Miss jarhead, go suck monkey balls, and leave me alone!....

Den stille nat, lagde en hår fin blanding af utryghed, stilfuldhed, og fredfulde stemning, over den mørke og skumle by Werclare, som ikke skulle blive en undtagelse for nattens mange ulykker, og ondskab.
Det regnet med sådan en hast, at selv ikke et trænet øje, kunne nå at tælle dråberner der ramte ned på en, med en næsten nådeløst stød, og mange bilister skulle passe på ikke at køre af vejen, eller tror de så noget de ikke gjore, for månes lys, og den genralle følelse af overvågelse på denne nat, kunne få selv den sind faste, til at se syner for blot en stund.
På sådan en guds forladt nat, var en helt igennem gudsforladt dreng på sin vej gennem landskabet, tryg ved intet, usikker på mindre. denne guds forladte sjæls navn, er Gabriel. Han er en selvbevidst ung mand, som gennem sit liv erfaret, en lyst til at bestemme over sit eget liv, og selvom han ikke ønsker magt over andre end ham selv, har han en ubeskrivelig lyst til at blive mere end han er, og denne lyst, har altid ledt ham i nogen dumme problemer, da han ikke ligefrem tænker før han handler, hvis han føler noget er retfærdigt, og vil for alt i verden stå ved den tror at man skal give sit fulde, for det retfærdige...om der er for det bedre eller ej.
Gabriel gik i sine egene tanker om hans nyeste påfund, og kunne ikke lade være med at smile over tanker, der røg gennem hoved på ham, han havde bare svært ved at vælge et navn til det "hell´s playground", "the nest", eller noget tredje, han vidste det ikke, men en ting var sikker, han ville få det til at blive virkelighed, koste hvad det koste vil.
Gabriel kigget kort på hans omgivelser, for at se hvor hans tom gang havde ført ham hen, og han så til sin fornøjelse kirkens store døre ligeforan ham, han sukket kort over sin egen evne til at gå i zombie mode, når han tænkte dybt på et emne, han havde fået den egenskab helt tilbage fra hans militær kostskole, som han bliv tvunget på, af hans forældre i sin tid.
Gabriel kiggedet kort på klokken, *23.37.. god must be sleeping...let´s go wake him up*, Gabriels eventyr lyst, fik ham til at ligge en hånd på den store kolde kirke dør, og derefter uden omtanke slog dørende op.
Han var iført en blaizer jakkesæts jakke, og en sort silke skjorte, med navnet voltaire syret ind med grønne stof stykker, og på benene havde han nogen lyse hullede cowboy bukser, og om halsen havde han en hals kæde, med ordne Alea iacta est lavet i sølv. på fødderne havde han et par store grumme tyske militær støvler, med små pikke på forsiden, og metal på hælene.

Kirken var for længst mørklagt for natten, hvilket gav skyggerne frit leg til at lege med bevidstheden og synet. Skyggerne boltrede sig stille, sammen med det blide lys fra månen dansede de en farlig dans og gav kirken en uhyggelig udformning. På den forreste række oppe imod alteret, sad en smuk skikkelse.
Hendes perlemorsfarvede hud blev blidt kærtegnet af månens blide stråler og lyste lidt op i det dunkle mørke.
Hendes smukke perlemorsfarvede hud lagde sig blidt om hendes lettere spinkleskelet som et blødt lag krystal, mens det kun var dækket af et sæt sorte romersandaler, der gik op under hendes lidt længere end lårkorte kjole og var bundet stramt på hendes overlår.
Kjolen var sort som natten, mens dens stropper var nogle centimeter tykke og bundet i nakken med en fin sløjfe, hvilket gjorde hele hendes perlemorsfarvede ryg bar.
Kjolen sad stramt på hendes overkrop og gjorde hendes næsten perfekte former synlige, mens kjolen blev løs fra hoften og ned.
Dette gjorde hende i stand til at løbe, hoppe eller bevæge sig som hun lystede.
Hendes smukke ansigt blev omkranset af hendes sorte hår, der fulgte kanten af hendes hoved helevejen rundt, ud over pandehåret der var klippet ikke helt lige.
Hun havde en voksen udstråling, men hendes krop passede til en pige på atten.
I hendes hænder havde hun et lille hvidguldskors med en rose der snoede sig omkring korset og små torne der stak ud fra stilken.
Hun lignede en engeleagtig helgen, som hun bare sad helt ubevægelig på kirkebænken, indhyldet i mørke...

