I saw him first! [Cleon og Jackie]

((Dette er ikke en kaostråd. Dette er en almen spillertråd, med NPC-assistance))

Tid: 03:15
Sted: Stranden
Vejr: Stjerneklart
Omgivelser: Forladt turiststrand

Michael løb så hurtigt han kunne. Hjertet stod ham i halsen. Han blev forfulgt. Aftenen var egentlig startet ganske udemærket. Der havde været stor fest i en af de enorme klubber, der om sommeren havde åben og udsigt ned til havet hvor en indhegnet bid af stranden lukkede af mellem strandgæsterne og de dyrt betalende klubgængere.

Han var gået udenfor for at få en smøg. Forbandede lorte politikere. En eller anden creepy udseendet fyr var pludselig dukket op i mørket. Han var ikke dum. Michael var rigmandssøn og det havde været noget over mandens blik. Michael skyldte mange folk, mange penge. En lidt for festlig ungdom med lidt for meget spil.

Han havde grebet fat i døren, men lortet havde kun kunne åbnes indefra. Løsning? Han var stukket af. Han skulle ikke have tæsk af en eller anden gorilla der blev sendt efter penge. Jo mere han løb, jo mere greb en uforklarlig panik ham. Sandet var tungt og vådt efter højvandet og hans lårmuskler brændte af anstrengelse. Gav han ikke snart op?

De paniske grå øjne gled febrilsk hen over klitterne for at finde et sted han kunne løbe i skjul. Han måtte væk fra den lange flade kyststrækning. Det var alt for let at se ham her, med stjernenatten der lyste op mod havet sorte bevægelige overflade, og ham selv som eneste brud på stranden.

Han havde set manden stå inden for til festen og havde udset ham, han lignede alligevel ikke en der gjorde alt han kunne får at få venner og han lignede derfor mest af alt en folk ikke havde så meget imod han forsvandt. Han havde derfor også lagt mærke til ham tydeligt da han løb udenfor i kulden og ud på stranden.

Cleon var fulgt efter ham med lange hurtige skridt men holdt dog en vis afstand på ham, så han ikke ville indhente ham alt for hurtigt. Han løb afsted efter ham. Han havde på grund af festen taget noget af sit pæne tøj, som han nød at bevæge sig i, på. Han fulgte ham bare hen over sandet som ikke gjorde ham så meget.

Han halede ligeså langsomt ind på ham, og han kunne se hvordan manden var ved at være bange, men han vidste nok ikke helt hvor stor en fare han faktisk var i. Hans egne øjne havde det skær om sig øjnene altid havde, når der var blod i nærheden han fulgte ham tydeligt med øjnene. Han ville ikke lade ham slippe det var ikke et spørgsmål.

Jackie havde været ude for at finde noget spiseligt. Hun havde været umådeligt sulten igen, men der havde ikke været noget at indtag i nærheden. Hun havde søgt rundt, og havde endelig fundet færden af noget. En person der var i gang med at løbe alt hvad ben kunne bære. Hvilke kun gjorde at hans lugt blev langt mere intens, og hun stod ikke længe og overvejede, før hun satte i løb mod byttet.

Jagten var næsten noget af det bedste. Hele tanken om at forfølge en, der løb for livet. Eller det at fange et uheldigt offer, der ikke vidste hvad der skulle ske. Der var vel meget der forandrede sig, når man blev til et barn af natten. Men der var noget festligt over denne forandring. Man kunne dog sige, at man tilnærmelsesvis blev lettere psykotisk, og begyndte at mangle visse træk af normalitet. Men det var både noget af det gode og dårlige.

Hun fik øje på byttet, og satte farten op. Ikke langtid efter var hun i et spring, og fik skubbet manden ned i sandet, og satte sig oven på ham. Det her skulle nok blive forfriskende!

"Neeeeeeej! ikke ansigtet! ikke ansigtet! jeg skal nok bet...hvad fanden laver du din syge kælling?!"

