Like a rolling stone.

Det var en lunere vinteraften i den nydelige by. Der var vindstille, men det virkede ikke som om at omgivelserne var stilfærdige af denne årsag. Folk vrimlede frem og tilbage langs gaderne, alle søgte deres egen ting. En høj mand gik roligt ned af gaden, han så, i modsætning til de fleste andre, ikke specielt travl ud, dog var han målrettet. Mandens destination var den nærmeste interessante bar hvor det var muligt at få en god whiskey eller en øl. Han havde, som ofte, hænderne foldet om bag ryggen og var klædt i sort fra top til tå. Han bar en lang, sort detektiv-agtig jakke og spidse, gammeldags snøresko. Hans bukser var lige så sorte og lettere luftige, dog syet tilpas ind så de viste hans lange, tynde ben. Bukserne var i fløjl, skorten i silke med velour blomster-mønster, stadig i sort. Han så meget konservativ ud, til trods for hans halvlange, krøllede, strittende hår. Hans øjne skinnede, selv igennem mørket. De himmelblå øjne var fattede, men bar den altid eksisterende mystik, som manden generelt havde florerende om sit væsen. Han fandt omsider en bar der var værd at besøge. Han trådte ind, lod hænderne være frie og gik op til baren for at bestille et glas whiskey - on the rocks.

Da den høje, tynde skikkelse havde fået hvad den kom efter, vendte han sig om, lønet op til bardisken. Ingen plads, umiddelbart... han spejdede med øjnene uden at bevæge det blege hovede, indtil han så en ensom kvinde der sad og nippede til sin drink. Han kneb kort øjnene sammen, men smilte så svagt. Måske skulle han forsøge at tilegne sig noget selvskab i nat. Han tog drinken og gik langsomt imod bordet med lange skridt. Da han nåede bordet stod han rank som altid:
"Excuse me miss, but would it be a bother for you if I were to join you? I hate standing at the bar..."
Han smilte svagt og venligt, måske var undskyldningen med baren en løgn, men det kunne hun vel ikke vide, vel? Medmindre hun var tankelæser, selvfølgelig. Hans himmelblå, gnitrende øjne så ind i hendes, som han diskret tog sig den frihed at betragte hende. Hun var køn, men hun så lidt forslået ud. Hun havde måske haft en hård dag? Mange havde haft dette, barer var tilflugtsstedet for folk med dårlige dage... men også gode dage, til tider. Han selv kom her fordi han ikke rigtig kunne leve uden sin daglige drink... eller drinks. Han var alkoholiker på deltid, skønt han sjældent fik for meget. Hans stærke væsen gjorde at der skulle meget til før han var ude af kurs. Han tyede somregel til hårdere rusmidler hvis han ville flygte fra virkeligheden.

Lyra var lige ved at kløjes i sin drink da en fremmed henvendte sig til hende, men hun formåede alligevel at redde sit ansigtsudtryk inden hun så op. Dog en måske med et, en smule, omtåget udtryk, som når man har siddet i sine egne tanker og netop er blevet afbrudt. Men så smilede hun, varmt og venligt,

"Ofcourse you can sit."

I samme sekundt som at ordene kom ud af munden på hende, kom hun i tanke om den lillae cikade, som endnu sad på bordet og sang.
Hurtigt trak hun en serviet over insektet.
Normalt havde hun bare dækket sin illusion til med en hånd, men selvom det kun var en illusion var hun stadig ikke særlig glad for insekter.

"Can I ask for your name?"

spurgte hun og rakte ham sin venstre hånd i alt sin distræthed.

