Ballad of a thin man.

I USA var der mange ting at tage sig til. Det var mulighedernes land, sagde man. I downtown Washington skete der dog ikke det store - for det blotte øje. Den tynde mand vidste bedre. I den lille bar var der ikke mange gæster. Det var en eksklusiv klub, hvilket vil sige at man enten skulle være en attraktiv kvinde eller en velklædt mand for at komme ind. Hvis man havde penge var man automatisk inde, uanset hvordan man ellers fremstod for verdenen. I hjørnet sad han med de himmelblå øjne fastklæbet til to mænd i jakkesæt. Øjnene glimtede, men det skyldtes ikke nogen bestemt lyseffekt. Der var varmt lys i caféen, der var indrettet som det ideale upperclass hjem i 50'erne. Det var tilladt at ryge indenfor, tiltrods for at det var forbudt de fleste andre steder. Det var rart endelig at befinde sig sådan et sted. Den høje mand havde respekt for rygereglerne andetsteds, til trods for at han var en voldsom storryger. Han røg omtrent to pakker om dagen, hvordan han nåede dette var lidt af et mysterium. Han var klædt i sort fra top til tå, i dag havde han dog tilladt sig selv at bære en t-shirt og ikke den velbrugte sweater eller andre, mere konservative valg. Et suk gled ud fra hans lyserøde læber, men han foretrak ellers ikke en mine. Mændene lod ikke til at lægge mærke til at nogen holdte intenst øje med dem, selvfølgelig sad han yderst langt væk, men alligevel. Mænd med den slags hemmeligheder burde ikke sidde og holde møde offentligt... eller semi-offentligt. Han tog et sug fra sin cigaret og tog efterfølgende den efterhånden lunkne øl. Han havde ikke skænket den en tanke siden han havde bestilt den, men sådan var det når han arbejdede... han burde jo egentlig heller ikke side her som en eller anden livsnyder, fokus var vigtigt. Hans øre var spidsede, men de lyttede ikke til hvad de var i stand til. Han ville kun høre de to mænds samtale. De så yderst sørgelige ud, men sådan var det når man arbejdede for den amerikanske regering - det var ikke nemt. Den ene havde kun en håndfuld hår spredt på den lyserøde isse, en diamentral modsætning til observatøren der havde strittende, halvlangt, krøllet hår. Han lignede alt andet end det han var. Han lignede mest af alt en rigmandssøn der ventede på sine venner eller en veninde. Han smilte skævt... *Finally! I was getting tired of hearing about their pathetic lives...* Han lukkede øjnene let i og koncentrerede sig ekstra om at høre hvad han havde siddet i to timer og ventet på.

The look

En ung kvinde lige i starten af tyverne kom langsomt gående. Hun var typen der blev lagt mærke til hvis hun ønskede det, og lige nu ønskede hun det. Procella spillede på alle tangenter. Meget ulig hende havde hun sart make-up på og spillede det uskyldige look helt til grænsen med glattet hår, og rottehaler, en almost-see-trough hvid bluse med dybt fald i kavalergangen, og et par sorte jazz-bukser med bootcut der smøg sig ind til hendes slanke skikkelse og gav den velformede pariserrøv en ekstra uhmf-effekt.

Procella havde øje for sit mål. For en gangs skyld var det ikke drab. En behagelig afveksling. Hun gled ind ved siden af de to mænd der så ganske behageligt overraskede ud over det uventede selskab, og meget tydeligt åd hendes skikkelse med øjnene. Procella smilede flirtende til de to mænd gennem halvt sænkede øjenlåg så de ikke fik den fulde effekt af hende til tider skræmmende og sære øjne.

"Gentlemen...no company I see? How can it be, that two bachelors like yourselves is not bathing in attention from females? Dont make be beg for a drink...im still a lady after all"

Koket snoede hun den ene rottehale om fingeren. De to mænd stirrede på hende, derpå på hinanden. Da de sekundet efter var ved at falde over hinanden for at fange en servitrices opmærksomhed og samtidig forsikre Procella om hendes kvindlighed og hvor meget de værdsatte hendes selskab, måtte hun sluge et grin. Mænd....det var bare for let.

Procella holdt sin bordpartners blik imens hun frækt lod en hånd glide op af hans inderlår og udefter til hun gav hans balde et lille klem. Hendes skarpe hørelse havde fanget den svage raslen af en nøgle i hans lomme. Bingo! Manden så derimod ud som om han havde slugt sin egen tunge da den frække kvinde ved hans side begyndte at pirre ham under bordet, og han så næsten helt ærgelig ud da servitricen kom med en drink så Procella måtte læne sig tilbage og trække hånden til sig

