Skader, de sker sgu tit... (Irissa)

T: Middag cirka
O: Hvis kolde væge på stuen.
V: Hvem ved de er inde.
P: hans normale tøj, men kun bukserne.

Segovax var blevet sendt tilbage til hospitalet for at skulle have lavet nogle undersøgelser efter hans ret så uheldige styrt mod klipperne på stranden. Lægerne ville være sikre på at hans ribben var vokset korrekt sammen igen og at han ikke ville komme til at døje med dem. Han havde fået taget røntgen billeder som viste at der var noget forkert med hvordan de var groet sammen, så de havde opereret ham igen for at brække den der var problemet, igen, og så sætte den sammen med metalbånd og skruer så den ikke ville kunne rykke sig igen.
HAn lagde nu bare i sengen på stuen, for at komme sig efter operationen. Han hadede når det skete, at han var nød til at ligge der i sengen. Han hadede sit andet hjem som hospitalet var gået hen og blevet for ham. Han gad ikke det der med at ligge stille i en seng hele dagen, uden at måtte lave noget som helst. Han hadede den uro der altid kæmpede sig frem i hans krop når han skulle ligge stille på den måde det var irreterende. Han svang sig derfro ud af sengen og tog sine bukser på og smed det tøj sygplejerne havde givet ham på. Han havde en sto forbinding hen over brystet for at sikre at han ikke skadede det mere der hvor de nu var gået ind for at operere. Han havde stadig et stort ar i den ene side efter styrtet mod klipperne. Han gik ud på gangen og begyndte så at bevæge sig i retning af opholdsstuen, som også lagde sammen med venteværelset og træningsrummet. Han havde tænkt sig at bruge træningsrummet for at brænde noget energi af selvom han ikke måtte gøre det. Han hadede bare at han så var nøde til at bevæge sig igennem venteværelset som lagde i mellem opholdsrummet og træningsrummet, men der plejede han sjældent at blive stoppet af folk.

irissa var ankommet til hospitalet, med en massere af indre skader men ikke mindst pga. blodmangel, det havde været meget alvorlig, og mange af lægerne mente at hun havde været meget "heldig" men det var ikke ligefrem det ord irissa ledte efter, hun havde været rasende på lægerne da de ville skifte hendes tøj og hun havde derfor fået lov til at beholde hendes shorts og top på. hun sad på en stol ude på gangen, med en pose ved sin side med blod i som gik ned i et drop til hendes hånd.
Hun stirrede ud i luften og så rasende ud, ikke så underligt. hun ville have fat i denne nar der havde gjort det imod hende..

Han gik bare stille og roligt ned af gangen mens han kiggede sig omkring da han vidste at lægerne ville smide ham direkte tilbage i sengen hvis de fandt ud af at han rendt rundt. Han kiggede op og ned af gangen og bevægede sig ret langsomt da han kun lige havde fået taget gipsen af både sin ene arm og det ene ben, for en halv uge siden. Han lagde mærke til en kvinde der sad på gangen med en pose blod det var enligt ret sjovt at se, hvordan hun sad der midt på gangen, kun i shorts og en top, med en pose blod som eneste selskab. Da han var nået en lille halv meter væk fra hende kunne hans ben ikke holde til mere så han faldt bare sammen, så han hurtigt smed sig op ad væggen og satte sig.

"måske burde du bare følge lægernes råd" sagde irissa og kiggede bare ligefrem så man skulle næsten tro hun sad og snakkede med sig selv. men hun snakkede dog til Sego, hun kendte ham ikke men hun kunne tydeligt se at an ikke var et helt menneske, hun frastødte ikke varulve nær så meget som varmpyrene. Men hvad kunne man gøre, hun følte sig jo alligevel invalid og kunne knap nok gøre noget selv.
En af sygeplejskerne gik forbi irissa og kiggede meget underlig på hende, lidt som om hun var bange, irissa fnøs, hun havde bestemt ikke været sød ved de stakkels læger og sygeplejesker.

