Varulv... Werewolf... Lycantrop... (October)

Tidspunkt: Tidlig aften
Omgivelser: Enkelte menensker, og ellers byens murer.
Vejr: Kraftig blæst
Påklædning: En langærmet skovmands skjorte og slidte militær bukser. Begge dele med læder på udsatte steder.

Segovax var taget ind til byen for at finde ud af hvad der skete der inde her for tiden. Han var på ingen måde glad for at tage der ind, men han valgte at det var en nødvendighed. Han gik rundt i byen og holdt sig gerne til de små gyder og side gader, de store gader var ikke steder han brød sig om at være. Han gik lidt og funderede over hvorfor han enligt var taget der ind. Han vidste bare at han følte sig dragen der ind, hvilket han ofte gjorde, men når han havde de fornemmelser vidste han at der var en god grund til at følge dem og tage ind til byen. Han vandrede stille og roligt rund med de jern beslåede støvler som larmede voldsomt. Han hadede at hans støvler larmede på den måde, når han gik her hvor han gerne ville undgå at folk hold øje med ham. Han gik lidt og kiggede rundt, man kunne jo altid være heldig at der var et eller andet åndsvagt menneske der forvildede sig ind i den samme gyde som ham, så han kunne få sig et godt aften måltid. Det var som om hans bønner var blevet hørt fordi kort tid efter stod der en den ung mand på cirka de 18 år. Segvax gemte sig hurtigt bag en container og da manden kom tæt nok på gik han ud bag ham og stak en kniv ind melle de øverste nakkehvirvler så han blev lammet i hele kroppen. Han gik så igang med at spise af ham inde i en lille lukket side gade som sad på den gyde han var i. Han begyndte med at spise hans hals og strube så manden hurtigt ville forbløde, og gik bagefter igang med hans læg som han havde brækket af ved knæet. Lige nu ville være en ret dårlig timing for andre at dukke op og se ham.

Det var lugten af frisk blod, der havde tiltrukket Octobers opmærksomhed. Da hun kom tættere på bemærkede hun nu også lugten af en anden varulv. Det fik hende til at blive mere eftertænksom. Hun vidste fra sig selv, hvor aggresiv hun blev, hvis nogen forstyrrede hende midt i et måltid, men på den anden side var det menneske... Et stakkels lille væsen, der måtte lade livet for at tilfredsstille en grusom ulvs sult. Bare tanken fik hendes tænder til at løbe i vand. Det var længe siden hun havde fået menneske...
October besluttede at tage chancen for at blive mødt af en ganske utilfreds ulv, og trådte ind i gyden. Hun kunne ikke helt tilbageholde et svagt smil ved det markabre syn der mødte hende. Smilet forsvandt dog ikke længe efter, og efterod en neutral mine på hendes blege ansigt. Hun tøvede en anelse med at komme meget nærmere. Ville lige lade den anden varulv, en mand så hun nu, opdage hendes tilstedeværelse først. Egentlig var hun ikke sikker på om hun håbede på at der skulle falde lidt kød af til hende, eller hvad det var hun forventede. Hun var bare bleve draget til stedet af lugten af frisk blod.
Hun længtes sådan efter en rask lille løbetur. En forfriskende lille jagt efter et hjælpeløst lille væsen. Det eneste der stod i vejen for det var hendes egen frygt. Hun var bange for at det barn hun bar på ikke ville kunne klare forvandlingen. Det var trods alt ikke andet end et foster. Hun ville ikke risikere at miste barnet, bot fordi hun savnede at kunne sætte tænderne i et stykke friskfanget menneskekød...

