Mørkt og skummelt, uhyggeligt - Laroy.

Sted: Werclare byen.
Tid: 20:30.
Dato: Irl.
Vejr: Skummelt, tåget, skydækket, mørkt, og støvregn,


Himlen var skydækket, og fra de små skyer fra himlen, strøg regnen ned fra.
Det var kølligt, og der var modvind i de skumle gader.
Næsten alle butikker i Werclare var lukket, undtagen nogle kiosker, og café'er længere ned af gaden.
Det var svært at se hvor man gik, stod eller var når tågen var så tyk, og somregel var Werclare en uhyggelig og væmmelig by.
Percia kom gående fra en af de mange gyder der er i Werclare, hun gik i sine slidte converse, stramme jeans, en puffet trøje, og sin vinterjakke, man må jo følge med på de unges modevaner.
hun følte sig ikke særlig tryk ved at gå i Werclare, men altså efter at hun havde besøgt nogle venner, skulle hun vel os hjem?
Hun kunne jo ikke rende rundt i gaderne det halve af natten?
Jakken lunede hendes kolde fingre, hun frøs, og ville finde en café at sidde og drikke en kop Kakao, og måske spise et stykke kage?
Et problem var at hun ikke havde gået i Werclare så meget, men alligevel viste hun hvor tingene lå, men det var mørkt og tåget, og havde svært ved at se sig omkring.
Det eneste rigtige lys var af en gadelygte der flimrede. Den var højst sandsynligt i stykker, så stod der os et bar gadelygter som overhovedet ikke var tændte længere nede af gaden, men det var jo den vej hun skulle, så hun skulle bare finde en café og få varmen nu.
Hun gik tøvende ned af gaden, og håbede på ikke at støde på nogen nu.

Laroy kom roligt gående for sig selv da han ikke havde noget andet at lave der hjemme så var han gået sig en lang tur og var endt inde i byen hvor der var helt lukket for det store butikker og alt det kun de små ting havde åben som kiosker og den slags, han havde bare kedet sig så meget at han ikke ville sidde der hjemme og glo.
Han så sig omkring og viste ikke hvor han sådan skulle gå hen nu hvor han var der inde så han fandt sig et sted og satte sig ned og stedet var på en bænk der ikke stod så langt fra ham så det var jo kun godt han ikke skulle gå så langt for at sidde ned.

//håber det godt nok :)//

Percia gik forsigt gennem gaden, tøvende stoppede hun op og så sig omkring.
Lagde hænderne helt ind i jakken, og fortsatte tvivlende.
Da hun så sig omkring blev hun tvivlende, vidste hun at hun var gået forkert.
Hun vidste ikke hvor hun var nu, måske var der nogle hun kunne spørge et sted?
Men der så tomt og forladt ud over alt, der var kun en lyd, sus fra vinden.
Vejen hun gik måtte jo føre et eller andet sted hen?
Hun fortsatte ligeud, der var ingen lygter, intet lys, kun mørke, mørke, mørke og atter mørke.
Hendes fødder var kolde, næsten lige så kolde som istapper.
Skulle hun tisse, ville hun tisse isterninger.
Pludselig fik hun øje på en ung mand, på en bænk, det var svært at gennemskue, hvordan han så ud i mørket, men hun gik tættere på, for at finde ud af noget, måske finde vej.
Hun gik helt tæt på, og stod foran ham.

" Hej " sagde hun tøvende.

Han sad der for sig selv og var bare glad for at han havde fundet sig en plads og slappede af og efter lidt tid stod der lige pludselig en eller anden person som lod til at være en kvinde "jamen hej med dig"sagde han og havde ikke regnet med at møde nogen på denne her tid men, hvad kunne skæbnen ikke bringe en på den måde som det at hun var kommet hen til ham på den måde.
Han så på hende "hvad laver man så her ude på denne tid som denne"spurgte han stille og roligt og slappede bare af mens han ikke viste hvad han selv endeligt lavede der udover at han var ude og gå sig en tur og sådan noget, men nu hvor hun var kommet så kunne det være de kunne snakke eller noget i den still.

Percia kom helt tæt på og betragtede ham.
Han var normal, og lignede ikke en af disse væsner, han opførte sig i hvert fald slet ikke som dem, mere sød.
Hun rystede og gyste over hele kroppen, hun var pakket helt ind i jakken, hun frøs helt vildt.
Men da han spurgte ind til hvad hun lavede her ude, satte hun sig ved siden af.
Det var koldt for røven at komme ned på noget der var vådt og koldt på samme tid.

" På vej hjem fra nogle venner af, hvad laver du ellers selv ude på den her tid? " Sagde hun og smilede svagt, inden hendes tænder begyndte at klapre.

