Want to know my secrets?

((Fortsat fra http://deploratus.heavenforum.org/t6754-crazy-kids-nar-az#200273 ))

Procella kæmpede mod hænderne der satte pulsmålere på hende. De høje stemme lød som irriterende fuglekvidren i hendes sløve hjerne. Det hun bed mest mærke i var at det ikke længere gjorde ondt. Hun kunne ikke mærke smerten fra maven længere. Profesionelle hænder fik hende øvet ud af tøjet og steg og faldt irriterende i styrke og intensitet over tyngden på jakken og det snærrende korset der holdt den voksende mave på plads. Hun vred sig irriteret da hun fik en af de der irriterende rygløse kjoler på og smerten i hendes hænder fik hende til at knurre arrigt, da hun fik drop i begge håndrygge.

"go away...leave me alone..."

Mumlede hun sløvt, men blev totalt overhørt. Hun hvæsede da ting blev stukket ind i hendes øre og noget hårdt presset mod hendes mave. Langt borte fra hørte hun de pippende stemmer.

"Four heartbeats, no fever, I dont know what she took in there, but her lips are blue. Temperature is normal, heart-rate high, she is sweating liters. What the hell did those kids take?"

Procella fornemmede langt borte fra at fingre blev viklet ind i hendes. Hendes svømmende blik prøvede at fokusere. Wick! Noget koldt bredte sig i hende ved synet af det mørke hår der omkransede den skarpe ansigt. Hun forsøgte sløvt at gøre sin hånd fri. Det var forkert det her. Det var ikke hende der skulle være her.

De hvidkitlede mennesker kæmpede med at holde den spinkle og nærmest blålige kvinde i ro. Hun slog kraftesløst ud for sig, men hurtigt blev stærke hænder lagt over hende og drop blev sat fast.

Narcissa smøg sig igennem mængden efter af have fået et godkendende nik fra én af sygeplejerskerne. Med rystende skridt nærmede hun sig sygelejet og forsøgte ikke at gå i vejen. Hendes varme lange fingre flettede sig ind i Procellas hånd og holdt den med en skjult styrke fast imod madressen, mens hun lignede én der virkelig kæmpede for at holde tårene tilbage.

"Sccchhhh... hush now, hush my dear."

Dæmonens stemme var blid og dansende. Hun bukkede sig ind over lejet og lod en hånd blidt glide over kvindens kind. Et kort øjeblik måtte hun vride kroppen væk da en mand satte en lluftslange i næsen på Procella. Hun slap dog ikke sit tag og blev ved med rolig stemme at tale beroligende til den spjættende kvinde.

I den anden ende af rummet kom vagten fra før til syne. Hans øjne flakkede kort imellem de mange folk og fik så øje på Narcissa. Han stod et øjeblik og kiggede på hende, kunne slet ikke forstå hvordan den triste og omsorgsfulde kvinde skulle ønske den gravide noget ondt. En ung kvinde skubbede let til ham for at komme ud gennem døren. Han hørte toner af hendes blide stemme, dog uden at kunne opfange ordene. Nogle lange øjeblikke senere trak han på skuldrene, vendte rundt og forlod rummet.

Der blev taget et utal af prøver fra Procella og flere slanger og elektroniske monitorer blev koblet til hende. I den time der blev arbejdet på hende, sad Narcissa og talte roligt. Nogle gange nynnede hun gamle vuggeviser og ind imellem gled en enlig tåre ned af hendes kind.

Inde i dæmonen lurede en flamme... den brændte uroligt og ventede på at få lov til at slå ud i lys lue. De mennesker skulle til at blive færdige sp hun kunne få hende for sig selv.

Endelig... endelig stilnede stormen af. En læge kiggede træt på Narcissa og studerede hende. Det så ud som om han havde en indre kamp. Egentligt burde han jo sende hende væk. Men som hun sad der og holdt om den gravide kvinde...

"Well... I don't know what happend to her. But... she's weak. Try not to... just talk to her like you do now."

Et træt smil for over hans læber og han forlod rummet. Stilheden sænkede sig, kun brudt af en kraftig bippen og fire små pulsslag der ekkoede ud igennem en lille monitor.

"Now, please do tell me what you are?"

Dæmonens stemme var skarp og hendes fingre stoppede deres aende bevægelser, holdt nu blot fast i Procellas hånd. Blikket var gennemborende!

"And if you would be so polite, stop playing stupid. I know you have his soul!"

Procella stønnede svagt og prøvede at kæmpe tågen af sin hjerne. Det føltes som havregrød derinde. Grebet om hendes fingre gjorde ondt. Hun havde brug for Wick. Han kunne få dem til at falde til ro igen.