Han sad gladeligt og mæskede den lækre læg i sig, mens resterne af mennesket bar lå halvt gemt væk, men opreven strube og blodet der bare flød langsomt ud af menneskets krop. Blodet dannede en dejlig duft, i gyden. Han, ville ikke rigtigt forstyrres af nogen lige nu. Han var glad og tilfreds lige nu, han havde rusen af at dræbe og så havde han menneske kød han kunne sidde og mæske sig i. Han var meget veltilpas ligenu, lidt ligesom en han løve, spiste og så blev man doven, ikke fordi han ikke var klar til at lave noget, men han ville ihvertfald ikke lige i gang med noget hårdt lige nu hvis det ikke var nødvendigt. Han lagde godt mærke til at der var nogen der var i nærheden, men han lagde ikke lige i første omgang mærke til lugten af varulv som også spredte sig fra den ny ankomne. Det var dog utroligt kunne han ikke få lov til at sidde og spise alene og uden at folk skulle komme og blande sig i det.
"Hvad vil du?..."
Han sagde det med en mine der var meget kold og tør. Han ville gerne vide hvorfor hun ikke bare lod ham sidde og spise i fred hvorfor skulle hun komme og forstyrre ham. Det var træls når folk ikke bare ville lade ham være. Han kom også til at tænke på om det mon var noget vigtigt hun ville, hun havde måske hørt om den ny erhvervede stilling han havde fået og derfor havde nogle spørgsmål.
"Undskyld mit første spørgsmål, kom og sæt dig..."
Hans mine ændrede sig til at være mere venlig og han vendte ansigtet mod hende mens han talte til hende. Hans ansigt, som var smurt ind i blod, blev skåret igennem af et skævt smil. Han tørrede lidt blod af ansigtet og sad med læggen i hånden mens han talte til hende.

October blev en anelse stram i ansigtet ved hans første ord, men havde nu fuld forståelse for ham. Hun havde heller ikke være videre venlig hvis nogen havde forstyrret hende midt i et måltid. Hun havde åbnet munden for at give ham et køligt svar, da han igen talte. Han undskyldte rent faktisk?... Det havde hun ikke regnet med... Men hun greb straks chancen, for måske at udvikle et bekendtskab der ikke var helt så negativt som mange andre af hendes bekendskaber ellers var det.
Hun fandt et mildere ansigtsudtryk frem, og nikkede kort. Et svagt smil krøb frem på de fyldige læber, ved synet af det blodindsmurte ansigt. Satte sig ned overfor ham. Selvom hun ikke var 'meget' gravid endnu, så var det alligevel nok til at maven blev en hindring af og til. Hvilket også var grunden til at hun brugte muren bag sig for at komme ned og sidde. I guder hvor var det dog besværligt sådan at rende rundt med blue midt i det hele.
Egentlig havde hun ingen spørgsmål til ham. Hun havde ikke den fjerneste ide om hvem han var. "Du må undskylde at jeg sådan kommer og forstyrrer... - Det var lugten af blod der tiltrak mig." sagde hun, lidt i et forsøg på at komme på god fod med denne 'nye' varulv. Hun var overbevist om at det måtte være godt for hende rent faktisk at have nogle positive bekendtskaber for at veje op for alle dem hun lod blive andet end neutralt tålelige.

Han drejede kort rundt så han havde front mod hende. Han overvejede lidt at give hende noget kød hvilket han besluttede sig for at lade være med i første omgang han kunne jo altid se på det senere. HAn blev ikke overrasket over at hun var blevet tiltrukket af blodet, det var det jo mange varulve der blev. Som varulv havde man jo en god lugtesans som gjorde en i stand til virkelig at lugte ting på stor afstand. Det var faktisk sjovt dette var den første varulv han sådan rigtigt havde snakket med og hvor han ikke bare ahvde været kold og død over for. Han tænkte på om de muligvis skyldtes at han lige havde spist der var han oftest mere rolig.
"Ahhh.... Ja lugten af blod, en fantastisk duft må man sige."
Han mente det helt seriøst, den duft fra blodet, den metalliske duft var bare helt fantastisk nok den bedste duft han kendte. Han tænkte igen på om han muligvis skulle tilbyde hende noget af køddet, måske var hun sulten. Han kiggede på hende for at se om han kunne finde tegn på om hun var sulten. Han fandt ingen tegn så han besluttede sig for at spørge.
"Er du sulten, fordi hvis du er er du velkommen til at tage noget."
Han smilede igen skævt, men mere venligt den her gang. Hans smil var blevet mere rigtigt sådan som om han mente venligheden bag smilet.