Michael skreg og holdt armene op foran ansigtet, til det gik op for ham at det ikke var manden der forfulgte ham, men en eller anden månesyg ung pige der havde smækket ham omkuld i sandet

"Fuck af med dig! Du får fandme ikke pik når du skal være så brutal! Du kunne i det mindste spørge pænt og vise mig dine vare først! Er du på stoffer eller hvad sker der?!"

Michael var fuld af adrenalin efter flugten og han råbte højt, mere af omdirigeret frygt, end egentlig agressivitet. Han greb fat om pigens arme og prøvede at kaste hende ned i sandet så han kunne komme op.

Cleon kom løbende afsted alt hvad han kunne da han så at der var en anden der havde tacklet manden. Han satte i et spring efter den person der nu sad oven på manden, så han ville lande på den begge med den fremmede mand eller bytte, nederst. Han holdt hende nede hvis altså tacklingen havde virket og derefter gav han sig til at råbe af hende.

"Han er min! Find dig din egen!"

Han havde ikke lagt mærke til hvem det var han havde tacklet. Han havde jo slet ikke overvejet at han nogensinde ville støde på hende igen, det var jo nærmest dumt at tro det ville ske, og han var fuldstændig ligeglad med manden der lagde på jorden, han kunne bare blive liggende til de engang var færdig med at diskutere eller hvad der ville ske.

Et bredt smil gled over hendes læber, da han begyndte at tigge om hjælp. Hendes udtryk blev dog hurtigt koldt, da han fik en lidt anden attitude på. Mænd forblev det samme, de troede af de havde det hele, og kunne tillade sig alt. Der i blandt at tale til kvinder, som var de pyntegenstande, der bare skulle eksistere og intet andet. Heldigvis for hende gjorde det, at hun havde endnu mindre sympati for ham end før - hvis hun havde haft noget.

"Den eneste der har nogle varer her, er dig lille ven. Jeg gider fandme ikke have noget at gøre med din pik... Hvis der overhoved er noget der nede.." svarede hun kækt, og gav et arrogant smil fra sig, og skulle til at vride sine hænder fri fra hans greb, da hun blev væltet omkuld i sandet. Hun lå nu nederst, med manden over sig, og endnu en mand oven på. Det har virkede som optakten til en dårlig pornofilm.

"Vel er han ej, jeg fangede ham, så pis af grønskolling!" Knurrede hun igen, og prøvede at skubbe sig fri fra de to. Hun var bestemt ikke tilfreds med hvordan hun lå. Det her var ikke ligefrem den ideale! Manden kunne sgu da også bare have fundet en anden, han burde da kunne se, at det var hendes bytte!

Michael skulle lige til at svare den fremmede kvinde ovenpå ham, da en rambuk smadrede ind i dem fra højre og en sky af vådt sand fløj til alle sider.

Der undslap en tung lyd fra Michael da nogle ribben gav efter og knækkede under presset. Hvis han havde kunne, ville han have skreget. I stedet stegn en underlig hvæsende lyd fra hans mund der boblede over af blod, da den perforerede lunge begyndte at pumpe blod ud, hvor intet blod skulle være.

Det arrogante udtryk forsvandt og blev erstattet af panik og angst. Den menneskelig frygt hang som en bitter aroma i luften omkring de to vampyre og satte gang i den altid lurende sult der var så svær for nyfødte at kontrollere.

Michaels arme begyndte krafteløst at slå på kvinden over ham, og han genkendte manden oven på kvinden. Vægten på hans lunger var knusende. Han gispede som en fisk på land og blod fossede ud af munden på ham og gled ned af hans kinder og videre ned i det våde sand.

Han kiggede på manden som nu lagde og slog på kvinde, og alt det blod der forlod ham og den fantastiske duft der spredte sig fra hans blod. Det gjorde ham helt opsat på at få fat i manden, og få hans blod. Han ville have det men først skulle kvinden her væk fra ham så han kunne få ham for sig selv og nyde sit måltid i fred.

"Han er min jeg har jagtet ham længst."

Han lagde stadig ikke mærke til hendes ansigt, og var fuldstændig ligeglad med hende han ville bare have ham selv. Han ville bare have lov til at drikke blodet fra det bytte han nu havde jagtet gennem sandet, og så mente hun det var hendes bare fordi hun havde nedlagt det fordi han havde ledt det hen til hende.