Dette var ganske uventet. Og ganske irriterende. En kvinde bevægede sig pludselig ind i det billede som manden havde formået at stirre på i to timer nu... og hun afbrød de to mænd lige i det øjeblik at han ville få den viden han havde brug for. Den krølhårede mand lænte sig tilbage og så opgivende ud af vinduet bag ham, regnen piskede imod ruden som en kats kælne hale... *I can't believe this is happening! Now I might never know what the american army is up to... Those iraqis are not going to be pleased... which means no big fat paycheck for me... for the moment, at least*... Han fugtede sine læber og tog et sidste sug fra cigaretten før han lod den blive mast ned i askebægeret med mindst 10 andre skodder. Han kørte hænderne ned af sit ansigt og færdiggjorde den næsten fulde øl. Han så hen på mændene igen og betragtede derfor ligeledes kvinden yderligere. Nu hvor alt var tabt, kunne han lige så godt betragte hende fremfor de halvgamle mænd. Hun var pæn, meget pænere end prostituerede ofte var. Ikke blond, som de fleste ludere også var. Generelt var hun en atypisk eskortpige... han kneb øjnene sammen og besluttede sig for at betragte hver bevægelse hun foretog sig. Han så hvad der foregik under bordet, men turde næsten ikke se på det længere, af frygt for at bevidne mandens voksende erektion. Han forblev dog modig og bed derfor mærke i at kvinden tog noget fra mandens lomme. Han vågnede op og havde nu ikke længere i sinde at kigge væk. Hvad havde hun gang i? Han blev straks paranoid og i tvivl om hvorvidt hun vidste hvad han havde gang i... ikke at den ene mands nøgle havde noget med dette at gøre... men stadig. Eskortpiger tog somregel ikke ting fra kunderne... hun var måske ikke en eskortpige alligevel. Men hvad så? En terrorist? Spion? Han knugede sin ene hånd, utrolig bitter over den mislykkede aflytning. Han skulle nok få fat på hende så snart hun forlod mændenes selvskab. Han måtte vide hvad der foregik.

Procella holdt den kørende indtil drinken var drukket ud. Hun sendte smægtende blikke, indbydende smil. Flippede med håret, og gjorde unødigt brud af lette berøringer og spidsen af læber samt let fremskudt bryst. Alle de små ting kvinder brugte når de skulle være forførende, uden at de vidste det, men hvorved de gjorde opmærksomme på deres åbenhed.

Indvendigt krympede hun sig og var ved at kaste op. Mennesker. Patetisk. Uset lod hun fingrene med den lille nøgle glide ned ved sin bukselinning og ned i den lille silikone-lomme der sad usynligt i bukselinningen.

Hun rakte ud efter sit offers drink og tog en tår af den. Skjult lod hun den lille kapsel glide fra tungen og ned i den skrigende blå drink hvori den hurtigt forsvandt. Hun gav drinken tilbage og undskyldte sig kort. Da hun nåede kvindetoiletterne kastede hun et blik over skulderen og betragtede manden der ivrigt drak af glasset og gestikulerede vildt imens han sikkert fortalte gode røverhistorier om hvor hendes hånd havde været henne.

Procellas læber strakte sig i et tilfredst grin da drinken blev tømt meget hurtigt.

"...sucker..."

Mumlede hun lavmælt og skiftede hurtigt retning fra toilettet og ud til køkkenet hvor en travl servitrice undveg hende med favnen fuld af krystalglas. Hjælpsomt holdt Procella døren for hende og smilede sødt da servitricen takkede hende, hvorpå hun hurtigt gled ud i det travle køkken.

Ude af synsvide trak hun det lille headset op af kavalergangen og aktiverede det.

"Ripper? I got it. What hotel?"

Manden forsatte med at betragte kvinden, ikke at det var direkte et problem for ham. Men uanset hvor smukt dette væsen måtte være, så var han virkelig indædt af misbilligelse. Da hun rejste sig smilte han svagt og rejste sig. Han tog hurtigt sin lange, sorte detektiv-agtige jakke på og smuttede efter hende. Han gik ud fra at hun gik på toilettet, men hun var ikke til at finde. Han lukkede øjnene i og gik direkte imod den nærmeste mur. Han stod pludseligt på den anden side og så fra højre til venstre. Han kunne se en skikkelse gå imod højre og satte derfor tempoet op for at følg med. Hans øjne var forstenede imod brunetten som lod til at have den dagsorden han havde mistænkt hende for. Han satte farten ned igen da han var inden for høre - og synsvidde. Han skulle heller ikke være for overilet. Han sukkede og ventede allerede utålmodigt på hvornår han kunne slå til. Den nøgle... hvilket formål tjente den? Kunne den være til nytte for ham? Han så sig omkring og indså at hans bil ikke ligefrem var i nærheden længere... Han forbandede sit jager instinkt. Den sortklædte skygge gik hurtigere til for måske, bare muligvis at høre hvilket hotel kvinden skulle imod, men det var svært at høre for regnen, bilerne og andre mennesker der fra tid til anden gik forbi. Han knugede hånden endnu engang... så mange besværligheder. Måske skulle han bare slå til nu og få det overstået, hun var trodsalt kun et menneske. Han kunne suge sandheden ud af hende.

Procella var ikke generet af regnen hun havde forberedt sig og smidt tasken i gyden. Hun hev et armygrønt regnslag over sig og svingede tasken over skulderen imens hun småløb ned af den mørke gyde. Hun hev elastikkerne ud til rottehalerne og rystede det lange hår på plads under regnslaget, før hun samlede det igen i en stram hestehale.

Da hun gled ind i receptionen til hotellet var det ikke voldsomt imponerende, men det havde hun heller ikke forventet. Hun gik kort over til hotelfortegnelsen der fortalte hvor nødudgange og værelser lå, hvorefter hun styrrede udenom elevatoren og i stedet gik efter trappen. Hun tog den opefter 2 trin af gangen og tog i brandøren til etagen. Hun sukkede lettet da døren villigt gled op. Perfekt. Hun skævede til nøglen. 237? tallet nærmest døren sagde 289.

Procella studsede kort og kastede et blik ned af trappeskakten. Var der lige en dør der gik? Fulgte nogen efter hende? Var det ham? Naaah. Der burde have været nok amf i kasplen til at holde ham travlt optaget af byens fristelser de næste par timer. Procella rystede spøgelset af sig og gled ind på gangen. Hun rettede kort på tasken over skulderen før hun med raske skridt gik ned af og søgte værelsesnummeret med blikket.