October blev overrasket da han faktisk tilbød hende noget af sin fangst. Et let, skævt smil krøb igen frem på hendes ansigt. "Det vil jeg meget gerne, tak." svarede hun så høfligt hun kunne. Hun tog, med en svag tøven fat i den unge mands arm, og brækkede den af med et hurtigt ryk. Hun sendte den anden varulv et kort blik, før hun grådig gik i gang med armen. Hun lukkede øjene ved den første bid, og nød den lettere metalliske smag af frisk blod og råt kød. I guder hvor var det længe siden hun havde spist så godt! Det friske, røde blod der satte sig i hendes ansigt stod i skarp kontrast til hendes porcelænshvide hud. Egentlig så det en anelse spøgst ud, med en så bleg hud, til de klassiske afrikanske træk. Og den tykke, vestafrikanske accent der lå som et tæppe over hver eneste ord der kom ud af munden på hende gjorde det ikke meget bedre. Efter at have stilt den værste hunger efter kødet holdt hun en pause, og lænede hovedet tilbage mod muren bag sig. Tørrede kort det væreste blod væk fra ansigtet med håndryggen, som hun derefter tørrede af i den store striktrøje hun bar. Hun holdt øjnene lukkede et øjeblik før hun åbnede dem og så på den mandlige artsfælle overfor sig. "Mange tak... Det er længe siden jeg har fået noget ordenligt at spise." sagde hun med intet andet end ægte taknemmelighed i stemmen. Hun smilede for sig selv. Ikke et lille, eller svagt smil. Et smal man faktisk kunne se var et smil, og som ikke bare lignede en eller anden forfejlet grimasse.

Han blev en smule overrasket over hvordan hun rev armen af manden. Han grinede lidt for sig selv, over det der foregik. Det var lidt som en eller anden gyser film hvor en af heltens venner er ved at blive fortærret af en gruppe ghouls eller zombier. Han kunne se på hende at hun nød køddet, og det samme gjorde han. Det var fantastisk. Han fandt hende meget interessant, utroligt lys hud, men hun havde træk som fra en afrikaner en med meget mørk hud. Det så også meget sjovt ud, faktisk så sjovt at han begyndte at smile, at hun havde blod i ansigtet som var så kraftig i farven mod hendes hvide hud.
"Ja menenske, elver, engel er nu noget af det bedste man kan få at spise"
han elskede jo selv smagen af de væsner. HAn havde ikke noget imod dem, men han fandt dem svage og han vidste at de jo selv fandt det de slagtede og spiste, for svage så derfor måtte de vel også være svage, og bare være til for at nogen der var stærkere havde noget at leve af. Han hørte hende være taknemmelig og syntes han burde svare, og straks kom der et spørgsmål buldrende sammen med.
"Så lidt, men hvorfor fanger du ikke selv?"
Han følte lidt han var nød til at stille spørgsmålet, fordi der nærmest blev lagt op til at han skulle spørge hende om det. Han havde faktisk også mange flere spørgsmål han kunne stille hende, men lige nu holdt han sig til et enkelt spørgsmål og så kunne der altid komme flere hvis han fandt dem vigtige. Der gik ikke længe før han fik et spørgsmål mere op i hovedet.

October lagde den ene hånd på den lettere runde mave. Et fløjelsblødt og kærligt smil vidste sig på hendes læber idet hun så ned på hånden. "Fordi jeg ikke vil risikere at miste mit barn. Jeg er bange for at det vil bukke under, under en forvandlig, og der skal ikke meget mere end et albuestød i maven til at slå det ihjel. Så jeg vælger at være på den sikre side, og så desværre leve af ganske almindelig menneskeføde indtil barnet er født." Hun løftede ikke blikket før hun var færdig med sit svar. Der var en snært af trodsighed at spore i hendes blik. Hun var klar på at forsvare sit valg, hvis han var uenig med hende. Hun ville ikke risikere sit barns liv blot for et enkelt måltid. Heller ikke selvom det betød at hun måtte leve af menneskemad i ni hele måneder.
Det trodsige forsvandt igen, og hun vendte blikket mod sin mave igen. Det var tydeligt at hun havde stærke følelser for den lille klump liv der svømmede rundt inde i hende.
Kort efter vendte hun igen tilbage til virkeligheden, og spiste igen lidt af armen hun stadig havde i hånden. Nøj, hvor var hun dog glad for at være stødt på denne varulv. Hun havde savnet smagen af menneske i de tre måneder der var gået siden hun fandt ud af at hun var gravid.

