Indkøb

Tid: 17:12 - 04/01 - 2012
Sted: Sheria by
Vejr: Slud
Omgivelser: Gader og få mennesker
Påklædning: Sorte læder sko med snørre, hvide nylonstrømper og en halvlang uldkjole under en lidt gammeldags udseende frakke, og et tykt rustrødt tørklæde.

Lyden af den gammeldags dørklokke som kimede da Lyra trådte ind i den lille butik, fik en velkendt begejstring hendes fingrespidser til at summe. Det var vinter og råt udenfor, men hun var alligevel taget til Sheria i håbet om at finde det hun havde søgt i månedsvis.
Hun bankede en lille smule sjap af på dørmåtten inden hun rigtig trådte ind, i det som nok mest af alt lignede en rigtig rodebutik.
Hendes grønne øjne for nysgerrigt rundt i lokalet og hun bed sig spændt i læben. Det havde taget hende det meste af dagen at finde butikken, fordi hun ikke var specielt kendt med gaderne i Sheria. Alligevel havde det været alle strabadserne værd, for denne butik var da helt tydeligt et fund i sig selv. En lille violet fugl kvidrede oppe på et enormt garderobeskab, som hun havde fået øje på ud af øjenkrogen. Hun smilede bredt; skabet måtte mindst være 300 år gammelt! Fuglen var hendes egen illusion, og det skulle vise sig at den bestemt ikke var alene. Efter kun 10 minutters tid sad omkring 60 forskellige fugle rundt omkring i butikken og kvidrede på livet løs. Alle sammen sad de på genstande hun havde fået øje på, som hun med meget stor sandsynlighed ville købe, selvom hun stadig benægtede det.
"Sig mig hvad er det dog for et påstyr?!" En ældre mand kom til syne fra et baglokale med en lidt sur mine over al larmen fra fuglene. ”Haha, ja det må du altså undskylde, men jeg kan ikke helt få dem til at tie.” Svarede Lyra muntert og gik over og trykte mandens hånd. ”Jeg ved ikke helt om du kan huske mig, men vi snakkede over telefonen, omkring nogle smykker og nogle bøger?” Smilede hun og forsøgte at tysse en smule på sine illusioner. Mandens ansigt blev straks meget mere venligt og imødekommende, ”Jo! Sagtens! Kom så skal du se!” Han vinkede hende med sig ud i baglokalet hvor han først fandt stakken med gamle bøger frem, og derefter et stort skrin. Hun kunne næsten ikke styre sin begejstring da hun tog imod skrinet for at åbne det.
De smukkeste smykker hun længe havde set glimtede op mod hende og hun kunne næsten læse deres historier bare ved at se på dem. En smuk ung kvinde var opstået ud af ingenting ved siden af Lyra, og stod nu og kiggede ned i skrinet sammen med hende. Alt ved kvinden tydede på at hun ikke var fra Butiksejeren eller Lyras tid, og selvom Lyra bare ignorerede kvinden, kunne manden slet ikke lade være med at stirre.
”Duu.. Frøken Poppelwell,” sagde manden høfligt mens han rømmede sig, hvorpå han skottede til kvinden. ”hvem er hun?”
Lyra så op fra skrinet og smilede til manden, ”Hun er ikke nogen,” svarede hun blot og lukkede så skrinet, hvorpå kvinden forsvandt.
…mageløst… mumlede han og tog sig lidt til sit skæg. ”Men var der ellers andet du skulle have med?”
Lyra bed sig i læben og skævede ind på de mange fugle som nu var blevet stille, men som endnu sad på de mange genstande.
”Jooo….” Lyra tøvede og vidste at det ville være dumt at handle for meget ind, ”Jo, lad mig også få det store garderobe skab med.”
Men nu kom det store spørgsmål... Hvordan skulle hun nogensinde få bragt det store skab ud i sin varevogn?

Han havde haft en stille og rolig dag, han havde fri i den første uge grundet en masse besynderlige ting han havde oplevet før nytår, noget som plagede ham selvom han havde set en del i sin leve tid selvom den ikke var kort. Han havde fundet ud af at en antikvar handler havde nogle antikke våben et af dem hvilke holdt hans families våbenskjold og navn, dog havde han en suspekt tanke om at det var et han havde brugt under den første verdenskrig, fik ham til at føle sig ekstrem gammel når han tænkte sådan. Han kørte ind og parkerede sin Ford Crown og gik ind i forretningen, og så at en ung dame var i gang med at snakke med butiks ejeren og hvad der lignede en masse små fugle der pippede virkede underligt for ham, specielt fordi at mennesket bag disken ikke tænkte nærmere over det men pigen havde brug for at få fortalt at hun ikke burde flashe sine kræfter da de trods alt prøvede at gemme deres eksistens for menneskerne.

Han bevægede sig lidt rundt i butikken og kiggede på nogle af de forskellige ting, nogle gamle møbler og billider. Han gik hen til ekspedienten og nikkede til ham, "Vi snakkede i telefonen, angående en sabel, med inskriptionerne Fitzwilliam? " Han ventede på han at nikkede og undskylde til damen og gik ud bag i, mens den ældre herre var væk skyndte han sig at indskyde "Du burde gemme dine kræfter elver, vi vil ikke have alle folk til at vide at det ikke kun er mennesker der eksistere" Hans snakkede med en dæmpet tone så ekspedienten ikke hørte ham. Lidt tid efter kom han ud igen med en gammel sabel kasse, "Mange tak" Sagde Julius og åbnede kassen hvor i der lå en gammel sabel, ca hunrede år gammel, han vidste det i hvert fald at den var.

Han kiggede over på hende, hun så utrolig interesseret ud i sablen der stod foran ham, et arve stykke, eller rettere et stykke som han selv havde ejet. Han puffede let til fuglen på hans ærme. Efter at have tjekket sablen lagde han den ned i sabel kassen og fandt nogle penge frem og gav til forhandleren før han tog kassen under armen og kiggede hen på elveren "Måske burde vi gå et sted hen og snakke? Kender et hyggeligt sted i nærheden" Sagde han med et venligt smil, og åbnede døren for hende. Hun havde brug for at blivet snakket med men måske havde hun ikke kontrol men det ville kun være endnu mere slemt, men han ville være sikker på det først.