Det var om at have tungen lige i munden hvis man skulle følge med denne kvinde. Ret imponerende af et menneske, hun måtte være i god form. Ikke at manden var overanstrengt, men han kunne ikke gå og være uopmærksom, det var helt sikkert. Han fulgte kvinden som en jaguar efter sit bytte. Elegant, hurtigt og agressivt. Da de nåede hotellet stod han for en stund udenfor, men gik så ind da han så at kvinden smuttede fra receptionen. Han nærmede sig derefter denne:
"So I reckon you met my wife... she's quite paranoid about hotels, don't mind her. Did she take the stares?"
Receptionisten nikkede og derefter smuttede manden raskt videre. Da han havde lukket døren til trapperne så han op og lyttede godt efter for at have en ide om hvor højt kvinden var oppe... *She's about three stairs up... I must me sneaky now*... Igen kom der et svagt smil over de lyserøde læber. Måske var denne situation ubelejelig, men han nød altid en god jagt. Han listede lydløst op af trapperne, dog overraskende hurtigt. Han sørgede for at gemme sig langs væggen hvis nu kvinden fik en indskydelse af forfølgelse. Han hørte en dør smække og stoppede op. Han kneb øjnene sammen, noget han gjorde endten af irritation eller eftertænksomhed. Han forsatte op i et hurtigere tempo, knap så lydløst, men stoppede ved døren. Han åbnede den forsigtigt, men ingen var at se på gangen... Han så op på loftet og overvejede kort om han skulle bruge sin energi på en alternativ søgning... *It always hurts to start passing and stop passing frequently... well, she ruined my mission!* Han hoppede højt op mod loftet med stramt lukkede øjne, men han endte ikke på den næste gang, tværtimod stod han midt i en væg. Han kunne hører fodtrin og samtidig var han begyndt at kunne genkende kvindens duft. Tung, sensuel, men underligt blid også... liljer måske? Han trådte igennem væggen med yderst forsigtighed, men Gud viste om hun så direkte i hans retning - det var chancen han altid tog når han valgte at bruge sin specielle evne... *If she sees me she's probably gonna shoot me with a gun. It's gonna sting, but nearly 30 seconds later she will be begging me to let her live*... Han var nu trådt helt frem for skjulet.

Procella drejede nøglen om i låsen ved det rette værelse. Hun hørte en lyd længere borte og rettede kort blikket mod den lettere krølhårede unge mand. Havde hun set ham i receptionen? Han var ikke vigtig. Hun havde et arbejde at udføre. Hun vendte blikket bort og gled ind af døren som hun lukkede stille bag sig, og håbede han ikke havde lagt mærke til hendes sære øjne.

Procella skottede rundt i mørket. De katteagtige øjne glimtede refleksagtigt i mørket og gjorde rummet oplyst for hendes blik. Lys havde hun ikke behov for. Hun satte tasken fra sig på gulvet, og navigerede med lethed rundt i mørket. Det blinkede neonlys udefra gav hende alt det lys hun havde brug for med katteblikket.

"...where did you hide it...where..."

Procella lukkede øjnene og snusede langsomt ind. En mur af lugt ramte hende som et slag i ansigtet. Den sure lugt af uvasket krop og undertøj der burde have været skiftet ud for et par dage siden. Procella skar ansigt. Lugten var irriterende, ikke ubehagelig, men dominerende. Hun fnøs og gned næsen. Gulvtæppet afgav en let tyggegummie agtig duft af tæpperenser. Læder fra en kuffert. Nogle rengørringsmidler. Hun virrede let på hovedet og fnøs igen.

Uden at vide helt hvor hendes mål var søgte hun, som en sporhund. Hun havde en klar fornemmelse af hvad hun søgte, men lugtende var overalt. Duftsporet bredte sig nye og gamle, menneskelige, uvernaturlige. Det var op til hende at luge ud i dem. Hvor gamle var de, hvor meget vægt skulle hun give dem?

Procella stoppede ved hovedgærdet på sengen. Hun så skeptisk på sengen. På væggen. Hun lagde hænderne mod væggen og søgte let med fingerspidserne. Hendes aftryk var brændt bort for mange år siden, så hun ville ikke efterlade sig spor der kunne bruges imod hende.

Procella gled længere og længere ned af væggen. Hun smølfesparkede let væggen og så interesseret på panelet. Hun havde opfanget en lille mislyd. Procella duppede let fingerspidserne mod panelet og et ulvegrin bredte sig triumferende da trælisten elastisk bøjede sig og dirrede under hendes manipulering.

"...got ya...you bastard..."

Han lod hende gå ind. Nu vidste han for han havde hende. Det var perfekt. Endnu et smil prydede de døde læber. Han gik langsomt imod døren men åbnede den ikke. Han lænte sig op af væggen og lukkede let øjnene i. Hun søgte efter noget, men hvad? Var det brugbart for ham? Han stod der længe, lettere dirrende af spænding, en ukuelig nysgerrighed. Hun fandt noget. Han åbnede bræt øjnene og lænte sig helt ind til væggen med øret. Hvad var det? Hvorfor sagde hun ikke noget? Han blev snart nød til at slå til hvis han skulle få noget ud af denne heksejagt. Han lod sine fingre strække sig mens han stod der, lydløs, opmærksom. Pludselig blev stilheden brugt af hans mobil der vibrerede... *FUCK... Well...* Han stak hånden i lommen og trykkede så opkaldet blev viderestillet. På telefonsvareren lød han som en russer, stik modsat hans sande nationalitet. The Russian... Eliot. Når han mødtes med kunderne var han iført 60'er Raybans og en sort bowlerhat der skjulte det karismatiske hår og de piercende øjne. Han kunne dårligt nok holdte ventetiden ud længere. Han burde gå igennem væggen og få det overstået. Tage et fast greb om hendes nakke og stikke en pistol i hendes øje. Han havde en pistol... han kunne jo ikke illustrerer sine superkræfter over for mennesker. Ret upraktisk, egentlig, han foretrak klart at kunne ytre sig frit uden hæmninger. Men han vidste ikke hvad hun var, hvem hun var, hvorfor hun var kommet ind i hans liv som et lyn der nægtede at ophøre i stormen.