"...stop...i dont know...leave me alone...i dont know...i dont know anything. Stop making me angry...i dont...want it..."

Procella fugtede de blålige læber med tungespidsen. Hun føltes tør i munden. Til gengæld lå der et glinsende fint lag af sved på hendes hud, imens giften strømmede i hendes blodbaner.

"...Az...his soul...he didnt tell me...he didnt tell me...."

Hendes stemme var svag og skælvende. Havde hun ikke været for sløvet til det var hun begyndt at græde ved den information. Smerten i hendes blik talte dog sit tydelige sprog. Det var næsten som et fysisk skrig, der uden at blive ytret, stadig flængede luften. Procella trak vejret overfladisk.

"...what did you do...we dont do that...you cant...give it back..."

Procella begyndte svagt at kæmpe i sengen. Om det var slangene i hendes arme, dynen over hendes krop, eller dæmonens greb i hendes hånd, var ikke til at vide, men fødderne kørte frem og tilbage på lagnet uden egentlig at gøre den store forskel.

Grebet om Prcellas hånd blev hverken strammere eller svagere. Narcissa lagde hovedet på sned og studerede hende grundigt.

"Oh... trust me... you own his soul. If not I can tell, who could? But i do wonder why you don not know? A little confused my dear? "

Hun smilede ondskabsfuldt. Der var ingen tvivl om at hun nød situationen, nød at det denne gang ikke var hende der lå i en seng og var ynkelig. Hendes åndedræt var tungt og hårdt. Med en snusen duftede hun til kvinden i sengen, kategoriserede og satte i boks.

"I do not know what it is you want me to give back? Give back to who? I did not take his soul."

spottede hun triumferende. Hun rejste sig langsomt, stadig med den ene hånd i Procellas. Med rolige og glidende bevægelser fejede hun dynen af Procellas mave og trak let det papirstynde hospitaltstøj til siden. Uendeligt langsomt lod hun sine fingerspidser glide let over maveskindet. Berøringen var næsten umærkelig og dog så blid og blød.

Imens dansede den kølige stemme ud i rummet:

"Did you kill my father only because he was a demon? Oh... and you did not answer me: what are you? And what is this inside your womb?"

Procella så sig om. Hvor var den der...snor...var der ikke en snor et sted? En knap? Noget der kunne skaffe hende hjælp? Hun måtte købe sig tid.

"I dont...no souls...i dont have it..."

Procella krympede sig under det ondskabsfulde smil. Hun kunne ikke forsvare sig. Hun var fanget. Det var det eneste der kunne tippe vægten for hende. Berøvet sine sanser og muligheden for at beskytte sig selv steg hendes hjerterytme igen. Den bippende lyd på pulsmåleren og udsvingende på skærmen blev hidsigere.

"Dont understand...not you...her...not me...her..."

Procella betragtede sløvt hvordan dæmonen afdækkede hende så hun lå komplet blottet for kvindens blik. Procellas krop havde tydeligt lidt under graviditeten. Hver eneste forgrening af blodårene sås tydeligt under huden i den underlige usunde blålilla og alt for mørke farve. Det bredte sig som et filigran-netværk ud over den spændte mave, der var næsten vanvittig i forhold til den slanke skikkelse. Sådan havde hun på ingen måde set ud for knap en uge siden da Narcissa så hende sidste gang.

Jægerens hud, der engang havde været olivengylden, var oversået med mindre og større ar. Klør, tænder, våben. Kugler, knive, alle havde de mærket hende. Specielt syntes der at være en tendens til bidar langs hendes inderlår. Kroppen havde engang struttet af sundhed. Nu virkede den hærget. Huden for tynd og bleg. Knoglerne stod lidt for skarpt mod huden. Hun lignede næsten en anoretiker der var opdaget en smule for sent til sit eget bedste.

Da Narcissas finger gled over den udspilede mave, var modbevægelsen indefra ikke til at tage fejl af. Noget skubbede tilbage. Procella reagerede instinktivt på den uudtalte fare mod hendes ufødte børn. Hun blottede de skarpe tænder af dæmonen og en rumlende knurren fyldte det lille lokale. Hendes ravfarvede øjne, blev rovdyrgule på sekundet, og Procellas fingre blev stål der knusende holdt om dæmonens.

"I did not....i dont...i dont even know you! If you hurt my children, i am gonna rip your arms off and jam them down...your...ugly...mouth!"