"Nej fandme vil jeg ikke følge de lorte lægers råd, de resluterer sgu bare i at vores kroppe blive slappe og svage fordi vi bliver over beskyttende og pakker os selv ind i bobleplast!"
Han hadede at tænke på at have en svag krop, da han hele sit liv havde sørget for at holde hans egen krop veltrænet. Han havde aldrig lavet andet end at træne på den ene eller anden måde, og havde også undgået al kontakt med læger det meste af hans liv, fordi han mente de var unødvendige. Han blev bare siddende og satsede på at lægerne ikke ville forsøge at smide ham tilbage i sengen, hvis han var heldig ville de ikke ligge mærke til ham når han sad der. Han undrede sig lidt over hvorfor hun sad her og ikke på en af stuerne eller i opholdsrummet.

Irissa fnøs men gav han dog ret, hun nikkede annerkendende og vendte derefter blikket imod ham "eftersom du er en varulv burde dine knogler da også vokse sammen inden så længe" sagde hun. Havde hun mødt ham imens hun var mere frisk, havde hun sikkert jaget ham ude i skoven. Men i betragtning til omgivelserne, havde hun ikke brug for at jage nogen på et hospital.
Irissa tog en dyp indåndning og holde sig kort til ribbenene, satans også at det skulle ske for hende.

Han var glad over at hun ikke forsøgte at sige ham imod. Han smilede venligt til hende, det var faktisk aldrig faldet ham ind at hun kunne være en jæger, selvom hendes tøjstil passede godt til det. Det hun sagde med at hans knogler burde vokse sammen inden længe passede nok meget godt, men hans muskler var stadig blevet slappe af at have ligget i den seng så længe.
"Ja det burde de vel enligt, men lægerne har lige smidt metalplader på mine ribben."
Han sagde det med en kølige stemme som også var fyldt med foragt. Han lagde mærke til hvordan hun tog sig til siden, og han gættede på at hun nok havde nogle der var brækket ligesåvel.
"Hvorfor er du ikke hos lægen sådan rigtigt og for det der fikset, istedet for at sidde her med en pose blod?"

Irissa så på ham og hævede kort øjenbrynet "Jeg hader læger, jeg har det bedst med selv at klare de knubs jeg får" sagde hun kort og kontant.
Hun kiggede kort op på blodet ved hendes side "det gider jeg ikke til at forklare" sagde hun hentydende.
Hun syntes det var pineligt at være en dusørgjæger og sammentidig være en nyfødt.
Hendes øjne var ikke så røde som før fordi hun fik blod konstant, lægerne havde været bange for hvordan hun ville angribe dem.

Han forstod udemærket hvordan hun havde det med at klare tingene selv, den eneste grund til at faktisk var blevet opereret i første afgang var jo også at han var blevet slæbt herind af den dæmon. Han syntes det var interessant at hun sad herude, og så bare med en pose blod, som det eneste hun havde fået tildelt af lægerne.
"nej de er også nogle forbandede svin"
Han sagde det koldt, og tørt, og lyttede så til det næste hun sagde med at hun ikke gad forklare hvilket hun jo næsten lige havde gjort ved at kigge på blodet på den måde.
"Okay, jeg forstår godt."
Han smilede forstående og venligt til hende, men smile stivnede dog ret hurtigt da han bare ikke brød sig vildt meget om at smile, og slet ikke til folk han ikke kendte super godt.

