Dig og mig

Tid: omkring tre om natten
Vejret: ca. to plusgrader, nogenlunde skyfrit og et dovent vindpust her og der.
Omgivelser: store containerskibe der ligger til kaj. En mindre labyrint af opstillede containere og kraner. Ingen mennesker. Hvem pokker gider være sådan et sted når der er mørkt? Tomme skurvogne der bliver brugt som frokoststuer af de ansatte. Ud over containerne er der ikke rigtig lås på noget.

Janie lynede vinterjakken ned. Selv om vejret var koldt havde hun været ude i det i flere timer nu og hun havde vænnet sig til kulden. Faktisk forhindre jakken hende i at komme af med den overskydende kropsvarme, så kulden strøg kun hendes ben.

Hun gik ud af en af skurvognene og lukkede døren efter sig. Hun var på udkig efter noget at spise og andre brugbare sager hun eventuelt kunne sælge. Hun havde ingen skrupler med at supplere sin svingende jægerindkomst på anden måde. Og lav kriminalitet lå lige til højrebenet.

Zean bevægede sig ud af gyden og en blandet duft af fisk og hav slog ham i møde. Havnen, så var han her igen. Han smilte ved tanken om sit sidste møde her, men en anden
dusørjæger...Han rystede svagt på hovedet.
På havde han tilfælde kondisko, mørke jeans og en sort T-shirt. en sort vinterjakke som var åben. Nok var det koldt, men ikke før der kom sne ville han give sig.
Han lod hånden glide gennem det mørkebrune hår, hvilket resulterede i det bare strittede endnu mere.
Hans kinder havde en let rødlig farve af den friske kulde.
på jagt. efter en god sjæl. Han mærkede sulten gnave et sted helt nede i maven...selvfølgelig var ikke sulten som mennesker...Sulten var mere en konstant følelse der var over der hele. ikke kun i maven. Men han hyggede sig alligevel ved de mere menneskelige ting.
Han lod blikket glide over fiskerbådene...Hans ynglingssted på havnen. Noget andet end alle de containerskibe og deres containere...de var så..triste at se på.

Janie fortsatte intetanende sin gang væk fra skurvognen med et ryst på hovedet for at få noget hår væk fra ansigtet. Hun gad ikke engang kigge efter om der var andre, for det hele var så øde og mørkt. Det eneste lys kom fra nogle spredte gadelamper der lyste med et brugt og gammeldags gulligt skær.
Hun gabte og kløede sig i håret mens hun gik videre uden rigtig at have noget særligt mål. Ud over at blive en smule rigere på andres bekostning.

Helias stod ved kajen og stirrede mod månen. Hans lange hår flød ned af skuldrene på hans sorte trenchcoat. Hans hud var bleg, og selvom det var koldt, virkede det ikke som om han lagde mærke til det. Ved lyden af andre mennesker kiggede han kort omkring, noterede hvem der var, men lod ellers hans blik vandre mod månen igen. Med en blød stemme sagde han for sig selv. "Når mørket falder på, lister synden sin vej i gaderne. Børn af gud samler sig i huse og glemmer uroen i verden." Hans ord lød mere som en påtale til ham selv end andre, og han lod sit blik falde fra månen, til havet, stående alene i sin ensomhed og mørket.