Bænken - Lyra

En bænk, en mand. Det var sådan at udkanten af parken her så ud. Der var ødet, meget ødet. Faktisk ingen mennesker at se. Det eneste larm der var, var når der kom en tunet scooter igennem byen. Et par fugle kvidret, men så var det også det. Der kom en lille vind, og man kunne høre en stærkt larmende lyd, fra en glasflaske der trillede rundt på stien. Den var blevet tabt at den ældre drengerøv der lå og sov sin brandert ud. Det var en mørk flaske, ikke meget at se på den, ikke detaljeret. Det var en flaske whisky, kunne man dufte, hvis man da ellers var inde i det.
Tomás Hahn, som der lå på bænken trak været dybt. I sin søvn. Han sov, på bænken. Snorkede ikke. Han lå faktisk lettere lydløs. Hans tøj var koldt, han havde ligget der i et par timer, siden han endte sin brandert. Han blev nok syg nu, hvis man så bort fra hans gode immunforsvar. Det var jo som man tog det. Et tur på diverse natklubber og værtshuse. Det var jo som det plejede. Han havde været her i to år, han havde ikke været 18 længe, men han var helt sikkert stamkunde på dem alle sammen. Svaghed for Alkohol, tjek.
Rettere sagt, han blev helt sikkert syg hvis han sov her. Men han var ikke i stand til at tænke over det nu. Han drømte, men det var ligegyldigt hvad han drømte. Det var alligevel ikke noget han kunne huske.

Lyra havde været på besøg hos nogle bekendte, og var efter lækker mad og god vin, blevet og overnattet. Alligevel var hun stået tidligt op, af hvilken årsag? Det kunne hun umuligt svare på.
Lige så mussestille var hun trukket i sin vinterfrakke og med sit kamera traskede hun lige så stille ned af trapperne og ud på gaden. Byen var stille og hun kunne se sin ånde i en tæt sky foran sit ansigt.
Der var ikke meget heromkring der virkede spændende eller kønt nok til at tage billeder af det. Ud af øjenkrogen fik Lyra øje på nogle træer og besluttede sig for at gå i den retning. Så det gjorde hun. Mutters alene på gaden, spadserede hun hun mod parken.

Gruset knasede under hendes sko da hund trådte ind i parken, og hun kunne ikke lade være med at smile da hun så de store træer og så for sig hvordan de nøgne grene omkring sig begyndte at blomstre.
Det var dog slet ikke meningen, så smilet blev hurtigt tørret af, og hun gjorde et bravt forsøg på at lukke illusionerne ude. For hvem ville synes at illusioner var flotte på et billede? Nej her gjaldt virkeligheden.
Alligevel lykkedes det hende ikke helt, men kun bitte små forårsskud var nu synelige på træernes grene.
Et par duer kuede oppe i et tilfældigt træ, og hun stoppede op for at tage et billede af dem, og havde ikke været for den lille bevægelse af liv som skete under træet, så havde hun nok aldrig opdaget at der lå en mand på bænken.
Lidt forbløffet over et så ukendt syn trådte hun et skridt nærmere. Hvor måtte han altså fryse meget!
Lyra bed sig i læben og kunne ikke forhindre et tæppe svøbe sig over ham. Men en illisuon skabte næppe meget varme...

((GG, jeg gik ud som et lys igår, så jeg beklager for det langsomme svar))

Upåvirket af illusionen vendte han sig i sin søvn. Eller, han prøvede ihvertfald. Det var jo ikke en direkte stor bænk. Kun beregnet til korte hvil, eller til at fodre fugle om sommeren. Ikke specielt kornfontabel. *Rather horrible* var en tanke der gik igennem hans drøm.
Resultatet i hans lille flip resulterede det som han nok havde prøvet at undgå, hvis han da havde været ved sin bevidsthed: Han faldt. Direkte ned på jorden, med et lille bump. Venstre side først, og med hele sin vægt. Han var heldig han ikke ramte flasken på jorden, som det første. Det havde været et grimt syn.
Hans krop gav et spjæt, og krøllede sig kort sammen, af kulden og slaget. Det gjorde nu ikke rigtigt ondt, da hans krop var godt beskyttet bag en tyk trøje.
Han satte sig langsomt op, trak huen over øjnene, som selvfølgelig stadigvæk var lukket. Han brugte dem jo ikke alligevel, selvom han gerne ville. Skøøøøønt at være blind.
-Det uhyggeligt var, han anede ikke hvor han var. Han kunne mærke at der var en stol eller bænk ved siden af ham, og han kunne høre på vinden at der var træer i nærheden. Men han var slet ikke i stand til at mærke Lyra's eksistens. Han mumlede et eller andet på russisk som ikke var til at forstå. Han kunne ikke meget russisk, men sådan var det jo generelt. Han kunne jo sådan ca. lidt af alle sprog.