Irissa forstod ham godt, hun smilede heller ikke særlig tit, men hun smilede dog lidt nu. Hun viste ikke sine tænder. hun var flov over hvad der var sket med hende. og hun var flov over at hun var endt der.
Hun hadede sig selv. og havde selv høje planer om at slå sig selv ihjel, hun havde jo udtalt før at hun hellere ville dø end at blive til en blodsugende satan.
Hendes hænder rystede stadig en del efter hændelsen

Han overvejede lidt om han kunne tillade at spørge ind til hvad der var sket med hende, måske hun ville blive sur over det, men på den anden side kunne det vel være ligemeget om hun blev sur. Han regnede ikke med at han ville støde på hende igen, nogensinde, men man kunne jo aldrig vide. Han besluttede sig for at han godt kunne tillade sig at gøre det. Han vendte sit ansigt mod hende og smilede skævt.
"Må man spørge hvad der er sket med dig?"
Han gad bare ikke sidde og ligne en eller anden iddiot ved bare at sidde her på gangen, så de kunne vel lige så godt snakke om et eller andet og det eneste han lige kunne se han kunne snakke med hende om var deres skader. HAn tog så også sig selv i at lade sit blik hurtigt glide over hendes krop og vurdere hendes udsende, hvilket på ingen måde var skidt.

"jeg var bare oppe og slåsse med en varmpyr" sagde hun kort, hun ville ikke udtale sig om sine andre skader som var livsvarige, hun ville jo aldrig kunne blive et menneske igen, men det var tydeligt og se hvad der var sket med hende, man kunne skimte det i hendes øjne. men også stødtænderne som gemte sig i hendes mund.
Hun så på ham "hvad med dig?" spurgte hun hurtigt og sendte ham et meget hurtigt smil.

Han overvejede at fortælle hende sandheden om hans forsøg på at begå selvmord, men han vidste ikke hvad hun så ville tænke om ham, og han var typen der altid tænkte en del over hvad andre mon tænkte om ham. Han sad og tænkte lidt over det, meget hurtigt godt nok. Han blev enig med sig selv om at det ikke passede ind i samtalen.
"Ikke noget særlig, jeg faldt..."
Han svarede meget undvigende, og kiggede så væk fra hende, så han var sikker på at hun ikke ville kunne se løgnen i hans øjne, selvom han godt vidste at det var tydeligt at se at han ikke talte sandt når han sådan flyttede blikket fra hende på den måde.

"hårdt gulv var?" sagde hun spørgende og kiggede kort ned af den hvide gang. Det var underligt, når folk gik forbi gik de i en stor bue udenom hende. Hun tænkte over det med en lettere håndelig tanke *ynkelige sjæle*
Irissa lagde benet over det andet og lagde hænderne på låret før hun igen vendte blikket imod ham. Hun skænkede ham et kort venligt blik før hun vendte blikket væk igen.

"Ja hårdt og skarpt, selvom det ikke var et gulv."
Han kiggede kort på hende og vendte så blikket væk fra hende igen da hun også flyttede sit blik. Han gad ikke og sidde og ligne en der begloede hende. Han havde aldrig rigtigt brudt sig om sådan at gå og kigge på kvinder, så han havde svært ved at se på hende. Han lagde også mærke til at de forbipasserende gik i en bue uden om hende, men hvorfor vidste han ikke helt.
"Hvad har du gjort siden de frygter dig sådan?"

"prøvede at slå en af lægerne ihjel, så de gav mig noget muskelafslapende" sagde hun og smilede lidt for sig selv.
Hun fjernede noget af sit blonde hår væk fra ansigtet så det ikke overskykkede hendes orange øjne, som så småt var ved at blive til en lettere rød farve. Det var nu ikke noget hun lagde mærkede til.
Hun rettede sig lidt op i den hårde stol som hun sad på og kneb øjnene lettere sammen, da et jag af smerte gik igennem hendes krop.

Han blev lidt overrasket over at kvinden var en type der kunne finde på at dræbe sådan på må og få, men hvad vidste han? Han var jo blevet mere og mere vant til at møde sære personer der var en hel del annerledes end han havde forventet.
"forsøgte du det, så forstår jeg dem godt, men jeg forstå enlig også godt dig, jeg har selv haft lyst til det mange gange."
Han lagde mærke til hvordan hun sattesig hårdt op, og han forventede lidt at der var et eller andet der gjorde ondt på hende.
"er du okay?"

