Melankoli [Miss. Valarie]

Årstid : Vinter.
Vejr : Koldt, med optakt til sne
Tid : Omkring 11
Omgivelser : Ingen andre på kirkegården
Tøj: Tætsiddende jeans, en højhalset langærmet sweater og en lang frakke. Alt sammen i sort.

Det var koldt, koldt nok til at ens åndedræt kort kunne ses, før den svandt hen. Det var mørkt, og klokken var omkring elve. Ikke et øje var til at se, ud over den ensomme skikkelse der langsomt gik mellem gravene. En hånd fulgte ryggen på nogle af grav stenene, og ikke et eneste ord blev ytret. Jackies skridt var rolige, hendes tanker var langt væk. Hun lod sig blot følge langsomt frem af de små stier, mes tankerne et helt andet sted end her. Hendes læber bevægede sig lidt, som var hun i gang med at synge, men ingen lyd forlod hendes læber. der var en sær melankoli ved at gå mellem gravene, lidt som om hun følte at hun hørte til her. Livet for hende var trods alt sluttet i en eller anden forstand. Ikke at der var fortydelse i hendes sind, for hun havde selv valgt det men... Alligevel var der noget sørgmodigt over det, for der var så meget, hun havde skulle give slip på. Sine venner for eksempel, for hvis hun kom nær dem, ville hun prøve at gøre en ende på dem. Sulten styrede hende, og selvom hun var imod sine handlinger, var der ingen til at stoppe hende. Det efterlod hende spørgende, hvad der dog skulle ske med hende, når årerne gik, og hun stadig var i live. Hvordan ville hun blive, hvem ville hun være, hvad ville der ske med hende? Selv nu kunne hun mærke, at der var så meget der havde forandret sig. En knugende følelse af vrede og sorgmod havde invaderet hende, følelser der ikke tilhørte hende...

Kulden skar igennem marv og ben, hvilket nok havde fået et hvert menneske til at skutte sig og overveje det en ekstra gang, før personen havde begivet sig ud i natten. Mørket lagde sig som en uigennemtrængelig kappe hen over kirkegården, så vel som i resten af Werclare. En skikkelse. En ung pige, sad knælende foran en største og ældste af alle gravstenene. Hendes perlemorsfarvede hud var end ikke synlig i det mørke der omgav hende, hvilket hun enlig var godt tilfreds med. Hendes spinkle skikkelse havde en underlig, som den sad der foran den store sorte gravsten med ordene 'Til minde om dem der ikke nåede hjem' indgraveret på mindten af stenen.

Hendes spinkle fingre holdte blidt om en rose af krystal, som hun sad med i hænderne. Den lignede en afblejning af en normal rose, men havde dog stadig det spinkle ydre som normalt krystal. Hendes øjne var lukkede let i, mens hun bad en tavs bøn til gud og havde man set hende på afstand ville normale mennesker nemt kunne have forvekslet hende med en statue eller en helgen.

Hun sad helt ubevægelig foran de ukendtes grav, mens mørkede omsluttede hende som en usynlig mur...

