Snenat

Tid: om natten
omgivelse: en meget tom legeplads bortset fra Janie
vejret: en snetung mørk himmel. Ingen stjerner og grader nær frysepunktet.

Janie sad på en af gyngerne og underholdte sig selv ved at snurre rundt og lade skoskuden tegne tilfældige mønstre i sandet. Når gungen var ved at gå i stå sparkede hun fra med benene og gyngede et par gange inden hun fortsatte sin tegneleg, som hun var meget optaget af.

Bal der som han altid gjorde lige meget hvor koldt der var, gik han kun i sin whifebeater ingen jakke eller trøje. Han så kvinden sidde på gyngen. Han sniffede en smule. Hun var menneske. Det underlige ved Bal var at han var blevet så gammel at menneske blod ikke rigtig sagde ham så meget. Dog hadede han mennesker, deres æreløse væremåde og deres teknologi der gjorde dem dovne og sløve. Han gik over imod hende. Han havde ikke rigtig noget kropssprog der udviste nogen form for følelse. Hans grønne øjne bar dog et sorgmodigt blik. Han bukkede for hende og lænede sig op imod et legehus og sagde så med en rolig og blid stemme ’’ God aften, Frøken.. Hvad bringer dem ud på dette tidspunkt hvis de ikke har noget imod at jeg spørger ’’. hans brystkasse bevægede sig ikke og den sne der ramte ham så bare ud til at glide af ham, den smeltede ikke.

Janie så op da hun blev opmærksom på hans tilstedeværelse. Hun var opmærksom på hans lydløse og elegante gang, på hans ophøjethed og kulde. Hun spottede hans gammeldags måde at socialisere på, og holdt et ekstra øje på ham. "Væsen... " sang hun i tankerne.
Hun så op på ham igennem det tjavsede mørkeblonde hår, som vinden havde blæst ned i ansigtet på hende. Hun kiggede indtrængende på ham og slikkede læberne med tungespidsen inden hun svarede. "God aften her'." svarede hun ham høfligt. Hun var nysgerrig og pirret over ham. "Og hvorfor skulle min færden være af deres interesse? For at besvare et spørgsmål med et andet." sagde hun med et skjult smil.

Da hun sagde godaften sank han svagt sit hoved i et nik som respekt overfor hende. Hans sorgmodige blik rettede sig langsomt imod hendes øjne igen. ’’ Det er farligt at være alene ude på denne tid, frøken.. Unge damer som dem kan blive offer for hvem ved hvad.. Tror de ikke at det er bedst at tage hjem?.. Hvem ved hvad der venter i mørket?’’. Han lagde hurtigt hvor opmærksom hun blev på ham. Hvordan hendes øjne betragtede detaljer ved ham. Han havde en anelse om at hun brugte sig selv som lokkemad til at fange væsner. Det kunne jo også være hun var et normalt menneske der var løbet hjemmefra.

Janie smilede over hvadhan advarsel og lænede hovedet blidt op af rebet der holdte gyngens ene side. "Ikke alle monstre holder til i mørket. Nogle holder også til i oplyste huse, hvor unge damer er alene hjemme."
Hun flyttede uroligt på sig og gyngen vrikkede en anelse. Hun vidste udmærket hvad hun talte om og at ikke alle monstre behøvede være væsner.
Hun så sig omkring. Legepladsen var en smule afskærmet, men under 50 meter fra beboet område. "Det et et villakvarter. Jeg føler mig tryg nok. Onde mennesker kommer ikke her."

Han kiggede på hende med sine sorgmodige øjne *Mennesker er så naive.. Ondskab er overalt selv her.. Mennesker giver mig kvalme, deres naivitet er grænseløs*. Han sagde blidt ’’Ondskaben finder dig når du mindst venter det, frøken. Den er selv der hvor du ikke tror den er. Måske holder den øje med dig lige nu.. Eller måske er jeg ond.. hvem ved.. men de burde ikke være alene ude på denne tid.. Det er på denne tid slemme ting sker.. Mørket skygger skjuler alt.. Selv her ’’. Han kiggede mod nogle af husene. Det var ikke til at høre på hans stemme hvad han mente, den var monoton hele vejen igennem.