Irissa så på ham, hun nikkede til hans spørgsmål, "lægerne ville have haft lov til at sætte mine knogler på plads for ellers ville de ikke selv kunne vokse sammen, men det ville jeg ikke lade dem gøre" sagde hun og stak ham et smil.
en af lægerne kom hen til Irissa og skiftede hurtigt posen ud med blod til en anden pose ligeledes fyldt med blod. han tog en sprøjte frem og sprøjtede noget mere muskel afspallende ind i hendes drop. Irissa stirrede på lægen da han fortsatte ned af gangen.
Hun sank nærmest sammen i stolen, hendes muskler slappede helt af..

Han kiggede på hende da hun slappede af, og vidste ikke hetl om hun var vågen eller ej. Han kiggede rundt i lokalet før han rejste sig og gik hen foran hende. Han havde set at lægen havde givet hende noget nyt blod og sprøjtet noget ind i hende drop, som tilsyneladende fik hende til at slappe af. Han fandt det synd for hende at de tvang hende til at slappe af på den måde.
"Er du vågen?"

Irissa åbnede langsomt øjnene "ja" sagde hun og kiggede op på ham, næsten med et drømmende blik. Det var næsten helt synd for hende, ja, men hun var jo også selv udenom det, hun havde jo forsøgt at bide utallige af sygeplejesker og læger. Af en nyfødt og være var det jo en ganske normalt reaktion fra hende, men det forstod lægerne ikke, det kunne bare have nøjes med blodet, dopingen hjalp ikke det helt store..

Han lagde mærke til hvordan hendes blik var meget fjernt og at hun ikke rigtigt gjorde andet end bare at sidde og ligne en junkie. Han kiggede smilende på hende, mens han grinte lidt for sig selv over hvordan hun så ud. Det var ikke det mest normale at se, en vampyr der sad og fik blod og bedøvelse på et hospital, nej det var ikke normalt. Han ville selv gerne væk fra sted og måske hun ville med hvis han skred, han ville da lige giver hende tilbuddet.
"hvaaa vil du gerne væk herfra?"

"det tror jeg ikke jeg kan" sagde hun og så ned på de drop hun havde i hænderne, plus at hun nok var lidt slapbenet efter det lægerne havde givet hende. Hun prøvede nærmest at tage hånden hen for at rykke doppet ud, men hånden ville bare ikke løfte sig.
Hun sukkede irreteret for sig selv og så op på ham med et kort smil. hun hadede at føle sig så svag.

Han kunne sådan set godt se det problem hun var i, hun havde jo brug for blod, og lige nu var hun bedøvet som langt ind i helvede. Han var sådan set ligeglad med om hun kunne komme væk eller ej, det var mere om hun gerne ville væk, fordi hvis hun ville væk skulle han nok hjælpe hende væk herfra da han selv vidste hvor nedern det var at sidde det. Han køede sig kort i håret, og kiggede så rundt, han gad ikke vendte på svar fra hende. Han løftede hende op fra der hvor hun sad, og begyndte at bære hende mod udgangen.
"Nå men nu kommer du altså væk herfra, keg kan jo se du ikke bryder dig om at være her?"

Irissa var taknemmelig, hun kendte ham knap nok, og alligevel ville han sætte så meget på spil, han kunne vel se hun var nyfødt, det var tydeligt og det skinnede ligesom ud af hende, hun var i en dårlig situaton hvor hun kunne æde alt og alle.
HUn lagde armene om hans hals og lagde ansigtet ind til hans bryst "tak" mumlede hun og lukkede kort øjnene.

Han begyndte at småløbe ned af gangene så de kunne komme ud fra det forbandede hospital så hurtigt som muligt. Han løb rundt om et hjørne og var tæt på at løbe ind i en læg, men han nåede at sparke lægen væk så han ikke løb ind i noget med vampyren han holdt i sine arme. Han nåede ud af den store front død, som førte uden for til friheden. Han tænkte lidt over hvor han skulle tage hende hen hvis hanvar heldig boede hun i nærheden.
"Hvor bor du?"