Jackie lagde ikke rigtig mærke til den anden person, hun regnede ikke ligefrem med, at der ville være andre her på denne tid. Der var ikke ligefrem fordi, at kirkegården var det store møde sted. Og selvom det ikke gjorde, at det var umuligt at støde ind i andre, var dette næppe tiden hvor det skete. Men selv da Jackie opdagede, at hun ikke var alene, var hun ikke særlig intimideret af det. Det gav hende der imod et lille smil på læben, da der var noget behageligt over at vide, at hun ikke blot var omringet af død. Eller... Der var et eller andet ved hende, der ikke var normalt. Hun ville snildt kunne været en af statuerne, hvis ikke at det havde været et sært sted, at stille en statue, og hvis hun havde været i en komplet grå farve.
Gruset knasede let under hendes skridt, og gjorde at der ikke var tvivl om hendes eksistens. Det var heller ikke ligefrem fordi, hun ønskede at være skjult, nej tvært imod, hun ønskede at komme i kontakt med nogen. Det sidste stykke tid havde hun følt sig nedtrygt og tilnærmelsesvis lettere 'livløs'. Hendes krop skreg efter at gribe ud efter en eller anden, i håbet om at de kunne rede hende. Om det var en fremmede eller et gammel bekendtskab. Hun var så usikker på sig selv, men kunne ikke forklare hvorfor, der var bare noget af hende der manglede. Og den følelse skræmte hende. Så nu så hun sikkerhed hos den fremmede, uden at tænke på om hendes tilstedeværelse var til gene eller ej.
Hun stoppede op ikke langt fra kvinden, og kunne ikke lader vær med at studere hende lidt. For hun ville stadig gerne vide hvad der var galt med hende. Hvad var det der ikke passede, hun havde brug for at vide det. Hendes krop nægtede hende at tale, som ville hun overtræde en eller anden regel. Okay det var næppe særlig høfligt at stå at stirre på hende, men hun var virkelig fanget af hende.

Den unge kvindes navn var Valerie. Navnet havde tilhørt hendes mormor før hende og hun betragtede det som en sidste gave fra hende, da den ældre Valerie nærmest havde holdt hånden over hende i sit menneske liv, lidt ligsom en skytsengel. Blandt mennsker var Valerie dog kendt som Melicia, selv om også dette navn havde haft en betydning for hende, da det havde været hendes ene storesøsters navn en gang, lidt ligsom det lille hvidguldskors -hun bar om halsen og var gemt under kjolen- havde været hendes yngste storesøsters konfirmations gave i sin tid. Valerie havde en vane, eller nærmere et behov, for at holde sit menneskelige liv tæt ind til kroppen, for at minde sig selv om det hun og hendes familie var gået igennem, bare for at en mystisk vampyr kom i vejen og dræbte hele familie, undtagen hende. Ind til nu havde hendes liv været basseret på rendyrket hævn. Hævnen der en dag skulle gøre en ende på hendes skabers ynkelige liv. Alt denne hævn havde været hendes liv ind til for ganske nyeligt, da hun forelskede sig i en engel. Alle hendes instinkter og sundefornuft havde været imod det, men hun havde tilsidst måtte tilstå over for sig selv at han var og blev hendes grund til at eksistere.

Det var alt dette hun tænkte på, mens hun sad helt urørlig foran gravstenen. Hendes umenneskelige fine hørelse havde hørt skridtene i gruset, længe før personen stoppede op et stykke fra hende. Hun afsluttede sin stille bøn og lagde stille rosen ned for foden af gravstenen, før hun -uden at værdige personen et blik- rejste sig med en ynde der tilhørte prinsesserne i de gamle eventyr -selv om hun langt fra var en-. Hun åbnede stille de mørke og dybe øjne med en næsten utydelig kant af rødligt. Ud fra personens lette skridt og ikke helt menneskelige duft kunne hun bedømme at personen ikke var helt menneskelig. Hun vendte sig ikke om, men blev stående foran gravstenen, men sagde ikke en lyd, da hun ventende på personens reaktion...

I stilhed blev hun stående, og betragtede hende, som om at hun var et eller andet guddommeligt væsen. Hun kom dig til sig selv, da kvinden rejste sig op. Hun rystede lidt på hovedet, og følte sig lettere stupid, som hun blot havde stået med næsten åben mund, og blot begloede hende. Hvis hun nu ændrede taktik, kunne hun måske få svar på sine spørgsmål. Ikke at det var super vigtigt for hende, men et svar var nu heller ikke så vigtigt. Men alligevel gik hun langsomt nærmer kvinden, mens hendes blik lå på gravstenen.
"Du er ikke menneskelig er du?" spurgte hun ud af det blå, i en stille tone, men så stadig ikke på kvinden. Ikke at hun havde noget imod at se andre i øjne, hun ville bare gerne se hvad der var på gravstenen. Hendes sanser var stadig ikke så skarp som en vampyrs, så modsat andre af hendes race.
Hun løftede endeligt sit blik, for at fange hendes. Hendes egne øjne var rødlige, med et snerp af brun, som de altid havde været. Okay den rødlige farve, var nok blevet værre efter at hun var blevet et barn af natten, men der skulle heller ikke så meget til før hun fik røde øjne. Hun havde allerede ligget på grænsen til albino som menneske. Nu var hun blot tættere på at blive forvekslet med det, med sin blege hud, platin blonde hår og som sagt de rødlige øjne. Det fik hende dog ikke til at se venlig ud, hun så næsten venlig ud faktisk, med det lille skæve smil på læberne. Og hvis ikke venlig så ynkelig, for det tætte tøj, afslørede hendes spinkle skikkelse, der dårligt ejede former. Der var ikke ligefrem fordi at hun var særlig feminin, og kunne heller ikke gøre sig forhåbninger om at blive det længere.

