Ballad of a thin man.

Procella sukkede kedsommeligt og en smule irriteret over smøgen der blev skodet på gulvet. Hvad var han for en lorte-spion? Han lavede svedne pletter på tæppet og bredte sin DNA ud over det hele. Og tog fra køleskabet? Han var ikke særlig klog. Men okay. Han var vampyr...hvad kunne man forvente af hjerner der havde været i balsamering flere år. Blev de rent faktisk dummere med tiden? Se det var en vinkel at overveje.

Procella hævede et øjenbryn og begyndte at klukke. Tog han pis på hende?

"Seduce me? Oh hon, to seduce me, you would have to make me want you in the first place. So cocky. You think you can kill me just like that? Grateful my ass"

Procellas sanser fangede godt hans bevægelser. Hun havde overmenneskelige sanser og reaktionsevne, og hendes styrke kunne matche de fleste vampyres...til tider. Men hans handling overraskede hende alligevel. Hvor var den kedelige britte blevet af?

Jægerens øjne flammede op i rasende rovdyrgul da vampyren holdt hende nede. Med en snerren der lød som en rasende vildkat, vendte hun sig under ham. Hun var katteagtig smidig i sine bevægelser, og næsten lige så umulig at holde fast, men hun vippede ham ikke af, vendte sig blot rundt så hun kunne se op på ham.

Det vendte sig i hende ved at fornemme hans kølige krop mod sin varme hud, men samtidig skød spændingen igennem hende. Især da han nærmede sig hendes hals.

Dont let him bite us...
- I know that
You could let him...i know you....
- Well...he might like it...i might like it
If you kill him I dont care
- I wasnt going to let him live
Are you sure Moon-child? I feel what he is doing to you.
- I love the danger...not what he is...
If you say so
- Come on! He is a vampire!

Procella blottede tænderne op mod vampyren, men der var et særligt glimt bag vreden i de flammende øjne, der virkede så sære. Sammen med de alt for skarpe rovdyrtænder der snerrende blev blottet mod Eliot, kunne der ikke længere være tvivl om at Procella på ingen måde var et menneske.

"You talk up a good game fanger...can you deliver? You offer me danger...can you give it?"

Procellas pupiller trak sig kort sammen i ophidselse. Fornemmelsen af at blive holdt fast af den kølige krop. Fingrene der var låst om hendes håndled. Hans mund så tæt på hendes hals. Hendes krop begyndte at gløde, ikke af kedsommelighed eller drabslyst, men af noget næsten lige så farligt.

Could I?
- I dont know...
Would I kill him?
- He is not human, he should not break...
This is weird...
- Moonchild...if you are going to fuck a fanger, im not watching! This is grose!

Procella begyndte spontant at le igen. Hun kvalte grinet i halsen og i en pludselig bevægelse slyngede hun sine ben omkring livet på vampyren så interessante kropdele fik kontakt gennem flere lag tøj

"Tell me...is every part of you dead? Or did they leave something alive in you?"

Procellas stemme dirrede svagt af raseri endnu, men der var en hæs kant af...noget andet, og hendes blik og kropssprog talte ikke udpræget til direkte drab i forhold til manden der holdt hende nede.