Manden var ganske glad ved udfaldet. Han var blevet tilbudt et selvskab og tilmed et bedre sted at være end baren var - selvom han i virkeligheden ikke havde forfærdelig meget imod at være der. Han kunne se at kvinden var distrageret, men af hvad bekymrede han sig ikke om. Han trak stolen overfor hende ud og satte sig roligt, selvom det måske lignede at han ikke sad særlig afslappet, han var stadig rank og formelt ansat - det var en vane han havde adopteret fra de århundreder hvor man ikke måtte sidde på andre måder end denne:
"Thank you miss... I assume you are a miss, there's no weddingring on your fingers. I am Scott, it is a pleasure to meet you."
Han snakkede med en højst britisk accent, stemmen var hæs og navnet, en løgn. Han gav aldrig sit navn til fremmede, kun til dem han stolede på, hvilket der indtil videre ikke var nogen af. Hans arbejde gjorde at det var umuligt for ham at afsløre sit sande jeg, i hvertfald ifølge ham selv var dette ikke noget han kunne tillade sig. Han var blevet mere og mere paranoid med årene. Han nippede til sin whiskey som han forsat havde sin opmærksomhed rettet imod kvinden, hvis hånd han blidt havde taget med sin højre. Han tøvede kort, men lod så hendes håndryg blive strejfet galant af hans blege, kolde, men bløde læber. Han følte for at give hende en sådan hilsen, hun så køn nok ud til at han ville formåe at være på sin mest charmerende facon.

Scott... Hmm. Hun så opmærksomt på ham, men kunne ikke forhindre sine øjenbryn i at hæve sig et par forbløffede millimeter, da han kyssede hendes hånd. Hun rødmede lidt, men smilede bare venligt. Hun elskede når folk var lidt gammeldags.

"Yea, miss it is..."

Lyra kunne ikke lade være med at smile lidt ved sit eget rimeri, og så ned i bordet. Endelig var hendes illusion forsvundet, men hun kom så i tanke om at være nervøs; for den næste ville højst sandsynligt ikke være lige så diskret.

"What brings you here, Scott?"

Spurgte hun så og forsøgte at holde øjenkontakt med ham, på trods af at hun havde en nagende trang til at lade sit blik flakke rundt i lokalet, for så hurtigt som muligt at spotte den næste uvelkomne illusion.

Eliot opfattede straks at kvindens fjerne og febrilske adfærd blev mere og mere tydelig. Han lagde hovedet lettere på skrå og lagde den ene fod på det andet knæ. Han lod whiskeyglasset glide roligt rundt i sin ene hånd. Der måtte være noget der generede hende, ikke blot kort, men konstant for denne stund. Han hævede let øjenbrynet og tillod sig selv at læne sig lidt frem:
"Miss then... and what is your name?"
Han så for en stund indgående på hende med de elektriske blå øjne, men så lænte sig tilbage i stolen igen, han var dog endnu rank. Han nippede til whiskeyen og tog dernæst den lange, detektiv-agtige frakke af. Skorten med velourmønstret kom til syne og viste for alvor hans ambivalente tøjstil, der var en blanding af noget gammeldags og nykonservativt. Han tog endnu et nip af sin forfriskning før han talte igen:
"Well, a drink, mainly... but now that I am sitting here with you, some entertainment for the night, perhaps... However, you do seem rather tense... Is something bother you?"
Han så igen indgående på hende, ikke fuldstændig nysgerrig,k men nok til at ville have skubbet af vejen hvad end der måtte distrahere hende for at nyde nu'et.

Lyra smilede; "Lyra Poppelwell."

Hun sippede lidt af sin drink og lænede sig så en smule tilbage i sin stol og så kort ned på sine fødder, for at tjekke at der ikke sad en lille grim gnom, og kiggede op på hende. Det var der ikke, men i det sekundt hun havde tænkt tanken færdig, stod en grim lille gnom ved hendes fødder og rakte flabet tunge af hende.
Alt blod forsvandt fra Lyras ansigt og hun fortrød endnu engang at hun var taget ud.