Hun knurrede irriteret, og ville til at tage sig at manden under sig, da manden over hende blev ved med at tro kan skulle noget. Hun brugte sine kræfter på at skubbe manden over hende til siden, dog så hun selv måtte vælte med.

"Så pis dog af, du var ikke hurtig nok, så kan du lære at være hurtigere... Det er sådan tingende fungere rookie!" snerrede hun af ham, og blev kun mere aggressiv, da hun kunne lugte blodet. Det var en fantastisk duft, og hun kunne ikke vente til at kaste sig over måltidet. Det næppe nok til at bevæge sig ret meget mere.

Okay først skulle hun lige af med den her pest, der syntes at han var noget. Hun fik vendt sig rundt, og skulle til at slå manden. Det gik dog op for hende, at hun havde set ham før, og faktisk skyldte ham en tjeneste... Men...

"Jeg kender dig...!" konstaterede hun, men kunne ikke sætte navn på ham, da hun aldrig havde fået hans navn at vide.

Michael skreg skingert og boblende da de to kæmpende skikkelser oven på ham fik et ribben til at presse sig hele vejen ud gennem brystkassen. Han gled ned i et nådigt bevidstløst mørke, som han nok aldrig ville vågne op fra igen...

((tråd åben til human aflivning og food-fight))

"Så lad os da tag den her rejs dig op og vi kan slås om ham"

Han vrissede af hende, fordi hvis det var med den på skulle ahn med glæde splitte hende ad for at få noget at spise, og han kunne se hvordan manden var ved at dø, og han lagde mærke til hvordan det ene ribben stak ud af hans krop. Han rev fat i det og hev det ud og hakkede det igennem mandens tinding.

Han nåede lige at se hun slog ud efter ham, men så, så også at hun stoppede slaget, og sagde hun havde set ham før. Han kiggede intenst på hende og lagde mærke til hvordan han nu kunne huske hvor det var han havde set hende henne før, den grotte kom pludselig til live i hans hjerne.

"Ja det er dig fra den grotte?"

Hun skubbede sig op at stå, og var mere end villig til at slås, for at få maden. Der var absolut ingen skrubler, men som så meget andet, var der en af de ting der skete, når man blev vampyr.

Hun var ikke en gang særlig interesseret i hvad han var i gang med at lave med manden, så længe at han ikke spiste hendes bytte, men det så det ikke ligefrem ud til.

"Ja... Du, eh... Hjalp mig..." svarede hun svagt, og prøvede at bringe et smil frem, selvom dette var en noget akavet situation.
"Jeg mindes ikke at have efterladt dig i den tilstand..." Fortsatte hun lidt efter, og kløede sig i nakken. Det her var sært... Hun var ikke vant til at nøde nyfødte. Den eneste hun kendte der var en ung vampyr var hendes selv, men... manden her måtte være en smugle yngre end hende selv.

"Jeg fik egentlig aldrig dit navn..." sagde hun og fik endelig et skævt smil frem på sine læber, og stod lidt at så lettere dum ud. Det var ind til at det fik op for hende, at manden stadig lå på jorden. Hun var her ikke for at hygge snakke, nej det var mad der stod på spil! Men... De kunne jo dele, eller?

"Jeg er blevet forvandlet siden hen, af en anden vampyr."

Mere behøvede hun vel ikke at vide, det var vel nok for hende at vide hvad det var der var sket. Han rejste sig roligt op og stod foran hende. Han kunne tydeligt huske hende nu, og han havde jo egentligt heller aldrig fået hendes navn, så han ville fortælle sit og håbede så på at hun også ville fortælle hendes til ham.

"Jeg hedder Cleon, og hvad med dig?"

Han kiggede på manden med et sulten blik, og slikkede sin fingre for blodet der havde sat på ribbenet og lod så ellers blikket vende tilbage på hende, for at se om hun ville svare ham med sit navn.