Procella var ved døren på et sekund. Hendes overmenneskelige reflekser sendte hende gennem lokalet på ingen tid. Tasken stod parat, hun snuppede pistolen der lå øverst. Sølvkugler kølet i vievand. Perfekt til...næsten hvad som helst.

Hun flåede døren op med et ryk, og så koldt ud på den krølhårede mand fra før. Den kolde lugt af vampyr smækkede hende i ansigtet og hun lagde hurtigt tungen bagud i ganen og blokerede næsevejen. Hendes stemme blev en smule nasal

"Can I help you?"

Spurgte hun roligt og vippede svagt med pistolmundingen for at få ham til at kigge nedefter. Hun havde ikke den store lyst til at skyde ham og vække opmærksomhed, men hvis han angreb måtte hun handle og lave en taktisk retræte. Procella sukkede i tankerne. Hvorfor havde hun tænkt det ville blive let? Det var sikkert derfor hun havde jinxet det.

Det tog ikke lang tid før Eliot indså at løbet var kørt. Han gemte sig dog ikke igen. Det var på tide at komme helt frem. Han vendte sig roligt imod kvinden og foldede hænderne bag ryggen - ikke det åbenlyse move hvis man ville være klar til kamp... i hvertfald ikke hvis man var menneske. Nu hvor kvinden var tættere på ham en nogensinde, lagde han mærke til hendes øjne. Bestemt ikke menneskelige. Man kunne se undringen i hans himmelblå øjne, men han sagde intet. Han følte sig ikke rigtig ovenpå, når hun havde en pistol rettet imod ham. Selvom det sikkert var en ganske normal pistol, så var det aldrig sjovt at blive skudt - desuden kunne han aldeles godt lide den sorte t-shirt han havde på, selvom der helt sikkert fandtes millioner af dens slags. Pludselig var han ude af syne, men hurtig at finde bag ved kvinden, ikke langt fra hendes bløde, velduftende hår, som kort kildede hans næse:
"I don't know... can you darling?"
Han forholdte sig forsat roligt, selvom han nu blev en anelse usikker omkring hvad kvinden var i stand til. Han trak sin pistol for en sikkerheds skyld, men han pegede den ikke imod hende, det var ikke nødvendigt, han skulle nok kunne nå det i tide:
"I saw you by those two men, it was rather distasteful of you... you took a key, probably a key of importance to the government... If you tell me what it is you're looking for or have already found, I will not bother you any further..."
Han snakkede ganske roligt og fattet, meget britisk og ikke hårdt på nogen måde, selvom han måske burde. Han var ikke ude på ballade, ikke denne gang. Han ville bare have jobbet gjort uden dikkedarer. Han ledte ikke efter en slåskamp, især ikke med en smuk kvinde... eller hvad hun nu var.

Procella blinkede let da manden forsvandt. Hun havde fanget en svag bevægelse mod væggen, men vampyre havde det med at bevæge sig vanvittigt hurtigt. Det var hendes kropslige sanser der fornemmede ham bag sig før hun hørte hans ord. Den lette vibration i hårstrående da de gled mod hans ansigt.

Behind you!

Advarslen, der egentlig var overflødig, gjaldede igennem hendes hoved. Før Eliot havde trukket sin egen pistol komplet, var jægeren snurret rundt, og hviskede derved enhver tvivl bort om hvorvidt hun var menneskelig. Hendes bevægelser var simpelthen for glidende og dyriske, for balancerede og lynsnare, til at hun på nogen måde KUNNE være menneske.

Et langsomt og dovent smil bredte sig om hendes læber da hun med hælen skubbede døren stille i bag sig så de havde en smule privatliv.

"Looks like we have a bit of a situation here...Im not leaving without what I came for...and you are not getting it either...soooo...how is this gonna go down? You are fast...I will give you that...but you are not faster than a bullet...do you really wanner go down that road?"

Procella hævede et øjenbryn og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede den unge mand. Havde lugten af vampyr ikke afsløret ham havde hun leet højt. Han så mere ud som en ung fyr der egnede sig til en college-setting og ikke et show-down med en proffesionel femme fatale en sen nat. Hun kunne ikke lade være med at more sig en smule. Hans høflige polerede fascon gjorde hende interesseret og afholdt hende fra blot at skyde ham med det samme.