Mørket og stilheden havde altid været hendes trofaste følgesvende i så mange år, selv om det havde ændret sig i løbet af det sidste stykke tid. Hun blev dog lettere overrasket, over den unge piges spørgsmål og venlighed, da folk normalt holdte sig fra hende i ærefrygt eller prøvede at dræbe hende i foragt. Den unge kvinde havde dog et eller andet bekendt over sig, hun kunne bare ikke sætte ord på hvad, hvilket enlig pirrede lidt, til hendes slumrende nysgerrighed. Hun betragtede pigen og satte sit gæt på, at hun nok var vampyr, med de næsten helt røde øjne, kunne hun med nogen sikkerhed også sige, at hun var en ny en af slaksen. Hun overvejede stille sit svar i få sekunder, før hendes normale men klare stemme svarede pigen "Jeg er lige så menneskelig som dig" Hun tænkte stille og kunne nemt se at pigen prøvede at læse, hvad der stod på den sorte gravsten. Selv i dagslys ville det være svært for et menneske at se indskriften, så det undrede hende enlig ikke, at pigen ikke kunne læse det. Hun gav pigen en chance for at læse indskriften, før hun tilføjede i et lidt mere åbent tonefald "Til minde om dem der ikke nåede hjem" Hun havde ubevist lagt en smule sorgmod i stemmen, mens hendes mørke øjne betragtede den unge pige, der tydeligt ikke kunne være meget ældre end hun selv så ud. Til sin egen bitterhed gik det op for hende, hvor meget hun -i denne tone og i dette toneleje- mindede om sin egen skaber. Den selv samme skaber, der havde ødelagt hendes liv og plantet den dæmon, der skjulte sig bag hendes fasade. Den skaber hun så inderligt hadede...

Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt mere, da hun så overraskelsen i kvinden. Jackie var dog ikke sikker på, hvad der havde overrasket hende. Om det var fordi, at der var en, der havde talt til hende, eller fordi at der var en anden person til stede. Hun regnede ikke med, at det havde været hendes venlighed, der havde været skyld i denne reaktion. Det virkede bare sært, at nogen skulle blive overrasket over lidt venlighed, specielt for en som hende. Hun lignede typen som alle prøvede at komme tæt på, og ville vide mere om. Der var noget attraktivt over hende, ikke at Jackie var interesseret i kvinder. Men det vel ikke fascination ulovligt…
Jackie var ikke ligefrem den frygtsomme type, og væltede næsten glædeligt ind i alle farlige situationer. Alt hvad der satte hendes liv på spil, var som en stor magnet for hende. Men det var ikke det, for hun følte ikke rigtig nogen fare ved at være nær kvinden. Nej hun var blot fascineret af hendes manglede menneskelighed, og hendes generelle væsen. Det der mystiske og anderledes der lå over hende.

