I saw him first! [Cleon og Jackie]

Hun nikkede lidt til hans ord, og havde ikke brug for at uddybe det. Det var frusterende.

"Der er ingen grund til at have ondt af mig... Det går over, jeg hænger blot for meget i fortiden..."Svarede hun roligt, og gav et smil fra sig.

"Hvad har du da oplevet?" spurgte hun nysgerrigt, og ville egentlig godt vide hvad der var værre end at blive vampyr. Hun kunne stadig tydeligt huske smerten af at blive forvandlet. Der var ingen måde at beskrive den, så det ville passe.

"Jeg holder dig på dit ord! Men lige nu klare jeg mig, men en eller anden dag, skal jeg nok få brug for hjælp..." Hun gav et varmt smil fra sig, og gav et grin fra sig, der fortalte hvor sært hun havde det med tanken. Selvom hin var taknemmelig.

Han vidste ikke hvad han skulle gøre og nikkede derfor bare til det hun sagde med at hænge for meget i fortiden og trak så på skuldrene.

"Hvad jeg har oplevet... Ja inden jeg var menneske var jeg altså engel, og da jeg var engel havde jeg åbenbart forelsket mig i den person der nu er min elskede og min skaber, det kunne gud ikke lide så han tog mine kræfter som engel fra mig, og slettede hele min hukommelse."

Han rystede så lidt på hovedet for ligesom at få det hele lidt væk, da det var lidt mærkeligt at stå og fortælle den slags.

"Jamen gør du det."

han smilede bare til hende og trak igen lidt på skuldrene.

Hun så forvirret på ham, og havde svært ved at tro det hun hørte.

"DU har været engel? Jeg vidste slet ikke de fandtes, men jeg må da sige at det er lidt noget rod... Jeg... Jeg kan se hvad du mener..." svarede hun, og virkede lettere mistroisk, men det var heller ikke sådan lige til bare.

Hun betragtede ham lidt, og gik lidt rundt om ham.
"Nej du ligner helt klart ikke nogen engel..." Sagde hun og nærstuderede ham.

"Findes der virkelig enkle?!" spurgte hun forvirret, og havde tydelig ingen ide om hvad ellers der var i den her verden ud over vampyrer mennesker og jæger.

Han kunne godt forstå hun var forvirret og mistroisk over det, men det var nu engang det han havde fundet ud af han engang havde været så måtte han bare forsøge at forklare det.

"Ja jeg var en engel, og åbenbart en af de store, men jeg blev så bedt om at huske hvad jeg var sendt her ned fra, jeg blev åbenbart sur og de tog mine kræfter fordi jeg var blevet lidt for glade for vampyrer åbenbart."

Han grinede lidt over det han sagde. Han nikkede bare ivrigt på hendes sidste spørgsmål.

Hun gav et halvt smil fra sig, og kunne ikke lade vær med at studere ham lidt mere. Hun kunne virkelig ikke forstå det.

"Findes det flere racer end vampyrer, mennesker og engle?" spurgte hun ivrigt, og så intenst på ham. Han havde tydeligt vakt hendes opmærksomhed. Hun blev nød til at finde ud af det. Der var vidst meget hendes Herre havde glemt at fortælle hende.

"Og skulle god ikke forstille at være alt tilgivende? Hvorfor hade vampyrer, hvad er der galt med det?" spurgte hun mere og mere nysgerrig. Der var pludselig så mange spørgsmål at spørge.

"Og hvorfor fjerne din hukommelse, det giver da ingen mening?"

"Kan du slet ikke komme i tanke om noget for dit gammel liv, er det for evigt væk?" Der var kommet en del mere liv i hendes øjne nu.

HAn blev meget overrasket over alle hende spørgsmål og tog sig derfor lidt tid til at samle tankerne, og bare svare dem alle sammen i en køre istedet for at vente på at hun kunne komme med flere.

"Jeg ved det ikke jeg kender kun til mennesker, vampyrer og engle."

"Ved jeg ikk jeg ved ikke ret meget om gud længere."

"Nok fordi jeg vidste ting gud ikke ville have skulle komme ud til verdnen, og måske fordi jeg ellers nemt ville kunne blive engel igen? Hvad ved jeg?"