Der var ingen grund til at Eliot ikke skulle være en smule høflig over for enhver han mødte i denne verden - selv hvis de havde spoleret hans arbejde. Det var tydeligt at han havde haft ret i sin antagelse om kvindens sande jeg. Hun var bestemt ikke nogen ordinær kvinde - dette gjorde både situationen interessant og mere uforudsigelig. Det gav ham ærlig talt et kick, som for ham var en god ting. Han havde brug for kicks. Ellers kunne han lige så godt smide sig i kisten med Calum. Han sænkede sin pistol yderligere, han bar ikke frygt for at kvinden ville prøve at dræbe ham, foreløbig i hvertfald:
"I don't need to get anything... but the information which you are going to have or have already gotten. Now, what does this key do? What does it conseal? We don't have to fight each other if you play along... I am just a man who wants his next paycheck, I did not come here to ruin things for you."
Hans hæse stemme talte forsat fattet, som hans øjne ikke slap kvindens. Han kunne se på hende at hun ikke just var typen der normalt diskuterede rutinen for situationer som disse, dette fortalte ham at hans fremgangsmåde indtil videre havde reddet ham fra nogle tjørn. Han kunne måske ikke undgå en kugle, men han kunne sørge for at den ikke kom flyvende foreløbig:
"As far as the bullet goes, I find it weak of you to fight with a gun. I only drew mine so I wouldn't drag any attention to myself... I reckon you must have some sort of power, abillities... you are quite fast, too... well, for a none-vampire that is..."
Han forsøgte ikke at tirre hende med disse ord, han forsøgte nærmere at undgå sin egen død. Han havde en langt større chance for at slippe ud herfra hvis de sloges på ærbødig vis - det tvivlede han ikke på at hun var ude af stand til heller.

Procellas smil blev bredere

"If I play along? Glad you have a sense of humor. So first thing first. A key...to lock up stuff with. Have you thought I might already used it? Like...on the door behind me?"

Procella lagde hovedet let på skrå

"You want your paycheck, I want mine. And you do not pay me. Scram before I shoot you. I lay down the gun, if you drag out your teeth. I play fair if you do"

Hun sendte ham et blink med det ene øje, og afslørede i samme åndedrag at hun udemærket var klar over hvad han var, og ikke havde et problem med at spille kortene til sin egen fordel hvis det blev nødvendigt

"I could not care less what you find weak. I dont comment of the lack of soul in you. Dont go there. Its too low and too easy. At least try to be civilised"

Procella sukkede indvendigt da hendes interesse så småt begyndte at fordufte. Han havde et kort øjeblik virket...anerledes.

Det var ikke første gang at Eliot havde mødt et så stort ego. Hans smil bredte sig, som han blot stod som forstenet og hørte hende tale. Dernæst stak han pistolen i sine bukser og gemte den under den lettere løse, sorte t-shirt... *And she call me uncivillised, at least I know I can't take on anybody*... Han rystede sagte på hovedet, men vendte sig så om og så rundt i hotelrummet. Han kunne se perfekt i mørket og havde derfor ikke problemer med at udvælge de steder som han gik ud fra hun havde undersøgt. Hun havde været ret tæt på den væg som han havde stået og luret ved:
"You're right... I should be more civillised. I am british, after all..."
Han så sig over skulderen og afslørede de lange, hvide hugtænder. Han vendte sig om igen og bukkede kort:
"Would you be so kind to show me what Mr. Dalton is keeping safe for the government?"
Han så på hende med de glitrende øjne som man aldrig vidste hvad gemte på. De var mystiske, som ham. En blanding af det gode og det onde. Han var et sted midt imellem. Hans blik vandrede hen mod den væg hvor han havde hørt kvinden lede. Han kneb kort øjnene sammen, men blev så distraheret af fodtrin der nærmede sig. Hans blik vendte tilbage til kvindens skikkelse. Hun skulle nok ikke angribe ham nu.

Oh great...a BRITISH vampire snob. This keeps getting better...

Procella stønnede i sit stille sind over udviklingen. Hun havde den største lyst til at knalde en kugle i ryggen på ham da han vovede at vise hende så stor respektløshed at han faktisk vendte sig fra hende, som havde hun været en ubetydelig faktor, og ikke en person der stod og pegede på ham med et ladt våben.

"Actually...no. Im not kind. If you live long enough you will learn that. What I came for is not for you, and not for the government. But I will do you one better. Leave, and i will let you live to tell the tale of how you survived Reaper"

Humoren vaar forsvundet fra de glitrende ravfarvede øjne, med de sære kattereflektioner i nattemørket. Langsomt blev de mere og mere rovdyrgule, indtil det var som at stirre ind i øjnene på en løvinde. Det var øjne uden nåde.

Reaper. Det var vampyrene selv der havde givet hende det navn. Hun var blevet Reaper med årene. Hendes rygte løb ofte før hende, så jagt blev besværlig hvor hun kom frem. De overnaturlige stængede deres døre, eller forlod slet og ret byerne til hun var draget videre. Sporet bag hende var et af død. Hun kunne lide sit navn, og hun kunne lide sit rygte. Det betød hun ikke altid skulle forklare tungnemme abnormale hvem de stod overfor. Hvem hun var. Hvad hun kunne. Reaper, med de gyldne øjne. Hendes navn blev hvisket. Hun var svær at overse, og endnu sværere at glemme. Derfor havde hun til sidst forladt det hus der havde dannet ramme om hendes træning og vejen var blevet hendes hjem. Når de ikke kendte hendes mønstre, kunne de aldrig stikke af. Ikke alle sammen.

"I need you to leave this room fanger...now..."

Procellas stemme var rolig, lavmælt og kold som stål. Stål man skar sig på hvis man ikke var forsigtig.