"Ja det kan jeg se..." mumlede hun still

Hun betragtede ham lidt, og kunne ikke lade vær med at finde det lettere morsomt. Hun havde ikke ligefrem forventet, at han ville nede i en tilstand som denne. Han havde trods alt været noget skræmt af hende. Ville det ikke være som at blive til det man hadet? Om ikke andet lettede det hende også lidt, for nu havde hun ikke trangen til at skulle slå ham ihjel længer. Det gjorde det en del lettere at komme i kontakt med folk.

"Navet er Jackie... Og eh... Ja tak for hjælpen den gang..."

Hun så på blodet på hans hænder, og havde tydeligt også lyst til at smage, hendes sult var heller ikke til at benægte. Hendes øjne var blodrøde, og viste en tydelig trang til at få noget spiseligt i sig.

"Skal vi ikke bare dele ham... Inden blodet bliver dårligt.... Jeg er ubeskrivelig sulten lige nu..." hun havde en undertone af, at hun var villig til at kæmpe hvis han ikke sagde ja. For at være ærlig havde hun ikke lyst til at dele, men i det mindste var det bedre, end slet intet at få.

Han smilede lidt skævt over hendes kommentar til at hun kunne se at han var blevet forvandlet. Han var selv blevet ret overrasket da det var sket, men han havde ret hurtigt accepteret at det var det han nu engang var blevet.

"Det var da så lidt, det har da bragt held til nu"

Han kiggede på hende som hun talte til ham, og syntes det med at dele ham lød som en god ide, så han ikke bare gik til spilde midt her ude. Det ville jo vær et dumt spild at lade en person som denne gå til spilde. Han var ikke ligefrem den der lignede det bedste måltid men det var vel bedre end ingenting.

"Jo lad os det..."

Han løftede manden op til dem, og gjorde let tegn til hende om at de bare skulle tage for sig af retterne, han tog et håndled op til sig selv og satte tænderne i og begyndte at drikke lystigt fra det.

Hun gav et skævt smil fra sig, og gjorde ikke rigtig andet end det.

Hun gik over til ham, og tog fat i det andet håndled, for at bide sig fast. Det var forfriskende endelig at få noget mad igen. Han var ikke det bedste måltid, men det var helt klart det hele værd. Så grådig tog hun til sig. Hun stoppede lidt før Cleon, for at lade ham drikke det sidste. Hun tørrede blodet af sine læber, og strøg håret tilbage

"Det var ellers sjovt at se dig sådan her... Hvorfor blev du... Ja... Det du er nu?" spurgte hun stille, og så lidt på ham, mens hun rettede på tøjet, for der efter at børste sand af.

Han slap armen, og lod manden falde sammen på jorden, eller rettere sandet. Han kiggede over på hende og hørte hendes spørgsmål. Han var ikke helt sikker på om han kunne fortælle hvordan det var sket, da han ikke helt kunne huske det hele. Han ville dog gøre forsøget på det.

"Jeg øhm... ja ser du..."

Han hakkede fuldstændigt i det, da han også fandt det lidt pinligt. Han fik sig dog taget sammen til at fortælle hende det.

"Jeg var på vej ned til byen, med den her kvinde jeg elsker. Hun er vampyr. Vi blev så angrebet af nogle andre vampyre som fik mig til at forbløde og den eneste mulighed hun så for at redde mig, var ja at gøre dette."

Han smilede lidt over det, og kunne så ikke lade være med at overveje hvor længe hun havde været vampyr og hvordan hun så var blevet det.

"Hvad med dig? og hvor længe?"

Hun så ned på liget, og overvejede lidt hvad de skulle gøre af det. De kunne næppe bare efterlade det her, selvom det ville være den lette løsning. Ej... De kunne ikke bare lade ham ligge sådan her, det ville kunne resikere at nogen kom for tæt på sandheden. Hun tog fat i liget, og så på Cleon da han talte. Et lille smil krydsede hans læber over hans ord. Det var noget sødt over hans historie, og hun kunne ikke hjælpe at være fascineret.

"Det må være fantastisk at have sin elskede som Herre..." sagde hun stille, og så tydeligt intet pinligt i hvorfor at han var blevet forvandlet. Det var lidt film klassiker over det, selvom filme ikke rigtig fik sandheden med. Sulten var aldrig rigtig med i film, ikke i den forstand som det virkelig var.