Procella var stadig helt væk på hvad end der løb i hendes blod, men truslen mod hendes børn havde vækket et urinstinkt der alligevel fik hende til at trodse enhver form for selvopholdelsesdrift og fornuft.

Narcissa så hvordan kvindes krop var tydeligt mærket, som et stykke træ udsat for en udduelig fægtelærlings alt for mange kejtede slag. Hun hævede kort øjenbrynene ved synet af Procellas inderlår. En trækning af et smil for over de kantede og blege ansigt.

"I don not understand? So... you know nothing? Nothing at all? Perhaps you should ask... what's her name? Micha? Trust me... Azuriels soul is yours."

Da maven reagerede under Narcissas fingre, slap en klar latter hendes læber.

"Oh dear... I had hoped they would like me?"

Hun drejede hovedet og sendte Procella en påtaget trist mine med udskudt bævende underlæbe. Sekundet efter lyste hun op i et smil. Det gjorde ondt i hendes hånd og hun have en voldsom lyst til at flå den til sig. I stedet sagde hun stille:

"I am not the one to harm your children... It is not they who killed my father... now is it? Besides... Azuriel would never forgive me."

Et træk Procella aldrig havde set ved Narcissa før gled over dæmonen som en skygge. En blanding af omsorg, frygt for at miste og afsavn. Som om hun virkelig virkelig ikke håbede den dag ville komme hvor halvenglen ikke ville tale til hende igen.

"You know... I tried to take his soul. He offered it to me, because I was... let us say I was really hungry after our last meeting. But... I could not. He's yours. Instead... I got his powers... how ironic."

Mens hun talte dækkede hun forsigtig Procella ind igen. Bevægelserne var blide og underligt omsorgsfulde. Hun sukkede og satte sig atter ned på stolen.

"I am so curious. What are you? Demon? Angel... Maybe both?"

Procella kneb øjnene sammen. Hårdt. Hun måtte ikke miste selvkontrollen. Hun kunne mærke Micha røre på sig som svar på hendes vrede.

"Dont...dont....please dont...Dont make me angry...dont talk about her...she took him...not me..."

Procella gispede ud mellem sammenbidte tænder

"I dont know...you...I dont know...your father..."

Procella åbnede øjnene lige tidsnok til at fange hendes ansigtsudtryk

She...cares? Really cares?

"What is your name demon?"

Spurgte hun krævende, og stivnede så. Havde hun prøvet at æde Azuriels sjæl?! Hadet brølede gennem hende. INGEN skulle æde hendes familie! For sent...alt for sent, gik det op for hende at hun havde givet efter alligevel. Dæmonen havde skubbet hende ud over kanten. Procella skreg og hamrede på den usynlige barriere imens latteren fyldte hendes hoved. En latter der kort efter boblede lyst og grusom hen over hendes læber. Hun vendte ansigtet langsomt mod dæmonen.

"You wanner know the moon-child? Tell me...what do you have to bargain with. You do not posses anything I would want shadow-child..."

Fingrene var efterhånden blevet ømme af jægerens hårde greb. Narcissa skar en irriteret grimasse og forsøgte at række hånden til sig.

"Of course you know my father...after all you drained him dry... and killed him!"

Ordene hvislede ud mellem Narcissas læber og med dem fulgte atter den tykke aura af sitrende had. Hun måtte minde sig selv om ikke at flå hovedet af kvinden nu og her. Der var alt for mange der havde set hende... desuden ville sygehuspersonalet komme stormende så snart monitoren døde hen.

"My name, what is it to you? You can call me Naricssa... Goldie-pie."

Ordene var næsten en hvæsen. Jægeren var ikke dum, Narcissa heller ikke. Navnet ville ikke betyde noget... ikke andet end at Procella nu ville have et navn at proppe ind imellem alle bandeordene.

Gule øjne glødede imod hende, det var ikke til at tage fejl af at der var en kæmpe portion vrede i dem. Narcissa lagde hovedet på sned... hvad skete der nu? Det var som om... hun havde set det her før! I hotelværelset sammen med Az. De øjne der nu så på hende var ikke af den ødelagte kvinde hun lige havde talt med.

"Bargain? Hah.. who are you to bargain? Please... do leave. I was not finished talkning to her!"

Igen flåede hun i sin hånd, dog med en voldsom styrke.

Hjertemonitoren faldt i rytme. Den blev doven og rolig. Som hos en sovende. Procella holdt Narcissas fingre et splitsekund længere da hun prøvede at flå hånden til sig, blot for at vise hun ikke havde med den svagelige jæger at gøre længere. Ikke at der var noget som helst svageligt over Procella i forhold til normale målestoksforhold.

