter sad hun nu her i varmen på værtshuset Zeeman. Servitricen havde ikke bekymret sig over hendes alder, hun havde bare spurgt hvad hun gerne ville have og det havde været det. Hun havde svaret med en lille stemme, at hun bare gerne ville have et glas vand. Dette havde jo også været en grund for servitricen for ikke at udspørge hende om hendes alder. Ikke fordi at hun ville have fortalt hende det, men det var jo ikke længere hendes problem.
Hun kiggede ned på bordet, et lille glimt havde fanget hende øjne. Måneskinnet ramte hendes glas og lavede et næsten flydende mønster på bordet. Alt efter hvor hun flyttede det hen, glasset, skiftede den flydende reflektion form. Hun blinkede en gang og tog sig sammen, med hendes højre hånd løftede hun glasset og drak det sidste af vandet.