Hun gav et skævt smil fra sig ved hans spørgsmål, og smed liget over skuldren.

"Jeg mødte min Herre på en nat klub, og et eller andet sted, valgte jeg at blive det jeg er nu, efter at have bevist mig selv... En lidt mindre romantisk version... Nysgerrighed dræbte katten..." sagde hun med et grin, og begyndte at gå mod vandet, og gik et stykke ud og smed liget i. Det var godt at strømmende trak vandet ud snart. Det ville gøre det langt lettere at komme af med liget. Så hun gik tilbage til Cleon, og strøg håret tilbage igen.

Han smilede lidt over det hun sagde om at have sin elskede som herre, fordi det var både rart og så var det et helvede, specielt i starten. Han havde jo haft svært ved helt at se hende som hans elskede men kunne kun omtale hende som skaber eller herre, hvilket virkede så forkert.

"Ja både og, starten er meget svær de første dage, der kunne jeg ikke rigtigt se hende som andet en min skaber. Jeg kunne ikke se hende som min elskede."

Hvorfor var det lige at de stod og snakkede om den slags, her midt på en strand som om de var barndomsvenner eller sådan noget, men de havde jo kun mødt hinanden en gang før det her, og der havde han været bange for hende eller ihvertfald bare lidt.

"Ja det kan jeg godt se, men du valgte det så selv?"

Han smilede da hun smed manden i vandet, da han også selv havde tænkt på at det nok ville være en god ide at gøre så der ikke lå et lig her midt i det hele.

Han nikkede forstående til hans ord, og kunne godt forstå hvordan han havde det. Selvom hun ikke havde haft noget romantisk forhold med ham. Det var bare aldrig let at være ny, og ja... At skulle forstille sig, at en der holdte af en, ville alde en gå igennem den slags ting... Det gav kun alt for meget mening.

"Jeg forstå hvordan du har haft det..." Hun gav et svagt smil fra sig.

Det var noget rart over at snakke med en om det. Det var som om, at hun endelig havde en, der fortod hendes kvaler fuldt ud. Godt nok havde hendes Herre været igennem det samme, men det var bare ikke det samme. Det var flere århundred siden at han havde oplevet det, men for Cleon var det nok kun et spørgsmål om dage. Det var næppe de fleste nyfødte som mødte en der var i samme situation.

"Ja... Jeg ved ikke hvad der fik mig til det... Nysgerrighed, trodsighed... Et eller andet... Jeg er ikke helt klar på det længere... Mysiken..." hun gav et skævt smil fra sig, og var tydeligt ikke sikker på sig selv.

Han fandt det virkeligt interessant at snakke med en anden vampyr, da han indtil videre kun havde snakket med sin egen skaber siden han var blevet forvandlet, og hvad han ellers havde mødt af vampyrer havde forsøgt at dræbe ham, af en eller anden grund. Han vidste det ikke helt men de hadede ham nok bare fordi han var ny.

"Ja du må jo være gået gennem det samme, bare starten er et helvede."

Han nød samtalen fordi man ikke skulle holde tingene skjult, og han havde jo ikke rigtigt været uden for, siden han var blevet forvandlet så det var jo noget helt nyt, og så mødte man en anden nyfødt, det var lidt sært. Han ville gerne vide hvorfor det var sket, hvem havde sørget for det, fordi det kunne da ikke være en ren tilfældighed?

"Ja, der er vel altid en eller anden grund til det, men der er vel også nogle nyfødte der begår selvmord når de først finder ud af hvad det er. Jeg ville ihvertfald tro at man ville have lysten til det, hvis man ikke rigtigt brød sig om at være det man er blevet til."

Hun gav et halvt smil fra sig, og nikkede lidt til hans ord. "Ja... Der er ikke let at starte den her slags liv... En gang i mellem føleles det som om at man ikke længere er sig selv. Som om at den person man var før, langsomt forsvinder..." Hun lagde en hånd i nakken, og rodet lidt i jorden med en fod. Hun havde det tydeligt stadig ikke let ved den tanke. Men hun fortrød heller ikke sit valg, selvom hun en gang i mellem ønskede at det var lettere.

