A Wicked Game (Procella/Creo)

(Fortsat fra First Blood)

Atmosfæren var kvælende i det lille hotelværelse.

Stormen var drevet over da solen steg op og havde efterladt dem begge gennemblødte, forslåede, forbidte og udmattede. James vekslede imellem at være halvt vågen det ene øjeblik - hvilket ikke medførte meget andet end små støn af smerte - og bevidstløs det næste, og det havde taget resten af Procellas tilbageværende kræfter, at slæbe ham igennem kirkegården og tilbage til bilen. Såret på hjans skulder var gået op igen, da hun fik ham manøvreret ind i den gamle volvo. Turen til hotellet havde været en kontant og nervepirrende overholdelse af enhver trafik lov, for ikke at blive standset og udspurgt om det blodige tøj og den bevidstløse, blødende og brændemærkede mand på bagsædet.

Nu lå James på den ene seng, hastigt forbundet, og stirrede tavst op i loftet. De mørke øjne var tomme og utilnærmelige. Han svarede kun tilfældigt, og med enstavelsord, på hendes få henvendelser. Da han endelig talte, kom det pludseligt, og så stille, at spørgsmålet næsten blev overdøvet af den stille hvislen fra airconditionen.

"Can demons change their apperance? Pretend to be someone else?"

De mørke øjne stirrede fortsat op i loftet, og hvis der havde været andre i rummet, ville det have været svært at bedømme, hvem han spurgte - eller om han bare snakkede til sig selv.

Procella havde ikke rørt en muskel på kirkegården før hun havde set ind i Creos grønne øjne. Hendes panik og angst havde lammet hende, og hun ænsede kun at holde krampagtigt fast i mennesket under stormen. Da hendes redning endelig var kommet havde hun smidt al ære og pligtskyldighed over bord, og slæbt af med James. Taknemmelig for at kunne lade scenen bag sig.

Det havde været nervepirrende at gå i bad og skulle fjerne stumper af menneskeligt biologisk materiale fra kroppen og det lange hår. Procella havde ikke mere rent tøj tilbage, så hun var hastigt trukket i noget undertøj som hun endnu havde pakket ned, postkasserøde boksertrusser og en tilsvarende bh, og havde som et såret dyr, nærmest listet rundt på æggeskaller omkring James. Jo mere afvisende han var, desto mindre prøvede hun.

Procella havde svøbt dynebetrækket om sig. Det var for varmt med et tæppe, selv med den konstant kørende AC, men det føltes bare ikke rigtigt at sidde i undertøj. Hun følte sig nøgen nok som det var, uden at behøve at være det fysisk. Hun skævede ofte mod døren. Hvornår ville Creo komme?

Jægeren nærmest sprang en halv meter i vejret da James stemme lød lavmælt i rummet. Hun krympede sig under spørgsmålet som havde han slået hende. Hun kunne ikke få sig selv til at se på ham. Skammen og angsten for hvad det hele betød, sled i hende. Hun havde følt sig ør og beruset på vej "hjem" i bilen, og manglen på kropskontrol havde om muligt skræmt hende mere end noget andet. Det havde suget og brændt i hende, og den lave stemme var blevet stærkere.

Nu så de store skræmte ravfarvede øjne på James og brød hurtigt af igen. Procella gned den ene bare arm, for at få kulden ud af kroppen. En kulde der intet havde at gøre med klimaanlægget, så meget som det handlede om den isnende frygt i hendes sjæl.

"I...I dont know...I guess they can. They are demons...according to different religions they are able to different stuff...I dont know what is true and what is not. I...I guess they can pretend. They lie, its what they do..."

Hendes stemme var lille og hvert et ord var med en bedende undskyldende betoning.

"...Im not a demon..."

Hviskede hun, og følte hvordan varme tåre begyndte at samles i hendes øjenkroge igen. Hun kunne ikke forklare hvad der var sket derude. Hun kendte stemmen. Hun vidste hvem det var. Men det burde være umuligt. Det burde ikke ske. Der var intet hun nogensinde havde oplevet eller hørt om der kunne forklare det. Svaret måtte vel være at hun inderst inde var et monster? At....

"...Im sorry...im so, SO sorry...please forgive me...I dont know what happened out there...I cant take it back"

Procellas hænder knugede om hendes arme da de varme tåre begyndte at rulle ned over hendes kinder igen. Hun havde troet at den lydløse gråd under bruseren imens James var ude. Det havde hjulpet lidt at tilse hans sår bagefter. Atter havde det nærmest fået hende til at svaje. Hun havde bidt mærke i det stjerneformede brændemærke. Det måtte hun spørge Creo om når han ankom engang.

James nikkede let, som om hendes svar besvarede et spørgsmål, der havde plaget ham. Luften gled ud af ham i et suk, der gav genlyd i lokalet og noget af den utilnærmelige fornemmelse omkring ham forsvandt. Han slappede synligt af, selvom det også medførte, at en svag trækning af smerte gled henover hans ansigt. De mørke øjne gled i, og et langt øjeblik virkede det til, at han ikke hørte hende fortsætte.

"I don't blame you. At least.. I shouldn't. You probably saved my life. Again."

Han talte tøvende og det sidste ord kom som en eftertanke et sekund eller to efter resten af sætningen. James åbnede øjnene igen og rynkede panden usikkert.

