Tiden går - Irissa

Tid: 17:32
Sted: I den triste skov, en lille rydning.
Omgivelser: Koldt og mørkt. Nogle få dyr der pusler rundt omkring, men ingen mennesker.
Vejr: Råkoldt, let blæst.

Blæsten susede igennem nåletræernes grene og hen over en lille rydning i nåleskoven. En enlig fløjtetone snoede sig om vinden og op igennem nåleskoven imod den mørke aften himmel. Melodien var en gammel dansemelodi, et par hundrede år gammel, for længst glemt af mennesker for hvad den en gang havde været og kun holdt i live af de udødelige. De udødelige var egentligt lidt misvisende, for alt hvad der fødtes måtte dø. Det gjaldt selv for engle, vampyrer og dæmoner der ellers gerne brystede sig af at være udødelige. Tonerne stammede fra en lille træfløjte som en pige i teenageårene brugte med stor dygtighed. Man skulle næsten tro at hun havde spillet på den hele livet.
Livet var dog blevet taget fra pigen for længe siden men alligevel blev hun ved med at vandre på jorden, lige så funktionel som nogen anden, i hvert fald udadtil. Inden i var det en noget andet og langt underligere sag. Hvordan vampyrer stadigt kunne gå, tænke og tale som andre væsner var en gåde, som nok ikke blev løst lige foreløbig. det eneste forklaring kunne være at de blev holdt i live af magi, men det var ikke noget pigen tænkte over ofte. For hende var det godt nok bare at være i live så meget hun nu kunne.

Vampyren var klædt i et part plettede jeans, en blå skjorte og en sort jakke så alt i alt så hun meget normal ud, og hvis man så hende sammen med andre teenagere ville hun ikke være en som man lagde specielt mærke til hvis det ikke var for hendes alabaster blege hud og det meget kraftigt røde hår. Det var det mest fremtrædende da det uglede røde hår dækkede pigens ansigt og henlagde det i skygge. Omgivelserne var hun ikke så opmærksom på, for hun regnede med at kunne være alene her ude i skoven. Fri for alle de underlige og forvirrede ting der skete omkring den gravide jæger og hendes mange dæmonvenner. Når det lige blev en tand for underligt, som der, smuttede hun ofte ud i skoven. At det så lige blev den triste skov havde været ret tilfældigt for den var bare tættest på. Næste gang havde hun lovet sig selv at tage den noget frodigere skov i sheria.

Irissa havde siddet på lur i krattet i lidt tid og betragtede varmpyren. Irissas lange frakke rørete den kolde jord, og hendes lange blonde hår indramme fint hendes blege ansigt. Hun havde det ene øje lukket og det andet øje var åben i et kiggertsigte på hendes pistol, og i pistolen var der nogen special lavet kugler i som kunne dræbe og skade varmpyre.
Hun tog en dyb indånding og trykkede på aftrækkeren. Således at kuglen kom flyvende i hurtigt hastighed imod varmpyren.
Irissa havde ingen medlidenhed med varmpyrene, de skulle bare udryddes.
Irissa havde en hvis had til alle disse skabninger..

Knaldet fra pistolen der gik af vækkede vampyren fra hendes tanker og fik hende til at kaste sig bagover så hun rullede ned af den sten hun sad på. Kuglen strejfede kun lige hendes overarm, og lavede en smal ridse i huden. det var ikke noget bekymre sig om, men alligevel vældede vreden op i vampyren. For en gangs skyld ville hun bare have fred og så blev der skudt efter hende! Hvad var der galt med denne her ø!? Kunne man ikke engang have bare en aften i fred!?
De grønne øjne blev langsomt mørkere indtil de var helt sorte, i takt med vreden tog over.Et voldsomt vindstød kom buldrende imod jægeren, der stod i krattet. Det ville ramme hende i ryggen, og det var så meningen at hun skulle vælte ind i lysningen. I hvert fald hvis alt gik efter vampyrens hoved.

Det var ikke fordi at hun hadede at blive jagtet, eller fordi hun hadede mennesker.. jo, en gang i mellem kunne hun godt hade deres dramatik, men lige nu hadede hun virkeligt denne jæger.. en nat! bare en nat ville hun være i fred! og så skulle hun selvfølgelig jages. Hun rejste sig trodsigt op bag stenen og hun lignede stadigt bare den unge pige hun havde været for mange år siden. de kulsorte øjne lå i skygge og kunne derfor ikke ses, men alt i alt virkede hun ikke så skræmmende, bare sur.
"Hvad ligner det at skyde på en fredelig vampyr!"