Han forstod ikke det helt men nu var han jo heller ikke kvinde og vidste ikke hvordan det var at bære et liv inden i sig. Han valgte at det nok bare var det smarteste at lade det være og bare lade tingene gå deres gang sådan som tingene nu en gang bare skulle. Han blev lidt træt af at hun bare sad der og ikke rigtigt kom med noget til deres samtale. Han vidste ikke hvorfor men det gik ham bare på at han skulle forsøger at trække hele samtalen. Han satte sig lidt tilbage så han kunne sætte sig op af muren og slappe af. Han havde en lille smule lyst til at sove, men det ville han alligevel ikke når hun sad der over for ham. Han lænede sig meget mageligt tilbage mens han fandt sin kniv frem og langsomt begyndte at sidde og skære sine negle til. Det var en af de måder han ofte brugte til at fordrive tiden med, specielt når han slog mave.
Han sad bare der over for hende og skar i sine negle. Det var enligt også ved at være på tide han gjorde noget ve dem, de var jo ved at ligne klør. Han skar et lille stykke af dem hver gang, men den ene af gangene smuttede kniven og skar ham i under armen. Han lagde ikke mærke til at han havde skåret sig, fordi han var ved at være så vant til det, og han gjorde det ofte. Det havde muligvis også noget at gøre med at han elskede smerte det virkede sikkert totalt tåbeligt for mange men for ham var det jo bare sådan han var.

Efter en stund i tavshed besluttede October at bryde den. Hun tørrede igen kort munden i håndryggen før hun talte: 'Hvorfor dreadlocks?" Det virkede måske som et mærkeligt spørgsmål, men for hende gav det god mening. Hun var udemærket godt klar over at der var nogle der fandt det umådelig sejt med dreads, men der hvor hun kom fra var det et tegn på fattigdom, og på at man ikke var i stand til at passe sit hår. Derfor var hun nysgerrig; synes han at han var sej, eller var han bare fattig. Det var nu ikke sådan at October kunne tillade sig at være fordomsfuld, da lang de fleste i hendes familie havde dreadlocks. - Grundet fattigdom. Alligevel havde hun svært ved ikke at betragte den hårstil en anelse misbilligende. Selv gjorde hun meget for at passe og pleje sit hår. Ikke om hun ville ende op med sådan nogle filtrede pølser til hår.
October lod blikket vandre videre til armen i hendes hånd. Hvor så det dog helt utroligt markabert ud. Hvis et andet menneske valgte at gå ind i gyden i netop dette øjeblik ville vedkommende sandsynligvis være mærket for livet. Såfremt at mennesket da fik lov til at beholde livet.

Han blev meget overrasket over hendes spørgsmål. Han var aldrig blevet spurgt om det af andre før. Det var dog et mærkeligt spørgsmål, eller det var det ihvertfald i følge ham. Han fortsatte med at skære negle, mens blodet langsomt rendte ned af hans under arm. Han sad og tænkte over hvordan han kunne give hande det bedste svar. Han vidste jo enligt ikke hvorfor han havde valgt at få dem lavet.
"Fordi jeg har valgt det..."
Han kunne ikke rigtigt komme med et andet svar til det. Det var jo ikke noget han rigtigt havde tænkt over han havde bare fået dem lavet på et tidspunkt. Han kunne ikke helt huske hvornår han havde fået dem lavet men nogle gange hadede han det lidt, fordi at dreadlocks var dog noget af det mest irriterende at holde bare nogenlunde rent. Han gjorde alt han kunne for at holde dem så rene så mulige.
"Hvad laver du her på øen?"
Han ville gerne vide hvad det var der havde gjort at hun var endt her på øen. Han vidste at det var meget få af varulvene der var blevet født på øen, og derfor regnede han med at hun kom et andet sted fra ligesom ham selv.