"JA jeg tror det er glemt for evigt, selvom jeg ved der mangler noget, og der er nogle ting der minder mig om det en gang i mellem."

Hun gav en lille brummen fra sig, og var virkede næsten ikke tilfreds med hans svar. Hun sagde dog ikke mere, men tyggede bare lidt på hans svar. Hun blev enig med sig selv om, at hvis der virkelig var en gud, så var han da ikke en særlig venlig type. I hvert fald ikke, hvis alt dette var grundet hans kærlighed til en vampyr. Så kunne hun da også være sikker på, at hvis hun nogen sinde kradsede af, ville der ikke være nogen redning for hende. Hun havde så aldrig været religiøs, så det bekymrede hende egentlig ikke.

"Men jeg kan se hvad du mener, med at dette næppe er det værste..." sagde hun eftertænksomt, og så lidt fjern ud i blikket. Hun var stadig lettere fanget af sine tanker. Men der var så meget nyt, som hun skulle forarbejde. Men hun var egentlig ret tilfreds med at have fået den viden. Det var egentlig ret spændende, og fortalte hende, at der var meget hun skulle lære endnu.

"Jeg håber at din kærlighed til din skaber ikke forsvinder, for så har alt dit turmult ikke været det værd..." hun lød noget dyster, sted kort og så meget dyster ud, men trak så et smil. "Men det burde den, specielt nu hvor i er bundet af andet end kærlighed" hun gav ham et let klap på skulderen, som en slags opmuntring.

Han undrede sig lidt over hendes mystiske brummen, men lod den bare passere. Han regnede ikke med at det var noget særligt hun sådan brummede over. Han ville enligt bare gerne ønske at der ikke var sket det med at miste sine kræfter men han var tilfreds da han nu havde sin elskede alt andet ville da have været et helvede.

"Ja men der er nok alligevel nogen der ude, der har oplevet noget der er endnu værre?"
hans stemme var spørgende da han ikke kendte så mange ting der var skidt at opleve, så han ville gerne vide noget om verdenen i det hele taget.

"Ja, det ville være trist..."

Hans stemme blev meget sorgmodig, over at han jo lige netop havde haft problemer med det i starten men det var blevet bedre så kærligheden var der jo stadig og han smilede så da hun talte om at de også var bundet af noget andet end kærlighed og det var jo også sandt.

"Ja, den er der skam stadig så det går skam rigtig godt må man sige."

Han smilede stort til hende over hendes klap på skulderen, og han ville gerne vide noget om hende men han vidste bare ikke hvad han skulle spørge om. Han stod og kiggede op i luften meget undrende.

"Jeg kender ikke rigtig nogen der har oplevet noget værre, men mine venner har været igennem det samme som jeg, eller noget lignende. Og jeg vil personligt sige, at hvad jeg har prøvet, ikke rigtig er noget nyt..." sagde hun i et let grin. Nej hun havde ikke ligefrem nogen ny historie at fortælle, hun havde dog ikke haft tingende super let.

Hun havde ikke ment at banke ham ned på den måde, hun havde egentlig bare pointeret det, fordi det var hvad, der lige var gået igennem hendes hoved. Det glædet hende at han ikke havde taget det tungt, men tænkte på det positive.

"Det er jeg glad for at høre... Jeg ønsker jer det bedste" Jackie havde egentlig aldrig oplevet kærligheden, og troede heller ikke på den. Efter hendes overbevisning var fyre enten for søde til at de var duelige, eller også troede de at de var på toppen af verden. Selvom nu syntes at Cleon var fin nok, men han var også mere en potential ven. Og drenge venner havde hun et andet syn på, for så længe de ikke prøvede at komme i bukserne på hende, var de fine nok.

"okay, ja jeg kender heller ikke rigtigt nogen, da jeg ikke kender ret mange her."

Han smilede til hende, og håbede at hun ikke havde haft et alt for hårdt liv, da det ville være synd for hende, hun virkede som en venlig person, og en man sagtens kunne gå hen og blive gode venner med, men nu må man jo se hvordan det gik med dem.

"Tak for de venlige ord, og jeg håber da også det går godt mellem dig og din skaber."