Procella skubbede sig langsomt op at sidde og så sig om i lokalet. En utilfreds grimasse gled over hendes ansigt.

"Oh...we are hurt again I see..."

Sukkede hun, ikke synderligt overrasket, men tilsyneladende heller ikke synderligt bekymret over det

"Like you have a say shadow-nari. You bore me. Like your father did. It seems to run in the family. Not surprising. Disappointing, but in the end not surprising. I think we need to go home now...Dont want him to come here and find her like this. She didnt feed. So stubborn. She will cave in you know."

Procella begyndte at småle svagt.

"He made her everything she always feared to be. Everything I could not make her do. You gotta love the love...pathetic and cruel, but such a handy tool...tell me...do you love the halfbreed little shadow-child?"

Hånden fik hun flået til sig, og ad Procella satte sig op rejste Narcissa sig og trådte et skridt tilbage.

She was so weak... how can she even move?

Ordene om hendes fader ramte hende som en knytnæve i ansigtet. Hendes øjne spilede sig op og munden åbnede sig vantro. På brøkdelen af et sekund mærkede hun hvordan vreden ramlede over hende, konsumerede hende og skreg til himlen om at få lov til at dræbe.

Fra hendes hud begyndte sorte tåger af danse, små tunger slikkede omkring hende og hadet gnistrede imod kvinden på sengen. Narcissa forsøgte at overtale sig selv om at hun var nødt til at slappe af. Det ville være rigtig skidt at gå amok her... hun vidste det, alligevel var det hende ikke muligt at trænge igennem til sig selv. Den fornuftige stemme blev mere og mere spag for så at dø hen.

Hendes øjne borede sig ind i de gule flammer. Slugte hvert et ord til senere brug. Hvem var det der havde 'gjort det Micha ikke formåede'? Og hvorfor kendte den ene kvinde ikke til hvad den anden lavede? Senere... det måtte hun finde ud af senere.

Hendes krop reagerede før hun selv gjorde. Narcissas øjne blev endnu større da en lyse stemme talte om at elske halvenglen... en uudtalt trussel? Hun nåede ikke at tænke før en stor klo af blå energi langede ud imod kvinden. Knivsskarp og stor... dræbende hvis den ramte.

Procellas mave bevægede sig vildt da noget kæmpede som reaktion på den dæmoniske tåge der dansede om Narcissa. Procella så irriteret ned på maven og hævede et øjenbryn.

"Unless you want to kill her, you stay very still. I will feed, but I will not, if you dont behave"

Maven faldt til ro, og Procella klappede den, som man ville forvente et menneske klappe en trofast hund.

"See...we can make this work. You dont have to dislike me so much"

Procella småsnakkede og virkede til at have sorteret dæmonen i lokalet totalt fra som vigtighedsfaktor. Hendes bare fødder ramte gulvet med et lavmælt klask da hun skubbede sig ud af sengen...og blev omsluttet af et turkisgrønt bølgende energifelt. Procella der havde siden mod Narcissa havde ikke registreret den blå klo der skød frem igen og igen mod det turkisgrønne energifelt. Procella lagde undersøgende hænderne mod det indefra, med en lille panderynken.

"What is this now...demon do you kno..."

De gule øjne fangede dæmonen ind og et forstående ulvegrin bredte sig på jægerens læber.

"Ooooh...I guess it have perks to spawn special children...the halfbreeds soul...you think you can use his own powers against his soul you stupid little shadow-child? Do you know nothing?"

Az? She have Azuriels power? She will kill herself using this much...
- So? Let her...she is just a demon...
Micha...if she loves him...
- Oh what is it with you and love?! Blah blah blah!
Micha...let me back in...
- No...you will not feed. I am not gonna let you kill us. Either you swear you feed or I will
Fine...
- Swear it Moon-child
I Swear i will feed...but not for you. For the children
- I dont care if you swear by the power of Grayskull.
I JUST DID! I SWEAR! DONT KILL HER! DONT MAKE HER KILL HERSELF! DO SOMETHING
- You know what...you are so bitchy when you are pregnant! I dont like you very much!

"Will you please stop trying to kill us? Reaper is getting aggravated and I dont know how hard I can poke your head without you cracking open like an egg. So make this easy for everyone and stop the tantrums...I am asking very nicely. I can even say pretty please if it makes everything easier to swallow?"