Irissa smilede for sig selv, men det smil forsvandt hurtigt da det gik op for hende at hun ikke ramte. Hun satte pistolen tilbage i hylsteret og overvejede et kort sekund bare at gå væk og vende tilbage senere.
Men den tanke kunne hun vidst ligeså godt skyde væk igen. Underligt nok lignede varmpyren en pige på omkring Irissas alder, Irissa var jo en af de yngste, men mest erfarende dusørjægere.
Irissa blev dog mere overrasket, da hun kunne mærke et kæmpe tryk i ryggen som fik hende slået op i luften, og så hun slog en salto i luften, dog ikke af fri villige, Før hun ladte med ansigtet imod den hårde jord. Hun kunne mærke hvordan hendes blik svimmlede lidt før hun kiggede op og fik sig rejst op. Hun tog hurtig fast i pistolen og rettede den imod varmpyren som hun nu ikke stod langt fra. "varmpyre er aldrig fredelige" sagde hun koldt.

Dusørjægeren så ud til at være lidt ældre end hende selv, men ikke ret meget, højest et par år eller tre. Hun trådte væk fra sin sten og et kort øjeblik fløj et smil over hendes ansigt da jægeren landede på ansigtet, det forsvandt dog lige så hurtigt kom det var kommet da kvinden så ud til at fokusere igen.
"Jeg spillede fløjte.. Det er nok noget nær det fredeligste jeg nogensinde har lavet bortset fra lige at meditere i 70'erne.. Det var altså også kedeligt."
På trods af pistolen der pegede imod hendes ansigt så vampyren ikke synderligt bekymret ud. Jægeren kunne jo heller ikke vide at hun praktisk talt bare kunne skubbe patronerne ud af kurs, hvis hun anstrengte sig lidt.

Derudover var truslen om pistol møder ansigt også begyndt at høre til de ofte brugte blandt de trusler som fandt vej til hende. Gwynnets var nok den mest kreative, den involverede blandt andet vievand og sølv. Resten havde hun ikke lyst til at tænke over, men i det mindste kunne hun glæde sig over at hvis Gwynnet fik fat i hende ville den anden vampyr slet ikke have tid til at eksekvere sin brutale straf.. hun ville have alt for travlt med at få fat i sit bytte.
"Og du vil måske påstå at mennesker er fredelige? Du glemmer at jeg selv har været menneske.. i er værre end os.."

"Okay ja, vi er værre" sagde hun dog med et lette ondt smil der spillede over hendes rosa læber. Hun havde stadig pistolen rettet imod varmpyren. Hendes blik skimtede kort stedet før hun lod blikket hvile på varmpyren igen "jeg håber ikke du har nogen du skal sige farvel til, meen du møder dem jo nok igen, i helvede" sagde hun og allerede før hun havde afsluttet sin sætning tog hun den modsatte hånd ned i sit bælte og fik kylet med hurtig fart, en sølvkniv imod wilith.
Hvis der var noget Irissa var god med var det med våben, og reflekserne var heller ikke helt langsomme..

"Så burde du nok dræbe mennesker i stedet for vampyrer.."
Hun så irriteret på kvinden, men der var også et glimt af hån i hendes blik. En person der åbent indrømmede at mennesker var værre end vampyrer og så stadigt jagtede vampyrer kunne muligt være noget specielt dygtig. Hun var jo også stadigt ond, så på et eller andet tidspunkt skulle hun nok blive klogere.. Nok bare ikke i nat.
"Hvis jeg kommer i helvede så der det sådan det er.. men det bliver ikke dig der sender mig derned."
Stadigt var glimtet af hån tydeligt men det blev efter denne sætning erstattet af en voldsom kulde der spredte sig i hendes kropssprog. Vampyren havde set kvindens bevægelse med hånden og havde allerede sat af da kniven flænsede luften under hende. Beslutningen var faldet på at hun ingen magi ville bruge indtil kvinden satte et reelt angreb ind.

