(julius) mødet..

D: 8/12
T: 19:30
V: lidt blæst, det sner let og der er 2. grader.
O: øgmm det der er i et center
P: tykke sorte strømpebukser, hvid kjole, rød overtrøje, rød hue og hvide luffer.


Maxine sad på en bænk i benjamin centret, brækkede små stykker af et varmt brød fra bageren. Små stykker krummer falde ned på hende kjole og nogen helt ned på gulvet. Så ned i jorden da hun var bange for at få øjne kontakt med folk. ikke fordi hun er bange for folk, hun er bare for genert. Maxine bed let i spidsen af hendes ene luffe, og trækede hånden ud og børstede forsigtigt krummerne fra hendes kjole ned på jorden. der efter skyndte hun sig så hurtigt at få sin luffe på igen, da hun allerede kunne mærke kulden mod hendes hud.

((Meget kort adminbesked - Husk at skrive datid og 3 person :) ))

sorry.. havde glemt om det var i datid eller nutid.. ændre det lige..

Julius følte sig træt, han havde haft en lang dag, den føltes i hvert fald sådan men de var jo hans job, og han kunne lide det, i de fleste tilfælde. Han havde bestemt sig for efter sin arbejdsdag at tage ud at spise i stedet for at tage hjem, og han kendte et godt fast-food sted i centret, det tog alt for meget tid at lave mad til sig selv. Derudover syntes han det var hyggeligt at tage lidt rundt og gå en tur, det var en gammel vane som han stadig havde, men heldigvis var det ikke lige så kold som i Irland hvor kan kom fra. Han var iført en lang sort frakke, en Fedora, lærredsbukser og vinter støvler, bukserne var dem fra hans uniform så de bar den røde stribe. Han parkerede sin bil på parkeringspladsen og gik hen mod centeret, han kiggede på de mange folk han passerede nogle virkede mere rolige end andre og nogle endda stressede, men så igen det var jo også omkring jul, eller i hvert fald snart.

Han passerede en ung dame, der var noget underligt ved hende, hvilke slog hans nysgerrighed i gang, han kendte hende dog ikke og det var ikke ofte han mødte nye folk udover dem i politi styrken. Han drejede langsomt af og gik hen og satte sig ved siden af hende, "Dejlig aften" Sagde han med sin irske accent han var ikke altid den bedste til at starte samtaler men han forsøgte i det mindste, han håbede på han ikke virkede skræmmende, trods hans pludselige start af samtale, "Det er underligt at se folk slappe af i denne stressende tid" sagde han let fornøjet, i håb om at kunne starte en samtale for at finde ud af mere om denne person, som havde en underlig tilstedeværelse over hende.

Maxine havde tilladt sig selv af kigge lidt rundt, i stedet for bare at se på et grimt gråt gulv. Et hår sad og irriteret hende lidt, men hun gad ikke fjerne det. Hendes øjne undersøgt så meget hun kunne på en gang, hun så på de små børn der prøvede ihærdigt på at få deres forældre til at komme med hen til legetøjs forretningene, og de gamle damer der fortalt om hvordan det var at holde jul da de var små yndige piger. Maxine lo lidt over hvor længe siden det må havde været. hun flyttet hendes blik mod hende højre side, et par unge mænd stod i en dameundertøjs butik og lignede de havde set et spøgelse, alt imens de prøvede på at fine en gave til deres kærester eller koner. Maxine sukkede lykkeligt, det kunne godt være hun aldrig fik en mand der vil gå ind i en dame butik for hende, men hun elskede at se andre gør det. Maxine blev lidt anspændt da en nydelig ung mand sætte sig ned ved siden af hende, ''Ja den er nydelig '' hun prøvede at gøre hendes bedste for at smile. Maxine så ned i gulvet igen, hun tog sig endelige tid til at fjerne det hår der sad og irriteret hende. '' ja, jeg skal bare være mig i år så jeg gøre ikke det store ud af det'' hun vendte forsigtigt sit blik mod manden. '' hvad med dig Hr.?''

Han smilede let over at blive kaldt hr. Det var utrolig fornemt og ofte mere fornem end han følte sig, han var dog lidt gammel i nogle af hans manerer men det ændrede ikke på så meget, dog selvom hr var normalt i Amerika samt på øen. Han observerede kort rundt før han svarede "Ja, kender godt fornemmelsen, kommer dog nok til at holde min jul på stationen igen i år... han sukkede stille over tanken om at have enten været på arbejde eller holdt jul med hans kollegaer på stationen, det var de færreste som havde en kæreste når man tjente i styrken. Han kiggede tilbage på hende med et venligt smil "Navnet er Julius Fitzwilliam, hyggeligt at møde dig" Han nikkede kort som en gammel vane før han rakte hans hånd frem for at ryste hendes hånd.