" Ej undskyld, vil du ikke hjælpe mig med noget? Altså jeg ved ikke hvor der ligger en café, fordi jeg er faret totalt vildt, om så du ikke ville hjælpe med at finde en? Jeg kan godt give et eller andet at drikke? " Sagde hun forbavset, det fløj bare ud af munden på hende, men altså hun frøs, og kunne finde på alt når hun frøs så meget.

Han kiggede på hende med et stille og roligt smil på sine læber "øhm jo jeg kan skam godt hjælpe dig med at finde sådan en cafe du ser ud til at fryse"sagde han og rejste sig op og ventede på at hun ville komme med ham og sådan noget.
Han smilte til hende "hvad jeg selv laver her på denne tid hmm gik mig en tur og endte her"sagde han roligt og gav sig stille og roligt til at gå og håbede på at hun fulde med ham og alt det for ellers ville hun ikke finde cafeen hvis hun ikke gik med og alt sådan noget halløj. Men det var jo helt op til hende selv hvad hun ville for han ville jo ikke tvinge hende til at gå med ham men, det var hende selv der spurgte ham om hjælp.

Percia sad lidt og kiggede op på ham, der var vel intet skummelt over ham?
Så hun gav sig til at rejse sig, det var nu også meget bedre at rejse sig, for det ville jo ikke ende godt hvis hendes bagdel var frosset fast til en bænk jo?
Hun stod lidt og kiggede, indtil hun lystigt fuldte efter ham, selvom hun rigtig gerne ville løbe, så kunne det ikke lade sig gøre, hun frøs alt for meget til at hendes ben kunne følge med.
Hun gik op ved siden af ham og gik med.
Hun havde kun været i Werclare et par gange, altså ikke forfærdeligt mange gange, men nok til hun kendte nogle gader her.

" Puha, tusinde tak fordi du gider hjælpe, tit er folk ikke så hjælpsomme her " Sagde hun med en lettende, og overasket klang.

" Og forresten jeg hedder Percia, hvad er dit navn? " Skyndte hun sig at sige, smilet var blevet lidt større, end før, men man kunne sagtens se og høre hun frøs.

Han kiggede på hende med et smil og gik vider sammen med hende og var bare glad for at han kunne hjælpe hende på den måde "det var da så lidt"sagde han roligt og gik bare vider med et lille sødt smil på sine læber.
Han var bare den der type der gerne ville hjælpe folk og snakke med folk og alt sådan noget, han var bare en som ikke vil lade folk i stikken og alt det.
Han så på hende med et smil "hyggeligt at møde dig Percia mit navn er Laroy"sagde han roligt til hende og viste ikke hvad ellers skulle sige lige der og sådan noget halløj.

Percia fortsatte efter ham, lige der hvor de stod nu, hmm der var stod vinden helt stille skønt.
Gid de kunne blive stående der foraltid, så ville man nok ikke fryse så meget?
Men café'en ligger sikkert heller ikke så langt derfra hvor de stod nu.
Så hun smilede til ham, overvejede at sige et eller anden, men hvad? Hmm, det ville være letter at snakke på en café?
Hun så ham i øjnene, mens han fortalte hvad han hed.
" Pænt navn, meget speicialt. " Sagde hun pænt, og høfligt.
Ejj. Det var lidt akavet at støde på en anden fordi man frøs?
Hmm, men hun havde på fornemmelsen, af at det ikke ville væære så pinligt hvis de kunne snakke på en café.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare stille og roligt af mens han gik vider sammen med hende for at finde en cafe hvor de kunne gå ind på den og slappede bare af, han så på hende med et smil på sine læber og viste jo godt at de ikke kendte hinanden så godt men det kan de jo komme til hvis det var det de ville.
Han så på hende og stoppede så op foran en cafe og gik der ind "så er vi her sørme"sagde han roligt og gik hen og fandt dem et sted og sidde ned og sådan noget "kommer du"spurgte han stille og roligt og så på hende med et smil på sine læber og viste jo ikke hvad hun ville sige til at snakke med ham og måske for dem noget at drikke og alt det.

Percia så på café indgangen skønt.
Endelig var de på en café, nu kunne de gå ind og få noget og drikke, og lære hinanden af kende, det var måske en lidt underlig måde de stødte ind på hinanden, men selvskabet er jo godt, og man lære folk bedre at kende på den måde.
Hun fulgte efter til bordet, og satte sig, da de begge sad ved bordet, kunne hun bedre se ham i lyset.

" Hvad ville du have at drikke?" Spurgte hun venligt, og trak pengepungen op af jakkelommen.

Smilede til ham, han var da en køn mand.
Men altså hun ville lære ham at kende, før hun ville sige om han var køn indeni.