Han smilede til hende, og flyttede lidt på sig, for at gå lidt væk fra stranden da han ikke bare gad at stå der og ligne en eller anden idiot, midt i ingenting.

Et smil fandt sin vej frem på hendes læber, da hans ord næsten var sjove. Der var ret mange grunde til hvorfor at han ikke kendte nogen. Et han havde mistet al hukommelse om det meste af sit liv, - så vidt hun kunne forstå på det - to han vidst ikke levet sit menneske liv så lang tid. Hun havde faktisk ret så ondt af ham, for han havde mistet så meget. Hun havde selv været igennem det med at starte et nyt liv, hendes odds havde dog været langt bedre. Det gav hende kun mere lyst til at snakke med ham, for at sikre sig at han ikke var alene. Den følelse var ikke en nogen fortjente. Specielt ikke ham ikke hvad hun havde set af ham. Han virkede bare så venlig og åben sindet, i visse tilfælde næsten naiv eller godtroende.

"Både og... Jeg holder meget af ham, mens hans metoder er hårde, og virker ikke altid til at være for det bedste. Men jeg sætter ham højt, han er så stor en del af mit liv" hun gav et varmt smil fra sig som hun talte. Hun holdte virkelig af sin herre, og det var ikke til at tage fejl af, når man så på hende. Men han var også en stor del, hvilke næppe var svært at forstå, når man tænke over, at det var ham der havde gjort at hun blev genfødt.

Da Cleon begyndte at gå, fulgte hun efter ham. Hun havde ikke rigtig lyst til at skilles fra ham, ikke når de var midt i en samtale, som hun egentlig var ret glad for. Det gav hende en følelse af, at hun havde et dybere formål. Hun genvandt en følelse af ro, som hun ikke havde haft i noget tid, efter at alt dette kaos var startet. Hun havde langt fra tilpasset sig sit nye liv. Der var så meget hun ikke længere bare kunne gøre, og så meget hun skulle tage højde for.

Han besvarede hendes smil, og holdt af at snakke med hende, snakke med en man ikke var bundet til på nogen måde. Bare snakke med en som forstod en og kunne sætte sig i nogle af ens problemer. Han kunne ikke forestille sig en bedre samtale partner end den han nu havde fundet, ved et totalt tilfældigt måde, over et offer de begge havde jagtet.

Han kom til at tænke på hvor effektiv en måde, det faktisk var at jage på. At jage folk på den måde som de nu havde gjort ved et tilfælde, det var jo lige før det var noget man blev nød til at prøve igen, det ville han spørge hende om, men først senere.

Han kunne godt se hvordan det måtte være at have en skaber der var hård, på den måde, men han kunne da også se fordelene ved det så blev man ikke skærmet fra de ting man kunne risikere at måde i fremtiden.

"Ja men det er vel godt nok, da livet som vampyr er hårdt, er det jo ikke skidt at starte hårdt ud og blive vant til det på den måde. Ja jeg tror næsten jeg ville ønske jeg kunne få noget hårdere træning end jeg har fået."

Han smilede til hende da hun gik med ham, væk fra stranden som bare gav en eller anden tom og dårlig følelse inde i ham, det var som om han kunne mærke der engang var sket noget vigtigt her, men han kunne ikke helt huske hvad det var, men noget var der sket.

"Ja sandt... Men det kunne være rart, hvis ikke altid at han behandlede mig, som var jeg intet værd for ham. Jeg ved godt, at det ikke er fordi at jeg intet betyder, men en gang i mellem kan det være svært, ikke at overveje om det blot var søde ord... Jeg mener... Jeg kunne godt bruge at han roste mig, når jeg gjorde noget godt, i stedet for intet at sige... Som han normalt gør..." Hun gav et skævt smil fra sig, og sukkede lidt. Det havde virkelig været hårdt for hende, ikke at lade sig selv falde hen i troen, at han ikke mente de ord, han havde ytret. For Jackie havde det trods alt betydet meget, at have sin Herres hengivenhed.

Hun fortsatte efter ham, og studerede hans ansigt lidt. Han virkede ikke helt til at have det tilpas. Der var noget sørgmodigt over hans øjne.