Hun gav et lille grin fra sig, da hun brugte ordet menneskelig. Det var ikke det ord hun ville beskrive sig selv med, selvom der ikke var så langt til tiden hvor hun var. Der var dog bare så meget, som konstant mindede hende om, at hun ikke var menneskelig på nogen måde længere. Tørsten efter blod var en af dem, og hvordan at hun kunne gøre unaturlige ting var en anden af dem. Nej hun var helt sikkert ikke menneske, kun af udseende. Hun havde det fint med det, for hun havde selv valgt det, og ikke kun fordi det lå til det i øjeblikket. Nej hun havde bevist sig selv, og taget en stor beslutning i sit menneskelige liv, før at hun blev til det hun var nu.
Igen faldt hendes blik på kvinden, da hun fortalte hvad der stod på stenen. Hun var ikke i tvivl om, at det betød et eller anden for kvinden, men hvad vidste hun ikke.
”Nogen du kendte i blandt?” spurgte hun stille, og så på stenen igen.

Hun tænkte stille og kunne nemt mærke på den unge pige at hun var nysgerrig og overhoved ikke bange af sig, hvilket stadig bare mindede hende om en eller anden, som hun havde mødt før, hun kunne bare ikke komme på hvem. Hendes blik gled stille over på gravstenen igen, mens hendes hånd automatisk søgte op til den lille hvidguldskors, med rosen snoet omkring, ved tanken om hendes familie. Minderne begyndte at vældte ind over hende, da pigens spørgsmål satte gang i flere forskellige minder, selv om hendes ansigt eller øjne ikke gav udtryk over for det oprør, der var i hendes indre. Det var mange år siden den sidste fra hendes familie var død, men det forhindrede hende ikke i at bede for dem hun havde haft kært. Det eneste der var tilbage af dem var deres minder, der var lageret dybt inde i hendes bevisthed og den eneste -der ellers vidste noget om det- var hendes skaber. Ironisk nok havde hun stillet sin skaber det sammen spørgsmål flere gange og han havde også altid besøgt de ukendtes grav, af samme grund som hun gjorde det nu.
Hendes blik var stadig fæstnet ved gravstenen, da hun svarede pigen i samme tone som før "Alt for mange, men selv om de er væk forhindre det mig ikke i at bede for mine kære" Hun sendte stille en tanke til sit ejet Child, der var taget ud i verden for at opleve den og forhåbentligt finde sin evne og udvikle den arv han havde fået. Hun var ikke selv klar over hvor meget af den arv han havde fået, men hun var dog spændt på at finde ud af det når han en gang kom hjem. Hendes blik gik derpå hen på den unge pige ved sin side før hun spugte "Nogen af dine i blandt?" hendes stemme havde ikke ændret sig, men havde dog en lettere undertone af noget ikke helt gennemskueligt...

Hvis Jackie havde vidt hvad hun bragte frem af minder hos kvinden, havde hun ikke stillet de spørgsmål hun havde, men nu var hun normalt sådan en type, der sagde hvad der nu lige faldt hende ind. Hvilke havde hjulpet hende meget igennem hendes dødelige liv, og ville nok hjælpe hende meget gennem det udødelige liv. Det gjorde det i hvert fald en del lettere, at få svar på de spørgsmål man nu en gang måtte have. Hun lærte heller aldrig noget, hvis hun blot forholdte sig i skyggerne, og håbede at hun måtte få svar.
Hun gav et skævt smil fra sig ved hendes ord, og gav et lille forstående nik. Ja gravstenen var nok dedikeret til mange personer, men det efterlod hende stadig undrende omkring hvad det kunne være. Det var ikke ligefrem fordi at der stod en masse om hvem den mindede og hvorfor. Det kunne sagtens ligne sådan en til folk der farede vild på havet, eller for folk der var faldet i en krig. Uanset hvad var det ingen hun kendte, så historien bag folkene denne gravsten tilhørte, måtte forblive et mysterium.
Hun så på kvinden igen, og rystede let på hovedet til hendes spørgsmål.
”Nej… Mine venner er stadig i live, og min familie er ikke døde. I hvert fald ikke hvad jeg ved af, og hvis de var, ville de ikke være begravet her… Nej… Det er et helt andet sted…” hun blev lidt stille, og virkede kort bitter, og skar en grimmase ide hun så væk fra kvinden. Hun havde mange problemer med sin familie, og var ikke en gang sikker på, at hun nogen sinde i sit liv, ville se dem igen. Men hun lod det pakke væk igen, som hun altid gjorde, for at se på kvinden med et lille smil igen.