Han begyndte så småt at genere hende. Hun kunne mærke hvordan hendes tolerancetærskel blev mindre om mindre. Var det hans overlegne attitude? Nej. Det var hans blik hun ikke kunne li. Hun hadede den slags øjne. Når hun opdagede sådan nogle, fik hun mest af alt lyst til at slå personen ned, så de fik noget at være triste ud.
Og så hans dumme stemme, der kvalte enhver mulighed for at aflæse hans følelsesliv. Om han lavede sjov med hende eller om han mente hvad han sagde. Og hvad var det lige han sagde?
Hun så ned og sparkede til sandet med skoskuden.
Hun løftede igen hovedet og så på på ham igennem tjavserne. "Er du ond?"

Han kunne se hvordan hun ikke virkede glad over den måde han var på. Dog blev han overrasket over hendes spørgsmål. Han havde forventet noget andet. Det var et simpelt spørgsmål og dog en af de sværeste spørgsmål der kunne stilles hvis man ville svare ordentligt på det. Han sagde med sin altid rolige og blide stemme. ’’ Det kommer an på i hvilke øjne du ser mig igennem.. Det kommer også an på hvordan du definere ordet ~ond~ .. Du skulle stille et andet spørgsmål ’’. Han trådte langsomt et stridt tættere på hende og sagde ’’Du skulle have spurgt.. Er du en morder.. En dræber ’’. Han stod og kiggede på hende med hans sorgmodige blik. Han ville se hendes reaktion.

Janies læber var spørgende skilt af og hendes øjne var store. Hun satte fødderne i sandet og stoppede med at vippe fra side til side på gyngen. Hun ville synke en klump, men hendes hals var tør.
Hun behøvede ikke spørge. Hans fremtoning og hans sprog havde afsløret ham. Han havde dårlig nok gidet forsøge at skjule det.
Der var en klarhed i hendes hæse stemme. "Det er du. Er du ikke? " Hun slikkede sig igen om munden. Hendes læber føltes tørre. "Er du ude for at gøre folk fortræd?"

Kan havde nu heller ikke svært ved at se hvad hun var. Hendes surhed over at hun ikke kunne analysere ham og hendes reaktion da det endelig gik op fra hende hvad han var. Han sagde roligt ’’ Igen kommer det an på hvordan man ser på det.. en som dig.. Har intet at frygte for mig.. ser de.. jeg er på en speciel diæt ’’. Han kiggede mod himlen og sagde ’’ Med hensyn til om jeg gør folk fortræd.. Det kommer igen an på hvad de ser som folk, frøken.. Dog er jeg sikker på de ved hvem jeg er når jeg præsentere mig selv.. Jeg er Balthasar.. Mig en ære at møde dem, frøken ’’. Han vidste at der stod en del om ham i de fleste jæger arkiver eftersom at han var en meget efterspurgt Vampyr.

Janies slappede en smule af i den anspændte krop. Hun havde slet ikke opdaget at hun havde spændt i den. Det skete meget sjældent at Janie direkte mistede mælet, men det her var en ny situation for hende. Det var sjældent at hun faldt i snak med onde væsner, eller væsner i det hele taget. Ofte skød hun før de nåede så langt.
"Jeg kender lidt til dig.... Jeg har aldrig givet høre efter, for jeg troede aldrig at jeg skulle møde dig." Dumme hende. Interesserede sig kun for det der var lige foran næsen på hende.

Skulle hun give ham sit navn? Ville han blive sur hvis hun ikke gjorde? Ville han forbinde hendes med noget hvis hun gjorde?

Hun vippede igen gyngen fra side til side. Det kunne dårlig nok kaldes for at gynge, når nervøsiteten gjorde hende rastløs. "Du kan kalde mig Ceasar."

Han sank bare hovedet og sagde ’’ Det er i sandhed en ære at møde dem, Frøken Ceasar ’’. Navnet sagde ham et eller andet, han havde dog et hav af navne at skulle huske igennem hans mange år på denne jord så han havde svært ved at placere dem. Han var dog stadigvæk sikker på at hun var en Jæger. ’’ Jeg tænke nok at en Jæger som dig havde hørt bare lidt om mig.. Men hvad har de så gjort nu hvor de ved hvem og hvad jeg er, Frøken Ceasar?’’. Han stod stille som altid, ikke en muskel i hans krop bevægede sig. Kun hans grønne øjne der betragtede hende.