Gabriel lod for første gang, sin store militær støvle, glide hen over det kolde jordfaste kirkegulv, og havde et glimtene næsten helligt skær, hvor månes lys, ramte ned gennem de mange forkellige farverige loft vinduer, i mange størrelser og mønster.
Gabriel begyndte langsomt at gå med selvbevidste skidt henover kirkegulvet, mens han kigget på den mange detaljer og udskæringer i kirken, og kigget ikke rigtigt om der var andre i kirken, han syntes det var mindre vigtigt, de havde deres liv, og han havde sit, og han gik jo ikke ligefrem herind for at diskutere bekendtskab, så først kigget han bevidst efter inretning mens han gik op mod det store glorværdige alter.
Gabriel stoppet på linje med rækker nummer 2 fra altret, og lod hans blik vandre rundt i mørket, og stoppet for et kort øje blik, da han syntes at kunne se noget på første række, han var ikke sikker om det var synet der leget med ham, men han syntes at kunne se en menneskeligende form. Gabriel studret skyggen for nogen få lange sekunder, og da hans usle menneske øjne, havde vendt sig til det dunkle mørke, kunne han nu se den typiske cruella devil kvinde, bare med sort hår, og et form for kort, han var ikke ligefrem imponeret over religion, og han mistede tit det neutrale blik på folk, men han syntes det var synd for dem et eller andet sted, at de troet på sådan underlige ligegyldige ting.
Gabriel bid sig kort i læben, og prøve at stoppe ham selv, men han synets bare hun var for latterlig til han kunne holde mund, og sagde i et flabet tonefald "tror gud sover..kom tilbage imorgen.." Gabriel kiggede rundt i lokalet, og forsatte "Nope, ingen julemand med hvidt skæg på deltids job.." Gabriel smiler pirrende til kvinden.

Den unge kvinde der sad på bænken, næsten indehyldet i mørke hed Valerie, selv om der ikke var mange, der kendte til det.
Hun var en enspænder og lige i øjeblikket ikke en specielt glad en af slaksen.
Det pirrede bare endnu mere op i hendes indre bål, da den unge mand der var kommet ind i kirken begyndte at joke med Gud.
Den Gud som hun havde troet på hele sit liv, endda havde tilbedt og fundet støtte og tryghed hos.

Mennesker nu om dage, de ved ikke hvad de ligger sig ud med, før de hænger på et kors og er ved at dø af blodtab. Lykkeligt uvidende. Jah sikkert, alle mennesker er ens, ikke et af dem ville være i stand til at tænke på andet end sig selv

Hun sad bare og tænkte bittert ved sig selv, hvilket fik hendes hånd, der lå om hvidguldskorset, til at knytte sig lidt strammere, så en smule af hendes blod piblede ud på korset.
Hun havde valgt at stoppe for sit hjerte og sine lunger, da hun fattet og uden at åbne øjnene eller lade vreden styre sin stemme, svarede ham

"Gud er med dem der ønsker hans selvskab og bringer ulykke til dem der fornægter ham"

Hendes stemme havde megen styrke, men var dog blid og stille som en vind, hvilket bare understrejede at hun mente hvad hun sagde og ikke bare sad og fandt på løgnehistorier.
Hun bevægede ikke en muskel og nedværdigede sig ikke med at give ham et blik, mens hun sad rankt på bænken..