Valerie var ikke typen, der spøgte med sin fortid og hun agtede heller ikke at blive det. Hun havde selv været datter af en præst, så hun havde en del andre værdier og holdninger end alle andre... Det var vel enlig ironisk, at hun så var blevet det hendes familie havde hadet mere end noget andet. Sket var sket. Det kunne ikke laves om igen hvor meget hun så end ønskede det. Hendes mørke øjne lå på gravstenen, mens hun havde hoved lagt lidt på skrå og stadig prøvede at komme på, hvem det var den unge kvinde mindede om. Der var et eller andet velkendt ved hendes udstråling og duft. Hun blev en smule skeptisk, over måden den unge kvinde omtalte sin familie på, men hun beherskede sig.
Normalt havde hun ikke alle disse følelser kørende rundt i hoved, men kirkegården var det eneste sted hvor hun slap tøjlerne og lod det hele strømme ind over sig. Hun tænkte stille, før hun svarede pigen i et lidt blødere tonefald end før "Man opdager først for alvor hvad man har kært når man har mistet det" Det var det eneste råd eller svar hun kunne give pigen, da hun selv havde haft det på den måde. Både med sine familie, sine venner og siden hen, da -hun troede- hendes elskede havde forladt hende for alvor. Hendes blik lå stille på den unge pige, mens hun afventede hendes reaktion.
Hun var udemærket klar over hvad pigen havde gået igennem for ikke så få uger eller måneder siden. Selv om hun ikke huskede meget af det, da smerterne overskyggede næsten alt det andet. Hun havde været tvunget til at indse den hårde verden som hendes familie ellers havde skånet hende imod. De havde gjort alt for at hun skulle leve i sin egen lille bobbel af lykke resten af sit liv. Hun bebrejdede dem ikke, selv om det var mislykkes for dem i sidste ende. Hendes blik var sorgmodigt, mens hun ventede på svaret fra pigen...

En svag eftertænksom brummen lød fra hende ved kvindens ord. Hun virkede ikke helt enig i hvad der blev sagt, men nu havde hun ommuligt også haft en lidt anden oplevelse med sin familie. Hun holdte nok af dem i sidste ende, men der var langt til den ende. Meget havde hun skulle være igennem grundet sin familie, og hun havde stadig svært ved at tilgive dem.
”Jeg har allerede mistet min familie…” Mumlede hun svagt, og skar en lille grimasse, men kort efter det, lyste hendes ansigt op. Hun så på kvinden igen, og gav endnu et af sine små smil fra sig. Ikke en eneste lille del af hende, så ud til at have bekymring i sig, - i hvert fald ikke over for sin familie – hun virkede næsten til at forstille sig, at de ikke eksisterede.
Jackie var stadig ikke sikker på, hvad kvinden var, men var ganske sikker på, at hun ikke kunne være menneske. Men det måtte næsten betyde, at hun var vampyr, eller måske en engel? Hun lignede bare ikke den rigtig engel-agtige type. Ikke at Jackie havde nogen som helst ide om, hvordan en engel så ud, eller om det overhoved havde nogle grænser. Ja den tidligere engel hun selv havde mødt, havde i hvert fald ikke set ud som en engel. Spøjst egentlig… Altså ideen med, at der fandtes andre væsner end mennesker. Alt hvad mennesker gik og drømte om, og et sted inderligt håbede om eksisterede faktisk. Men det gik bare rundt, og vidste intet til det, til trods for at de gik midt i deres eventyr.
”Hvad er der galt?” Spurgte hun stille, da kvinden fik et sørgmodigt blik, uden at der rigtig kunne have været noget bag det. Med mindre at hele snakken om familie, havde været skyld i det. Men det var svært at tolke, når hun var så stille omkring sine følelser.