Fnøs den lysere stemme, en smule utålmodigt

Narcissa så hvordan kvinden elegant sprang ned af sengen idet kloen langede fremefter. Den ramte energifeltet der i løbet af et blink med øjet var opstået omkring Procella. Dæmonen mærkede hvordan en dyb vibration gik igennem hende hver gang kloen smadrede nyttesløst ind imod skjoldet.

For hvert eneste angreb følte hun sig mere og mere udmattet, næsten som drænede den blå masse alt energi ud af hende. Irriteret og med begyndende panik drejede hun om sig selv og slog ud med armene i lufte omkring hende.

"Satan en de hel, zodat slip!"

De hollandske ord blev presset ud med et hysterisk tonefald, tydeligvis en forbandelse af situationen. Slagene imod den blå energi hjalp intet og Narcissas hænder skøjtede nyttesløst igennem luften omkring hende.

Med en hul hvæsen stoppede hun de kaotiske bevægelser og vendte sig imod jægeren. Hun var tydeligt udmattet. Stemmen var dirrende og fyldt med irritation og frustration over intet at kunne stille op.

"I am not trying to kill you... or... this is not me. You should know it! And what on earth is that?"

Hun pegede vredt på det tyrkisgrønne skjold om Procella. Narcissa lukkede øjnene og forsøgte ihærdigt at koncentrere sig. Forsøgte at finde en indre ro... sortere alt fra og bare... bare være hende.

Et arrigt fnys slap hende læber og øjnene lynede atter imod Procella.

"I can not stop it... okay? It's not like I am not trying!"

Om hende for blå energi og sorte tåger i ét stort virvar. I midten stod Narcissa med en opgivende mine.

Procella rullede med øjnene

"Why are demons so stupid! Ugh! No dont answer that. Look! Your father could control it! Think of him! You need to want it. The moon-child dont want you to die, so here is a little one-on-one season. We have sunk so low..."

Procella lagde utilfreds armene over kors

"LISTEN UP YOU IDIOT, OR YOU WILL DIE!"

Procella havde tydeligvis ingen tålmodighed med dæmonen

"you have to WANT to calm down. dont think it. Feel it. Magic is all about will. Are you stronger than your anger, or are you a stupid slave of it?"

Lysende begyndte at flakke i lokalet da den samlede intensitet af de to kvinders magiudladninger begyndte at påvirke strømforningen.

"You need to try harder. Right now! Dont get me wrong, i love tragic casualties in surgery as much as the next girl, but you are making my exit harder than it needs to be. Demon, i am lossing my patience. Do I really have to smack you?"

Et eller andet sted i de dyriske øjne var der et håb og en forventning der ikke lagde skjul på at denne side af Procella - eller Micha, som Narcissa vidst efterhånden havde fået identificeret, ledte efter en undskyldning. noget holdt hende tilbage, men hun ønskede at få lov.

Hvordan kunne Micha vide at hun faktisk bare gjorde alting værre? Narcissa ville virkelig gerne stoppe den skide blå klo... men når Micha ligefrem stod og gjorde nar af hende og hendes ophav? Micha prøvede måske at hjælpe hende, men hvor gjorde ironien over hele situationen ondt. Hendes faders morder stod der og brugte ham... hans minde i en skolelektion?

"You dare speak of him! Dont you dare...!"

De sorte øjne lynede. Men samtidig med at hendes had steg skete der noget dybt inde i dæmonen. Ønsket om at få lov til at flå kvinden fra hinanden voksede. Hun havde næsten glemt sit løfte til Az i hendes vrede.
Men for at det ønske kunne gå i opfyldelse var de nødt til at komme ud her fra, nødt til at være alle mulige andre steder end i en bygning fyldt af mennesker og menneskelige autoriteter. Efterhånden som det gik op for Narcissa hvad det krævede at komme herfra for at dræbe, at hævne... og som denne erkendelse viklede sig ind i hadet og det brændende ønske om hævn, blev den blå stråle svagere og svagere.

Narcissa så til mens den blå energi helt blev opløst. De sorte tåger omkring hende kravlede ind under huden igen og tilbage stod hun med et blik så hadefuldt at ethvert menneske ville have følt fysisk smerte hvis det ramte dem. Vejrtrækningen var tung og hun knyttede og løsnede krampagtigt fingrene.

"He offered it himself... I... why do you have his soul?"

Procella hævede denne gang begge øjenbryn

"Are you telling me what to do demon? That is so funny. It does not seem like you have a real position to make demands does it?"

Micha! You promised! Stop taunting her!
- You ruin all my fun
You are not supposed to have fun in my body...
- So only you are allowed to have fun in it?
Wh...well...YES! Its my body!
- Look at you. Seems you have had plenty of fun for the next 18 years dont you think?