Irissa var næsten overrasket, denne varmpyr var ikke helt så ringe som hun havde regnet med, med disse kræfter kunne varmpyren jo gøre store ting, dog undervuderede Irissa varmpyren på første øjekast men ikke mere.
Irissa så på og satte kniven tilbage og pistolen "dog har jeg mere imod dæmoner end jer varmpyre, i har ikke selv valgt at være som i er... det er sørgeligt" sagde hun med stadig et koldt smil på læberne.
Hun gik frem imod wilith og stod nu meget tæt på hende, hun lod sin kolde hånd kurre ned af wilith's kind og smilede, med dog en smule ondskablig tone i smilet, "havde jeg ikke haft et had til andre racer end mennesker, havde jeg dog måske valgt at blive varmpyr, det er som om der er noget over jer, noget som ikke kan forklares" sagde hun. Men hun var klar til at trække sit våben med den anden hånd, der kunne jo godt komme en reaktion fra den unge, men dog kønne varmpyr.

Havde vampyren været en kat havde hun stået med krum ryg og pelsen strittende i alle retninger. Desværre var det mere hendes hår der strittede i alle retninger, mens hun blottede tænderne i en snerren da vampyrjægeren rakte hånden ud for at røre hende. Ikke det rigtige træk lige nu. Vampyren her var måske en af de venligere vampyrer men fysisk kontakt med en jæger var ikke lige på hendes ønskeliste i år.

"Hvis du frivilligt ville blive det her, er du dummere end du ser du til."
Et par mørkegrønne øjne skinnede af vrede, og tænderne var stadigt blottet i en snerren. Hvordan kunne nogen være så dum at vælge dette her frivilligt!? styrken og hurtigheden var et plus, men det var ikke det værd i længden. Willith var endt med at blive glad for hvad hun var, men havde hun haft et valg var hun ikke blevet forvandlet. Så ville hun have levet videre med sin familie og fået et kort men intenst liv. Men sådan var det ikke blevet og hun var godt tilfreds med hvordan det gik nu.

Irissa grinede et lettere ondt grin, "det kunne have været godt at have den hurtighed som du har" sagde hun og trak hånden til sig.
Hun hævede blikket lidt og så sig lidt omkring, hun var altid på vagt, man kunne jo aldrig hvide om der var andre racer til stede eller andre varmpyre..
Irissas blonde hår hang halvvejs ned over hendes brune øjne. Irissa var ikke helt følseskold som hun virkede, hun havde haft en utrolig hård baggrund, som de fleste ikke havde oplevet..

"Ja, så er det bare synd at du ikke har det. Prisen overstiger langt belønningen."
Vampyrens kolde blik blev endnu koldere da hun så på den ikke alt for intelligente jæger. At nogen kunne ønske sig at blive vampyr for hurtighedens skyld virkede som noget af det dummeste hun havde set i lang tid.
Det virkede måske som en god ide til at starte med, men der var ingen fortrydelsesret på denne her forbandelse. Var man først død var der intet at gøre.. så var du død, nu og for evigt.
Derudover krævede det en god portion fornuft og selvdisciplin at være et blodtørstigt monster, og jægeren her havde vist alt andet end det. Kort sagt, efter Wiliths mening var hun ikke egnet til at blive forvandlet til vampyr.. nogensinde!

Irissa vendte blikket imod varmpyren igen, hun lagde hovedet en smule på skrå, men dog med en lettere håndelig mine. " Det er bestemt ikke en belønning at være en varmpyr, hurtigheden kunne jeg godt bruge. Men alt det andet... i er jo frastødende, ligesom dæmoner, i skal bare udryddes så resten af os mennesker kan få lov til at leve i ro og fred" sagde hun, dog med en lettere frastødende undertone i hendes stemmelege, det var tydeligt hun ikke brød sig om varmpyrene. Hun syntes også at folk det var blevet dusørjæger som havde venner af andre racer, eller som fx selv var varmpyr eller dæmoner, var en skændsel imod de andre dusørjægere.
Men mildest set, skulle Irissa nok få fjernet disse væsner fra jordens overflade.