En blid brise tog fat i hendes korte hår og kjole, da den stille fejede hen over kirkegården. Hendes mørke øjne lå stadig på den unge pige, mens hun overvejede hvad pigens familie kunne have gjort for at få pigen til at hade dem så meget. Hun forstod det ikke. Ens familie var dem der havde holdt med en i tykt og tyndt, hjulpet en igennem det menneskelige liv. Hvordan kunne man hade dem? Hendes lettere forfærdede tanker blev afbrudt af pigens spørgsmål. Pigen var utrolig nysgerrig, selv om alle nyfødte -hun havde mødt- havde en trang til at stille mange spørgsmål. Hendes hoved var lagt let på skrå, mens hun betragtede gravstenen foran dem. Det var et spørgsmål hun havde fået en del gange, selv om det var mange år siden nogen sidst havde spurgt hende om det. Hendes stemme var i samme tone som før, da hun svarede pigen "Det kommer an på i hvilken forstand du har tankerne på" hun holdte en lille pause, før hun svarede lidt mere præcist "Du står og frakaster dig det jeg ville ønske jeg havde" Hendes blik gik stille hen på pigen igen, da hun uden omsvøb svarede, hvad det var der gik hende på. Hun havde ikke tænkt sig at lyve. Pigen virkede nogelunde harmløs -selv om skindet kunne bedrage- så hun havde ingen grund til at frygte hende eller lyve over for hende. Hun havde stadig tanken om sin skaber i baghoved, mens hun grundede over hvad det var, der virkede så bekendte ved pigen. Hun var hundrede procent sikker på at hun havde duftet hendes duft før, men det var ved at blive irriterende, at hun ikke kunn huske hvor, selv om hendes indre konflikt ikke viste sig på hendes ydre...

Selvom et venligt smil lå over hendes læber, var der en klar koldhed i hendes øjne. I hvert fald i dette emne omkring familie. Der var sket meget mellem hende og dem, hvilke nu havde resulteret i denne koldhed. Men hun prøvede af ren høflighed at gemme det lidt væk, da kvinden svarede.
”Tro mig, jeg har prøvet at tilgive min familie, men… Forkastelige ting er blevet gjort…” svarede hun stille, og så væk fra kvinden igen. Selv begyndte hun at betragte gravstenen med et stille blik. Hun nægtede at tage øjne fra det, i håbet om at kunne få sig selv på plads igen. Normalt var hun ikke påpasselig med følelser og den slags, men emnet omkring hendes familie var en anden. Jo mindre hun kunne snakke om det, jo bedre havde hun det. Hvis det stod til hende, skulle hun helst lulles hen i en tanke, der fortalte hende at hun ingen familie havde. En gang i mellem lykkedes det, men andre gange, var det nær umuligt.
”men er det grundt din familie, at du er her?” Spurgte hun stille, da hun aldrig rigtig havde fået svar på sit første spørgsmål. Måske skulle hun bare uddybe det lidt?
Kvinden var lettere sær, hun virkede i hvert fald til, at have meget på sinde. Forhåbentlig var det grunden til, at hun var lettere sær at snakke med. Hun virkede i hvert fald til at fortrække at snakke i gåder. Nogle folk var bare ikke helt normale… Ikke at hun selv kunne prale af, at være den der passede ind i normen, men hun gjorde da et ganske godt forsøg.
”Hvor lang tid, har du så levet? Et par hundred år?” spurgte hun stille, og betragtede kvinden lidt igen. Ja det blev nød til at være det, hun var. For hun var bestemt ikke menneske, men næppe en engel heller. Og uanset hvad kvinden sagde, kunne hun på ingen måde overbevise hende om, at hun var menneskelig.