"Aaaaanyway...."

Procella smilede stort og sukkersødt til Narcissa

"Oh the halfbreed? Well...I kindaforced him to do so. Give me your soul or die, Give me your soul or I will kill the moon-child...they are so stupid. Love-drunk idiots. So...now i have a soul. Dont know how im gonna use it yet, but at least now i can always find him. How do you think we got here?"

Procella smilede igen, lidt mere stift denne gang

"But she is a sucker for love. You know...the halfbreed loves her too. She kinda loves him back. But not the same way. Do you love demon? At all? Do you love him? Azuuuuuuuriel. One would hope you didnt just trick him...not me of course. I really couldnt care less...but the moon-child hopes. Still believes in crap like true love. amazing. You throw the worst shit after a mind you could imagine, and she still belives. Humans...go figure..."

Procella lød som om hun var oprigtigt forundret og morede sig over tanken. Hele tiden var der den milde spotten og svage snert af foragt.

Dæmonen trak vejret tungt og stirrede arrigt på kvinden foran sig.

"Ha..! So now you two fight over the same body? Pro would never take away his soul. She looked like I ripped out her heart when I told her... but you? Micha... You are another story aren't you?"

De glatte fingrer kørte gennem hendes hår med vrede bevægelser. Øjnene flakkede rundt i lokalet. Nervøs for at nogen skulle brase ind hvert øjeblik det skulle være.

"Don't you think you should stop that too?"

Hun nikkede imod jægeren og hentydede til det tyrkrigrønne skær om hendes krop. Hun var træt og brugt. Havde allermest lyst til at gå op til Az igen. Det var ikke ligefrem fordi hun havde fået udfrittet kvinden i den grad hun havde håbet. Men flere svar kunne hun godt skyde en hvid pil efter... Micha svarede tydeligvis det hun ville, om det så gav mening eller ej.

"Love? What is love? Please... do tell me Micha? You tokk the only love I had away... remember? And Az..."

Narcissa så pludselig opgivende og forvirret ud. Hun slog ude med hænderne og lænede sig op af muren bag hende. Med irriteret mine slog hun let baghovedet imod muren et par gange.

"Dont hurt him... Can't you just be content with killing my father? You allready... Pro, if you can hear me. I won't hurt him. And I surely hope that you wont let this cunt do it eigther!? You mean the world to him."

Det smertede hende at tale sådan... specielt til en person hun helst ville trykke sammen og skylle ud i toilettet. Men Az... hun følte at hun skyldte ham det.

Procella hev hospitalskjolen af og stirrede ned af sin nøgne krop. Hun slog mishagende klik med tungen over maven og prustede.

"Oh no. No fighting. I come when i want to. when she looses her grip. When anyone gets her a little too angry. When she is getting too injured. Stuff like that. I let her hear some stuff. Remember some stuff. Others stuff...nah. She just gets angry. Like with your father. Stop being so self-centred. It was never about you. Or him"

Procellas øjne spillede i det flakkende lys

"It was about the smell...She does not remember. Not a thing. Your father smelled like him. Oh i tried to kill him so many times, but she will not let me. The only time we almost got him...it was her hands, not mine. There is no anger like a woman scorn"

Procella kneb pludselig øjnene en smule sammen

"...come to think of it...you smell the same...but...why....why..."

Procella viftede lidt med den ene hånd

"Yeah yeah...but the children controle this. Not me. They dont trust you..."

De gyldne øjne kørte et sigende elevatorblik hen over Narcissa

"So...i guess we are kinda stuck right now...i think i need a promise from you. Do you swear not to try to hurt the moon-child or her offspring again? That you keep your hands and magic to yourself?"

Et smørret smil spillede om Procellas fyldige læber.

Narcissa gippede lidt da kvinden foran hende pludselig smed hospitalskjolen og stod nøgen foran hende. Det overraskede hende at se så mange ar på så spinkel en krop. Det var meget tydeligt at Procella ikke var frisør til daglig.

"And she lets you?"

Hun fnyste hånligt og gned sig irriteret over kinden. Med forvirret mine lyttede hun. Lugt? Hvad for en lugt? Hvad fanden rablede hun om? Hvem kendte hendes fader som jægeren ville i nærheden af?

"Yeah... funny shit. I smell like my father! Haha... can we please move on here? WHY? Why did he have to die, don't tell me just killed him over a stupid smell. How primitive are you?"

Narcissa rettede sig op og stirrede vantro på hende.