"...!Oh, yea.. hee... uhm, I'm not really tense.. it's just.. well I'm not really that used to the nightlife... and nothing is bothering me, really! "

*Go away, go away, go away!!*

Lyra kunne sagtens høre hvor forfærdelig anspændt og forvirret hun havde lydt, og sparkede sig selv mentalt. Hun turde ikke længere at lade sit blik falde nedtil, da et frygteligt syn, af en lille gnom, som var i færd med at kravle op af hendes støvle, næsten med 100%s garanti var det som ville møde hendes øjne.

Eliot nikkede sagte til hendes præsentation. Lyra. Et specielt navn... hun lugtede heller ikke af menneske. Gad vide hvad hun var? Der var en hvis naturlighed over, renhed... men hun var ikke nogen engel, det vidste han. Da hun så lettere skræmt ned på sit ben, kiggede han ligeledes ned. Han hævede øjenbrynet da han så et besynderligt væsen sidde dernede... *What the hell is that thing... I guess I should take care of it for her...* Eliot forsøgte at sparke væsnet væk, men hans fod røg lige igennem. Han så endnu mere overrasket ud. Skyldtes dette hans evne? Han så op på Lyra med et hævet øjenbryn:
"I don't think it is the night life that is bothering you, it's that ugly thing on your leg... Why can't I kick him away from us?"
Han så spørgende på kvinden og nippede til sin drink. Han selv frygtede ikke væsnet, men han ville ikke have at den generede hende og den hyggelige stemning som han håbede på ville forekomme hos dem. Var det hende der havde draget væsnet til sig? Var det et besynderligt kæledyr? Han havde ingen idé og det var nok det sidste han havde forventet at så på kvindens ben.

Alt farve forsvandt fra Lyras ansigt, mens hun forsøgte at vurdere situationen. Han virkede ikke specielt overrasket eller andet, men bevarede en vis ro. Hun bed sig i læben og så igen ned, nu hvor hun var afsløret.

"Uhm... Well I guess it's there because of me... you see I can't really control it..."

Hun rødmede og så ned i bordet. Hun vidste at det var en fantastisk evne at besidde hvis man betvang den rigtigt, men det kunne hun ikke.

Endelig forsvandt illusionen igen, som havde den aldrig været der. Som havde Lyras underbevidsthed fået dårlig samvittighed over hendes situation.
Det var det floveste hun havde oplevet længe og hun kunne slet ikke få sig selv til at se Scott i øjnene. Hun vippede lidt på glasset som stod på bordet foran hende, og smilede skævt til ham. Måske var det ikke helt forfærdeligt?
Hun så op fra bordpladen og mødte hans øjne, i håb om at finde noget som ikke var helt urealistisk.

Eliot hævede et øjenbryn, men var alligevel ikke synderligt undrende. Han så igen ned på gnomen, han så den forsvinde. Han nikkede konstaterende. Han havde ret. Hun var en illusionist. Sikke en fantastisk evne. Han smilte svagt og mødte Lyras blik:
"It's allright, love, it isn't real. What an amazing gift you have. "
Han nippede til sin whiskey og lod en arm hvile på bordet. Hun lod til at være lettere frustreret over sin evne, hvilket han godt kunne forstå - samtidig vidste han dog at man blev bedre med tiden til at kontrollere hvad man nu kunne. Han undrede sig let over at kvinden også havde usædvanlige evner. Han havde ikke mødt andre med evner, kun Calum. Det gjaldt åbenbart ikke kun vampyrer. Han var ikke så opmærksom på hvad der skete i underverden af forskellige væsener. Han omgik hovedsageligt mennesker, han vidste ikke meget om dæmoner, engle og hvad der ellers var. Måske var det praktisk at vide alt om disse racer, men han havde aldrig taget sig sammen til at udforske den anden side af verden:
"Don't worry... one day you will be great at controlling your skills."
Hans svage smil bredte sig yderligere. Han vidste at han havde afsløret sin egen overnaturlighed, men måske vidste hun endnu ikke hvad for et slags væsen han var. Måske var mystikken om ham endnu bevaret. Han nippede endnu en gang til whiskeyen.