Den hårde strand... (Maxine)

T: solnedgang
O: Sand og klipper, og vandet i havet.
V: meget stille og roligt.
P: Sine militære bukser med læder lapper, og militær støvler, ingen ting på overkroppen.

Segovax sad bare ud ved havet på et stor sten på stranden. Han sad bare roligt og kiggede ud over vandet og tænkte på livet, og på alt det der indtil videre var sket her på øen. Han var blevet ændret meget af at flytte her til øen. Han var på ingen måde den samme som han havde været før. Han vidste dog en ting som ikke havde ændret sig endnu, den lyst han næsten altid havde til smerte. Han havde lyst til at gøre det han så ofte gjorde når han ikke lige vidste hvad han ellers skulle gøre, eller når han bare gerne ville flygte fra tingene. Han fandt sin lille kniv frem, den af dem der ikke var lavet af sølv. Han begyndte så at skære et mønster i sit venstre bryst. Han kunne mærke smerten komme bølgene ind over ham samtidigt med at blodet langsomt drev ud af det så han lavede. Han blev ved med at skære lige så roligt mens han bare ellers blev siddende, han ville gøre det helt færdigt før han stoppede. Da han havde skåret det færdigt rejste hans sig op og gik hen til vandet, han satte sig så på knæ og begyndte at skylle såret med saltvand, for at sikre sig at det var bare nogenlunde rent. Det sveg og gjorde ondt men det var jo også det han gik efter. Da han var færdig med at rense det satte han sig bare tilbage på stenen, hvor han bare sad og kiggede.

Møstret/såret

Maxine gik langsomt hen af stranden, hun gik i vandkanten så vandet bølgede ind over hendes ben. små dråber blod trillede ned af hendes pande og ned af hendes kind. hendes hvide kjole var gennemblødt og rød af blod. Maxine gik i en slags vågen koma, hun så ikke rigtig noget hun forsatte bare med at gå. Inde i Maxines hoved var der små glimt af billeder og lyd, ikke noget hun kunne holde styr på. Maxine standsede op og kiggede lidt ud over havet, hun tænkte eller det prøvede hun iverfald på. Hun begyndte så småt at opdage og mærke de forskellige sår hun havde rundt omkring på kroppen, de gjorde ondt og Maxine havde bare lyst til at smide sig i sandet og sove, glemme alt smerten og drømme sig ind i en fredfyldt boble hvor hun var i sikkerhed.

påklædning: en hvid ødelagt kjole og et armbånd

Han blev bare siddende på hans sten, mens blodet langsomt rendte ned af hans brystkasse og end af maven. Han kunne høre nogen bevæge sig rundt i nærheden, og han kunne tydeligt høre at personen ikke havde det for godt, på den måde personens skridt lød på. Han gættede på at personen var ret slemt tilredt. Han vendte sig om mod lydene for at se hvem det var. Han hoppede ned fra stenen og gik hen mod hende. Han stoppede da han var cirka 5 meter fra hende. Han fandt det interessant at møde en kvinde der rendte rundt herude ved stranden iført en hvis kjole som var ødelagt.
Han kiggede bare på hende, uden at sige noget. Han var stadig ikke glad for at være den der skulle starte en samtale eller skulle være den der skulle slutte en. Han kiggede rundt på stranden en gang i mellem for at det ikke virkede som om han bare stod og stirrede på hende.

Maxine lod sin højre hånd glide op til hendes hoved, straks var den våd af blod. Maxine så på hendes hånd, det tog hende lidt tid af huske det var blod og hun blev helt hvid i hovedet. Maxine prøvede at tørrer blodet af i kjolen, af en eller anden grund gjorde synet af blod hende bange. hun kiggede frem for sig op fik øje på en mand stående et par meter fra hende, Maxine stoppede langsomt sit forsøg på at få blodet af hånden og lod den glide ned af siden på hende. Maxines hjerte bankede, hun var rædselslagen for at manden vil gøre hende ondt og for det måske var den person der havde gjort dette mod hende.. Maxine prøvede at spørger hvem manden var, men der kom kun mærkelig lyde ud af hendes mund og hun blev ildrød i hovedet. Maxine var ikke kommet sig nok til hun kunne huske hvordan man snakkede.

Han så på kvinden der stod ofran ham, i en ødelagt kjole og med sår over hele kroppen. Hun havde det ikke godt det kunne han tydeligt se. Han hadede når han fik en af de her dage, hvor han ikke kunne lade være med at overveje at redde personen. Han havde sel haft nogle problemer gennem livet, så han kendte jo godt til det emd at mangle hjælp. Han hørte nogle mærkelige lyde der undslap hendes mund. Han havde ikke haft de store planer om at møde nogen han skulle hjælpe eller redde denne aften. Måske det bare vaar noget der var med den her strand at enten skulle man selv redde nogen eller også skulle man reddes af nogen. Han gik helt hen til kvinden.
"Har du brug for hjælp?"
Hans stemme var venlig og sorgmodig, der var også spor afbekymring. Det overraskede ham selv hvordan han snakkede til hende, fordi det var ikke normalt for ham at snakke til folk på den måde. Han havde aldrig været den venligt eller hjælpsomme type, eller det havde ihvertfald aldrig været hvis man spurgte ham selv.

Hun kiggede på manden foran hende og prøvede at finde ud af, om han ville gøre hende ondt. hun var i vilde, inde i hendes var det et stort tomt hul og hun viste ikke hvor hun var, hvem hun var eller noget andet for den sags skyld. Hendes hænder rystede svagt, fordi hun holde hårdt fast i sin kjole. Hun lod mærke til at manden også blødte og havde sår på hans overkrop, hun overvejede lidt om han måske også havde kommet til skade på samme måde som hende. Hun bed sig i læben da manden begyndte at komme mod hende, hun så ret ynkelig og bange ud. Hun åbnede munden for at svare manden, men ordene komme lidt hakkene ud. ''jeeee veddd de..de...eet ikeee..'' hun så op på manden med blanke øjne og havde taget sine arme op omkring sig, hun var meget tæt på at græde.



Glædelig jul :DD

Han stod bare og kiggede på hende. Han var ret overrasket over at hun stadig stod op med alle de sår hun havde på kroppen, de fleste personer ville have lagt på jorden med smerter på grund af sårene. Han sørgede for at holde øje med om hun fik det værre, eller om hun lige pludselig fik brug for hans hjælp. Han undrede sig stadig over sig selv, hvorfor han valgte at ville hjælpe hende. Han gjorde det nok fordi han fandt det uretfærdigt at en så ung og køn person skulle være blevet mishandlet på den måde.
Han hørte hends svar og han blev ret forvirret, over at hun faktisk ikke vidste om hun havde brug for hjælp. Han syntes det var mærkeligt at hun ikke vidste nok om sin tilstand til at vide om der var brug for en anden persons hjælp eller ej. Han blev bare stående, for at vurdere situationen, så han kunne se om hun havde brug for hjælp eller ej.