Havde Eliot kunne læse tanker, ville han nok have grint. Han havde måske sit hjemlands snobbethed, men en snob i al almindelighed, var han ikke just. Specielt ikke en vampyr der var snobbet omkring sin egen overlegenhed, heller ej sin races. Man skulle aldrig undervurderer fjenden, eller andre, for den sags skyld. Han kneb øjnene sammen, ikke sikker på om han troede på hende. Mens han så mistroisk ud, begav han sig igen til at betragte kvindens forunderlige øjne...hvad var hun? Eliot havde ikke nogen stor viden omkring andre magiske væsener. Han kunne fornemme at andre ikke virkede menneskelige, men ellers var han altid på bar bund. Han havde mødt varulve og dæmoner, men det var det og det havde været begrænset. Han var ikke specielt involveret i den 'magiske verden', hvis man kunne kalde den det. Han ville bare leve sit liv, hvordan end det ville udfolde sig. Han tog et skridt nærmere kvinden:
"I assume that you are not lying. I am good at telling if people lie. You just want me out of the way so that you can continue your work... well, if you hadn't bursted in on mine, this would not have happened. Normally, I would have demanded an apology, but you don't ever apologize, do you?"
Han smilte skævt, de himmelblå øjne var fyldte med en lettere drilskhed. Han gik langsomt mod døren med hænderne foldede om bag ryggen. Han skulle til at forlade rummet roligt og langsommeligt, men så tøvede han og stoppede i døråbningen:
"Is Reaper the name of your race? Or is it an alias you have?"
Han så sig over skulderen efter han havde talt med sin højst britiske accent og hæse stemme. Han havde lige demonstreret at han absolut ingen viden havde om hvor kendt og farlig denne her kvinde var. Havde han vidst dette, ville han have ladet hende slippe væk fra caféen. Ingen løn var værd at miste livet over... selvom hendes omdømme måske var blæst mere op end nødvendigt - det var ikke længere til at sige. Den høje, spinkle, konservativt-udseende mand havde trukket sig fra den potentielle kamp. Han ville nu også helst undgå at slås med kvinder. Specielt de pæne af slagsen.

Procella hævede det ene øjenbryn

"Why would I lie? I need you to leave so I can do my job..."

Øjenbrynet gled på plads og et lille skævt og smørret smil gled over de fyldige læber

"Vampires usually dont live long enough to demand one. And im not a big fan of demanding undead."

Procellas smil voksede ved det drillende glimt der lå og lurede i vampyrens øjne. Måske var han alligevel en smule interessant? En smule. Man skulle ikke overdrive det. Det var jo en vampyr når alt kom til alt. Ved hans spørgsmål strakte hendes grin sig så langt at hendes tænder blev blottet, men det var ikke på en truende fascon. Hun syntes faktisk han var ganske finurlig og hun nød at han ikke fejede hende bort fordi hun var menneske - ved første øjekast. Den slags kunne hun respektere. En vampyr der tænkte, og med humor. Hvor ofte stødte man på dem?

Jægeren skubbede tanken bort om at hun nok ikke kunne nyde ham så længe. Det ægrede hende en smule at hun nok blev nødt til at slå ham ihjel på givent tidspunkt. Hun sørgede ikke over det, men det var en accepterende ærgelighed. Som hvis man havde købt et par nye sko og første gang man trådte ud på fortorvet fik man jokket godt og grundigt i en tæppetissers efterladenskaber.

"Alias...and race. You could call us Reapers. Tell me. Why did you follow that man? What is your interest in him? you dont strike me as a taxcollector? You talk about government? Who are you?"

Det var ikke vredt eller truende. Det var heller ikke krævende. Hun forventede egentlig ikke at få svar, men hun var mildt nysgerrig og ikke så lidt interesseret i den britiske vampyr.

Han fandt en mild tilfredsstillelse ved at kvinden havde været ærlig, så vidt han vidste, i hvertfald. Uanset hvad, så ville det bare betyde at han måtte arbejde noget ekstra, noget som egentlig ikke gjorde ham så meget - han brød sig dog ikke om at fejle og at forklare sig for utilfredse klienter, specielt ikke nogen han kunne slå ihjel ved et blink fra et øje. Nuvel. Han måtte drage videre til det næste job. Modstandsgruppen i Irak ville ikke være tilfreds, men det var ikke hans problem. På den anden side, han kunne skygge Dalton en anden gang og håbe på de ønskede informationer... men der kunne gå flere uger med det. Han kunne måske også bare true manden, selvom det ærlig talt ikke var hans stil. Desuden ville han måske få amerikanske agenter på nakken. Heller ikke hans stil. Han smilte vagt ved hendes ord. Endnu en gang var hun offensiv i sin snak. Hun var den type. Det var meget sjovt, men også udfordrende, specielt hvis han havde haft intentionen om at lære hende at kende. Det ville han formentlig aldrig, dette var nok sidste gang de ville se hinanden. Medmindre hun ville ødelægge det for ham en gang til... ikke just en humoristisk nuance, hvis de så ellers ville ses igen. Ikke sjovt for ham, i hvertfald. Han lænte sig op af dørkammen og tændte en cigaret. Måske ville hun finde det en anelse provokerende af ham, specielt fordi hun lod til at tro at hun var ham overlegen. Måske var hun det også, hvad vidste han. Uanset hvad, så følte han at stemningen havde lagt sig til det roligere. Specielt nu hvor hun åbenbart havde interesse i at vide hvad han havde gang i:
"I would be a very enthusiastic taxcollector, if that were the case..."
Et svagt smil bredte sig, som røgen dansede om hans blege, markante ansigt. Han havde næsten overdrevede tydeligede kindben, der fik ham til at ligne en udsultet mandemodel. Hans romernæse gjorde ham mere raffineret at se på, hans himmelblå øjne gemte på alle aspekter af hans personlighed, her oftest den mest dominante, hans uforudsigelighed. Stemningen af at man ikke kunne stole på ham. Ikke nødvendigvis i en farlig sammenhæng, men i en intim én. Han var ikke den mand man skulle knytte sig til hvis man ledte efter omsorg - nærmere hvis man ledte efter spænding og sjov:
"I am... well... a spy. A private investigator... And not exactly a patriot, not as far as any country goes... I get paid to find out various secrets... not just about the government... but it pays better, of course..."
Smilet bredte sig endnu engang. Han ville ikke sige mere om sig selv end hvad han allerede havde sagt, dog mente han aligevel at denne kvinde nok ikke ville sige det videre til nogen der kunne fælde ham. Han følte en eller anden forbindelse. Måske var det kvindens flygtighed, hendes mystik der appelerede til hans. Hun lignede ikke typen der boede i et fint lille hus i forstæderne. Hun lignede en kvinde der arbejdede mindst lige så meget som ham... og med noget der tydeligvis heller ikke var helt sikkert, hvorfor skulle hun ellers have en pistol, medmindre hun var paranoid? Hun var måske paranoid, men ikke på den typiske amerikanske facon. Hun virkede paranoid fordi hun havde grund til at være det. Som ham.