"Rob wasn't.. A good person. I think he might have been mistaken and thought I was the.. the demon, but he didn't take the time to make sure, and he would have killed you, just for being there. I don't condone what you did, but.."

Der var en svag tone af vrede i James stemme nu og han lænede hovedet til siden, så han kunne finde hende med øjnene.

"I've been thinking and.. I remember a few things. Rob was the one who pushed the rest of us into the deal. Neither of us really said anything against it, but he was the one who.. persuaded us that it would be for the best."

James ansigt fortrak sig, da monologen drejede sig ind på den tidligere Merlin-gruppe.

"What if he knew all along? He was obviously keeping a lot of power secret from us. I mean.. manipulating elements? Summoning hellhounds?"

James skar en grimasse.

"He might have known. Maybe he even meant to kill me. Maybe he always knew."

Hans stemme knækkede næsten over og det tog tydeligt på ham, overhovedet at indrømme muligheden for, at en havde kaldt ven kunne have forrådt den lille gruppe. Han lukkede øjnene igen og drejede ansigtet op imod loftet. Klare, våde striber gled langsomt fra hans øjenkrog ned på puden. Der gik et øjeblik, før han talte igen.

"What happens now? And who is the.. the other guy?"

Stemmen var rolig og fattet, på trods af tårerne. Hvis hun ikke havde siddet med front imod ham, ville det have været umuligt at vide, at han græd.

Procella lukkede kort øjnene da James begyndte at tale til hende igen. Han hadede hende ikke! Han ville ikke forsøge at gå til politiet eller slå hende ihjel for at have taget den unge mands liv. Hun kunne ikke bebrejde ham at han gav hende skylden for hans død. Det var hun vel. Skyldig. I en eller anden udstrækning, også selvom hun ikke kunne forklare hvorfor og hvordan det kunne ske.

"I dont know about demons. Or hellhounds. It was my first golem, my first hellhound. I have mostly killed fangers and wolfs. Demons are hardier. I killed one e few years ago, but that was with Ripper. Actually I didnt kill it. I just kinda. Assisted. But..it was not pretty. Took forever. I killed a few angles too. Rob was not a demon. Then I would not be standing..."

Procella krøb sammen på sengen under sin lille monolog. Hendes øjne gled langsomt tilbage til James og hvilede denne gang længere på ham.

"Creo? He is...my brother...my mentor...kinda...Ripper is my true mentor, but Creo...."

Hun brød af. Hun gav for meget information lige nu.

"He will take care of it...of everything...he will help us. He is going to...clean up...hide what...happened..."

Procella rejste sig langsomt og holdt godt fast i dynebetrækket så det ikke gled af hende. Varsomt nærmede hun sig James seng og satte sig helt ude på kanten. Usikkert rakte hun en hånd ud mod ham, ikke sikker på hvordan berøringen ville blive modtaget. Uendeligt forsigtigt lod hun kort fingerspidserne strejfe hans underarm i en let prøvende og spørgende og meget usikker bevægelse. Hun vidste ikke hvordan hun skulle trøste ham, eller om forsørget over hoved ville blive hilst velkomment.

James nikkede let af hendes ord og virkede ikke synderligt bekymret over, at hun afbrød sig selv, eller at hun tydeligt begrænsede den information hun delte. Han virkede bare lettet over, at hun godtog emneskiftet.

"You've mentioned .. 'Ripper' before. I hope that's not his real name. That'd just be creepy."

Det virkede ikke til, at kommentaren kom fra interesse, lige så meget som fra at holde samtalen igang.

"Brother, hm? I guess I don't need to ask whether you trust him, then."

Den lettet berøring fik ham til at dreje sin arm, så hans hånd kunne finde hendes og flettet deres fingre sammen. Da hun først rørte ham, var det tydeligt at hele hans krop stadig var spændt imod smerten - enten den fysiske eller psykiske. Kontakten med hende, virkede imidlertid til at berolige ham og hans ujævne vejrtrækning blev langsomt roligere mens minutterne tikkede forbi.

"So you can kill them. Are you going to help him kill this demon?"

Han brød igen stilheden pludseligt, og der var en tone af skadefryd over tanken, som om ordene nærmere var en bøn end et spørgsmål. James åbnede langsomt øjnene og så op på hende, før han rykkede let i de sammenflettede fingre, trak hende længere ned imod ham, indtil han kunne nå hendes læber uden at rykke sig for meget. Han ventede et langt hjerteslag, betragtede hende usikkert og gav hende muligheden for at trække sig væk, før han løftede hovedet og blidt strejfede sine læber imod hendes. Hans muskler slappedes igen og han sank ned på puden.

Procella smilede svagt og tøvende

"Of course not. Ripper is a nickname. It describes him. I am Reaper. We dont give our names. Not our true names. Names hold a...power...its like...well...i dont know. Im not strong in magic. But its kinda...it gives people access to you. Your...soul. Besides complicating legal stuff if you can identified"

Procella blev alvorlig igen da samtalen faldt på Creo. Hun så alvorligt ned på James

"I trust him my life. And yours too. He is family. Not blood relative. But Brother none the less"

Procella gøs let da James fingre strøg over hendes hånd og han flettede sine fingre ind i hendes. Hun blev splittet af modstridende følelser om at få ham til at slappe af i kroppen og pusle om ham, og gribe fat i ham og holde ham ind mod sig. I stedet for at gøre nogen af delene sad hun tavst og handlingslammet og betragtede deres sammenflettede fingre. Det gav et lille sæt i hende da James talte igen.