Havde Eliot hørt kvindens tanker, ville han le. En ufunktionel hjerne? Næppe. Han havde intet DNA. Han stod ikke registreret nogle steder, han eksisterede ikke for verden. Hans køb blev alle betalt i kontanter, der var ikke ét tænkeligt spor af ham, selv hans telefon var en illusion om en person som kun nogle personer kendte til. Hans telefon viste kun hans ene identitet, hans profession. Ikke hvad han var, hvem han var. Som Eliot kunne han spore de personer han ville via sin natur, men han var ikke bundet til nogen... ikke nogen var der vågne, i hvertfald. Han ville måske aldrig være sammen med Calum igen. Han havde sagt at han var blevet træt af at leve, i hvertfald for denne gang, denne gang som nu var flere hundrede år siden. Han grinte af hendes ord, men sagde intet. Ikke før at han havde lagt hende ned. Hun slangede sig, men ikke som en slange, som en kat. Hun var en tiger, og en vred én af slagsen, men han kunne se i hendes øjne at de ikke kun lyste op af vrede. Af hvad ellers, vidste han ikke endnu. Han havde stadig et skummelt smil på de kolde, døde læber. Hvis han ikke var farlig, så vidste han ikke hvad han ellers skulle være:
"I am danger in body and soul, love."
Han så ind i hendes katteøjne. Hvad var hun? Han havde ikke set noget lignende. Hun var ikke en varerulv, det var helt sikkert. En engel? Sandsynligvis ikke. Han blev nysgerrig, men samtidig trivedes han på bedste vis i det tæppe af mystik som de var svøbt ind i. Han foretrak verden uigennemskuelig, som han selv. Eliot lod sig overraske af kvindens pludselig benlås, da han ikke just havde regnet med at hun ville gøre den slags. Hun forberedte sig måske på kamp? Eller var hun virkelig ude på at forføre ham? Han vidste ikke hvad han skulle tro, men uanset hvad ville han snildt kunne bide hende og dø som enhver vampyr burde, hvis de ellers skulle forlade denne verden:
"I believe I am more alive than most creatures are ever going to be."
Hans hæse stemme spinede op af hendes hals, som han pirrede sig selv ved at komme så tæt på som muligt ved hendes blod. Hvad der gav hende liv. Selve essensen af hende. Han holdte stadig et forholdsvis fast greb om kvindens håndled, til trods for at han var højst ufokuseret på hvorvidt hun ville angribe ham eller ej. Han lukkede øjne i og ville så gerne... Men så trak han sig en smule tilbage og havde øjenkontakt med kvinden igen. Han lod kort blikket falde på hendes læber, men han tøvede. Dette kunne nemt være et trick. Et trick som han var lidt for tæt på at falde for. Han havde en svaghed for kvinder.

Procella snappede let efter vejret. Se der var den der flabede side af ham igen som hun fandt så satans tiltalende og spændende.

"Sweety...you dont have a soul. You are not human...but then again...who wants human?"

Hun smilede flabet og provokerende op til ham, selvom vreden ikke helt var forsvundet fra hendes ansigt. Hun vuggede let i hoften så det gav en svag rytmisk friktion deres kroppe imellem.

Hendes læber gled let fra hinanden i ophidselse over faren, over døden der lurede, over at vampyren forsøgte at dominere hende. Der var noget over de der mænd. Arrogancen der pissede hende grænseløst af, men samtidig vækkede dyret i hende, hvis de turde gå den ekstra mil.

Jægeren bed sig let i underlæben. Det var ikke den vulgære ting man kunne se på fiilm, men mere en let markering af de skarpe tænder. En subtil berøring der understregede den dybe vejrtrækning der fulgte. Hun kunne læse i hans ansigt at han var fristet.

"Pain...pleasure...its all the same..."

Hviskede hun tungt og der bredte sig et langsomt og dovent smil over de fyldige læber. Ville han tage maddingen hun havde kastet ud? Hendes krop begyndte at summe af forvetning og hjertet begyndte at slå hårdt og taktfast i hendes bryst i en ophidset rytme.

Eliot var betænkelig. Han havde hende i sin hule hånd, men det kunne ændre sig. Hvis han bed hende ville han svække hende, havde det aldrig været hendes intention at fritere ham, ville de begge gå ud herfra i live og, højst sandsynligt, meget tilfredse. Han blottede let sine tænder da hun vuggede i sine hofter. Han følte sig ikke kun fristet til at bide hende, men til generelt at tage for sig af hendes andre goder. Han vidste endnu ikke hvad han ville, han grinte blot af hendes kommentar. Måske havde han ikke en sjæl... måske ikke en decideret krop. Hvad vidste han? Eliot mente dog alligevel at han ikke blot kunne være et snakkende korpus. Han mindede mere om et menneske end en zombie, det var helt sikkert. Han betragtede hendes hugtænder, igen med en let undren. Var hun en form for kattevæsen? Han vidste det ikke. Men igen, det var hvad gjorde alting spændende. Uvisheden, og faren ved dette. Ved hendes ord bredte hans endnu skumle smil sig:
"I couldn't agree more..."
Den hæse stemme talte lavmælt, som den havde gjort den tid hvor han havde været ovre hende. Med hendes ord så han sit snit til at lade sine lyster løbe frit. Han strejfede hendes varme hals med de iskolde læber og plantede passionerede kys rundt omkring, indtil han fandt et passende sted at sætte sine hugtænder. Det var et sted nær hendes puls, men ikke for tæt på. Det var ikke hans intention at dræbe hende. Ikke lige nu. Ikke alligevel. Blodet fra hendes hals begyndte langsommeligt at løbe ind i hans mund. Han gav en veltilfreds lyd fra sig og lukkede hårdt øjnene i med et nydende ansigtsudtryk. Han strammede grebet om hendes håndled, det ville være svært, men ikke umuligt at slippe fra den høje vampyr nu. Han var stærk, men samtidig svag fordi han gav sig hen til blodrusen.