Procella så en del mere interesseret på ham. En vampyristisk James Bond uden at være hyret af en bestemt regering. Hun tvivlede kraftigt på at han arbejdede for dronningen. Tanken fik hende næsten til at le højt.

"A spy you say...really? So why this guy? Did he fuck up, or did he do too good?"

Der var smil i hendes stemme, men spørgsmålet var egentlig alvorligt nok. Hun lod sig glide ned og sidde på sengekanten og hendes bevægelser afslørede hende atter som værende noget ganske andet end menneske. Hun var lidt for meget i balance. Hendes musklers samarbejde var lidt for glidende og panteragtige i deres udtryk.

Jægeren mente det nok ikke som sådan, men hendes krop udstrålede den farlige og lokkende sensualitet da hun lænede sig tilbage og lod en albue støtte sig. Det fik hendes bryster til at blive presset blidt mod det næsten gennemsigtige hvide stop, og ville kunne få enhver mand med puls til at snappe efter vejret. Procella var en vaske ægte femme fatale, og det meste af tiden anede hun det ikke engang selv. Det lå i hendes natur, og netop det faktum at hun ikke arbejdede for det, gjorde det for de fleste mænd, ganske uimodståeligt.

"And where does it leave me?"

Spurgte hun eftertænksomt og lagde hovedet let på skrå, imens de gyldne øjne betragtede Eliot opmærksomt.

Kvinden lød som et lille barn der fandt det fantastisk interessant. Han hævede let øjenbrynet, men så dernæst tænksomt hen imod det mørke vindue, som handog ganske skarpt kunne se. Det var vel altid en vekselvirkning imellem dem der gjorde ugerninger og dem der var lidt for hellige - som f.eks. den amerikanske regering. Han tog et langtrukkent sug af cigaretten før han så hen på kvinden:
"The man himself is not in any danger... I just needed some information from him about the government. Nothing special, really... rather harmless, I'd say."
Hans hæse stemme snakkede sjældent om sandheden til fremmede. Selvom han faktisk sagde sandheden, så var den svøbt ind i et toneleje og ordvalg som fik det hele til at lyde lettere kedeligt og knap så 007-agtigt - ham havde hun sikkert tænkt på. Han foretrak, sjovt nok, Austin Powers fremfor James Bond. Men han var jo ingen hemmelig agent. Ikke som sådan. Han havde været med til at stoppe og starte visse ting og sager, men det var ikke fordi han havde nogen tiltro til noget eller nogen. Han gjorde det for penge og så sig helt ideologisk, som en tyv. Eliot kunne ikke lade vær med kort at betragte kvinden som hun satte sig ned og fremstod utroligt sensuelt, langt mere end før - langt mere smagfuldt end på caféen. Selvom han, i modsætning til hende, endnu var diskret på tæerne, kunne han ikke lade vær med at være den skørtejæger han på almindeligvis var. Han så væk igen og tog endnu et sug. I profil kunne man se hvor romer-agtig hans næse var. Røgen dansede om det levende lig af en mand. Han havde formentlig været flottere med røde kinder og mere sult på kroppen - sådan fremstod han, men i realiteten var han en anelse mere ernæret og muskuløs end man regnede ham for. Han så tilbage på kvinden, roligt ind i hendes øjne. Han havde en vane med at klø sig i håret når han forsøgte at holde øjnene tilbage:
"Well, it left you in my way... but now it leaves you nowhere, really. You were not after the same information as me... however, I do not think that it even exists on paper. It is relatively new... So I guess I followed you for no reason at all"
Igen endte han med at se tænksomt hen mod vinduet. Han undrede sig over hvad kvinden mon ledte efter, men han gik ikke ud fra at hun ville fortælle ham noget, til trods for at hun indirekte 'skyldte' ham. Han havde heller ikke sagt for meget, men nok. Han havde efterhånden fået udviklet en slags frygt for at sige for meget om sig selv. Måske kunne han dræbe hans klienter, men ikke flere regeringer og mafiabossers mænd - hvem vidste, måske var der magiske væsener i blandt disse?

Et drillende smil spillede om de fyldige læber

"Nowhere you say? Thats a boring place to be. But yes. You did. So what now? You vanish into the night and we forget about each other?"

Procellas gyldne øjne betragtede ham glitrende, fra sin halvt tilbageslængte stilling på sengen. Han var ikke helt hendes type. Lidt for blød og ungdommelig at se til. Hun registrerede ubevidst hans blik på sig, og det korte næsten vurderende udtryk der glimtede i hans øjne, og hun tog den op.