"The children? Dont like me? How... what the... Come on now. Dont tell me THEY rule anything?"

hun pegede med en lang finger på hendes udspilede mave.

"The children controle? ... bloody hell. You make NO sense woman. And no, I'm not primising anything. Unless you tell me why my father had to die... he was a good one you know? A rare kind demon...and... you have to stop hurting Az! And who is the Keeper?"

Procella kastede nakken tilbage og lo højt

"Lets me?! Oh god she if fighting me like hell right now, begging me to let her student go. She needs to be put in her place sometimes. Just like you."

Procella gik over til den lille kommode og prøvede at række frem, men blev stoppet af skjoldet. Hun så for første gang lidt overrasket ud

"This is...unexpected. The children. Yes. This is their...way. To protect their mother, while incubating. They will not let go until she is not in danger...and you pose a threat. In their mind. What can you expect from unborn children..."

Ude af stand til at komme til tøjet vendte hun sig mod dæmonen igen. Da hun vendte sig blev hendes hofte blottet i en ny vinkel. Det var småt, på størrelse med en tommelfinger. En mørk cirkel, omkranset af to halvmåneformede symboler. Spidserne på halvmånerne omkransede cirklen. De to halvmåner var blege indeni. Det var tydeligvis noget jægeren var født med.

"Demon...are you going to play nice, and swear to not harm the moon-child, and her children, so you can be bound by your word, and we can both get out of here, before the petty humans come in here and we have to kill them, and then eachother?"

Procella viftede irriteret med hånden

"The keeper...oh sad sad story. Dont tell Reaper. The keeper turned into a blood-child. So...it poses a problem. That is why we really dont like that little pendant of yours. Without the keeper, they all come when I remember, and Reaper cant take it. I had to remove that whole day. Her only memory of you is the van now. and the bloody sheets. Dont try to make her remember. I will get really annoyed with you."

Procella gik frem mod Narcissa med koldt glitrende øjne. Hun var ved at tabe tålmodigheden med den her ævlende bævlende dæmon.

"Look...we can bond and be bestest friends in the whole wide world after you give your word. Enough smalltalk shadow-child! Your word! Give it!"

Det var lige før hun måtte skjule et skadefro smil da det grønne skjold forhindrede hende i at komme til tøjet. Med en lille skadefro undertone sagde hun

"Yeah... so is your explanation. Gheee... If you ask me, it's because they want to stay here. To get better!?"

Hvem talte hun om? 'De ville alle komme når hun huskede'? Igen gav Michas ord ikke meget mening... der var alt for mange mellemregninger der var udeladt. Ganske med vilje! Narcissa kiggede kort og intenst på det lille mærke jægeren bar på hoften. Indprentede det til senere aftegning.

"Hey... listen. You dont make sense... but whatever. Guess it will take me all night to unravel your nonsense. And to tell you the truth... I dont feel like playing that game toningt. You still didn't answer me... why did my father have to die? You seems to know your way around magic and words. "

Narcissa sukkede udmattet

"I swear, that if you tell my the entire truth about why my father had to die AND if you promise not to hurt Azuriel, not you, nor Reaper, nor the children... then I will make the promise not to hurt Pro... Reaper... whatever her name is... and the children will be safe from my grasp too."

Hun vidste at det var et farligt kort at spille. Deres dans var ikke lutter lagkage og tungen måtte holdes lige i munden nu. Micha var bestemt ikke dum, snarere påtaget mystisk og beregnende.

Hun klikkede let med tungen og rettede to faste mørke øjne imod Michas blik.

Procella blottede de skarpe tænder af Narcissa

"Oh I know magic. The moon-child does not. Dont insult me. I will promise no such thing. I have not worked this hard, for you to ride into the sunset with a binding-spell on me you insignificant blob of energy. I could just tell you the gory details of your father and watch as you kill yourself"

Procella gik tættere på indtil det turkisgrønne energifelt begyndte at skubbe dæmonen foran sig og stødte hende op mod et hjørne. Procella pressede hårdere og hårdere på

"Or...i could let the children kill you. You do not amuse me anymore"

Hendes tænder blev blottet i et glædesløst smil

"If it means so much to you, i will give you this. IF you swear not to harm the moon-child, or her offspring, in any way, shape or form...."

Procella begyndte at knurre tungt af dæmonen

"...then I will do the same...no more, no less. Take it, or leave it. Next time, you ask me nicely! Dont come empty-handed and try to con me. You are not old enough for that."