Hun strittede ikke imod da han trak hende mod sig. Hun var lidt stiv i sine bevægelser for det her var ikke lige den reaktion hun havde forventet fra ham. Tøvende kyssede hun ham tilbage, ikke helt sikker på hvad der foregik. Da han sank ned på puden fulgte hun usikkert med ham og gav ham et blidt kys der varede nogle lange sekunder. Hun smagte ham, både med munden og gennem luften. Hun trak ham ind med sine sanser. Han havde reddet hendes fornuft ude på kirkegården. Han havde været hendes værn mod stormen i natten, både den indvendige og den der truede med at slå dem ihjel.

Procella ændrede sin kropsstilling så hun kunne glide ned ved siden af James på sengen, uden at støde ind i ham. Sengen var en enkeltmands så hun måtte ligge meget tæt op af ham, men hun kæmpede for at holde balancen lige på kanten så hun ikke lå alt for klistret ind mod hans sårede hud, og alligevel var en fysisk støtte med sin berøring. Et held hun ikke fyldte mere i landskabet end hun gjorde.

"I can kill them. I will help you. I will kill this one if it is possible for me. We will. Together. I am going to let you finish it. I will lead you. This demon is ours to kill. We will end him"

Hviskede hun mørkt og strammede let grebet om hans fingre

"I guess I understand why you didn't give me your real name now. But never telling anyone who you really are.. it sounds lonely."

Han hævede anstrengt armen da hun sank ned ved siden af ham, så han kunne folde den omkring hende da hun lå ned. Selvom smerten fra såret fik ham til at skære en grimasse og tydeligt plagede ham, trak han hende tættere ind til sig.

"I'll take your word for it. Not like I have any choice. Though he seems a bit scrawny for a hunter."

James forsøgte et skævt smil og drejede hovedet på puden, så han igen så op i loftet. Hans arm gled fraværende henover hendes arm. Hendes løfte om at lade ham hjælpe, fik et ubehageligt koldt smil frem på hans læber.

"I'd like that."

De mørke øjne gnistrede op imod loftet, et hårdt drag om hans mund, der virkede som en ny tilføjelse til hans ansigtsudtryk. I det øjeblik var det ikke svært at se, hvad resten af Merlin-gruppen havde set i James. Noget der lå bag al den klynken, barnlighed og uvilje imod at tage ansvar, han havde vist de sidste mange timer. En stålsathed og en uforanderlig kerne af ro og ren viljestyrke. Udtrykket varede kun et øjeblik, før han drejede ansigtet imod hende igen.

"And.. afterwards?"

Der var et svagt håb i de mørke øjne, et spørgsmål han ikke turde sige højt. Kvinden ved siden af ham var blevet det eneste holdepunkt, i en verden der konstant skiftede omkring ham, men det var mere end tydeligt, at hun ikke var typen der bandt sig til noget - eller nogle. Hans spørgende ansigt bad lydløst om, at han ville være anderledes.

Procella smilede svagt op til ham og vovede at putte sig en ganske lille smule ind til ham, på trods af de smertegrimasser han havde skåret. Hun havde brug for at føle sig tæt på ham, og det lod til at han også havde brug for hendes nærhed. Hvad var ømhed uden lidt smerte? Pain and passion.

"Maybe one day I will tell you."

Der var en sær varme i hendes stemme. Hun havde været sammen med mænd før. Love them, and leave them. Der var noget over James. Han irriterede hende frygteligt med hans klynken og banrlighed. Alligevel var der noget der tiltrak hende. Noget uforklarligt.

"Creo is...not human"

Hun lo lavmælt. Det var en underdrivelse. Men Creos historie var ikke hendes at fortælle. Procella hævede hovedet let og så vurderende ned på James.

"Afterwars....I move on. Next job, next thing to die for..."

Svarede hun alvorligt. Hun så et langt øjeblik ned på ham. Tænksom.

"IF we survive. You know. You could come with me. You could...join me. If...you could adapt to this life?"

Procella hævede det ene øjenbryn og så eftertænksom ud. Hun havde ikke haft en partner som sådan før. Hun vidste andre benyttede sig af det. Hun havde aldrig turde have nogen i ryggen på den måde. James havde reddet hende nogle gange. Han havde været vidne til...mere end de fleste. Han stødte hende ikke fra sig nu, så hvorfor skulle han senere?

Håbet viste sig ikke på hendes ansigt, men langsomt forandredes noget. Noget i hende strakte sig mod sin natur. Blev bøjet, formeligt. Noget der ikke havde været det før. Kærlighed og håb var ikke en del af den ligning hvor resultatet var Procella. Hendes liv havde trænet hende til andet. James var langsomt ved at ændre den ligning, og hun var ikke engang opmærksom på det.

