Dancing flames -Valerie S. S. Black-

Sted: Havnen
Tid: 15.35
Dato: 12. December
Vejr: Det er fuldstændig vindstille og solen er ved at gå ned.
Omgivelser: Kun enkelte forbipasserende mennesker, den stille havn og den frosne sø.

Der var ikke noget som helst der rørte sig på havnen, heller ikke den person der sad på kanten af havnen, hvis nogen skubbede hende ville hun falde i vandet. Det virkede som om at det kunne man lige så godt; at hun ikke ville lægge mærke til det - men har tog de gruelig fejl. Hun ville mærke hvis der var nogen i nærheden og hun ville helt bestemt mærke hvis der var nogen der prøvede at skubbe hende i vandet. Ikke fordi hun havde på fornemmelsen at hun ville falde igennem. Hun ville bare hade, at der var nogen som prøvede. Hende øjne blev trukket til det frosne vand under hende. Normalt ville hun havde kunne spejle sig i vandet under hende, men da det nu var frosent var det eneste hun kunne se et par udtværede klatter. Den eneste farve man kunne se i det frosne vand var en rødbrun farve som umiskendeligt lignede hendes hår. Et stille suk undslap hendes læber.
Mara rettede igen øjnene mod himlen og smilede stille. Et smukt syn mødte hende øjne. Længst væk fra hende var solen blevet halveret af horisonten, dette gjorde det ikke mindre smukt. Solen lignede et bål der havde sat i gang på himlen. Det dansede hen af himlen, kastede flammer af sig hvor en den bevægede sig hen. Ilden havde også spredt sig til det frosne vand. Det dansede videre på vandet. Hun havde næsten på fornemmelsen at hvis det virkelig havde været ild så ville det have smeltet hele havnen, men nu var det jo kun solen der var blevet jaget på flugt af mørket; der bare ventede på at tage over og inficerer hele byen. Hvert et barnehjerte og hvem der end trådte ud i det. Selv det kunne den flammende sol, med dens manke af gul, orange og rød, ikke holde tilbage. Den evige kamp om den dominerende plads på himlen.
Mara rystede på hovedet, så krøllerne dansede om hovedet på hende og rejste sig. Hun havde tænkt sig at gå ind mod byen, der hvor der var flere mennesker - sulten var kommet tilbage.

En lydløs skygge bevægede sig som en kold vind igennem gyderne. Duften af fisk og saltvand var den duft der dominerede gyderne der lå ned til havnen. Det skar let i næsen på skyggens ejer, da hun ikke var vant til at færdes i nærheden af den. Hun trak let på næsen men fortsatte bare vidre ned igennem de smalle gyder der snoede og drejede sig som slanger i det mørke landskab. Selv om solen ikke var gået helt ned endnu havde der været mørkt i gyderne i flere timer. Skyggens ejer havde en perlemorsfarvet hud og mørke øjne med et glimt af rødt. Hun var vampyr. Denne vampyr var først lige blevet kvinde og det var nemt at se at hun var på jagt. Hun-vampyren hed Valerie. Valerie havde nu jagtet dette offer i flere uger, og kun spist hvad der var kommet i vejen for hende. Resultatet var blevet flere rotter og mus end hun kunne tælle på fingre og tær. Hun så frem til et ordenligt måltid der ventede forude...