"Er der noget galt?" spurgte hun nysgerrigt, og prøvede at få en bedre udsigt til hans øjne. Hun håbede ikke at der var hendes skyld, og at hun havde sagt et eller andet forkert. Det ville i hvert fald ikke være den fedeste måde, at starte et venskab.

"Jeg kan godt se hvad du mener, og jeg ville bare gerne have en der måske ikke bekymrede sig så meget om mig hele tiden."

Han smilede skævt til hende, da det var lidt sjovt at de havde skabere der var modsat hinanden, fuldstændig modsatte nærmest eller sådan virkede det ihvertfald til at de var på det hun fortalte om hende, og hvad han vidste om hans egen.

Han lyttede til det hun sagde og til hendes fødder der fik sandet til at knase der hvor hun gik. Han kunne mærke under ham at sandet blev afløst af større sten, som han bedre kunne lide at gå i.

"Ikke rigtigt jeg har det bare som om der engang skete noget her, på stranden, for mig. Jeg kan bare ikke helt sætte en finger på det, så det er nok noget der skete inden jeg mistede min hukommelse"

Han havde det lidt skidt med at det var sket, mest fordi han vidste han havde gjort noget vigtigt som han nu havde forsømt.

"Hmm nej det kan næppe være rart, at en skaber hele tiden pylre om en... Må vi skulle bytte på et tidspunkt" svarede hun i et grin, og gav et bredt smil fra sig. Ikke at det nogensinde ville ske, hende Herre ville med sikkerhed aldrig gå med til det. For det første ville hans stolthed ikke tillade ham det, da han mente at det var hans ansvar. Så med mindre at han døde, var hun hans ansvar, ind til at han sagde andet. Og for det andet, så vidste Jackie at han holdte virkelig meget af hende. Deres bånd var stærkere end de flestes, og for at være ærlig, havde Jackie ikke lyst til at have en anden Herre, end ham hun havde nu.

Hun så lidt ned, da underlaget pludselig skiftede, og var egentlig glad for at komme ud af sandet. Der lå allerede en mindre sandkasse i hendes sneakers, som generede hende en smugle, hun regnede dog først med at tage sig af det sener. Hun var næsten for doven til at gøre noget ved det nu, og hvis hun kunne overleve det -hvilke hun kunne- var der ingen grund til at gøre noget ved det.

Hun trak et smil der viste medlidenhed. Hun havde virkelig ondt af ham, med hele det der engel - miste hukommelses ting. Det kunne næppe være rart at miste sin liv på den måde, og så vide at der var mere før det.

"Det gør ked at høre... Jeg håber virkelig at du en dag finder ud af hvad du mangler. Jeg tvivler på at det er rart at vide at man har huller i hukommelsen"

Hun strøg en tot hår tilbage, og så ned i jorden, og blev stille for en stund.

"Hvad har du så tænkt sig at gøre med dit liv nu, hvor du er blevet vamp og det hele?" spurgte hun stille, og så op på ham igen, med et svagt smil. Det var næsten helt akavet, når hun ikke sagde noget, fordi at hun følte, at han havde brug for opbakning. Men hun vidste ikke rigtig hvad, man skulle sige i sådan en situation. Det var næppe fordi at 'det var sgu trist, men hvad fanden, sku skal nok klare den makker' ville være passende.

Han grinede lidt med hende over det hun sagde med at bytte skaber, fordi at han aldrig ville gå med til det, og det ville han skaber nok heller ikke hun ville nok være for bange for at han kom til skade sammen med en anden end hende.

"Dårlig ide, min skaber ville aldrig gå med til det, og jeg har på fornemmelsen at ingen skaber ville gå med til det."

Han smilede til hende over at hun faktisk var ked af det på hans vegne det var ikke noget han selv tog så tungt længere, nu havde han jo alt den tid han havde brug for til at skabe sig et nyt liv, men det gik ham dog på da han ikke helt vidste hvordan Procella og Victoria ville tage det, når de en gang fandt ud af hvad der var sket med ham.

"Det går nok jeg har jo massere tid til at skabe et nyt liv."

Han vidste ikke hvad han havde tænkt sig at gøre nu, han ville nok bare træne og blive en bedre vampyr da der ikke var meget andet han kunne gøre end det.