Med en hurtig og hård bevægelse blev døren åbnet og lukket igen, selvom bevægelsen var hurtig var den næsten lydløs. Den høje elver i den lange, sorte frakke trådte ind i den lille lejlighed med lange, faste skridt og så på de to unge mennesker med et hævet øjenbryn. Sådan stod han lidt, men armene ned langs siden og betragtede dem. Han rystede meget langsomt på hovedet, et hovedryst der i sig selv sagde cirka lige så meget som en røvfuld til et uvorent barn. Med en træt mine gik han over og satte sig i en hvid og blomstret lænestol der stod ledig for ham, tog hatten af og rystede håret imens han gned sit ansigt med sine fingre.
At rydde op efter Procella havde været en sag i sig selv. Der havde været blod alle vegne. Kødstumper. Indvolde. Det havde mildest talt været et være svineri. Det var nærmest et mirakel at han havde nået at få det hele af vejen inden der dukkede udefrakommende op, og det på trods af at det var en uhyggelig krikegård i stormvejr. Der havde heldigvis ligget en skov lige ved. De energirige kropsdele gav nu jorden og træerne næring. En gave til naturen, det var da i det mindste noget han havde fået ud af denne skrækkelige aften.

Endnu engang gned han sit ansigt med håndfladerne, lænede sig så helt tilbage med et dybt suk og strakte benene ud på det støvede gluvtæppe. Der var en tavs pause.

"Kiddo, what, the, FUCK, happened out there tonight?"

Spurgte manden oprevet, og samtidigt meget træt.

"How could it even come to that? I mean, what in Gaias name did you even do to that poor bastard? There was barely anyting solid left to clean up."

Han himlede med øjnene og lagde en åben hånd over sit ansigt, så han så ud igennem mellemrummene imellem fingrene. Han rettede blikket imod Procella.

"Do you even begin to fanthom what kind of trouble we would be in if anyone found some of that?"

Hans tone var blevet dybere, hans øjne mere alvorlige. Det ville være en katastrofe hvis det var blevet set, hvis nogen pludselig fandt en arm liggende på krikegården. Han blev nødt til at få hende til at forstå, hvor stor faren var ved at efterlade sig spor. Og den nemmeste måde ikke at lave spor på, var ved ikke at svine når man slog ihjel. Det virkede som om han totalt ignorerede den unge mand der lå ved hendes side i sengen.

Det tabte udtryk på James ansigt blev mere udtalt og han holdt fortsat øjnene rettet imod loftet, som om det var en livsnødvendighed at tælle de mange krakeleringer i den indtørrede maling. Da hun hævede sig på en albue og så ned på ham, lukkede han øjnene med en grimasse, som om såret var grunden til at han pludselig var nødt til at fokusere på noget andet.

"It's not like I really have that much to stay for. Not anymore."

En skygge gled henover hans ansigt og et øjeblik virkede han til, at være lige ved at glide tilbage i de mørke tanker om, hvad han havde mistet de sidste par dage. Med en åbenlys anstrengelse stoppede han minderne og oplevelserne langt væk i sine tanker og åbnede øjnene imod hende igen. Der var ikke noget påtaget over det d

"And you really need someone to teach you some proper magic, because that fight with the golem? Phew."

Han smilede bredt op imod hende og rystede den ene hånd let, som om han lige havde brændt sig.

"I mean, no offense really, but that was not some slick hunter-moves right there. I don't want the other hunters to laugh at you at the hunter-reunions."

James grinte flabet, hævede hovedet med en lille anstrengelse og holdt Procella fra at eksplodere ved meget simpelt at blokere hendes læber med sine egne. Kysset var dybt, grundigt og involverede en hel del tunge og adskillige lyde - hvilket højst sandsynligt var grunden til, at James ikke hørte Creo komme ind i lokalet. Efter kysset faldt han tilfredst tilbage på puden og havde kun øjne for Procella.

"Not human? Oh hell no. No more supernatural freaks, please. I don't think I can handle another- Oh."

Han drejede ansigtet let mens han talte og fangede et glimt af Creo henover Procellas hoved. Farve skyllede henover de blege kinder og han frøs midt i bevægelsen. Han glemte at trække vejret og selv hans hjerte sprang et hørligt slag over.

Procellas ansigt flækkede i et flabet grin

"Magic? Pfffh! Who needs it! Its cheating anyway. Besides. If I have you by my side, I dont have to learn. You can just do it. We will be the most awesome hunter-team ever. Me kicking their asses and you doing freaky mojo? Perfect I tell you!"

Procella skulede på skrømt ned til ham

"Heeeeey....Be nice! The only one who is laughing here is you, and you are no fuc..."

Resten af hendes sætning blev kvalt da James læber effektivt lukkede af for hendes talestrøm. Hun skulle til at trække sig bort og sætte ham på plads, da hans tunge varmt og ivrigt gled ind i hendes mund, og hun overgav sig med et lille suk. Procella havde et tilfredst nærmest sagligt smil på læberne da kysset endte.

"I could get used to...Creo?!"

Der gik et sæt gennem Procella, der havde været lige så optaget af James, som han af hende. Da elverens ord smældede i rummet, krympede hun sig under dem, og søgte ind mod James som et dyr der blev pisket ville krybe i skjul. Morskaben og lattermildheden, den legende let drilske sensualitet...alt var komplet fordampet. Da kendsgerningerne om den myrdede unge mand hvis blod hun havde haft på hænderne, blev smækket direkte i ansigtet på hende igen, begyndte hun at dirre svagt over hele kroppen. Hendes åndedræt blev overfladisk og en smule stakåndet.

Den slanke jæger krøllede nærmest sammen under det grønne blik og hun ænsede ikke de store varme tåre der faldt fra de efterhånden paniske øjne. Hun troede ikke hun havde haft flere tåre tilbage at græde.