"wow, det var dog en grov generalisering. Er det slet ikke gået op for dig at vampyrer måske er forskellige?"
Vampyrens øjne iagttog irriteret kvinden, og blev stående der hvor hun stod. Det irriterede hende af en eller anden grund af hun mente at vampyrer var lige så slemme som dæmoner. Dæmoner var så anderledes.. de nød ofte hvad de gjorde og var herren nedenunders tro følgesvende. Vampyrer havde valget mellem at udtørre eller spise, og de havde engang været mennesker. Nogle vampyrer havde selvfølgeligt bevæget sig over imod dæmonstadiet, men der var også nogen der forsøgte at holde deres tilstedeværelse skjult.
"jeg vil ikke spilde min tid på at forsøge at ændre din overbevisning, det kan jeg nok alligevel ikke."

"i spiser det samme, varmpyre er ikke forskellige" sagde hun og så på varmpyren, hendes blik var frysende næsten, hun flyttede ikke blikket fra Wilith. Men fastholde det.
Hun tog en af sine knive frem og holde den op i øjenhøjde, før hun lod sin finger kurre hen langs den skarbe overflade. Hun smilede for sig selv, før hun rettede blikket imod Wil igen "har du noget du vil sige inden du forlader denne verden?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå.
Hun havde tænkt sig at gøre det af med denne varmpyr indenfor det næste stykke tid, men lidt respekt kunne hun vel have for hende alligevel.

"nu minder du om dem der påstår at vi ingen sjæl har.. det bliver så ensformigt i længden. Du ved at menneskeblod også fås på pose?"
Hun løftede skeptisk et øjenbryn ved menneskets næsten truende facon, men lod sig ellers ikke påvirke af det. På et eller andet tidspunkt måtte hun vel løbe tør for knive og så kunne den rigtige kamp begynde.. indtil videre var det bare med at undvige og ikke bruge sin evne.
"Jeg kan vist kun gentage mig selv: Du bliver ikke den der sender mig nedenunder."
Det var svært at se at nogen kunne finde denne vampyr optimistisk sådan som hun så ud i ansigtet, men denne dusørjæger kunne hun ikke lide.

Irissa grinede "som du siger, varmpyre er vampyre efter min mening" sagde hun og satte kniven tilbage i bæltet "Jo det bliver desværre mig, det er jeg ret sikker på, men det skal du ikke være ked af det, du er jo ikke den eneste jeg har sendt i heleved" sagde hun og smilede før hun lod sin tunge kurre over hendes læber, før hun gik tættere på Wil, hun lagde hovedet på skrå og gik stadigvæk frem imod hende "med mindre du selv vil gøre det" sagde hun og tog kniven frem før hun ragte den frem imod wil..

Hun så bare stift på kvinden mens mennesket snakkede og hendes mimik blev helt anstrengt i et forsøg på ikke at snerre af kvinden. det virkede ikke som det rigtige at gøre lige nu. Hun var ikke en specielt gammel vampyr, og selvom hun var en del stærkere end et menneske så orkede hun ikke at friste skæbnen ved at hidse kvinden op. Hun bøjede hovedet og så ned på kniven. Tøvende rakte hun frem for at tage den ud af kvindens hånd, med et overrasket blik på hende. Det virkede som om hun sank sammen i skuldrende da hun havde taget kniven og det virkede som om at hun ville gøre det selv.
"Jeg har altid ønsket at være menneske.. jeg valgte ikke dette.."

Hun holdt kniven op foran sig sig og så på den med et tomt blik der så ud til at tilhøre en gammel kvinde som havde set mangt og meget, og ville hilse døden som en ven...
Men hun havde været skuespiller i over hundrede år.
Hendes lille hånd låste sig om knivskaftet og førte kniven imod kvindens skulder med et sort blik. Hvis hun skulle dø, skulle hun nok selv bestemme hvor og hvornår! og det blev ikke i en kold skov for en jægers kniv, nej hun ville se solen en sidste gang.. om et par hundrede år. Ligegyldigt om slaget gik ind eller ej ville hun sætte af og derved sende sig selv tilbage igennem luften så hun endte et par meter væk.
"Men jeg skal nok selv bestemme hvornår jeg skal dø!"

