Not a care in the World [Gregory]

Sted: Havnen i Werclare.
Tid: Lidt før midnat, hvis ikke en halv time.. Hun har ikke styr på tiden.
Dato: 30/12
Vejr: Himlen er skyet til og dækker for månen.
Omgivelser: En enkelt tegner her og der. Lys i vinduerne i lejlighederne.

Hvorfor havde den sindsforvirrede pige begivet sig ned på havnen? Det spørgsmål virrede i luften omkring hende, men kun hende selv vidste dette. Hun hende, Amaranthe, den sindsforvirrede pige, vidste hvorfor.
Vinden havde Kyllet hendes beslutning og skubbet hende længere og længere væk fra hendes 'hjem'. Nu stod hun her med den utålmodige vind mod sine ankler. Den skubbede hårde og hårde for at få hende fremad, men tilstedeværelsen af de andre på havnen havde stoppet hende. Hun var ikke god til mennesker, tja, hun var faktisk alt andet. Nu stod hun her, alene, på havnen - kun med vinden som selvskab. Ikke at hun beklagede sig. Hun var tilfreds med de selvskab hun havde.
Vinden, månen og hendes selv, med de spindelvævsagtigt tanker.
Amaranthe smilede til månen, selv om den var beskyttet af et lag skyer, vidste hun at den kunne se hende. Det kunne alle, de valgte bare at kigge den anden vej. Hun var en af de personer der skilte sig ud af mængden. Med hendes røde hår og ubekymrede væremåde. Hun havde ellers nok at bekymre sig om.. og dette var hun klar over. Hendes natur sagde bare til hende, at hun skulle lade være. Leve livet på hendes måde og det gjorde hun.
Vinden havde nu skubbet hende helt hen til kanten af havnen. Her satte hun sig ned. Benene presset mod brystet, rokkende frem og tilbage.

Gregory kunne ikke selv huske hvornår han sidst havde været nede på havnen,
det måtte have været en af de første gange hvor han havde taget den beslutning at begive sig der hen hvor han havde fået øje på nogle mennesker gå i et med deres kreativitet,
mens at man kunne nyde naturen som den beherskede sig.
Lige det perfekte vejr for en vampyr at træde frem for skyggerne,
dog var det lige meget hvordan vejret var hvis bare solen var gået ned for længst.
Gregory skulle heldigvis ikke tænke på solen da det heller ikke lige frem ville gavne ham.
Han havde ingen speciel grund til at han var gået ned på havnen, udover den friske luft som lidt strejfede hans hud,
så han kunne mærke det på kinden, men mere var der ikke i det. Der var bare ikke nogen grund, så simpelt så let.

Han fortrak i sin ene mundvige så hans skarpe hjørnetænder kunne skimtes, mens at der formede sig et lille smil på hans læber,
som han nærmede sig havnen, vampyren gik i et rask tempo, så der kunne høres en klikkende lyd fra hans lignende højhælede støvler,
der viste hvem Gregory var, eller noget af ham. Han var lidt feminin.
Han havde en hvid posede trøje på hvor han udover havde sin sorte frakke på, som overtrøj,
og ellers så havde han sine sorte stramme bukser på, samt briller og hat,
som han altid havde på sig. Derudover havde han også sine bandager på sine håndled,
hvis hænder han gemte i lommerne på frakken. Håret sad altid som det gjorde,
med de forskellige længder og med pandehåret ned foran øjnene, så det så ud som om at han ikke kunne se noget.

Han havde ingen anelse om hvordan aftenen ville ende, han vidste bare at der ville gå noget tid endnu,
før at man kunne sige at natten var over. Solens stråler skulle først begynde at herske over himlen,
inden at Gregory havde i sinde at gå i skjul. Vampyren vidste bare ikke helt hvor han yderligere skulle befinde sig,
som han sådan begav sig ned på havnen, hvad var der at lave? Hvad skulle han?
Han begyndte at gå hen mod havnens kant lige så stille, så det ikke gik for hurtigt.

Den uendelige stilhed var blevet brudt. Af hvem var ligegyldigt, hun vidste bare at det ikke var som før. Sådan var det en gang i mellem, de steder hun kom hen. Om det var hendes egen skyld, de andre der allerede var der eller - i dette tilfælde - den nyankommne.
Et lille smil blev frembragt på hendes ansigt.
Skyerne over hende flød fredligt forbi. En særlig vattet sky flød lige forbi månen og for en tid var månen stærke lys afdækket. Stadig med smilet på plads, kneb hun øjnene sammen; månens lys havde fundet vej direkte til hendes øjne og blændede hende i et par sekunder. Så flød skyen endnu engang ind foran månen og den forhen blændede Amaranthe.
Skridtene bag hende tog til. Det virkede lidt som om at de gik hurtigere end andre mennesker... men det var nok bare hende, hun havde jo også fået at vide af sygeplejersne at hun til tider kunne 'høre' syner. Måske var dette bare et af de tidspunkter?
Hendes hænder havde fundet vej til hendes knæ. Inden længe ville hun udføre hendes ynglings beskæftigelse; at kradse på hendes knæ. Også selv om at de var 'beskyttet' af et par allerede slidte falmede cowboy bukser. Ikke en gang dette stof ville kunne beskytte hendes knæ imod hendes negle. De var så flossede og skarpe at de altid ville kunne komme igennem, på den ene eller anden måde.
Hun kunne hører skridtene bag hendes komme meget nærmere. Hun rejste sig med en faktisk elegant bevægelse fra en person, som altid var blevet stemplet som alt andet. Hun vendte sig ikke om. Hun følte derimod på hendes lår for at se om den lille kniv stadig var der hvor den skulle være. Midt på låret, inde under hendes jakke. Hun smilede afslappet, da hun konkluderede, at den var der.
Hun havde den ikke for at beskytte sig selv. Hun havde den for at beskytte andre. For at skade hende selv, før hun skadede andre. Dette var kun sket én gang før. Og denne gang snakkede hun ikke om. Den lå gemt, bagerst i hendes forkrøblede hjerne.
Hun kiggede ned på vandet under hende. Det glimtede svagt. Eller vandet gjorde ikke. Isen gjorde. Vandet var dækket af et fint, men tykt lag is. Hun overvejede hvor tykt det var, men ville ikke være den der afprøvede det. Isen glimtede stadig, denne gang stærkere. Hun vidste at månen var blevet afdækket igen, skyerne havde fjernet sig for en stund.
Alligevel valgte hun at kigge op. Dette var en dum idé.
Hendes lange tid i mørket havde gjort hendes syn meget overfølsomt overfor lys, derfor, da månelyset ramte hendes ansigt, fik hun et chok. En krampetrækning i hendes krop, sammen med chokket over lyset fik hende til at springe fremad. Bare mindre end en halv meter foran hende stoppede havnen. Og blev erstattet af is. Isen der havde set tyk ud, oppe fra havne kanten var ikke som den havde givet sig ud for. Mens hun faldt, kunne hun høre en stemme i hendes hoved.
"Dér kan du se! Jeg vidste det! Jeg sagde til hende at hvis de lod dig leve ville det blive din død! Dig og din mentale tilstand!"
Et par tårer faldt fra hendes øjenkroge, men hun registrerede dem slet ikke, hun vidste slet ikke hvad de var. Hun faldt bare. Og landede hårdt på isen, mens hun mærkede den give efter under hende. Så omfavnede det kolde vandgrav hende og vandet pressede sig igennem hende tænder og ned igennem hendes spiserør.
Inden længe ville hendes lunger være fyldt med vand...