Hun åbnede munden et par gange, men der slap ikke andet end en tynd strubelyd ud. Til sidst borede hun ansigtet ind i siden på James - tankeløs omkring andet end sin egen sjæelige smerte. Hun pressede de gyldne og skræmte øjne sammen imens hun under det paniske åndedræt mumlede den samme sætningen om og om igen.

"It wasnt me...Im sorry..I didnt mean to..."

Creo sad et stykke tid og kiggede på den grædende Procella ud igennem mellemrummet på sine fingre. Så sukkede han dybt og rejste sig med en træt mine.

"I know kiddo, I know... But this is important, so you better listen up."

Nærmest som om han ikke ænsede James i lokalet, eller i sengen for den sags skyld, satte Creo sig på sengekanten og lagde en hånd faderligt på hendes hovede.

"We dont ever make mistakes like that as hunters. If we do, we might get caught red handed by normal people, who then starts to riot over the exsistance of fangers, doggies and fucking demons. Or even worse, the friends and families of the victim might come and try to eat you. You understand what I am saying kiddo?"

Hans stemme var faderlig, og han strøg hende forsigtigt over håret imens han talte. Han huskede engang hvor han selv havde lavet noget af det samme, skåret hovedet af en modstander med sit sværd og gået fra scenen. Hans mester var blevet rasende. Det havde kostet ham en uges træning med kun tørt brød at spise samt sammenlagt 12 timers søvn i den uge.

"We cant afford to fuck up. You got me?"

James så til med åben mund, mens elverens tilstedeværelse forvandlede Procella fra selvsikker kvinde til sammenkrøbet og udskældt barn. Da hun borede ansigtet ind imod brændemærket i hans side, blegnede han synligt og de tynde læber pressede sig voldsomt sammen, for at holde et udbrud tilbage. Hans hånd gled af hendes skulder og begge hænder foldede knytnæver om sengetæppet, som om han kunne kanalisere smerten videre på den måde.

Et øjeblik lignede han en, der var ved at besvime, inden han fik mere styr på sig selv. Den varme ånde imod huden fik ham imidlertid til at vride sig og et dybt-tonet klynk tvang sig direkte ud fra hans hals, uden at passere forbi de fastlåste kæber og sammenpressede læber. James var lidt for tabt i smerten, til at bemærke Creos tur henover gulvet og han missede også den første kommentar, før de mørke øjne fokuserede igen. Elverens ord fik ham imidlertid til at rynke på panden.

"Hey man, lay off the guilt-trip a little. She doesn't know what happened with that guy and it wasn't like any of the rest of you were around to give a hand."

Stemmen rystede lidt til at begynde med, men blev langsomt mere fast i tonen.

"She's been trying to solve all the fucked-up things that have been happening around here, in case you hadn't noticed."

James lænede sig udmattet tilbage på puden efter den lille tirade, selvom de mørke øjne stirrede irriteret og vagtsomt på Creo.

Det lod til at Creos "faderlighed" prællede totalt af på Procella. Det var egentlig også logisk nok, for Procella havde aldrig haft en far. Hun havde aldrig fået et kærligt knus som barn og aldrig følt en venlig berøring. Ikke ud over hendes få elskere der altid var hurtigt overstået...hendes søster...og James?

Langt borte fra fornemmede hun hvordan James krop blev mere og mere anspændt og stivnede. Til en start blev hun nærmest desperat. Han skubbede hende bort? Så genvandt hun en smule fornuft da den anstrengte rumlen i hans brystkasse havde denfensiv og beskyttende karakter.

Procella slog Creos hånd væk fra sit hår og satte sig brat op i en glidende bevægelse.

"DONT TOUCH ME! DONT SPEAK TO ME LIKE THAT! LIKE I KNOW SHIT! I FOUGHT A GOLEM, A HELLHOUND, AND A PSYCHO! DONT YOU DARE LECTURE ME LIKE THAT CREO! NOT NOW NOT EVER! YOU DONT KNOW WHAT HAPPENED!"

Modsat sit flammende raseri mod elveren, befriede hun sig med overraskende nænsomhed fra mennesket på sengen. Hendes fingre gled kort over hans overarm som undskyldning for sin forglemmelse. En fjerlet berøring, men et meget ukarakteristisk kærtegn fra den ellers kølige unge kvinde. Nogen ville have dristet sig til at kalde det åbenlys omsorg.

"HE HELPED ME! WHERE WERE YOU?! HUH? EVERYBODY?! I WAS ALONE OUT THERE! I MIGHT BE AS TOUGH AS RIPPER, BUT THIS IS TOO MUCH! AND THEN YOU...YOU SIT THERE AND...AND....SCOLD ME! LIKE I AM A CHILD?! WHAT THE FUCK CREO?! WHAT THE FUCK?!"

Procella styrtede ud på badeværelset hvor døren blev hamret i bag hende. Ude i soveområdet kunne det rasende hulk tydeligt høres i stilheden der fulgte, og den muflede lyd af nogen der skreg af sin lungers fulde kraft, ned i en eller anden form for tekstil

Creos ansigt var skåret i sten, selv da hans hånd blevet slået væk fra Procella og da hun råbte af ham fortrak han ikke en mine. Han lod hende råbe af sig med rolige øjne, og rykkede sig først ud af stedet da døren til badeværelset smækkede. Så rejste han sig og vendte sig imod drengen på sengen, som han så på med et blik, som var lige så kraftigt og gennemtrængende som en laser.