Irissa troede faktisk ikke det ville være sådan at varmpyren ville reagere, men hendes skuespil virkede, for hun troede rent faktisk at varmpyren ville gøre det af med sig selv. Det var næsten synd, at en pige som rent faktisk havde ret i det hun sagde, skulle være et blodsugende væsen.
Irissa havde ikke set varmpyrens næste trick komme, kniven borrede sig ind i Irissas skulder, og hun kunne mærke hvordan der først var helt varmt der hvor wilith havde ramt, Irissa kiggede næsten overraskende på varmpyren før hun, så på kniven som stadig sad fast i hendes skulder. Det var tydeligt at Irissa var helt i chok for hun sagde ingenting stod bare og kiggede skiftevis på kniven og på wilith..

"hvad jeg sagde før mener jeg.. jeg ville ønske at jeg ikke var blevet forvandlet dengang, og jeg bad ikke om det.. men min jeg ønsker ikke at dø endnu."
Interesseret fulgte hun kvindens minespil, chokket der udfoldede sig over hendes ansigt og lænede sig op ad sin sten mens hun indprentede sig kvindens ansigt og bevægelser. Senere ville hun sikkert kunne bruge det til hendes skuespil og hvis hun prøvede ville hun sikkert kunne imitere kvinden perfekt.. øvelse gjorde mester og hundrede års øvelse gjorde sit.
"Se ikke så overrasket ud.. du sagde selv at jeg var et monster.. og jeg har ikke for vane at lade fornærmelser passere ustraffet.."
Alt i alt virkede hun ret rolig. Havde hun været sig selv kunne hun aldrig være så kold, men hendes indre rovdyr havde fået mere magt på det sidste og det gjorde hende en del mere kold end sædvanlig.

Irissa tog en dyb vejrtrækning og hendes ansigtsudtryk ændrede sig til vrede, hun greb fat omkring kniven og rykkede den ud i et hurtigt ryk før noget blod lille så stille trillede ud af såret i skulderen. Irissa tørrede kniven af i din frakke før hun vendte blikket imod wilith "du er så færdig!" sagde hun rasende. men hun gjorde intet, hun overvejede så småt at lade varmpyren være for denne gang så irissa ikke selv var skadede næste gang i stødte på varmpyren.

"Det har folk sagt til mig før.."
Vampyrens svedne grin viste tydeligt at hun ikke gav meget for de ord. Trusler var hverdagsmost, og de to sidste dusørjægere der havde sagt noget lignende til hende var hun blevet gode venner med.. hende her ville nok ikke blive den tredie, af flere grunde. Blodet der løb fra menneskets skulder gjorde hendes øjne mørkere at se på, det var som om sorte skyer rullede ind over hendes øjne og skjulte den klare grønne farve.
Hun slog hånden hårdt ned i stenen for at aflede sig selv fra kvindens blod og en ubehagelig knasen hørtes fra både stenen og hendes hånd. Et gisp af smerte hørtes tydeligt i lysningen. Et aftryk var kommet der hvor hun havde banket hånden ned, og viste tydeligt at hun ikke havde slået blidt. Knoglerne i hendes hånd var brækket ret groft, men de var allerede begyndt at sætte sig på plads igen. det var noget af det gode ved at være vampyr.. de fleste sår ville hele på ganske kort tid, højest et par minutter..

Irissa så på varmpyren, hun havde regnet med denne reagtion fra varmpyren, hun vidste godt hvordan de var, hun havde haft en del erfaringer med disse væsner, og havde bla. dræbt mange af dem.
Irissa studerede aftrykket i stenen og smilede derefter "nå så du er ikke ligesom alle andre" sagde hun hentydende og så wil i øjnene..

Hun blottede tænderne i en snerren over smerten i sin hånd og så på kvinden med mørke øjne. Hendes hånd bankede smertefuldt og sendte stød af smerte igennem hendes arm.
"Jeg prøver at kontrollere min tørst. Nogle af min mere hjernedøde artsfæller gør hvad de vil, og følger kun deres instinkter. Dem må du dræbe lige så tosset som du vil. de har ikke gjort sig fortjent til en chance til."
Hendes stemme var dybere og mere snerrende end før på grund af smerten. Måske var hun død, men hendes nerver var stadigt i god form.. det havde hun i hvert fald fået bekræftet her på det sidste. Hun havde efterhånden ikke tal på hvor mange gang hun var blevet skudt eller slået.. og lige meget hvor gammel hun så var så gjorde det stadigt lige ondt hver gang.