Hun tænkte egentlig ikke rigtigt over at hun gjorde. Ved at sætte hænderne i madrassen hævede hun sig en smule fra sengen og skubbede sig længere ind. Hun drejede let i hoften så den blev skudt sidelæns og lagde det ene ben over det andet. Det var en forholdsvis uskyldig bevægelse, men samtidig gav det et spændende udsyn til hendes kurver der diskret blev fremstillet for ham, på en farligt legende måde, der ikke ligefrem var en åben invitation.

Eliot måtte igen hæve et øjenbryn over kvindens ord. Det var sjovt hvordan samtaler kunne udvikle sig. Hun havde vist en fjendtlig side der nu havde udvilket sig til en nysgerrig og lettere udfordrende. Han vidste ærlig talt ikke hvad hans næste træk var. Natten var endnu ung, men for gammel til at han kunne påtage sig en ny opgave. Havde han ikke mødt hende og aftenen havde udviklet sig som han havde planlagt, så var han nok godt igang med at få sig en drink og lede efter aftenens underholdning, der somregel var et eller andet spændende eller mindre spændende individ. Somregel var det en kvinde han endte med at have på sin arm, men han havde da også tit oplevet blot at ende for sig selv, højst beruset på en eller anden facon. Måske havde han snakket med et par folk, men det udviklede sig ikke til noget konkret. Han havde ikke et behov for at have venner, måske var det fordi at han ikke huskede sin tid som menneske og derfor aldrig havde oplevet sand kærlighed og tætte bånd. Han havde selvfølgelig et bånd til Calum, men han overlevede også foruden ham. Han savnede deres natlige togter, der ofte endte i kaos og blodbad. Han var blevet en del mere moderat sidenhen... det syntes han selv. Han tog et sug af cigaretten og vandrede rundt i det lille hotelværelse med lange, langsomme skridt. Han var elegant af natur:
"Well, we could easily do that. However, if you suggest that we should spent some time together, I wouldnt't be completely reluctant... But don't you have some work to do here? Or did you find what you were looking for?"
Han var gået hen imod vinduet og havde stået og betragtet byen, nu betragtede han kvinden, igen ikke helt i stand til at stå imod fristelsen ved at betragte hendes væsen. Dog, britisk som han var, gik det hurtigt for ham at kigge væk og vandre væk fra vinduet. Han fik øje på et minikøleskab, højst sandsynligt fyldt med nogle alkoholiske varer. Forhåbentlig whiskey... eller øl. Han foretrak disse, som en sand briter burde.

Smilet døde på Procellas læber og hun rullede om på maven. Hun kørte en hånd op under kinden og støttede ansigtet i håndfladen

"Naaah...forget it"

Procella var tiltrukket af det dyriske. Passionen og faren. Alt for meget snak fik hende til at kede sig, og lige så hurtigt som hun havde fundet ham mildt spændende røg han nu atter uden for hendes radar.

"Do you mind? Get out so I can go home. You bore me"

Jægeren skubbede sig op at sidde igen og rystede en frigjort hårlok bort fra øjnene. Der havde sneget sig et glimt af utålmodighed ind i hendes ansigt. Hun gad egentlig ikke rigtigt denne torvtrækning frem og tilbage længere. Nu ville hun bare gerne blive færdig.

Det var utroligt hvordan denne kvinde ændrede sig fra det ene sekund til det andet. Han så igen undrende ud, men det var ikke til at se da han havde ryggen vendt til hende. Han sad på hug foran minikøleskabet og tog sig en øl. Han rejste sig langsomt, men han vendte sig endnu ikke mod hende. Han forstod hende virkelig ikke. Hvad var det hun ville have ud af at være i selvskab med ham? Skulle han være den gentleman som han kunne være, eller det vilddyr som han var? Han lod cigaretten falde for sin hånd, han skodede den derefter med den gammeldags, sorte sko. Nu vendte han sig imod kvinden:
"Since when do you own this room? And when did it become impossible to leave a room before another person has left?"
Han tog en langtrukken tår af øllen før han stillede den på en kommode ved siden af sig. Han var ikke i humør til julelege, ikke længere i hvertfald. Han kunne lide kvinder der var svære at hive i land, men ikke kvinder der havde sygelige humørsvingninger. Han skulle have dræbt hende for længst. Han brød sig ikke om at blive behandlet som skidt, selvom han måske var det - men det var hans lille hemmelighed:
"Is it because I have not tried to seduce you yet? Or kill you, even? You should be grateful, not bored..."
Nu hævede han endelig øjenbrynet, men dette varede kort før han smilte svagt, men ikke sit sædvanlige smil, et mere skummelt ét. Pludselig stod Eliot ikke længere på sin plads ved kommoden, men derimod sad han nu og holdte kvinden nede med sin kolde krop. Hans hænder holdte stramt om hendes håndled, dog illustrerede han ikke mere kræft end hvad han troede var nok. Hans blege ansigt var tæt på hendes, som han så ind i hendes dyriske øjne med sine egne, der var mindst lige så vilde:
"But if it is danger that you lust for... I'd be more than happy to give it to you."
Hans skumle smil bredte sig en smule yderligere, i det at han kort lod blikket falde ned på hendes hals. Han kunne føle hendes håndleds puls imod hans hånd, noget der tirrede ham gevaldigt til at bide. Ikke at han behøvede blod, det ville ikke dræbe ham at lade kvinden leve, men... hun duftede så godt. Og hun ville helt sikkert være en unik oplevelse for ham.