"Listen kid, and listen good, I dont know who you are or even why you are here, all I know is that you are not a hunter, so you just shut up unless you want to dissapear like the remains I have just dissposed of, got it? Dont interrupt me while Im talking to her again." Hans stemme var hård og autoritær, og selvom han under ingen omstændigheder kunne finde på at slå uskyldige mennesker ihjel, sagde hans blik og tone noget andet. Det var vigtigt at en udefrakommende ikke blandede sig her, det kunne let have fatal indvirkning på Procellas fremtidige væremåde som hunter.

If I dont lecture you, who will?

Creo gik hen foran badeværelsedøren og stillede sig med armene over kors, imens han så på døren med et hævet øjenbryn.

"Listen kiddo," sagde han med hård stemme, der ikke havde skyggen af faderlighed over sig. Han var hendes overordnede og hendes hunter-træner nu. "If you dont want to be treated like a child, then stop acting like one. Psychos and hellhounds are part of your job now. I know that you can take care of yourself, but this kiddo... This was too much."

Han vendte sig om og lænede sig op af muren ved siden af toiletdøren, stadigvæk med korslagte arme og en irriteret mine.

"Im not around always, like I said before, you should be able to take care of yourself. Like an adult. Trust me, I know the feeling you have right now. I might have had it 50 years back, but I still know it. If you want to be taken seriously as a hunter, start acting like one."

James rykkede nervøst på sig under Creos blik, men forsøgte at få det til at se ud som om han prøvede at finde en bedre stilling, efter Procellas flugt fra sengen. Nu da han ikke kunne se ham, spillede smerten henover hans ansigt og trak rynker, man ellers ikke bemærkede, frem på hans ansigt. De mørke øjne mødte irriteret elverens og han hævede et øjenbryn, mens ordene faldt med sydende sarkasme.

"Oh yeah, sure. What do I know? I'm just the guy who got struck by lightning, had all of his friends killed and now has a demon who wants to eat his soul on his ass. But sure, what do I know about these things? You two should definitely spend the time shouting at each other instead of figuring out what's going on. Makes perfect sense."

James sank udmattet tilbage på puden og lukkede øjnene, som om han ikke kunne overskue dumheden i lokalet længere. I stil med en struds, havde han åbenbart accepteret reglen om, at hvis man ikke kunne se det, så fandtes det ikke.

"I can see where she gets that 'holier than thou'-attitude from."

Mumlede han, da Creo vendte sig fra sengen. Efter det, ud fra alle tegn, faldt han enten i søvn eller mistede bevidstheden.

Der gik nogle minutter uden en lyd hørtes fra badeværelset. Så blev døren åbnet. Procella stod skælvende af raseri i undertøjet og stirrede ud på elveren med flammende øjne.

"You should leave. I dont want you here. You do not get to do this. This was my first mission alone, fuckhead. Leave. I dont want you here, and I dont need you. You did what you do best, clean up. You dont get to treat me like this"

Procella satte en hånd i brystet på elveren og skubbede ham baglæns så hun kunne komme ud

"You have never met a golem, or a hellhound. Its easy for you to be high on your pretty little horse. What did you start out with huh? A nice little vampire? A wolf? Did you have 5 dead humans, a fleshgolem, a soulsucking demon, a hellhound, and oh...did i forget the part where my psyko-sister invaded my FUCKING HEAD?! WHAT ABOUT ASKING HOW I WAS DOING?! WHAT ABOUT ASKING HIM HOW HE IS DOING?! TAKE A LOOK AT HIS CHEST CREO! THAT IS MAGIC! GET THAT FUCKING STICK OUT OF YOUR GODDAMN ASS AND BE USEFULL!"

Hendes stemme var steget til et rasende skrig. Hun skælvede og trak vejret dybt og fremtvang derpå et smil

"Or...you leave. Help or leave. I can call Ripper if this is too hard for you to handle. You dont know shit. Dont EVER pretend to think you know what i go through"

Hun skubbede sig forbi Creo. Hun gik tilbage til sengen og stirrede ned på James.

"Look...im sorry he is such an idiot...if i had known i would not have called him. Im sorry. Can i do something?"

Hviskede hun lavmælt og rakte hånden ud mod det svedne brændemærke, men stoppede midt i bevægelsen, uvillig til at påføre ham mere smerte end hun allerede havde gjort.

Som om han var gået ind i sig selv fortrak Creo ikke en mine da han blev skubbet væk fra badeværelsesdøren, han stod bare og tog imod hendes vrede som en statue. Der gik et øjeblik før han rettede blikket op på hende efter hun var gået over til sengen, et flammende blik der ikke bragte hverken undskydlninger eller bønner med sig.

"You know what kiddo, maybe I shouldnt have given a shit from the begining. Cause you fucking certainly dont." Han strakte armene ud til siden.

"What the fuck do you want from me? An apoligy? That I am a little more fucking supportive? That I ask you how you are feeling today?! I come in here, with you lying on the bed, kissing some random victim of an attack, and all of a sudden you want me to play your fucking father? Well guess what sweetheart, that ship sailed." Hans stemme var rolig til at starte med, men steg i intensitet og vrede som han fortsatte.