Janie kneb munden samme og stirrede trodsigt på ham. Men hun var også en smule nysgerrig. Måske næsten mere det.
Han var ikke som de andre vampyrere. Ikke fordi hun på nogen måde var vampyrekspert, men hun havde altid forestillet sig sådan nogle som nogle højtråbende snotunger eller støvede fortidslevn, og ingen skulle fortælle hende noget andet. Balthasar hørte helt klart under den sidste kategori. Lettere støvet, men ikke et fortidslevn.

Hun løftede det ene øjenbryn mistænksomt og forsøgte at læse imellem linjerne på ham. Helt uden succes. "Stupide fortidslevn." Hun blev helt hidsig indvendig. Derfor lød det mest som en anklage. Som om hun havde taget ham med hånden i en andens hals.
"Jeg har hørt at der et en stor dusør og at alle er ude efter dig." sagt imellem linjerne "hvorfor dør du ikke bare, så vi kan få det overstået?" "og at du laver monstre, der slår folk ihjel og angriber dem og skader andre... De siger at du ikke bider mennesker." Hendes stemme blev højere og mere arrig. Hun stirrede på ham med rent had og hun hoppede af gyngen, så hun stod foran den. Hun hoppede ikke frem eller for at angribe. Hun gjorde det, så hun kunne stå op og se selvsikker og rasende ud når hun slyngede anklagerne i hovedet på ham. "men det et en løgn! Det et et røgslør du ligger ud, for du er ond og du lever af at gøre andre fortræd du siger en ting, men gør noget andet!" råbte hun af ham uden at pause op eller tænke over hvad det var hun sagde.

Åh, Janie kendte godt den slags løgne. "nej, alt går fint. Her er vi lykkelige og lovlydige." Hun havde hørt dem fra sine forældre det meste af sit liv.

Han stillede sig helt op af hende da hun hoppede ned fra gyngen. Han var omkring to meter høj og muskuløs så han kiggede ned på hende og sagde med sin rolige blidestemme uden på nogen måde at være påvirket af hendes hån. ’’ Fortidslevn.. Det kan jeg ikke benægte.. Men fortiden har det altid med at indhente fremtiden ’’

Han kiggede bare på hende da hun snakkede om dusøren ’’ Så der er en dusør på mig.. Jeg syntes det er underligt.. Jeg troede at forbundet var bange for mig og hvad jeg ville gøre hvis de kom efter mig.. Jeg har ikke ønsket at skade dem, selv om jeg burde på grund af det de har gjort imod mig.. Jeg ville bare være i fred ’’.

Da hun stirrede på ham kiggede han bare på hende med hans sorgmodige øjne, direkte tilbage på hende. Han virkede komplet upåvirket af hendes forsøg på at ophidse ham. ’’ Jeg må bede dem om at se fakta før de taler.. Det er sandt at jeg har lavet to Childs imens jeg har været her.. Den ene var en jæger der ikke viste mig respekt ’’. Han lod det sinke lidt ind i Janie at det nok ikke var det smarteste ikke at tale pænt til ham. ’’ Hun ville have været død hvis jeg ikke forvandlede hende.. Dog kæmpede hun bragt.. Den anden ønskede at være hos mig.. At tjene mig.. Men da jeg afslog hende og ville forlade hende tiggede hun mig stort set om at forvandle hende.. Hun beviste sit værd og jeg ærede hendes ønske.. Jeg har ingen monstre skabt der løber rundt og dræber.. De er i min varetægt til de har lært at styre deres trang så dette ikke sker.. Jeg må bede dem, Frøken.. om at tale til mig med lidt mere respekt da jeg ikke har talt til dem på nogen anden måde ’’. Han rystede let på hovedet en enkelt gang ’’ Jeg har aldrig sagt jeg ikke var ond i dine øjne.. Jeg har aldrig lagt noget slør.. Blot fortalt at det kommer an på hvordan man ser på tingene.. I nogles øjne er jeg sikkert ikke ond.. Men i andres er jeg ’’.