Hum ti dum

Vinden tog blidt i hendes korte sorte hår og hendes mørke øjne lå stille på gravstenen igen. Hun lagde godt mærke til den unge piges lettere bitre mine vedrørende pigens familie. Hun forstod det stadig ikke helt, men hun lod den bare ligge, da der ikke ville komme noget godt ud af at diskutere om noget de begge ikke ville give efter for. Hun tænkte stille og nikkede så langsomt og let. Hun havde selv en del følsomme emner som hun helst holdte sig fra, men familien var ikke et af dem. Hun havde elsket sin familie og de var et sted stadig hos hende, selv om hun måske ikke kunne se dem. De ville altid være hos hende i hendes hjerte. En lille næsten usynlig trækning i mundvigen var kort synlig i et par sekunder, før det forsvandt som en sky for solen.
Hun holdte stille om det lille hvidguldskors og havde lagt den ene arm omkring sig selv, mens hun svarede hende "Jah, De er måske væk fra denne verden, men de er ikke helt væk før de er glemte... Det er også grunden til jeg besøger dem" Hun uddybede med villige sit svar lidt, da det ikke kunne skade. Hun overvejde stille hvad hendes familie mon tænkte om hende, hvor de så end var nu. Pigens andet spørgsmål kom ikke som en overraskelse for hende.
Hun havde ikke tænkt på hvor gammel hun var blevet længe. Erfaringer og viden ophopede sig med alderen. Man lære så længe man lever havde hun hørt en fuld mand sige for mange år siden. Den gang havde hun fnyst af ham og ignoreret ham, men i bund og grund havde han jo ret. Hun betragtede stadig gravstenen, da hun svarede pigen "Det er vidst ved at være der omkring, for at være ærlig tæller jeg ikke så meget mere" Hun tænkte stille og havde lagt hoved let på skrå og lod blikket glide over på den unge pige igen, før hun spurgte "Hvad med dig? Du ser ud til at være rimlig ny" Hun havde et lille smil i stemmen, da hun spurgte hende. Hun havde allerede gættet at pigen var vampyr Endda en ny en af slaksen. Måske et par år? Hun lod blikket glide op på stjernerne, der stille blinkede på himlen kun gjort selvskab af månen...

Igen faldt hendes eget blik på gravstenen, og hun trak lidt på skulderne.
”Alting er foranderligt…” mumlede hun for sig selv, og så op på kvinden.
”Jeg er ikke synderlig gammel…” svarede hun i en stille stemme, og strøg sit eget hår tilbage da vinden tog fat, og tvang det i alle andre retninger, end dem Jackie ønskede det skulle side i.
Hun kunne mærke sulten igen, og lagde en hånd på sin mave, og bed sig i læben.
”Jeg må gå…” sagde hun hastigt, før hun trådte et par skridt væk.
”Jeg håber at fremtiden bringer dig alt vel…”
Med et lille hop satte hun i løb, og forsvandt fra kirkegården.

//Out

Hun tænkte stille og kunne godt fornemme på pigen, at der var et eller andet der nagede hende, efter som hun begyndte at snakke hurtigere og hurtigere. Det var som om ordene faldt ud af munden på hende, hvilket bare fik smilet i mundvigen til at blive lidt mere venligt og forstående. Brisen havde let taget fat i hendes hår, men det generede hende ikke yderligt. Hun betragtede stille den unge pige, mens det gik hende en del på, at hun ikke kunne komme på, hvor i alverden hun havde set pigen før eller i det mindste hendes skaber. Hendes blik fulgte stille pigen, da hun satte i løb igennem kirkegården og få sekunder efter var væk. Hun rystede stille på hoved, mens det sørgelige blik havde overtaget hendes øjne og hun stille hviskede til vinden "May the lord be with you child of the night" Hendes stemme var utrolig trist, mens hun stille vendte hoved mod gravstenen igen. Hun lukkede stille øjnene kort og trak vejret tunget, hvilket enlig var blevet en vane. Hun nød stille brisen der legede med hendes natsorte hår og åbnede efter et stykke tid øjnene. Hun nejede stille for gravstenen, mens hun udtalte ordene "Fere Schironie" og stille lod de kolde læber berøre gravstenens top, før hun vendte rundt og på lette fødder, begyndte at gå. Så var hun væk, med et glimt fra øjet og kun den lille krystal rose på gravstenens fod vidnede om, at hun havde været...


//Out//