Procella nærmest spandt dybt i halsen da hun mærkede hans læber mod sin hud. Det var en underlig farlig fornemmelse. Kolde læber, men ivrige og erfarne kærtegn. Alarmklokkerne ringede ikke da hun kortvarigt mærkede hans tunge da han skilte læberne. Hun sukkede mod de villige kærtegn af hans mund, og stivnede først da hun mærkede de skarpe tænder trænge ind i sin hud.

Damnit! He bit me!
- I told you not to let him!
FUCK! I didnt think he would!

Procella klynkede svagt og hendes ben gav slip på ham og gled en smule kraftesløst ned på sengen. Han frarøvede hende ikke hendes styrke, men hun var handlingslammet fordi hun var så overrasket. Hun vred håndledet i hans greb og hendes øjne flammede op i raseri. Han havde bidt hende!

Det erotiske bid var dog ikke uden indvirken. Deres sindsstemning havde været meget ens da han havde bidt hende, og hans tilfredse lyde, deres kroppes kontakt og tænderne fik hendes krop til at reagere helt uden for hendes kontrol. I et splitsekund forstod hun hvorfor nogle folk villigt kom tilbage. Lod sig bide. Hun ville aldrig acceptere det. Hun ville altid dræbe dem. Men et kort sekund...forstod hun.

Et dybt støn undslap hendes læber, men hun satte det ene knæ mod hans side og skubbede ham brutalt af sig.

"N-no! No biting! Fuck! Jackass!"

Procella vred sig ud af hans greb og lagde hånden mod halsen. For fanden!

KILL HIM! KILL HIM NOW! BEFORE HE GETS AWAY!

Procellas blik var halvbedøvet af bidet og hun så sig slørret rundt. Hvor var tasken? Havde hun ikke stager i den?

For en stund forsvandt verden omkring Eliot. Han havde aldrig smagt noget lignende. Hans øjne havde været lukket nydende i, for en stund var han ikke i tvivl om at kvinden havde haft en mærkværdig lyst til at han skulle gøre dette. Men lykken var kort. Han lod sig villigt sparke væk og endte med at ligge grinene på sengen, næsten helt høj af blodet han havde indtaget. Han så for en stund op i loftet, men kom så hurtigt på fødderne - han var aldeles ikke handlingslammet. Han stod nu henne ved kommoden igen og tog en tår af den efterladte øl. Han så på kvinden med de glimtende rovdyrsøjne, som ikke kunne sammenlignes med andres:
"Did you really think that I wouldn't go for it? You said pain and pleasure was all the same... but I guess I proved you wrong... or did I?"
Han så lettere drilsk på kvinden, velvidende om hvad en vampyrs bid kunne gøre mod folk. Dræbe, men også tilfredsstille. Han vidste ikke hvorfor det virkede sådan. Måske var det den naturlige stærke tiltrækningskræft vampyre havde. Måske lå det udelukkende i handlingen. Måske indeholdte hans spyt nogle kemiske stoffer der sivede ind i offeret og fik det i en behagelig trance. Hvad vidste han? Han stilte øllen og gik hen imod døren. Han vendte sig om igen:
"Well, I guess this is the part where you try to kill me, right?"
Han så kort afventende på kvinden, men lagde så armene over kors. Han havde ikke i sinde om at kunne risikere at dø, blot for at blive her lidt længeremed hende. Han ville have mere af hendes blod, men han ville hellere leve med den smale længsel end den sande død:
"Maybe next time..."
Han havde en rolig stemme og et venligt ansigt. Som om to ærværdige rivaler nu skiltes. Han stod der for en stund, men forsvandt så fra dørkammen han havde stået i. Efter ganske få sekunder var han allerede ude på gaden og videre ud i natten. Han ville finde hende igen, hvilket også ville være meget muligt. Han kunne kende hendes duft, mærke hende inden i sig. Han ville finde hende. På en eller anden måde. Han skulle nok finde hende.

-Out.