Det var Micha der isnende stirrede ind i dæmonens øjne. Den kolde, grusomme, ligeglade Micha. Øjne der havde set liv blive taget på de mest grusomme måder, og kun haft latter til overs. Micha var ligeglad med illusioner og hemmeligheder.

Narcissa mærkede hvordan det grønne skjold pressede til hende. Hun trådte nogle skridt tilbage og bandede for sig selv da hun mærkede murene bag sig... et hjørne? Siden hvornår var hun blevet så dum at hun lod sig presse op i hjørner?
Hun vidste at det intet nyttede at forsøge at skubbe fra sig. Med ryggen imod muren og armene fanget ned langs siden var der kun ynkeligt momentum at samle på.

Det var efterhånden ved at være svært for hende at trække vejret, og hun mærkede hvordan hendes ribben langsomt gav efter for det enorme tryk jægeren præsterede. Narcissa hvæsede arrigt og trak hovedet til sig i et ubehageligt vrid. Brystkassen smertede grusomt.

Hun ville så gerne beskytte Az... men ville hun ofre sig selv for det? Nej... det ville hun ikke. Hun anede ikke om kvinden overhovedet kunne række ud igennem skjoldet, men noget sagde hende at hun ikke havde lyst til at vente og se. Hun var en ener, en fighter og en kvinde der havde levet alt for mange år for sig selv. Hun ville ikke sættes sin eksistens over styr for en hybrid hun havde mødt nogle uger forinden. Men... det gjorde ondt i hende.

Det var hende ubegribeligt at hun ikke eksploderede af hadet i hende. Hendes krop gnisterede af det om rummet omkring de to kvinder blev hurtigt helt mørkt. Et meget svagt tyrkisgrønt lys omgav dem og Narcissa stirrede øjnene op i vantro... et lys der kunne gennemtrænge hendes mørke?

Forpinte og sørgmodige øjne mødte Michas blik. Efter et par lange sekunder talte hun endelig... stemmen var spag og fyldt med had!

"I swear not to harm the moon-child, or her offspring, in any way, shape or form if you do not harm me, in any way shape or form."

Michas smil blev langsomt bredere og dovent.

"A bond made, is a bond not broken"

Skjoldets pres stoppede da Micha trak sig et enkelt skridt tilbage

"Spill your blood to seal the magic Shadow-child. You will be bound. I swear not to harm you in any shape or form if you seal the deal, and swear not to harm the moon-child or her offspring, in any way, shape or form."

Der var et tilfredst glimt i de rovdyrgule øjne der betragtede dæmonen.

Dæmonen trak grådigt luft ind da skjoldet fjernede presset imod hendes brystkasse.

Hun stirrede arrigt på Micha, tydeligvis IKKE tilfreds med situationen. Efter en kort hovedrysten førte hun sin arm op for munden. Da hun spredte læberne viste sylespidse tænder sig. De sank ned i kødet på siden af underarmen og åbnede et gabende hul. Det var større end Narcissa egentligt havde tænkt sig, men smerten var befriende for hende.

Med en hurtig bevægelse slyngede hun armen ud imod kvinden foran hende. Et par dråber ramte det grønne skjold, mere landede på det mørktlagte gulv med en dump lyd.

"There! You have my word!"

spyttede hun.

Done deal... og gud hvor hun hadede det!

Som på tælling glitrede det tyrkisgrønne skjold og forsvandt. Micha trådte helt tæt ind til dæmonen og lod sin hånd hvile mod hendes bryst og snusede dybt ind.

"Remember this moment shadow-child. You bound yourself by word and blood...and got nothing in return. You might kept me from hurting you in shape or form, but you forgot the way...and you forgot a very important detail"

Micha førte munden helt tæt ind til dæmonens øre så hun kunne hviske den lille information.

"you forgot, that I was not the one who wanted to kill you in the first place. She did. One step of the narrow path, and she will hunt you down like the rapid dog that you are. Oh isn't magic fun? Soooo many ways to twist and turn the endless possibilities. Like i told you. You simply arent old or wise enough. But i rather enjoyed that little game. We have to play again another time"

Micha gav Narcissa et fjerlet kindkys og fniste da hun gik over til kommoden, som hun nu uden besvær kunne åbne. Hun så sig over skulderen med øjne der glitrede af latter da hun trak tøjet ud, der pænt var lagt sammen. Lyset kom tilbage for fuld styrke og den elektriske anstrengte summen stoppede.

"you have played so nicely. You deserve a lollipop. You should go buy one"

Micha smilede da hun ubesværet begyndte at trække tøj på. Måden hun sagde det på kunne lede en til at tænke tanken om hun havde planlagt det hele fra start.