"This is the way it always fucking is, you want something from me, then yell at me and call me an idiot, talk to me like Im a piece of shit. But you know what kiddo? Im not gonna take it anymore. You can call Ripper, yeah, because I am not helping your sorry ass anymore."

Han trampede over og samlede sin hat op fra bordet imens han sendte hende et blik som om hun var det største irritationsmoment i verden på nuværende tidspunkt.

"Yeah, like I know shit right? Im just a stupid, bloody elf. Im the idiot. Guess what kiddo, YOU are the one who doesnt get to talk to ME like that, got it?! I am YOUR supperior in this buissness! Im not helping you because I have orders to do so, I help you because I fucking care for you! Hell yeah this was a rough night, but I was just told to fucking clean up, I dont get intell on your missions. Next time you fucking want to yell at someone, call RIPPER, because I wont take it one more time!"

Med lange skridt gik han over til døren og åbnede den uden at vente på svar. Han vendte sig om i døren og så over på James.

"And get some fucking bandages on that guy, Im not a fucking healer, and what little healing magic I know wont work jack on that shit. He'll heal up nicely by himself in a week or two."

Med de ord gik han ud af døren og smækkede den med en kraft, der fik den bærende væg til at sitre.

((Wick bliver kort sprunget over da han er bevidstløs))

Procella stirrede ned på den bevidstløse mand. Hendes læber dirrede svagt og hun lod fingersidserne glide over hans hud.

Spontant gik hun over og gennemrodede hans bukser. Hun fiskede nogle sedler frem. Hun havde brug for tøj, og det samme havde han, og hvis Creo var for stupid til at hjælpe, så MÅTTE hun ringe til Ripper.

"You need to drink James..."

Hun giv over til døren og åbnede den, hun havde i farten slynget dynebetrækket om sig igen. Hun så ikke Creo der havde smidt sig op af muren, men hastede ned af gangen udenfor værelserne hvor en colamaskine med dåser i stod og blinkede. Hun fodrede den kort med den krøllede seddel og en dåse faldt ned et klonk. Hun vendte sig med den i hånden og stoppede kort da hun så elveren.

Procella sagde intet men rystede svagt på hovedet. Hun så ikke på ham da hun gik ind i værelset igen, men døren stod svagt på klem. Der hørtes en metallisk lyd og et pift af brus.

Jægeren lempede blidt en arm ind om skuldrende på den unge mand.

"James? Come on dude...you need to drink. You need the sugar and the fluid. You need to keep hydrated with that burn. Wake up. Come on"

Procellas fingre gled let gennem det blonde hår. Hun skubbede hans ansigt ind mod sig så hun holdt det let fast mellem skulder-barm og hånd. Den frie lagde den kolde dåse mod hans underlæbe og hældte forsigtigt er par dråber ind, for at se om hans synkerefleks blev aktiveret af det. Hun ville jo for fanden ikke drukne ham i sodavand.

Den brusende væske boblede et øjeblik i James mund, før hans synkerefleks satte ind og sendte den ned igennem hans hals. Han kom til sig selv, harkende og spyttende af den skarpe fornemmelse af kulsyre. Imellem at vride ansigtet over fornemmelserne, væsken sendte op igennem hans hals og de smertefulde trækninger fra såret i hans side, virkede han ikke synderligt begejstret over hendes valg af drikkevarer.

James skar en grimasse og hævede en hånd, for selv at holde dåsen, da det værste var overstået. De mørke øjne var en smule slørede, men han virkede til, at være vant til at arbejde uden alt for meget søvn. Universitets-studerende havde en fordel på 'no sleep'-fronten.

"He's a chipper one, your 'brother'. I'd almost rather run into Rob again. At least he just tries to kill me, without telling me what a sorry, ignorant sob I am."

Mumlede han hæst og hostede let igen, før han tog en slurk fra dåsen. Enten kulden eller sukkeret virkede til at vække ham en lille smule mere og han vendte et mere opmærksomt blik op imod Procella.

"Is he really going to help?

James så spørgende op på hende.

Som svar på James' spørgsmål blev døren åbnet igen og Creo trampede ind. Han smed sin hat på bordet hvor den før havde ligget og så koldt på de to i sengen. Det var altid det samme med Procella, hun anede virkelig ikke at de folk der var omkring hende også havde følelser. Selv for en elver med et temperament af stål ville Lauren være en mundfuld der var mere end svær at synke. Han viftede irriteret med sin hånd og gik over til sengen.

"Move so I can take a look at those wounds." Sagde han irriteret idet han satte sig ned på sengekanten og begyndte at inspicere James overkrop. Han kiggede op til hans øjne i et øjeblik med et skarpt blik.

"And no funny comments, got it?" Så vendte han tilbage til arbejdet. Hans irriterede mine gled over i et udtryk af forundring. Han rynkede panden.

"Those are some very distinct markings you got there. Can I get a little more details on how exactly you got them? Other than the fact that you were struck by some kind of lightning."

The hell..?

Procella satte skyndsomst dåsen fra sig da James begyndte at hoste i hendes arme. Hendes fri hånd blafrede lidt febrilsk over hans overkrop, villende støtte og hjælpe, men bange for at røre ved de dybe brandmærker.

"Chipper? Creo? I dont know what the hell got into him. He is not usually like this. I guees the human-handpuppet did the trick"

Procella der egentlig prøvede at joke, blegnede selv ved tanken og sank et eller andet

"dont do that...dont joke about him returning. Its a bad om-...."