"Jeg ved det faktisk ikke, leve mit liv som en hver anden vampyr, men jeg ved ikke helt hvor god jeg vil være til at jage, men så kan man jo bare jage sådan som vi gjorde i dag med den mand der vi lige fik nedlagt."

"Min ville heller aldrig gå med til det, han er for stiv i betrækket..." Hun gav et lille kærligt smil fra sig ved tanken, og så kort væk. "Du er mit Child og mit ansvar, det er den opgave jeg har påtaget da jeg skabte dig..." sagde hun i en dyb stemme, og en meget kold men bestemmende tone, for at imitere sin Herre. Et lille grin fulgte hendes ord, og hun rystede let på hovedet.

"Nej han ville aldrig så meget som overveje tanken, han er meget bestemt, men det har vel sin charme..." igen et lille kærligt smil, før hun rystede på hovedet, og rettede alt sin opmærksomhed mod Cleon igen, og virkede mere tilstede. Hun havde lige skulle komme over tanken om hvordan, hendes Herre ville have lydt og set ud, hvis hun havde givet det forslag. Det havde ikke været et venligt syn, for hun kendte ganske godt til hans kølige jeg. Det værste der faktisk kunne ske, var hvis han sagde ja, og blot lod hende tage af sted. Det ville såre hende, mere end hvad hun ønskede.

Hun nikkede lidt til hans ord, og kunne se hvad han mente. Det var trods alt en af fordelene ved at være vamp, der var ikke rigtig nogen ende på livet, med mindre at man blev slået ihjel. Men det krævede alligevel en del, og sandsynligheden for at det skete, var ikke særlig stor, så næppe noget man skulle rigtig bekymre sig om.

Et bredt smil fadt frem på hendes læber ved hans ord, og kunne lige forstille sig det.
"Sådan lidt som en ulve flok... Det ville i hvert fald gøre det en del lettere... jeg tror at vi kunne kompensere hinandens fejl og mangler ganske godt... Altså hvis du er frisk... På at leve dit liv med en jagt makker?" Hendes spørgsmål var noget forsigtigt, og et halvt smil fulgte efter. Hun var helt sikker klar på at gøre det, om dog ikke hele tiden, for det ville nok skabe problemer hos hendes Herre. Men en gang i mellem kunne næppe skade?

HAn grinede bare med hende, over den måde hun talte om sin herre, men han elskede sin egen for meget til at finde noget han kunne gøre grin med hende over.

Han kunne virkelig godt se fordelene ved at have en man kunne regne med at kunne hjælpe en med at fange sit bytte, om ikke andet bare en gang imellem når man virkelig havde brug for en sikker fangst.

"Ja om ikke andet vil det være rart at have en man kan regne med støtte fra når man har brug for en sikker fangst?"

Det var skam ikke fordi at Jackie havde noget imod sin Herre, eller ikke respekterede ham langt fra. Hun havde mere respekt for ham, end et hel kompagni af soldater havde overfor deres hærføre. En gang i mellem var det bare en lettelse, at se tingende i et sjovere perspektiv, så det var lettere at leve igennem de kvaler der var. Det tog lidt af vægten der lå over hende. Den vægt der ofte var tæt på at få hende til at knække. Et sted var det egentlig nok hendes måde, at ligge et plaster over de sår hun havde fået.

"Det ville det... Hvis du er med på det, ville jeg gerne begyndte at jage i pakt. Jeg tror at vi begge kunne bruge en del støtte lige nu... Livet som ny er trods alt lidt af en udfordring... Specielt når man ikke har fået sine evner endnu som jeg..." sagde hun mere stille, og lagde hænderne om på ryggen, hvor hun holdte dem, ved at holde om sit ene håndled. Hun så lidt ned i jorden, og fik et eftertænksomt blik.

"Hvordan er det at være elsket?" spurgte hun stille, næsten helt forsigtigt, som om at hun var bange for at få skæld ud, hvis ikke hun var varsom med hvad hun spurgte. Hun regnede dog ikke med, at Cleon var typen der ville gøre den slags. Han var virkelig venlig, og virkede mere end villig til at svare hendes spørgsmål.

han var helt klart med på ideen og som hun selv sagde, var det en tid de begge var i, og som krævede en del hjælp og støtte fra alle de steder man kunne få det. Han ville skam gerne jage sammen med hende, og med hans udseende var det ikke det sværeste at skræmme folk, han var jo et ret stort brød.