Maxine studerede manden nøje, hun lod sine øjne vandre fra hans røde lokker til hans mund. hun undrede sig lidt over hans accent, hun gættede på han var fra Ireland eller der omkring. Maxine begyndte småt at få et indre billed af manden foran hende. '' Stationen?'' Maxine blev straks mere interesseret. '' er du en politimand?'' hun var både glad og trist over den flotte hr. var en politimand, hun var glad fordi han var utroligt spændende, men på samme tid også utroligt trist over han ikke fik en normal jul med venner og familie. lidt lige som hende selv. Maxine tog forsigtigt imod hans hånd. '' yderst flot navn.. irsk?'' '' Mit navn er Maxine Louisa Amoris Tenebris'' Maxine smilede stort, faktisk troede hun, at hun aldrig har smilede så meget før. det var..... forfriskede.

han lagde mærke til hvordan hun studerede hans ansigt, såvel som hans accent. Han smilede da han kunne se at der var noget ved ham der var betjent der gjorde hende mere interesseret, der var vel både et godt og et dårligt tegn ville nogle måske sige, men for Julius var det godt, han regnede altid folk for det bedste. Han nikkede til hendes spørgsmål "Ja, jeg er betjent, har jeg været i nogle år, ville originalt have været paramedeciner." sagde han mens han kort tænkte over hvordan det ville have været vis han ikke havde valgt at være betjent, ville have været meget anderledes og mindre actionfyldt, som kort fik ham til at tænke på hans job og hans oplevelser, specielt den 11. September, han sukkede kort før han trak sig selv ud af hans tanker. Han smilte da hun roste hans navn og nikkede venligt "Mange tak for komplimenten, Frøken Tenebris, og ja mit navn er Irsk, dem selv?" Spurgte han nysgerrigt hun virkede som en person der ville være god at lære at kende, hun virkede venlig og glad, dog var der sikker noget som påvirkede hende inden i, en fortid som alle andre, men det var ikke til nu at spører.

Maxine fandt sig selv i midten af en samtale som ikke var sig selv, for den først gang i meget meget lang, og hun elskede det. Maxine var stadig utroligt nervøs, men ikke så nervøs som hun ville havde været med andre folk, hun fandt Julius meget afslappende. '' det lyder som et meget spændende job'' Maxine smilede fornøjet. '' hvor blev du så ikke en paramedeciner?'' Maxine begyndet at tænke over om Julius måske ikke kunne lide sit job, lige så meget som hun kunne. så begyndte hun at tænke over for farligt hans job er, og hvor slemt han kunne komme til skade. Maxine blev en anelse bleg i ansigtet. Maxine hørte i mellem hendes tanker, at Julius svarede på hendes spørgsmål. '' jeg viste det!'' Maxine smilede stort of fik lidt farve tilbage i kinderne. '' nej... det er latisk... min mor var lidt gammel dags'' Maxine smilede ved tanken om hendes mor, men hendes øjne blev triste og blanke.

Han smilte let til hende hun så små nervøs ud, men dog snakkede hun trods han var en fremmed, men det syntes han var rart, det overraskede ham lidt da nogle ikke kunne lide ham grundet hans job, eller hans race, men hans accent hjalp meget i USA, syntes han i hvert fald selv. "Ja det er et meget spændende job" Sagde han med et smil, da hun stilte sit næste spørgsmål tænkte han lidt over det før han svarede "Tja... Jeg følte et andet kald, mener ikke at det er mit job at bestemme hvem der lever og dør..." Sagde han tænksomt og overvejede hvor dumt det nok lød, "Men er dog nok mest fordi jeg ikke kan lide hospitaler" Sagde han med et smil, da hun pludselig blev blegere undrede han sig, han kunne ikke rigtig se så meget af deres samtale der kunne påvirke hende sådan, men så igen han kendte hende ikke det kunne være mange ting. Da hun pludselig udbrød i et stort smil og fik lidt farve i kinderne smilte han selv lidt tøvende, før han smilte ordentligt igen, "Jeg syntes din mor valgte dig et smukt navn, Frøken Tenebris" Han smilte venligt til hende over at hun havde nævnt sin mor, han kunne føle at hendes mor nok ikke var i live, var en følelse man lærte at kende når man var i hans erhverv. Han smilte venligt og kiggede hende i øjnene "Er du okay Frøken Tenebris?" Spurgte han venligt da han lagde mærke til hendes triste øjne, dog ville hun nok ikke snakke meget om det, han var trods alt fremmed men så igen hun virkede glad for at snakke med ham.