Procella så op da Creo trampede ind og hendes gyldne blik var vagtsomt og afvisende til en start. Et splitsekund skyllede et lettet udtryk hen over hendes ansigt da han koncentrerede sig om mennesket. Hun lempede blidt James ned på sengen og lod Creo komme til, men hendes øjne spillede af slet skjult munterhed. Nu hvor hun havde fået ordre på ikke at tænke på en lyserød elefant på ethjulet cykel kunne hun slet ikke lade være.

Hun blev kort alvorlig og holdt dynebetrækket tættere ind mod sig imens hun gik over og skubbede døren stille i så ingen ville få indblik i det aparte syn i sengen.

"Well...Rob he uhm...he did this crazy fuckass magical storm. He also did the hellhound-stuff. Or claimed to. He uhm...did some strange things and the lightning struck him. And then...she attacked...no...wait....he saw her, and then he attacked, and..."

Et tåget billede flimrede igennem Procellas ansigt. Hun vendte sig fra den nu lukkede dør og så langsomt og med gryende forståelse på James. Der var dyb vantro og chok i hendes ansigt.

"Y-you...you...took it? You....saved me? Creo help him!"

Forvirring, vrede, taknemmelighed, mere vrede, større forvirring. Procellas ansigt var som en åben bog hvori man kunne læse alle tankerne og følelserne der absolut ikke gav mening.

James skiftede brat blikket imod Creo, da han trådte ind i lokalet igen, og så ud som om han mentalt forberedte sig på at krybe i det nærmeste musehul, mens de to fortsatte deres duel. Han rykkede nervøst på sig, da elveren satte sig på kanten af sengen, og skar en utilpas grimasse.

"Got it."

Han forsøgte at ligge stille under Creos inspektion, selvom det tydeligt gjorde ondt på ham. Brændemærket var på størrelse med en udspredt hånd og formede omridset af en otte-takket stjerne, over James nederste ribben.

"Rob was always the best of us when it came to elemental magic."

James smilede skævt, selvom der ikke var meget humor over udtrykket. Procellas kommentar fik ham til at se forbi elveren, selvom de mørke øjne hurtigt så væk igen.

"Don't.. put too much into it. I just didn't know how lightning-proof hunters were."

Han flyttede blikket tilbage til loftet, selvom der løb en svag rødmen henover de blege kinder.

"Well, it seems that you are quite lightning-proof though. Normally I would suspect this thing to go right through the trunk of a tree... But then again, I am no expert on magic."

Han kiggede spørgende over på Procella et øjeblik.

Micha...

"Kiddo, are you absolutely sure that it was Micha you saw? I mean... She aint here no more. Could it have been somone else?"

Imens han atter engang vendte sig imod sin patient, gned Creo sine hænder imod hinanden hurtigt, således at han opvarmede sine håndflader.

"Okay, Im not good at this magic-hoodlidoo, but I do know how to drain an infected wound. Let me see if I can get some of the bad mojo out of there. It might sting a bit, but long-term its gonna work wonders on your health."

Hans hænder begyndte langsomt at få en svag, grøn glød over dem, som om der blev tændt små grønne flammer i hans håndled. Han så James i øjnene.

"Try to hold still."

Han lagde forsigtigt sine hænder på såret og begyndte at dræne den skadende magi ud, som man suger bigift fra et sår.

"It seems to be a type of nature-magic. Normally I wouldnt suspect humans to know about these kinds of Gaias gifts." Han kiggede over på Pro. "You sure it wasnt an elf who attacked?

Though I doubt elfs with magical power like this would attack two children like that... And least of all with a hellhound.

Procella slugte et grin da James kinder - trods smerter og sikkert uvant situation - fik en varm glød. Hun smuttede over til sengens modsatte side og fangede hans hånd. Af sig selv flettede hendes fingre sig ind i hans. Hun så lidt overrasket ned på deres hænder, som havde hendes krop lavet en uventet forræderisk handling mod hende.

"Oh cramp it...you could have been killed and you know it"

Mumlede hun og så op med et ryk

"No Creo...I did not see Micha. I felt her. I called Ripper and she went ballistic last night...morning? I dont know why"

Procellas fingre klemte advarende om James. Hun havde ikke lyst til at han skulle komme ind på at det nok havde været omtrendt samme tidspunkt de havde haft et møde med en kold væg, der havde været glimrende afkøling, men ikke særligt effektiv deres aktiviteter taget i betragtning.

"Creo...she was inside my head. I felt her. She was the one who...."

Hun så kort og uroligt ned på James men sled blikket tilbage til elveren, bange for at se på menneskets ansigt. Bange for afvisningen hun var sikker på ville komme.

"she did that sick thing! You know me! How the hell would i come up with anything as...as...twisted...as that? She has gone farther and farther into the deep end, and now she is usind me!"

Procella begyndte at skælve og hendes stemme steg til et rasende og panisk skrig

"ARE YOU NOT LISTENING AT ALL?! THEY WHERE HUMANS! THEY SUMMONED A DEMON WHO KILLED THEM ALL! HE IS GOING TO TAKE JAMES! STOP ASKING STUPID QUESTIONS AND HELP US!"

Desperationen og panikken var tydelig at læse i hendes ansigt.