"Jeg er helt klart med på den. Ja jeg har da heller ikke fundet ud af min evne endnu og jeg har meget overvejet hvad der kunne få den frem mon."

Han havde faktisk ingen anelse om hvordan man opdagede sin evne men den dukkede vel bare op når man havde brug for den på et tidspunkt, eller det regnede han ihvertfald med at den gjorde.

"Hvordan er det at være elsket? Ja godt spørgsmål, som om alting bare er perfekt."

Hun gav et smil fra sig. "Den skal nok komme... Det er jeg sikker på..." svarede hun opmuntrede, og strøg håret bagud.

"Som om alt er perfekt..." gentog hun stille, og gav et lille varmt smil fra sig. Det var en sød tanke, og hun misunder alle dem der fik den følelse. Selvom hun ikke var interesseret i drenge, efter som at hun mente at de alle var svin, - med meget få undtagelser, som Cleon for eksempel - kunne hun ikke lade vær med, at ønske at føle kærligheden. Den virkede bare så rar, og som om at det løste alle problemer på sin egen sære måde. Selvom den også skabte problemer.

"Jeg misunder alle der har den følelse, eller har oplevet den..." sagde hun i en varm tone, og blev kort fjern i blikket, men rystede det hurtigt af sig.

"Cleon... Jeg har et forslag..." startede hun pludselig en ny sætning, og så på ham med fornyet liv.
"Skal vi to ikke tage ud og finde noget mere at jage, jeg er virkelig sulten, og siden vi nu overvejede en ny taktik med jagten, ville det være en mulighed for at prøve det af..." fortsatte hun lidt efter.

Han smilede bare til hende som svar, det var det han selv fandt som det bedste svar når man ikke lige havde noget at tilføje.

"Ja..."

han kunne ikke forklare det på andre måder, men måske var det bare sådan han oplevede det, men hvem vidste det var jo ikke altid til, nu var livet jo fyldt med tilfældigheder og det var vel en god ting at den var det.

"Jackie hvis du søger den skal du nok også finde den."

Hans stemme var blid, varm og venlig som hans stemme ofte var. Han havde ikke mistet den og det var han glad for han havde lidt frygtet at han ville blive meget kold og sådan over at blive vampyr.

"Ved du hvad det lyder da som en glimrende ide, så lad os tage ind til byen eller hvad skal vi?"

Hun trak let på skulderne, for at vise at hun ikke rigtig havde nogen interesse i det. Nej ikke når den mandlige befolkning skulle mangle deres hoved, og behandle kvinder som var de mindre værdig. Der var ikke noget andet, der kunne få hende lettere op i det røde felt end det.

Et bredt smil kom frem ved hans svar, og hun nikkede let til hans ord.

"Det syntes jeg vi skal, inden at jeg sulter ihjel" svarede hun og satte i løb mod byen.

Hun vidste godt, at sulten egentlig bare var der, fordi at hun ikke kunne kontrollere hvad hun var igennem. Og efter som at hun ikke bare kunne tage et hurtigt stop i hvor meget hun drak, så måtte det blive på den måde. Man kunne da hun være glad for, at der ikke var masser af nyfødte, for så ville der umuligt kunne holdes låg over det. Nej ikke med så mande der hele tiden forsvandt.

Han smilede bare til hende, over at hun bare trak på skuldrene på den måde, som han godt kunne fornemme var fordi hun ikke rigtigt havde nogen interesse i det, og så var det jo også op til hende selv, han ville ikke forsøge at tvinge hende til noget.

"Jamen så lad os da komme afsted"

Han nåede ikke at få talt færdigt før han satte i løb efter hende. Han vidste ikke hvad de mon ville møde der ude, men det skulle vel nok lykkes dem at få noget at spise, ellers ville det heller ikke vare meget længere før han ville sætte tænderne i det nærmeste levende væsen med en puls, eftersom at han ikke ordentligt havde lært at styre sulten.