Han kiggede på hende med et smil da han kom ned og sidde og hun spurgte ham om noget "ja det vil jeg da meget gerne en kop kaffe hvis jeg må få det"sagde han med et sødt smil på sine læber og syns hun var en køn kvinde som han lige havde mødt på denne der sjove måde hvor de bare sådan var kommet i snak og nu sad de på cafe og skulle til at snakke sammen og det bedste var at ved at de mødtes kunne e nyt venskab kunne komme i gang selv på den måde ikke.
Han ventede på at hun ville sige noget for det kom nok et eller andet fra hende da hun lod til at ville give så kunne han jo give den næste hvis de stadig var på den cafe og ikke andet sted henne.

Percia smilede, inden hun tilkaldte en af de der tjenere, i små lårkorte skjørte, og nedringede trøjer.
Forfærdeligt at se på, men altså nogle skulle jo se sådan ud.
" Ehmm. En kaffe, og en kop te tak " Sagde hun høfligt, og med det samme styrtede hun ud i køknet hende der tjeneren.
" Fortæl lidt om dig selv, måske nogle diskrete ting om dig selv " Sagde hun med en sød efter klang, og et stort og varmt smil.
Hun vidste ikke hvad de ellers skulle snakke om nu, men altså de måtte bare lære hinanden at kende, for at forstå hinandens humor.
Tjenerne tog sig sikkert god tid.

Han kiggede på hende "fortælle om mig selv"sagde han og viste jo godt hvad hun mente "altså jeg er 21 år gammel uddannet læge jeg er 1.81 høj single ellers andet du gerne vil vide om mig"sagde han roligt og så på hende med et smil "for ellers kunne du jo fortælle om dig selv"sagde han roligt og havde jo forventet at hun ville gøre det for nu havde han jo lige gjort det for hende og sådan noget halløj.
Han var bare glad for at de snakkede sammen og sådan noget mens de ventede på det de skulle ha og drikke og alt det for hun var jo spænde nok og se på men hvordan var hun viste han jo ikke helt endnu.

Percia sad og beundrede ham lidt, men hun kiggede så meget på ham, at hun slet ikke lagde mærke til at hun faktisk aldrig havde været på den her café.
Da han fortalte om sig selv, og pludselig ville have hun skulle fortælle om sig selv, vidste hun ikke helt præsist hvad hun skulle fortælle.
Hun mumlede svagt, og tænkte igennem hvad der var at fortælle.

" Hmm, jeg er 19 år, lige her fortiden er jeg ikke i et forhold, men det er fordi jeg har travlt med min uddannelse, jeg ville gerne tjene gode penge. " Startede hun op med, men der var så meget mere at fortælle, når man tænkte over det.

" Og så bor jeg i Sheria, 3 værelses hus, har 2 hunde, også Elsker jeg at hænge ud med venner " Tilføjede hun med et muntert smil.

Han kiggede på hende mens hun sad der og snakkede om sig selv og smilte bare roligt til hende "okay lyder hyggeligt"sagde han og slappede bare af mens han så på hende det var endeligt en underlig måde at de havde mødtes på, hvis man tænkte over der men det gjorde ikke noget for hans vedkommende han havde prøvet det der var mærkeliger end den her måde og mødes på og alt det.
Han så på hende med et smil på sine læber og lyttede endeligt bare til hende "du er nu meget køn"sagde han roligt og viste ikke hvorfor han sagde det til hende men det passede jo og sådan noget.

Percia smilede da han kom med en kompliment, men hun grinte lidt af det, og lagde pandehåret bag øret.
" Hmm. Synes du virkelig? " Sagde hun, og løftede svagt det venstre øjebryn, mens hun smilede lidt.
" men, ja du skulle nødigt tale, du alligevel også meget køn" Sagde hun med en flirtende stemme.
Hmm. Måske bare for at starte et emne, kiggede hun på ham med charmerende øjne, og blinkede svagt på det ene øje, også grinte hun lidt, og gav sig til at snakke.
" hvad er din største hemmelighed?" Sagde hun flirtende, med ung energi.
Hun forventede han var ærlig, venner er jo altid ærlige overfor hinanden, men alligevel, de var vel kun bekendte nu?
Hmm, men man for jo venner ved at lære dem at kende???

Han kiggede på hende med et stille og roligt smil "jamen tak for det"sagde han roligt og viste ikke hvad han skulle sige til det hun spurgte ham om da det var noget med hemmeligheder "tja tror ikke jeg har nogen hemmeligheder at fortælle om"sagde han roligt.
Han var bare sådan en der ikke ville sige for meget da han jo skulle holde en ting hemmeligt og det var om hans race der var ingen mennesker der måtte få den at vide, eller jo men så brød man jo reglerne om det og sådan noget.
Hun var da smuk og fortjente at få det at vide men han lod være ikke fordi hun skulle blive sur på ham over at han sagde han ikke havde noget at fortælle for det havde han ikke eller når det var.