"Ja... Men jeg er ikke sikker på den, men jeg skal nok komme i tanke om hvorfor. Men jeg er glad for at jeg gjorde det... Jeg er ganske glad for min Herre, selvom han en gang i mellem er svær at håndtere.." hun gav et lille smil fra sig, grinte lidt mens hun rystede på hovedet. Hendes Herre og hende var en gang i mellem en særpræget combo. Og i sidste ende var der nok meget der skulle gå galt med dem.

"Har du det okay med det du er blevet? Altså... Hvis du har brug for hjælp, vil jeg gerne hjælpe dig... Hvis du føler et behov for at snakke med en anden nyfødt..." sagde hun stille, og gav et varmt smil fra sig.

Han smilede tilbage til hende da hun svarede ham, og han forstod fuldt ud hvad hun mente, det var jo nærmest som om man ændrede sig og kroppen havde man på ingen måde ordentligt styr over, man kunne ikke helt håndtere den ny fundne styrke der var en del af det at blive vampyr.

"Jeg forstår det fuldt ud, bare det med de nye evner og kræfter man har fået, det er ikke til at styre kroppen. Ja og så er der jo den ukuelig lyst til blod som bare bobler inden i en, det er simpelthen træls."

Han kunne godt forstå hvad hun mente med hensyn til sin skaber, da man jo bare fik en helt fantastisk bånd til dem, som var ukueligt og stærkere end noget andet ja det var vel egentligt også stærkere end båndet mellem mor og barn.

"Ja jeg forstår dig."

"Jeg er helt fint med det, det var lidt en omvældtning men jeg klarer mig nok skal du se."

Han smilede til hende, og tilføjede så.

"Og tak, og du kan da også bare komme hvis du har brug for at snakke... Det ville jo være rart at have en anden som forstår en at snakke med."

"For mig er det ikke kun det... Jeg har før prøvet at min krop har reageret uden at jeg har haft kontrol. Det er skræmmende, for jeg føler ikke længere at det kun er mig der er i kontrol, jeg føler at jeg deler krop med en anden" Hun gav et skævt smil fra sig, og lagde armene om sit liv.

Hun var egentlig glad for sit bånd, men det var skræmmende, og hun var sikker på at en eller anden dag, ville det slå hende ihjel. I hvert fald hvis det fortsatte som det var nu. Hun var villig til at gøre alt for sin Herre, og virkelig alt. Det var næsten skræmmende.

"Er jeg glad for at høre... Selvom jeg har svært ved at forstille sig, at 'klare sig' er de ord der passer bedst... Jeg har været igennem meget siden forvandlingen. En gang i mellem virker alting så utilgiveligt. Verden føles som om den er imod mig..." hun så ned mod jorden, på den cirkel hun havde tegnet i sandet.

"Tak... Jeg tror at jeg nok skal få brug for det, i hvert fald hvis det fortsætter på denne måde. En gang i mellem virker det slet ikke til at min Herre forstå. Dette kaotiske følelsesvæld er svært at håndtere..."

"Ja jeg kan godt se hvad du mener. Jeg har godt nok ikke prøvet noget i den stil. Jeg vil heller ikke have lyst til at prøve det, da det lyder ret så frustrerende."

Han smilede varmt til hende, noget han ikke kunne lade være med. Hans varme smil var ikke blevet taget fra ham, selvom han var blevet til det han var nu. Han havde stadig et varmt hjerte selvom det var dødt, hvis man så på det på den måde, rent biologisk.

"Det er måske rigtigt nok at det ikke lige er de ord der skulle bruges. Jeg har lidt ondt af dig, da jeg godt ved hvad du mener, det værste jeg er gået igennem er dog ikke lige her efter min forvandling men istedet før da jeg blev..."

Han kunne ikke sige mere, som om han blev stoppet i det selvom han gerne ville fortælle hende hvad det var der var sket, for ham.

"Jamen jeg vil med glæde støtte dig, du skal bare bede mig om hjælp så vil jeg med glæde gøre hvad jeg kan. Jeg tror ihvertfald jeg vil kunne forstå dine problemer..."